Nikolajbjerget

Det var klart, det drejede sig om noget »stort«, så da en byggesag var under opsejling, startede museet i 1990 en arkæologisk undersøgelse på stedet. Det viste sig hurtigt, at det, vi havde med at gøre, var en internationalt orienteret handels- og håndværkerplads - den største i denne del af Limfjordsområdet. At der til pladsens slutfase hørte en kristen kirke og kirkegård, gjorde den ikke mindre spændende. Vort billede af Nordjyllands oldtidsbefolkning vil ikke være helt det samme, når de igangværende udgravninger til sin tid er afsluttet.

Skt. Nikolaj Bjerg er en vældig bakkeformation nær Limfjordskysten, afsat ved slutningen af sidste istid. Fundområdet ligger nord og øst for Bjerget. Her er der i årenes løb gennem nedskylning fra højderne dannet et sandet plateau; det gennemskæres nu af en vej, men er ellers uforstyrret, hvad vi i den foreliggende situation var meget taknemmelige for. Beliggenhedsmæssigt adskiller denne plads sig fra alle andre yngre jernalders bopladser, som kendes i det østlige Limfjordsområde - de holder sig med forkærlighed til toppen af de store morænebakker et stykke fra fjordbredden, mens Sebbersundpladsen ligger helt ned til vandet. Det må betyde, at erhvervet her var anderledes, mere knyttet til fjorden.

Endnu har udgravningen kun berørt en mindre del af pladsens fem-seks hektar store areal, men vi begynder så småt at få en forestilling om, hvordan man har udnyttet det. Et meget betydeligt område mod nord har øjensynlig været bebygget med de såkaldte grubehuse, små, halvt nedgravede og let opførte hytter. Foreløbig er der kun undersøgt fire, men der synes at være rester af henved 150; de har gennem de forløbne tre udgravningssomre kunnet iagttages som mørke aftegninger i afgrøden fra flyvemaskine og fra Bjergets top. På samme måde og i samme strøg har vi observeret et meget stort hus af typen med buede langvægge - længden må være omkring 50 meter og bredden ca 10, hvilket er tæt på rekorden for sådanne bygninger. Men foreløbig ved vi ikke meget om hele dette nordområde; afsøgninger af marken - med og uden detektor - har kun givet sparsomme resultater. De udgravede grubehuse er af den sædvanlige type med gulvet forsænket en halv til trekvart meter under overfladen og spor efter tagbærende stolper ved enderne. Også fundene i husene er de velkendte: ten- og vævevægte (de sidste i stort tal), nogle få glasperler og skår af halvkugleformede lerkar. (Fig. 2)

Syd for grubehusbebyggelsen, langs Bjergets østside, er udgravet dele af, hvad vi kan kalde handels- og håndværkerområdet. Her er der ingen huse, men derimod mindre gruber og stolpehuller uden noget gennemskueligt system. Stort set alle de til oldtiden daterede metalsager stammer herfra - det gælder både detektorfundene og de udgravede genstande. Ser man på sagernes tidsmæssige fordeling, bliver det klart, at der har været en vis aktivitet på stedet fra ca år 400, men først omkring 700 tager udviklingen fart. Omtrent på den tid synes Sebbersundpladsen at være blevet en regionalt betydningsfuld handelsplads med tilhørende håndværksmæssig virksomhed. Tidsrummet fra ca år 1000 og frem til pladsens nedlæggelse et par årtier ind i 1100-tallet er blomstringsperioden; det ses for eksempel i mængden af metalsager.

Især smykkerne gør sig gældende - de er i bronze eller endda sølv, nogle med emaljeindlægning, andre med ornamenter og symboler; den i sit væsen hedenske dyrestil optræder side om side med de kristnes korstegn og »gudslam«. Blandt det mere erhvervsbetonede må nævnes vægte og mange vægtlodder af bronze, bly og jern. Nogle af metalsagerne må være fremstillet i England eller Skotland og altså importeret (eller erhvervet uretmæssigt), men andre er sikkert blevet til på selve Sebbersundpladsen, dog vel undertiden efter fremmede forbilleder. At der er arbejdet med metal på stedet, er i hvert fald sikkert, det viste sig sydligt i håndværkerområdet gennem et tykt lag med massevis af esseslagger og glødeskaller, affald fra smedjer, men tillige med støbetappe af bronze og størknede dråber af både guld og sølv, som dokumenterer, at også støbning fandt sted. Endnu mangler støbeformene, men en anden nok så spændende rekvisit fra støbeprocessen er faldet i vore hænder: en dyreornamenteret broche af bly. Det er ikke et færdigt smykke, men en bronzestøbers fint udarbejdede model, den som lerformen blev dannet over. For at få det færdigstøbte smykke ud af formen har denne måttet knuses, men blymodellen var stadig til rådighed, så en ny éngangsform lod sig let fremstille og brochen på den måde serieproducere. Råmetallet til disse virksomheder må være kommet udefra, jernet således med stor sandsynlighed fra Norge, som også har leveret klæbersten til gryder og skifer til hvæssesten og drejekværne. Selve værkstederne, hvor forarbejdningen foregik, har vel ligget helt inde ved Bjergets fod, og resterne af dem er i tidens løb blevet forsvarligt dækket gennem udskridning. Her må kunne ventes gode, uforstyrrede fund.

