Nordenfjords

Undersøgelsen var vanskelig, kun en stump tømmer stak op over vandfladen, så medbragt dykkerudstyr måtte i funktion. I det mudrede vand var al direkte iagttagelse udelukket, sportsdykkernes eneste mulighed var at føle sig frem med hænderne. Alligevel blev resultatet yderst tilfredsstillende. Begge stævne er til stede, og det mellemliggende må formodes at skjule sig under ralmasserne: Et tyve meter langt og fem meter bredt skib bevaret i to-tre meters højde. Det har rette stævne og er bygget af ca 40 cm brede egeplanker, der i siderne er klinklagte, det vil sige, at de lapper over hinanden; hvordan det forholder sig med bunden, har endnu ikke kunnet undersøges, men det vil ikke undre, om de her ligger kant mod kant. Over bordplankernes samlinger er lagt flade lister, der fastholdes mod kalfatringen af jernkramper. Alt sammen træk, der peger mod et middelalderskib af den type, som kaldes en kogge. Ved den ene stævn er bordplankerne fastgjort på en karakteristisk måde, kendt fra et par tilsvarende fund uden for landets grænser. Datering: 12-1300-årene.

I betragtning af den væsentlige rolle, koggen har spillet i middelalderens søfart og handel, er det egentlig forbløffende så få fund, der endnu er gjort af denne skibstype. Under 2. verdenskrig blev der optaget dele af en kogge i Kolding fjord, og dertil kommer koggen med de mange guldmønter, som forrige sommer blev undersøgt ved Vejby strand i Nordsjælland (se Skalk 1976:6). Det nye fund synes imidlertid at være langt bedre bevaret end disse. Man fristes til sammenligning med den berømte Bremerkogge (Skalk 1977:2), men så højt tør vi vist ikke skrue forventningerne. Da skibet vel er strandet, kan man håbe på, at i hvert fald en del af ladningen er intakt.

Museet i Thisted, som området sorterer under, har påtaget sig ansvaret for skibets videre skæbne, Nationalmuseet og Geologisk Institut i Århus har tilsagt støtte, og såfremt de fornødne pengemidler kan fremskaffes - hvad det, mens dette skrives, ser ud til - vil udgravningen kunne foregå endnu i dette efterår. Ralgraven vil blive pumpet tør og vraget frilagt, opmålt, registreret og flyttet. Den næste fase, konservering og evt. udstilling, vil nok ikke gå slet så hurtigt.

Det er en opgave, der kræver forening af mange gode kræfter, men den er indsatsen værd. For geologerne har fundet en særlig interesse derved, at det giver mulighed for udforskning af egnens gamle kystlinjer.

(Fig. 1)