Nordbonyt

Det var kort før år 1000, Erik den Røde som den første europæer slog sig ned på Grønland, hvor han byggede gården Brattalid. Den lille landnamskirke blev snart erstattet med en større kirkebygning ved selve gården, og lignende gårdkirker skød op i andre dale, hvor de med Erik følgende kolonister eller deres efterkommere havde bosat sig. Det samlede foretagende blev til to store bygder, Østerbygden og Vesterbygden, de trivedes nogle århundreder for så mod slutningen af middelalderen at synke i glemsel og død. Tilbage blev ruinerne, som i nyere tid har tiltrukket sig navnlig arkæologernes opmærksomhed. I det forholdsvis uberørte terræn kan mange af de gamle bygninger endnu skelnes, og blandt dem er kirkerne som regel let kendelige på grund af det omløbende kirkegårdsdige (Fig. 1). Af nordbogårde med tilhørende kirke er der i Østerbygden med sikkerhed påvist seksten. Den foreløbigt sidste blev fundet juni 1971 af undertegnede.

Som så ofte var det en tilfældighed, der førte til fundet. En ruingruppe - uden nordbonavn, men beliggende ved fåreholderstedet Nunataq - blev besøgt med henblik på forskellige mindre undersøgelser, og samtidig foretoges en kortlægning af hustomterne til afløsning for en ældre opmåling, der havde vist sig utilstrækkelig. Stedet, der ligger seks kilometer fra Brattalid, har været besøgt af utallige arkæologer siden opdagelsen i forrige århundrede, men ingen har bemærket kirkeruinen, hvilket er så meget mere mærkeligt, som netop denne lokalitet på grundlag af litterære kildestudier har været udpeget som muligt hjemsted for en af Østerbygdens kirker (Finnur Jonsson 1889). At finderheldet nu endelig var ude, skyldes utvivlsomt, at vi var tidligt på færde, det tætte pilekrat, der ofte bereder nordbo-arkæologerne alvorlige vanskeligheder, var endnu ikke sprunget ud. Netop denne ruin lå i et meget tæt krat, der gjorde den særdeles vanskelig at erkende, hvad man kan se deraf, at forfatteren i august 1970 har passeret tværs over stedet uden at observere noget usædvanligt.

Da opholdet ved ruingruppen på grund af 1971-ekspeditionens meget stramme tidsplan kun kunne blive af få dages varighed, blev undersøgelsen af kirken indskrænket til en opmåling af, hvad det var muligt at se på overfladen, samt en beskeden prøvegravning. For at udføre disse begrænsede undersøgelser måtte ca 500 m2 pilekrat ryddes med økse og machet.

Kun østgavlen var nogenlunde erkendelig, den øvrige del af bygningen fremtrådte blot som en udflydende stenkoncentration. Det var dog tydeligt, at der var tale om en meget beskeden kirkebygning, 5,6 meter bred og højst 12 meter lang, murtykkelse omkring én meter. De få steder, hvor det var muligt at iagttage murens opbygning, bestod den af ret store, godt tilpassede blokke af en rødgul lagdelt »sandsten« lagt i uregelmæssige skifter, et enkelt sted bevaret til en højde af knap 80 centimeter. Der kunne ikke findes tegn på, at der har været anvendt mørtel eller andet bindemiddel mellem stenene, noget der iøvrigt kun sjældent er konstateret ved de grønlandske ruiner. Kirkebygningen lå nogenlunde midt på en kirkegård afgrænset af et temmelig udflydende stendige, 22 x 24 meter. Alt i alt et meget beskedent gudshus, selv efter grønlandske forhold.

Lige siden Hans Egede i første halvdel af 1700-årene begyndte at interessere sig for levnene efter middelalderens nordbobefolkning og dermed lagde grunden til studiet af de gamle kolonier, har kirkerne været omfattet med ganske særlig interesse af forskerne. Årsagen hertil var vel dels den specielle glans, der altid står om en fåtallig gruppe af fortidsminder, dels at man i kirkerne fandt nøglen til en meget vigtig side af nordboforskningen, nemlig udredningen af bygdernes historiske topografi. Som bekendt falder nordbostudiets kildemateriale i to klart adskilte dele: en række mere eller mindre pålidelige skriftlige oplysninger og en samling ruiner og jordfundne levn. Kirkerne blev leddet, der satte de to grupper i forbindelse med hinanden. Topografisk set er de to vigtigste kilder en kirkeliste i Flatøbogen (nedskrevet midt i 1300-årene) og Ivar Bårdsøns berømte grønlandsbeskrivelse fra ca 1370, der indeholder mange navne, men hovedsageligt på fjorde, øer, fjelde og lignende, sjældent på beboede steder - netop med undtagelse af de gårde, hvor der har ligget kirker. Arkæologisk udgør kirketomterne - som allerede berørt - en meget veldefineret gruppe, de adskiller sig klart fra alle andre ruiner på grund af den omgivende kirkegård, og at søge efter dem er altså en forholdsvis taknemmelig opgave. Der har i tidens løb været udfoldet store anstrengelser for at genfinde kirkerne, hvorved man opnåede, eller håbede at opnå, at få det historiske navnestof placeret på de rigtige steder. Problemløst har dette arbejde ikke været. For det første er der flere uoverensstemmelser mellem Flatøbogens kirkeliste og Ivar Bårdsøns beskrivelse, således mangler tre af Flatøbogens kirker hos Bårdsøn, og det må naturligvis give vanskeligheder. Dernæst er der fundet flere kirker, som ikke er nævnt i kilderne, hvilket heller ikke gør sagen lettere (Fig. 2, Fig. 3).