Længst mod syd i håndværkerområdet dukkede nogle langstrakte fyldskifter op, spor efter nedgravninger ført gennem det mørke lag med slaggerne og altså yngre end dette. Et par af dem blev tømt for jord og straks faldt brikkerne på plads: nedgravningerne var jordfæstegrave, og meget talte for, at de stammede fra tidlig kristen tid. En grøft sås at løbe tæt nord om gravene, det kunne være en skelgrøft, afgrænsningen for en egentlig kirkegård, anlagt i handelspladsens yngste fase. Teorien blev hurtigt bekræftet: en søgegrøft ført hen over den formodede gravplads afslørede flere grave og en tilsvarende grøft mod syd. Til en kristen kirkegård plejer at høre en kirke! Fundet tegnede sensationelt, og det er klart, at her blev kræfterne sat ind - først i 1991 og senere gennem en langvarig kampagne i 1992.

Kirkegården målte ca 40 x 40 meter og strakte sig fra Bjergets fod til den gamle stenalder-kystskrænt, der omkranser plateauet, hvor handelspladsen har ligget. Inden for den skeldannende grøft lå gravene tæt, men midt i området var der et frit stykke, og her fandtes som ventet tomten af en bygning. Den var 13x6 meter i omfang, øst-vestvendt og med huller efter jordgravet tømmer ved hjørnerne og i langsiderne; det er sandsynligt, at væggene har været funderet på vandretliggende bjælker. Der sås ingen spor af kor, men det må, trods denne mangel, anses for sikkert, at der er tale om en kirke - ja man kan næsten sige flere, for huset har givetvis været fornyet mindst én gang. For at få tomten undersøgt fuldstændigt var det nødvendigt at afspærre og opbryde den asfalterede vej gennem området. Det skete - Nibe kommune viste her stor forståelse - og vi kunne med tilfredshed konstatere, at vejen som sådan ikke havde skabt forstyrrelser i oldtidslagene. Derimod skar en grøft med vand- og elledninger sig uheldigt gennem området. (Fig. 3, fig. 4., fig. 5)

Indtil nu er der undersøgt knap 250 grave på kirkegården, men det samlede antal må ligge omkring de 1000, så der er langt igen. Det var attråværdigt at blive begravet lige op ad kirken, så her lå gravene tæt, undertiden oven i hinanden og i enkelte tilfælde gravet skråt ned for at få liget så langt som muligt ind under Guds hus. Længere borte fra bygningen, ved kirkegårdens yderkanter, var trængslen mindre, og gravene respekterede hinanden. Inde i kirken fandtes kun en eneste grav, og den lå ikke centralt, som man kunne vente, derimod op mod den sydlige langvæg.

Alle grave var jordfæstegrave, ikke særlig dybe og af meget ensartet indretning. Liget var anbragt udstrakt på ryggen med armene ned langs siden og hovedet i vest, men hævet - utvivlsomt ved at der er lagt en græstørv under nakken - så at den døde så mod øst, den retning, hvorfra Herren skal komme på opstandelsens dag. I ingen af gravene var der gravgods - ikke et bæltespænde, ikke et smykke, ikke en perle, ingenting; på det punkt adskiller den kristne gravskik sig markant fra den hedenske. Der er kraftige indicier for, at kirkegården har været kønsopdelt: kvinderne i den nordlige halvdel, mændene i den sydlige. Barnegrave fandtes overalt og i alle størrelser, helt ned til bittesmå, og atter fornemmer man en tydelig forskel mellem hedensk og kristen gravskik. På asadyrkernes pladser savnes barnegrave vel ikke, men som regel er der tale om lidt større børn. Det ser ud, som om det krævede en vis alder - op til fem-seks år - at få adgang til de voksnes begravelsessteder. Den slags grænser satte de kristne ikke, og det må vi være glade for. På Sebbersund-kirkegården kan vi for eksempel danne os et indtryk af, hvor stor børnedødeligheden i virkeligheden var ved overgangen mellem oldtid og middelalder. (Fig. 6)

