Nordens barbarer
Det er opdagelsesrejsendes vane at hæfte sig ved det sære og fremmedartede hos de fjerne folk, de har været i kontakt med, og det er vel et spørgsmål, om de beskrevne altid ville kunne godkende beskrivelsen, der tilmed ofte er præget af en vis nedladenhed. Det er heller ingen nem opgave at fortælle om et fremmed samfund uden at misforståelser sniger sig ind. Læsere af sådanne skildringer bør gøre sig dette klart.
Af Redaktionen
For et par tusind år siden var det Nordens folk, der var genstand for etnografernes interesse, og hvad ville så vore forfædre have sagt, hvis det var kommet dem for øre, hvad folk som Plinius, Tacitus og Cæsar skød dem i skoene? Allan A. Lund har taget spørgsmålet op, set på sagen fra begge sider, fra de højt civiliserede skribenters og fra de vilde barbarers, som vi trods alt kender en del til gennem jordfundene. Sammenligningen er lærerig og udfaldet ganske opløftende. Der er visse afvigelser, ingen tvivl om det, men også mange overensstemmelser, hvor punkter i beretningerne har kunnet kontrolleres. Alt i alt må man forbavses over, så godt de gamle etnografer klarer prøven.
Allan A. Lunds Nordens barbarer, der udkommer på forlaget Wormianum i slutningen af oktober, kan betragtes som en slags supplement til Tacitus' Germania, en anden af husets udgivelser. Den illustrerede bog koster i boghandelen 69 kr, mens prisen for abonnenter er 58 kr.
