Norden for lands lov og ret

I den ene ende af huset lå Skov-Christian i sengen, mens hans mor og søster samt et tredje fruentimmer var forsamlede omkring lampen. I den anden ende var de to Barkholt-brødre Chresten og Lars også sengeliggende, mens deres mor, Maren Olesdatter, ved det flakkende lys var i færd med at stoppe sin ene strømpe, og deres invalide og frugtsommelige søster Else så til fra et hjørne bag alkoven, hvor et par yngre brødre var gået til ro.

At Skov-Christian og Barkholt-brødrene lå i sengen, var måske ikke så mærkeligt på den tid af aftenen, men det skyldtes nu mest, at de et par dage tidligere var blevet tævet sønder og sammen, da de uindbudt havde indfundet sig ved en »legestue« på Langholt, en nærliggende gård. De var kendt som ballademagere og tyveknægte og havde ført sig frem med den blanding af frækhed og hensynsløshed, som man var vant til fra den kant.

I hele Dronninglund herred fra Sæby og til Limfjorden havde man i årevis været plaget af tiltagende lovløshed, en følge af økonomisk og social nød på den ene side og myndighedernes afmagt på den anden, men legestuens deltagere var denne gang velforberedte. Da de ubudne gæster - efter at være blevet bedt om at forlade festen - havde trukket knivene, fremtryllede de forsamlede karle deres i forvejen hengemte vognkæppe samt en med jernlod forsynet bismervægt og drev med slag og spark de uvelkomne gæster ud i en nærliggende dam. Herfra reddede de sig i ly af mørket den lange vej hjem - Skov-Christian dog først med familiens hjælp, efter at han var blevet fundet liggende bevidstløs på maven med hænderne under ansigtet. Alle tre havde siden været så afkræftede, at de måtte holde sengen, som de altså også gjorde to dage senere, mandag aften den 1. november.

Med til historien hører, at der i slutningen af oktober var sket en række tyverier på egnen. Blandt andet var der stjålet nogle skæpper rug hos sognefogeden i Helium, og det var ikke gået upåagtet hen, at Barkholterne umiddelbart efter havde fået malet en tilsvarende portion rug hos mølleren i Aunkøt. Den omtalte novemberaften mødtes fem mænd i møllen for at lægge råd op, det var foruden mølleren selv og den bestjålne sognefoged tre gårdmænd fra egnen, nemlig brødrene Peder og Søren Jepsen samt Lars Krog, i hvis lade der også havde været indbrud. Kornet kunne man jo ikke få igen, det var for længst hjembragt af Barkholterne i malet tilstand, men man overvejede at foretage ransagning i Hedehuset. Til det formål søgte man bistand hos endnu en sognefoged, nemlig ham i Stagsted, men han nægtede at deltage, så man begav sig videre til den nærliggende Østergård, hvor man lånte en lygte og hvervede husets to unge sønner til ekspeditionen. Selskabet bestod altså nu af syv personer.

Det hører også med til historien, at Barkholternes mor, Maren Olesdatter, og de mindreårige drenge til stadighed havde virket i nabolaget med et påtrængende betleri understøttet af mere eller mindre udtalte trusler om brandstiftelse eller repressalier fra de voksne brødres side. Skov-Christian havde til al overflødighed en ottedages tid forinden overfaldet Søren Jepsen med bøsse og kniv, da denne alene var på vej over Helium bakker; han undslap, men blev såret i hånden. Et lignende overfald var overgået Peder Jepsen, der dog gik fri ved at foregive, at broderen var i nærheden, og for at gøre målet fuldt havde også mølleren været under behandling af folkene fra Hedehuset.

De sammensvorne, der således hver for sig havde noget at hævne, var opsatte på at gå i gang med ransagningen og overbeviste om at være mandstærke nok til at klare hedehusbeboerne efter den behandling, disse havde fået på legestuen et par dage tidligere. Man havde forsynet sig med slagler, prygler og et skovlskaft. Planen var den, at de fire hovedmænd, sværtet i ansigterne og formummet bag nedtrukne lodne huer, skulle trænge ind, ransage huset og med fordrejede stemmer forhøre dets beboere, mens Lars Krog skulle lyse for dem og de to unge karle holde vagt udenfor, så ingen uset slap bort fra huset. (Fig. 2, fig. 3)