Mens de dødes placering i gravene således virker meget fast, var der større variation i kisterne - hvor sådanne kunne iagttages; i en del tilfælde manglede sporene helt, så at man må antage, ligene blot har været svøbt i et klæde. Der var kister med søm og kister uden søm samt i nogle tilfælde kister med klinknagler, hvilket vel ofte blot betyder, at man har brugt gammelt skibstræ som materiale. Mærkelig nok blev der også fundet egentlige bådgrave, noget som kendes fra flere perioder af jernalderen, men kun yderst sjældent træffes på kristne kirkegårde. Der var op mod 20 af slagsen, alle anbragt tæt ved kirken, hvilket kunne tyde på, at de hører til kirkegårdens tidlige fase. Det var aldrig en hel båd, man fandt i graven, kun for- eller bagstavn af som regel simple stammebåde, i et par tilfælde dog af større klinkbyggede fartøjer; et af stammestykkerne var næsten fire meter langt, men indeholdt også tre lig. Stævnenden kunne vende mod øst eller vest, der synes ikke at have været faste regler, hvilket må undre i en gravskik, der ellers virker stiv og ubrydelig. - Barnekisterne lignede de voksnes, men i flere tilfælde var der til helt små børn anvendt noget, der mindede påfaldende om et slagtetrug. (Fig. 7)

En grav anlagt tæt uden for kirken, midt for dennes sydvæg, var noget helt specielt: en velbygget stenkiste. Siderne, østgavlen og et par af dækstenene var fint tilhugne granitfliser, mens vestgavlen bestod af en stor kridtblok med en udhugget niche til den dødes hoved; under hovedet har han haft en pude, som til afveksling ikke synes at have været en græstørv, men en rigtig pude. Grave med hovedrum blev senere i middelalderen almindelige for højtstående personer, og der kan ikke være tvivl om, at også den afdøde her har hørt til overklassen; formodentlig var han en fremtrædende gejstlig med tilknytning til kirken og handelspladsen. Man kunne vente, at også graven inde i kirken havde udmærket sig, men den var med trækiste og af helt almindelig form. Den afdøde - en ældre mand - lå som de andre udstrakt med armene ned langs siden og uden gravgods af nogen art. At også denne mand har været af betydning, er imidlertid helt klart. Ellers havde han ikke opnået den ærefulde plads. (Fig. 8, fig. 9)

Kirken ved Sebbersund må være opført i begyndelsen af 1000-årene, altså ikke så længe efter, at Harald Blåtand gjorde kristendommen til statsreligion, og har - ganske vist i ombygget tilstand - fungeret til lidt ind i 1100-tallet, hvor handelspladsen blev opgivet. Den hører til de tidligste kirker, vi kender, og må med tilhørende kirkegård betegnes som et meget betydningsfuldt fund. Sammenligner man med andre tilsvarende anlæg fra Skandinavien, er der et forhold, som falder i øjnene; intetsteds finder vi reglen om, at kristne grave ikke må indeholde gravgods mere konsekvent overholdt end her ved Sebbersund. Var nordjyderne mere rettroende end folk andetsteds?

Endnu mens handelspladsen eksisterede, synes trækirken at have fået en afløser i sten anlagt tæt derved, på toppen af Skt Nikolaj Bjerg, og den har formentlig holdt sig i brug efter at stedet i øvrigt var fraflyttet. Ruinen af den nævnes 1769 i Pontoppidans Danske Atlas, og det fremgår, at kirken var indviet til Skt Nikolaj; han var de søfarendes helgen, så hvis han også har haft trækirken under sig, hvad man vel kan gå ud fra, har vi måske her en forklaring på bådgravmysteriet. Kirketomten på bakketoppen blev opmålt 1880, men alt i alt er det ikke meget, vi ved om denne bygning, således ikke hvornår den blev nedbrudt. Halvanden kilometer længere mod vest lå i middelalderen Sebber Kloster med tilhørende kirke, der stadig eksisterer, nu som sognekirke.

En del af vikingetidens handelspladser udviklede sig til rigtige byer, de købstæder, vi kender i dag, men ved Sebbersund gik det anderledes, måske fordi Limfjordens vestlige munding sandede til i den tidlige middelalder. Besejlingsforholdene, som var altafgørende for pladsens eksistens, ændredes dermed uheldigt. I vikingetiden stod vejene åbne, Limfjorden var rigets udfaldsport og ikke blot for krigeriske togter, men også for fredeligt handelssamkvem - for Sebbersundpladsens vedkommende især med England/Skot- land og Norge. Kristendommens indførelse gjorde intet afbræk i dette, vel snarere tværtimod. Pladsen med dens handel, håndværk og religionsudøvelse har været et blomstrende foretagende, styret af magtfulde folk.


Lit: Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1991.