Niels Bugges borge

Gennem århundreder har de pirret fantasien. De nævnes i folkeviserne, forfatterne inddrager dem i deres mere eller mindre fiktive verdener, historikerne har forsøgt at bringe orden i ejerforholdene, og endelig har arkæologerne gravet for at fremdrage nye brikker til komplettering af et stort og stadig meget ufærdigt puslespil. Netop arkæologerne har inden for de senere år fået et nyt hjælpemiddel, dendrokronologien, i hænde, og faktisk er det lykkedes med dens bistand at kaste en smule lys over en af de perioder i Halds historie, hvor de skriftlige kilder svigter. Med de nye opdagelser er fulgt nye problemer, men sådan er nu engang vilkårene.

De tre voldsteder har i faglitteraturen fået numrene 1, 2 og 3. Det første, Brattingsborg kaldet, er beliggende på en bakkeskråning ned mod søen. Det har form af to sammenstødende firkantvolde, og skønt der aldrig har været gravet i det, regnes det almindeligvis for at være det ældste af de tre. Lidt længere mod vest, på en i søen udskydende halvø, engang en vandomflydt holm, ligger Gammelhald, der er bemærkelsesværdigt større end Brattingsborg og af en helt anden form, nærmest kredsrund. Ved en udgravning 1908 fandtes bygningsrester m.m., der kan være fra 1300-årene, uden at det dog kan siges med absolut sikkerhed. Det tredje voldsted, Bispens Hald, findes øst for Brattingsborg på et næs, der skyder ud i søen, og som ved anlæggelse af en voldgrav er gjort til en ø. Borgen her vides opført i begyndelsen af 1500-årene. Den er nu en malerisk ruin med høje volde og adskillige bygningsrester.

De skriftlige kilder giver os et ret nuanceret billede af områdets ejerhistorie fra 1300- årene til i dag. 1345 pantsatte Peder Ludvigsen af slægten Eberstein sin borg syd for Viborg til væbneren Niels Bugge, som året efter fik stedet tilskødet. Hermed træder Hald for første gang ind i den egentlige Danmarkshistorie. Niels Bugge var nemlig en betydningsfuld person, en af anførerne for de jyske stormænd i deres modstand mod kongen, Valdemar Atterdag, der på det tidspunkt var i fuld gang med en meget vanskelig opgave, nemlig at samle det sønderslåede danske rige. Julen 1358 kom et mæglingsmøde i stand, det fandt sted i Slagelse, men førte ikke til forlig, og på hjemvejen blev Bugge og hans ledsagere myrdet ved overfartsstedet i Middelfart. Kongen var mistænkt for meddelagtighed, men klarede frisag (se Skalk 1980:3). Det er muligt, men ubevist, at Gammelhald var Niels Bugges borg. (Fig. 1, fig. 2)

Efter Bugges død tilfaldt Hald hans svigersøn, men solgtes af denne til kongen, som derved kom i besiddelse af sin døde fjendes gods. 1393 skænkede dronning Margrethe borgen til Viborg bispestol, dog med den lidt ejendommelige klausul, at bygningerne skulle nedbrydes. Dronningen havde som sin far dårlige erfaringer med stormændene, hun ville stække deres magt, hvilket bedst kunne ske ved at få de flest mulige af deres borge nedrevet og ingen nye opført; et generelt byggeforbud blev udstedt 1397 og stod ved magt i næsten et århundrede. Hvad der skete med Hald, ved vi ikke, ingen skriftlig kilde fortæller hverken om nedbrydning eller fortsat beståen. Halds skæbne er så godt som ukendt gennem hele 1400-tallet, til gengæld ved vi ganske god besked med begivenhederne i de tidlige 1500-år. Reformationen nærmede sig, og Viborgbispen, under hvem Hald altså nu hørte, følte sig utryg i sin stiftsstad. Herom fortæller historikeren Arild Huitfeldt i en kort notits under året 1528: »Bisp Jørgen Friis begyndte at frygte for borgerskabet, og derfor har han begyndt at lade bygge og befæste Ny Hald med en fast og stærk vold -«. Det må givetvis være det tredje Hald, voldstedet på næsset, der er tale om. Hvor vidt arbejdet var skredet frem, da reformationen indtraf 1536, er ukendt, men traditionen vil i hvert fald vide, at bispen måtte tilbringe den første tid efter omvæltningen i sit eget fangehul.

Med reformationen kom Hald under kronen, og borgen blev sæde for lensmænd. De skriftlige kilder flyder nu rigeligere, i regnskaberne kan der findes oplysninger om borgens tilstand, nybygninger og reparationer. Også om inventaret og antallet af forsvarsvåben bliver man orienteret i detaljer. Systemet fungerede, men kronen kom igen i pengetrang, og 1664 afhændede majestæten Hald til den jødiske familie de Lima, i hvis eje godset var til 1703; fra dens tid stammer den ældste kendte afbildning af borgen, gengivet i Resens Atlas. Den næste ejer, generalmajor Gregers Daa (1703-12), blev borgens banemand, han lod den nedbryde og flyttede selv til et nyt sted lidt vest for Brattingsborg. Her opførtes senere i århundredet den endnu stående hovedbygning.