Vi vender nu tilbage til hin mørke novemberaften, da hedehusbeboerne mente at have hørt puslen og set skygger uden for deres vinduer. De blev overbevist om ikke at have taget fejl, da forstuedøren, som ellers var forsynet med en forsvarlig tværbom, pludselig blev sprængt med et voldsomt brag. Inden den sengeliggende Skov-Christian kunne nå at komme på benene og få fat i sin bøsse, trængte en af de formummede mandspersoner ind i stuen og slog efter hans hoved med en stok. Skov-Christian, der var helt nøgen, trak imidlertid dynen op over hovedet, men blev nu grebet ved benene og trukket ud i forstuen, hvor tre andre deltagere dængede ham til med voldsomme slag af deres våben, mens han forgæves forsøgte at undslippe. Hver gang han kom på benene, blev han omgående slået ned igen, indtil det lykkedes ham at slippe over et gærde og søge ly under nogle buske i haven ca 30 skridt fra huset. Men en af mændene forfulgte ham og vedblev at slå, til han lå stille. (Fig. 4)

I mellemtiden trængte Søren Jepsen og mølleren ind gennem den barrikaderede dør til Barkholternes stue, hvor lyset blæste ud. I forvirringen blev Maren Olesdatter overmandet, stående med en løftet spade i hænderne og forsvaret af datteren Else, der først slog Søren i hovedet med en hammer og derefter stak ham i siden med en syl. Else væltedes omkuld, mens Maren blev slæbt ud af huset og slået med pryglerne, til hun lå stille ved husets mødding.

Derefter begav mændene sig igen ind i huset, hvor Barkholt-brødrene var kommet på benene. Chresten, der havde gemt sig bag skorstenen, blev halet ud splitternøgen, alt imens han overdængedes med slag og spark, til også han lå stille. Man gik nu på jagt efter Lars Barkholt, som efter nogen tid blev fundet på husets loft, liggende i en bunke lyng og med en kniv i hånden. Også han var nøgen. (Fig. 5)

Der var efterhånden gået en rum tid, og de sammensvornes lygte var brændt ud. Inden et nyt lys var skaffet til veje fra den nærliggende Østergård, synes gemytterne at være faldet lidt til ro. I hvert fald blev Lars Barkholt vel afvæbnet og slået, men da han straks tilstod nogle tyverier og lovede at vise ransagerne det sted i skoven, hvor kosterne var skjult, tillod man ham, der skønt knap 20 år gammel var umanerligt fed, at iføre sig en skjorte og et par bukser.

Man gav nu Lars et reb om halsen, for at han ikke skulle løbe bort, idet knuden da ville strammes. Mens han snublede af sted i sine bukser, der blev ved at glide ned om hælene, blev der jævnligt drevet på ham med slag og spark, så han til sidst lod bukserne ligge halvvejs mellem heden og Stagsted by. Af og til smed han sig ned, delvis vist af vrangvilje, men blev atter drevet frem af nye stokkeslag, indtil han omsider blev liggende. Her forlod man ham - også fordi man mente, at han på grund af mørket og kulden alligevel ikke ville kunne finde kosterne.

Klokken var nu blevet henved midnat, og de sammensvorne begav sig til Østergård og derefter hver til sit. Forinden blev der dog aflagt et sidste besøg ved Hedehuset, ikke for at genoptage mishandlingen af beboerne, men for at sikre sig, at de mishandlede var i live. Maren og Chresten lå vel på samme sted, hvor de var blevet efterladt, men de åndede stadig tungt, og da Skov-Christian var forsvundet fra haven, gik man ud fra, at han var kommet indendørs.

Imidlertid havde på åstedet Skov-Christians mor efter sønnens bønner med hjælp af de to andre kvinder slæbt ham ind i huset og lagt ham i en dyne på gulvet. De bemærkede, at Chresten Barkholt rejste hovedet og klagede sig, mens hans mor tilsyneladende var livløs. Af frygt for deres eget liv var de flygtet og kom ikke tilbage før ved daggry, ledsaget af nogle naboer og Stagsted-sognefogeden. De fandt Skov- Christian, Maren Olesdatter og Chresten Barkholt døde. Lars Barkholt blev senere fundet død i udkanten af skoven.

Nogle dage senere blev der af distriktslægen og den konstituerede stiftsfysikus Clemmensen afholdt legalt ligsyn og obduktion af de dræbte. Det fremgik, at samtlige fire var døde af de kvæstelser, de var påført gennem mishandlingen. Alle havde brud på arme og ben, men dødsårsagen var i de fleste tilfælde den ved de voldsomme slag mod hovedet forvoldte hjernelæsion i forening med chok som følge af den grove behandling. Også de øvrige tilstedeværende i huset havde svulne mærker på arme og ben efter slag med stumpe instrumenter, men uden brud af knogler eller andre videre følger.

