Nordbolus

Sandnes hed en af de største og vigtigste gårde i nordboernes Vesterbygd; den havde kirke, og det er en af grundene til, at den med betydelig sikkerhed har kunnet stedfæstes til et ruinkompleks beliggende ved bunden af Ameraliksfjorden (nordboernes Lysefjord). Sidste sommer aflagde Claus Andreasen, lederen af museet i Godthåb, sammen med den amerikanske arkæolog Tom Mc Govern besøg på stedet og hjembragte en prøve af gårdens møddingslag. Ved de arkæologiske undersøgelser, som i 1930'erne blev foretaget på Sandnes af Nationalmuseet, konstateredes væsentlige forstyrrelser på grund af frosten, men bevaringstilstanden i prøven var perfekt, og derfor kan vi sikkert takke netop kulden. Det hjembragte materiale, ca 1 kg, indeholdt kviste af pil og birk samt uidentificerede planterester, sandsynligvis mest fra husdyrekskrementer; dertil en mængde dyrehår og fjer. Størst interesse knytter sig dog til de fine og usædvanligt velbevarede insektrester, således komplette vinger, ja endog hele individer. Insektlevn er iøvrigt ikke sjældne i velegnede arkæologiske aflejringer, hvilket hænger sammen med deres indhold af chitin. Biller har særlig meget af dette stof i sig, så deres fortid er bedst belyst.

Vi vil samle interessen om et enkelt af de fundne insekter, et næsten komplet eksemplar af en lus. Uden tvivl drejer det sig om en art, der lever hos mennesker og med rette frygtes som smittebærer for tyfus, men her er der to muligheder: hovedlusen, der i dag er den almindeligste (den forekommer ikke helt sjældent hos skolebørn), og kroplusen, som nu ikke længere er så udbredt. (Fig. 1). Det kan være svært, selv på nutidige eksemplarer, at skelne mellem de to varianter, men en detalje ved følehornene gør det sandsynligt, at vi i dette tilfælde har kroplusen for os.

Blodsugende lus optræder kun hos pattedyr, og ikke alene har hver art af snylterne deres særlige værter, men inden for disse holder de sig, som vi har set, til bestemte legemsdele. Menneskelusene er tre i tal, nemlig foruden de nævnte fladlusen, som mest er at finde i kønshårene. Kroplusen kræver en temperatur på 29-30 grader Celcius og må alene af den grund have selve kroppen som domæne. Da menneskelus kun optræder hos mennesker, må deres udvikling falde sammen med denne races, men om dette går tilbage til menneskeslægtens barndom eller har fundet sted senere, kan ikke siges med sikkerhed. I dag findes lusen udbredt over den ganske verden, hos Afrikas negre som hos Grønlands eskimoer, og sådan må det have været længe. Der er fundet æg fra hovedlus i håret på ægyptiske mumier, og arten optrådte i Peru, før Columbus og hans mænd kunne bringe den over havet. Kroplusen er ikke så veldokumenteret, her er vor nordbolus det ældst kendte eksemplar. Måske er denne art, som det er foreslået, udviklet af hovedlusen, efter at mennesket er begyndt at gå med tøj.

For os med vore renlighedsbegreber kan det være svært at forestille sig, hvilken plage lusene var før i tiden. En skjorte kunne huse mere end titusinde af det infame kravl, men et dusin var nu nok nærmere gennemsnittet for én person. Trods dyrets almindelighed - eller måske netop på grund af den - er det sjældent nævnt i litteraturen. Om ærkebispen Thomas Beckett, der blev myrdet i Canterburys domkirke 1170, hører vi dog, at »hele legemet var svøbt fra hals til hæl i et lusefyldt klæde lavet af hår; lusene kløede og klædet sved, så at man vistnok kan sige, at hele hans legeme var martyr for gud«. Tættere på Sandnes-lusen kommer vi i Fostbrødresagas fortælling om, hvordan Tormod Kolbrunarskjald på Grønland byttede kappe med Lusa-Oddi, således kaldet, fordi hans kappe var »øll lúsug«, fyldt med lus; her får vi samtidig et indblik i, hvordan spredningen foregik. (Fig. 2). Det område i overleveringen, hvor lusene gør sig stærkest gældende, er nok ordsprogene. »En sulten lus bider smerteligst«, hedder det i Landnámabók, og fra 1500-årene har vi følgende råd fremsat af Peder Palladius: »Du tør (behøver) ikke sætte lus i skindkjortelen, hun kommer der alligevel«.

Nordboernes boliger, som vi kender fra udgravninger og sagaberetninger, har gjort deres til at holde luseplagen ved lige. Tømmer var en sjældenhed på Grønland, så man byggede af sten og tørv. Indvendig har man haft udækkede jordgulve og langs væggene bænke til at sidde eller sove på. Altsammen udmærket set fra lusenes synspunkt.

Badstuer var ikke ualmindelige, de kendes fra udgravninger - for eksempel på Hvitárholt i Island - og omtales ofte i sagaerne, dog som regel i forbindelse med de store i samfundet, så man må tro, der er tale om et overklassefænomen. Svineriet har i hvert fald været udbredt, men det går man som nævnt let hen over. Først 17-1800-årene bringer os egentlige optegnelser om denne side af tilværelsen - fra Island/Grønland således i rejsebøger og i officielle rapporter til de danske myndigheder. Hans Egede nævner i sin journal, at de indfødte på Grønland har lus, og at han selv og hans ledsagere med beklagelse har overtaget nogle af dem.

Fundet af en lus i ruinen af en grønlandsk gård kan altså ikke forbavse os, den var et selvfølgeligt, omend lidet påskønnet husdyr i fortiden - og sikkert ikke mindst hos nordboerne med deres specielle levevilkår. I denne sammenhæng og med tanke på nordbobygdernes forsvinden omkring år 1500, er det værd at erindre om, hvad tidligere er sagt, nemlig at lusen er smittebærer for tyfus. Under epidemier af denne sygdom kan dødeligheden være meget høj, undertiden næsten 100%. Men én lus gør ingen epidemi, vi vil ikke vride historiske sensationer ud af vort fund, blot minde om en side af gammellivet, som vi i dag næppe skænker tilstrækkelig opmærksomhed.

Lit: Árbók hins Íslenzka Fornleifafélags 1980. - K. Krogh: Erik den Rødes Grønland. 1982.