Nordjysk jernalder

Sejlflodhusene blev altså lagt i mølposen, men et par år senere modtog Aalborg Museum en henvendelse angående en »voldsom grusgravning inden for en meget kort afstand fra den fredede oldtidshøj Tofthøj«, det vil sige netop i det område, hvor bopladsfundet var gjort. Et besøg på stedet viste, at et par huse allerede var gravet væk, mens et tredje var på vej til at blive det, og et fjerde var stærkt i farezonen. Grusgravningen lod sig ikke standse, så der var ikke andet at gøre end at grave husene ud. I 1979 forstærkedes truslen, og en ny stor kampagne blev iværksat. På luftbillederne sås, foruden husene, områder med et mærkeligt plettet udseende. De skulle vise sig at dække over noget særdeles spændende, som det vil fremgå af det følgende.

Huse med forsænket inderrum - kælderhuse kan vi kalde dem - er som sagt en nyhed i arkæologien og endnu sjældne, hvad de nok ikke bliver ved med at være; man har allerede flere lokaliteter i kikkerten. Som vi kender typen fra Overbygård, består den af en rektangulær bygning med dør midt i langsiden og hertil en gang, der fra det forsænkede rum fører op til jordoverfladen, og som ofte har forbindelse med et lille sidehus. Et mærkeligt og endnu ikke fyldestgørende forklaret træk er et dybt hul, som er gravet i bunden af gangen, lige foran døren, og som nødvendigvis må have haft en form for overdækning, da man ellers ville falde i det, hvad jo ikke kan have været meningen. I Sejlflod er mønstret stort set det samme, men sidehuse er - bortset fra et enkelt tvivlsomt - ikke fundet, og indgangshuller mangler. Om der har været stald i nogle af bygningerne, kan ikke siges med sikkerhed, men de karakteristiske båseskillerum, som kendes fra så mange oldtidshuse, er der foreløbig ingen af, og de knogler af ko og får, som optrådte talrigt i en af tomterne, kan jo stamme fra dyr, der har været opstaldet andetsteds.

Overbygård-pladsen tilhører ældre romertid, men må være grundlagt i den foregående periode, nemlig umiddelbart før Kristi fødsel. Dens ældste bygninger var - bortset fra isolerede kælderrum - ikke neddybede; det er først senere, man har ladet husene gå i jorden. Sejlflod-bebyggelsen er af omtrent samme alder, men påbegyndt lidt tidligere og straks fra starten med kælderhuse. Det kan med andre ord være her, de nordenfjords naboer har lært den nye byggeskik at kende. Mens de ældste huse havde jordgulv, gik man senere over til at bruge kridt som gulvbelægning (Fig. 3). Også i Sejlflod kan der altså spores en udvikling omend ikke så gennemgribende som ved Overbygård (Fig. 4.)

De omtalte pletter lå fordelt på to pladser ganske nær husene. Vi forestillede os, at det kunne være gruber, måske fra jernudvinding, men det var noget helt andet, nemlig grave - ialt ca 350, efter optælling på billederne. Vi har foreløbig undersøgt 59 på vestpladsen (plads 1), 23 på østpladsen (2), så der er et godt stykke vej igen.

Ser vi bort fra en stenaldergrav, som helt tilfældigt er kommet i jernalderselskab, er alle grave på plads 1 fra yngre romertid, mens de fra plads 2 tilhører den efterfølgende periode, germansk jernalder, dog med undtagelse af et par, som i alder slår alle de øvrige: ældre romertid (Fig. 5). At kun disse to kan være samtidige med husene, mens resten er yngre, overrasker unægtelig, men hverken bo- eller gravpladserne er jo færdigundersøgt, så billedet kan meget nemt ændre sig, og iøvrigt ved ingen, hvad der tid efter anden er forsvundet i grusgraven. Det nære samspil mellem de levende og de dødes tilholdssteder er i hvert fald højst interessant og fortjener indgående studium.

Tidsforskellen taget i betragtning er det mærkeligt at se, hvordan gravpladserne respekterer bopladsen. Plads 1 bøjer således tydeligt uden om et par huse, mens et tredje, som er omsluttet af gravpladsen, er holdt helt fri for grave. Husene har tydeligvis eksisteret som ruiner, der - måske af overtroiske grunde - ikke måtte røres. Ved placeringen af »kirkegårdene« synes jordbundens beskaffenhed at have spillet en rolle. Undergrunden består af fint sand, men flere steder i nærheden, således øst for gravpladserne, findes lerstriber, og dem har man øjensynligt undgået (Fig. 6). De var vel for svære at arbejde i med tidens redskaber - træspader vel sagtens (Fig. 7).