Den 13. november var rygtet om de dramatiske begivenheder gennem reportager i Aalborg Stiftstidende og andre blade nået til København. I et reskript dateret denne dag nedsætter kong Christian den Ottende en kommission til »at anstille undersøgelser angående forommeldte morderiske overfald, så vel som om det ovenanførte motiv dertil kan anses grundet«. Der hentydes her til, »at de omhandlede forbrydelser skulle være foranlediget ved misfornøjelse over, at en mængde i omegnen begåede misgerninger, i hvilke de myrdede og mishandlede ansås skyldige, ikke på behørig måde fra øvrighedens side var blevet forfulgte —«. Til at lede undersøgelsen udnævnte kongen assessor i Hof- og Stadsretten Peder Jacobsen Tetens og auditør i Holstebro Carl Nicolai Petersen, idet den lokale herredsfoged J. C. Heiberg i Sæby indirekte var anklaget i sagen for ved sin forsømmelighed og svaghed at have givet anledning til den omfattende lovløshed og deraf følgende selvtægt. (Fig. 6)

STINUS' BERETNING

Til belysning af dramaet i Hedehuset tjener først og fremmest retsprotokollerne, men også en del mundtlig overlevering indsamlet omkring århundredeskiftet af Urban Hansen til bogen »Tyvebanden på Jyske Ås«, som udkom 1920. Blandt dem, Urban Hansen har talt med, er Stinus, den yngste af Barkholterne og i 1902 den eneste tilbageværende af dramaets persongalleri; han var da 71 og har altså været ti år, da begivenhederne udspilledes. Disse oplevede han fra sengen, som han delte med broderen Jens. Hans beretning om overfaldet, og hvad der derefter fulgte, lyder sådan i Urban Hansens gengivelse.

Folk fortæller, at Jens og jeg løb hjemmefra om aftenen og skjulte os i en rævegrav i Stagsted skov, og at vi fra vort skjulested hørte, at de maskerede kom trækkende med Lars, for at han skulle vise dem, hvor nogle genstande var gemt. Det er pråt og snak alt sammen. Vi blev liggende hjemme i sengen under hele bataljen, trak dynen op over hovedet og pippede op en gang imellem, når vi turde. Et slag på dynen gjorde os imidlertid forsigtige, så vi passede på, at ingen opdagede, at vi så, hvad der foregik.

Min mor værgede for resten længe for sig. Hun var nemlig stærk og slog fra sig, så de ga’ sig ve’et, men de var for mange om hende. Til sidst fik en af dem fat om hovedet af hende, og så måtte hun gi’ fortabt.

Nogle dage efter myrderiet blev vi kørt til Sæby, Jens og jeg og Else og Lars Christian. Politiet kunne jo ikke få at vide, hvem det var, der havde været på spil. Ingen ville ud med det af dem, der vidste besked, vi ikke heller, for vi turde ikke. Men når vi kom hjemmefra, mente politiet vel, at de kunne lirke det ud af os, og det lykkedes også omsider. Vi blev indlogeret hos en gammel stodder, der hed Per Hågendal og boede i Søndergade skrås over for posthuset, og her var vi i halvanden måned.

Som den yngste af vi søskende kom jeg først i forhør. En betjent førte mig ind i politimesterens stue, hvor jeg blev trakteret med smørrebrød og mjød og tiltalt så venligt, at jeg døjede med at holde mig. Men jeg var bange for at blive slået ihjel, hvis jeg røbede noget - det blev vi jo truet med den aften - og så blev jeg ved at sige, at jeg ikke kendte nogen af de maskerede, skønt jeg vidste besked med dem på to nær, de to Heliumboer, sognefogeden og Lars Krog, dem vidste jeg ikke, hvem var.

Men en dag fik vi besøg af Skov-Hanne (Skov-Christians mor), til hvem jeg i enrum og i god tro fortalte, hvad jeg og mine søskende mente at vide, og følgen blev, som jeg senere forstod, at politiet hentede mig igen, og da Heiberg havde trakteret med kringler og mjød, foræret mig en del billeder og nogle skillinger samt lovet, at hverken jeg eller mine søskende nogensinde skulle komme i fortræd for at meddele, hvad vi vidste, rykkede jeg ud med navnene på de fem, som vi troede at kende. Senere, da kommissionen var nedsat, blev jeg hentet til Voergård og måtte sige, hvad de hed, en efter en, som de blev ført ind i forhørslokalet. De var da alle syv arresteret og sad i Voergårds kælder.

Stinus kom efter sin konfirmation i tjeneste på forskellige gårde, blev derefter soldat og var med i krigen 1864. Senere ernærede han sig som skærveslager og på sine ældre dage som hyrde. Han døde 1905 på Volstrup fattiggård. (Fig. 7)

Ved et reskript udsendt et halvt års tid senere udvidedes kommissionens kompetence til at dømme i de nu gennem omfattende afhøringer opklarede sager. Dommen faldt i marts 1843, den blev på 334 sider, men af disse handler kun de første 38 direkte eller indirekte om begivenhederne i Hedehuset, mens de resterende angår andre sager. Heri er 181 personer anklaget for et utal af berigelses- og voldsforbrydelser, især tyveri og hæleri med stjålne koster. (Fig. 8)