Hvad nu den nyfundne kirke angår, så synes der ikke at være større vanskelighed ved at hæfte et navn på den, forudsat at man følger den gængse opfattelse af nordbotopografien, det må være Flatølistens Gardarnes kirke (en af de kirker, der ikke er med hos Bårdsøn). Når man alligevel er noget betænkelig ved denne bestemmelse, skyldes det, at hele kildematerialet, såvel det historiske som det arkæologiske, netop i disse år er genstand for en dybtgående revision, som meget vel kan resultere i større og mindre ændringer.

Den omtalte mindre udgravning, der afsluttede arbejdet ved kirkeruinen, blev foretaget på kirkegården med det formål at finde grave for derved utvetydigt at bevise, at det fundne virkelig var en kirke. Resultatet forelå hurtigt, det var positivt og - som en slags tilgift - det indeholdt en ret betydelig overraskelse. Mindre end 30 centimeter under overfladen kom de første knoglerester, der utvivlsomt, som det så ofte er tilfældet på kirkegårde, stammer fra grave forstyrret ved senere gravlæggelser. Under afrensningen af det udgravede felt bemærkedes en substans med en underlig trævlet struktur, det viste sig ved nærmere eftersyn at være tøjrester - noget temmelig usædvanligt, især når man tager fundforholdene i betragtning. Tøjet må sikkert, ligesom knoglerne, stamme fra en ødelagt grav, det er altså omlejret, og alene det skulle have fremmet nedbrydningen. Yderligere udsat har det været på grund af den ringe dybde. At det under disse omstændigheder har kunnet bevares gennem århundreder, er forbavsende og kan ikke undgå at skabe visse forventninger.

Det krævede selvbeherskelse under disse omstændigheder at lukke udgravningen, glatte efter og vende interessen andetstedshen. Med tanke på det berømte Herjolfsnesfund (se bladets midtersider) havde det været fristende at søge i dybden for at undersøge, om bevaringstilstanden i de urørte grave var så god, som det fundne tøjstykke lod formode. Det ville imidlertid ikke have været forsvarligt. Ekspeditionen rådede ikke over udstyr til en så kompliceret opgave som optagning og foreløbig konservering af tekstiler, og arbejdet kunne under alle omstændigheder kun være fortsat nogle dage. Udgravningen blev da standset. Beviset for, at bygningen var en kirke, forelå jo nu, og med dette i enhver henseende acceptable resultat måtte vi så i denne omgang lade os nøje.

Bevaringsforholdene på grønlandske kirkegårde er som regel meget dårlige, når det gælder tekstiler og lignende materiale, men Herjolfsnes er den lykkelige undtagelse og resultaterne herfra så overvældende, at intet bør lades uforsøgt, nu da muligheden igen synes at foreligge. En tilbagevenden til stedet med alt fornødent udstyr er målet, der nu må styres imod, og det bør ske uden lang betænkning. Den opdyrkning med tilhørende dræning, som finder sted i området, vil hurtigt kunne ændre naturens balance og gøre al videre søgen omsonst.

Rent bortset fra de eventuelle tekstilfund synes den kommende udgravning at rumme ganske spændende aspekter (Fig. 4). Tidligere undersøgere af det grønlandske skeletmateriale har været af den opfattelse, at de sidste nordboer var vantrevne, sygelige personer, og har heri set en mulig årsag til koloniernes undergang, men nyere forskere stiller sig tvivlende over for dette. Måske har de gamle antropologer ikke i tilstrækkelig grad været opmærksom på den stærke deformering af knoglerne, som finder sted, når de ukonserveret flyttes fra det grønlandske til det danske klima. Af skeletmaterialet fra de ældre udgravninger eksisterer der nu ikke meget, så de gamle teorier kan ikke efterprøves, som de bør. På det nye sted vil der kunne hentes nyt stof, som måske kan bidrage til løsningen af nordboforskningens mest brændende problem.

Lit: Poul Nørlund: De gamle nordbobygder ved verdens ende. 1967. – Knud J. Krogh: Erik den Rødes Grønland. 1967. - Helge Ingstad: Landet under polarstjernen. 1960. - Finn Gad: Grønlands historie, bd 1. 1967.