Ser vi igen bort fra stenaldergraven, finder vi ingen tilfælde, hvor grave overlapper hinanden, så de må på en eller anden måde have været afmærket. Hertil tjente vel gravtuen, men da den jo forsvandt, når kisten faldt sammen, må der også have været noget andet, mere bestandigt, en pæl eller en sten. Faktisk er der i flere grave fundet sten, der kan have tjent til markering. Når de ikke forekommer hyppigere, kan det skyldes, at marken har været under plov.

Kisterne er naturligvis stærkt opløste, men det ses, de har været af egeplanker; dog er der i visse tilfælde, ved børnebegravelser, anvendt en anden type, sandsynligvis en udhulet træstamme. Træet bærer altid spor af svidning - om det nu er af praktiske grunde for at bevare træet, eller der er tale om noget rituelt, en renselse af kisten, inden den døde blev lagt i den. Også skeletterne er meget medtagne, men tandemaljen kan i visse tilfælde være bevaret, og knoglerne lader sig ofte spore som en brunlig fedtet masse. Liget kunne ligge på ryggen eller på siden, men altid med hovedet i vest (Fig. 8). På grund af den dårlige bevaringstilstand er det vanskeligt ud fra skeletterne alene at udtale sig om de dødes køn og alder, men hvad det sidste angår, kommer størrelsen til hjælp. Af de 59 grave, som blev undersøgt på plads 1, kan de 10 henføres til børn.

Udstyret, man har givet de døde med sig, er righoldigt og ikke sjældent af høj kvalitet (Fig. 9, Fig. 10). I så godt som alle grave findes to-tre lerkar stående i fodenden, men også trækar forekommer - stavbyggede spande med bronzebånd og -hank. Af metalgenstande er der gennemsnitligt fire pr grav: jernknive (ofte med bevaret træskaft), bæltespænder og smykker, guldfingerringe, hægter og maller i bronze og sølv, et par jernøkser og nogle få pilespidser. Derudover: kamme, tenvægte af ler, perler af glas og rav. Tøjrester er der mange af, men de er små og dårligt bevarede, så det er nok begrænset, hvad de kan sige om jernalderdragten. De dødes køn, som skeletterne nægtede oplysning om, kan undertiden bestemmes ud fra genstandene; hvor for eksempel våben forekommer, kan man gå ud fra, det drejer sig om mænd, mens tenvægte og visse smykkeformer må tilskrives kvinder. Børnegravene er altid sparsomt udstyrede: et lerkar eller to, nogle gange et par perler.

Aldersforskellen mellem de to gravpladser kommer først og fremmest til udtryk i udstyret, hvor modens skiften har gjort sig gældende. Perler synes at være blevet mindre populære med tiden, i hvert fald optræder de talrigst på plads 1. I plads 2-fasen har man fået for skik undertiden at stille et enkelt lerkar i gravens hovedende. De hører jo ellers til ved fødderne.

Af indførte varer i bronze og glas, som kendes talrigt fra danske romertidsgrave (dog især på øerne), har Sejlflod ikke ydet mange - et enligt glasbæger er hovedstykket, men to lerkar, der tydeligt efterligner glassets form, viser, at man værdsatte disse sager og vel snobbede lidt for det udenlandske (Fig. 11). Nu forholder det sig sådan, at der netop på den tid, hvor plads 1 toges i brug, omkring 300 efter Kristus, skete en almindelig nedgang i mængden og kvaliteten af fremmedvarerne. Man har altså i nogen udstrækning været henvist til efterligninger og iøvrigt måttet søge sine statussymboler på det hjemlige marked, hvis bedste frembringelser, for eksempel de imponerende sæt af hægter og maller, var egnede til at tage konkurrencen op. En sammenligning af Sejlflodgravene indbyrdes lader os drage den ikke særlig opsigtsvækkende slutning, at nogle af jernaldersamfundets medlemmer var mere velhavende end andre. I en kvindegrav finder vi således dette udstyr: Fire smykkenåle af sølv og bronze, tre bronzenåle, en guldfingerring og en bronzering samt ikke mindre end 377 perler af rav, glas og bronze. Endvidere tre tenvægte, en tenkrog, en jernkam og nitter fra en benkam, en kniv og fire lerkar. En anden grav, ligeledes kvindelig, indeholdt foruden tre lerkar 23 forskellige genstande af jern, bronze og sølv.

Om foreløbigheden af ovenstående rapport skal ingen være i tvivl, og faktisk er der temmelig langt til vejs ende. På grund af den truende grusgravning må pladsen totaludgraves, hvilket næppe kan gennemføres på mindre end tre år. Til den tid vil der være gjort mange erfaringer, og sikre slutninger kan drages, hvor vi idag må nøjes med løse formodninger og rene gætterier. At stedet vil komme til at indtage en central plads i forskningen, er uden for al tvivl.