De fire hovedmænd i hævntogtet, sognefogeden i Helium, mølleren i Aunkøt og de to brødre Jepsen, blev alle dømt til døden, selv om kommissionen anså det for sand
synligt, at de ikke på forhånd havde til hensigt at begå noget drab, og selv om den fandt det forståeligt, at de tiltalte »har kunnet anse dem opfordrede til at fremstå som en slags repræsentanter for den fredelige befolkning og i deres almue-enfoldighed betragte dem og deres omgivende for ligesom at være stedte i en nødværgetilstand imod det udskud af menneskehed, der i så lang tid har udgjort egnens plage, og imod hvilke de ikke havde vidst andet middel end selv at tage sig til rette og at fare frem på den måde, som sket er«.

De tre direkte medhjælpere idømtes fra ét til to års ophold i Viborgs Tugt- og Forbedringshus, mens andre, som på forskellig måde havde ydet drabsmændene assistance, slap med nogle få dages fængsel på vand og brød. Tilbage var 170 personer, anklaget for forskellige grader af forbryderiskhed. De straffedes med fæstningsarbejde og tugthus, nogle få af de værste tyve og voldsmænd for livstid, andre for en længere eller kortere periode ned til nogle få dage for enkeltstående hælerier.

Listen er lang og rystende læsning. Tilsyneladende er det alle befolkningslag i herredet, som er impliceret, direkte i tyveri og røveri eller indirekte i omfattende hælerivirksomhed. Der er husmænd, gårdmænd og deres koner, ja sågar en proprietær, der står til halsen i hælerier, mens andre pæne mennesker har forsøgt at skaffe sig en net fortjeneste gennem afpresning af deres bjærgsomme naboer. En aftægtsmand har været så udspekuleret, at han efter at have fristet en kvinde til at forøve tyveri på hans bopæl har afpresset hende en arv, han vidste, hun havde fået, under trussel om at ville anmelde tyveriet.

Der var kort sagt syn for sagn. Den af Aalborg Stiftstidende under sagen citerede udtalelse af en »højtstående embedsmand i København«, at Vendsyssel ligger »norden for lands lov og ret«, ramte ikke helt ved siden af. Hvem den omtalte embedsmand var, ved vi ikke, men det kunne være Tage Algreen Ussing, juridisk professor, der tidligere havde ledet en kommissionsundersøgelse af en strandingsskandale ved Vestkysten.

Om nordjydernes stridslyst og håndfaste retsbevidsthed vidner flere bondeoprør. Folkevisens »de ville ikke fly« sigter til Christoffer af Bayerns batalje med vendelboerne, og senere fulgte Grevens Fejde, hvor skipper Clement længe holdt Vendsyssel og Thyland for Christian den Anden, hvilket kom både ham og hans bondehær dyrt at stå. Clement måtte af med livet, mens bønderne kom af med deres ejendom i fredskøb med kongen. (Fig. 9, fig. 10)

Nu var det imidlertid gået for vidt, lov og ret skulle indføres i hele landsdelen, og man må lade kommissionen, at den tog hårdt fat og helbredte en del af den råddenskab, som havde bredt sig, den lovløshed, som måske kunne være forebygget, hvis øvrigheden havde evnet at føre sværdet. En ting er i hvert fald sikkert, nemlig at retfærdighed ikke blot er lighed for loven, der kræver lige tilfælde behandlet ens, men også lighed for øvrigheden, idet ingen vil holde love, som andre ikke skal holde.

Moralen - som er eviggyldig, og som ikke har mistet sin aktualitet i et højskattesamfund, hvor sort arbejde, skattetænkning, hæleri og smugleri ikke alene er en folkeforlystelse, men accepteret af en stor del af befolkningen - er den, at lovgivningsmagten og øvrigheden skal være sin opgave voksen. Hvis den ikke er det, risikerer man, at befolkningen tager sagen i egen hånd. Selvtægt var engang i oldtiden den eneste form for retshåndhævelse, i et moderne, civiliseret samfund er den en fare for alle.

Sagen endte for så vidt lykkeligt. Ganske vist stadfæstede højesteret dødsdommene, men straffen blev efter en landsdækkende underskriftindsamling ændret til fæstningsarbejde på livstid. Benådningen kom ved Frederik den Syvendes tronbestigelse. De fire kunne efter syv års fængselsophold vende hjem, hvor de blev modtaget som helte og levede lykkeligt og respekteret til deres dages ende.

Herredsfoged Heiberg døde nogle år senere som en bitter mand, forladt af hustru og venner, forflyttet fra sin stilling og degraderet til byskriver i Ålborg.

Lit: Urban Hansen: Tyvebanden på Jyske Ås. 1920. - Vendsyssel Årbog 1976 (C. Nørrelykke).