Med hjælp af Resens tegning, lensregnskaberne og de bevarede ruiner kan vi danne os en rimelig forestilling om Bispeborgens udseende og indretning. Rammen om det hele var en kraftig, nærmest firkantet vold. Adgangsvejen gik over vindebroen, gennem en portbygning og ind i borggården; i portfløjens øvre etage var indrettet værelser til brug for kongen og dronningen, når de høje herskaber lejlighedsvis kom på besøg. Langs voldens inderside lå flere bygninger med forskellige og vel til dels skiftende anvendelser: bryggers, stegers, fruerstue, borgerstue, slagtehus. I selve volden befandt sig et »lysthus« og ikke at forglemme »det store tårn«, som var borgens mest imponerende bygning. Det havde fire etager. Hvad de øverste blev brugt til, vides ikke med bestemthed, måske til opbevaring af krudt og krigsmateriel, men de to nederste tjente i hvert fald som fængsel; til kælderrummet, der var helt uden lysåbninger, kom man gennem en lem i loftet. Uden for borgen, inde på det faste land, lå smedjen og stalden, mens ladegården var placeret helt for sig selv, muligvis der, hvor det nuværende Hald ligger. (Fig. 3)

1881 overtoges Hald af juristen og politikeren Christopher Krabbe, og hermed indledtes en i antikvarisk henseende begivenhedsrig tid for voldstederne ved søen. Som folketingets formand 1870-83 var han respekteret af alle, men et vist stivsind hørte til hans karaktertræk, hvad også hans store og kantede håndskrift antyder - en éngang fattet mening ændrede han nødigt. Interessen for Halds historie var dybtfølt, han indsamlede kildemateriale, og i 1889 indledte han arkæologiske undersøgelser og restaureringer, som fortsatte næsten årligt til hans død i 1913.

I begyndelsen stod Krabbe personligt for tilsynet, men efterhånden overtog medarbejdere ved Nationalmuseet ansvaret. Undersøgelserne indledtes - naturligvis kan man næsten sige - med borgens mest dominerende bygning, tårnet, som Krabbe mente måtte være opført af Niels Bugge i 1300-årene, en overbevisning han var nået til gennem sine studier. Her var han i åbenbar modstrid med fagfolkene, men nu skulle udgravningsresultaterne hjælpe ham i argumentationen. Som det fremgår af mange bevarede aktstykker, fastholdt han sin opfattelse til det sidste. (Fig. 4)

Krabbe var en god iagttager, hans rapport om tårnudgravningen er detaljeret og sikkert troværdig. Tilbage af bygningen stod det nedre fangehul og dele af det øvre, men for den Niels Bugge-begejstrede godsejer var det ikke nok, han ønskede sin helts tårn genopført, og det blev det - endda under medvirken af en meget betydelig arkitekt, nemlig Krabbes fætter Martin Nyrop, manden bag Københavns rådhus. Helt som oprindelig blev tårnet dog ikke, det fik kun tre etager mod tidligere fire; den øverste indrettedes som et lysthus for ejeren. Det kegleformede tag, som Nyrop gav sin rekonstruktion, er senere forfaldet og fjernet. Det er forklaringen på det mærkelige »vandtårn«, de besøgende ved voldstedet møder i dag.

Det næste, Krabbe gik i gang med, var porthuset, og også her gjorde han vigtige iagttagelser, som dog ikke rokkede ved hans teori. Nogle »løngange«, som han kalder dem, er utvivlsomt skydeskår, omend af en lidt usædvanlig form, men sådanne indretninger fandtes jo ikke i 1300-årene. Også inde på borgpladsen gravede han og omkring den såkaldte vandport, der fører gennem volden mod sydøst og lige ud i søen, hvor der vel må have været en bådebro eller lignende. Det var et stort og på mange måder fortjenstfuldt arbejde, Krabbe udførte, men noget klart billede af ruinkomplekset efterlod han sig ikke. Det er der dog i nogen grad bødet på gennem Johannes Hertz’ undersøgelser 1979-80.

Som berørt i indledningen fungerede Hald sø som en enorm mølledam for den ved søens nordende liggende Non Mølle. I dag eksisterer af det omfattende bygningskompleks fra møllens sidste aktive periode kun hovedbygningen; møllehuset og det store underfaldshjul er borte. Hvornår Non-møllen er anlagt, vides ikke; navnet er først sikkert overleveret et stykke ind i 1500-årene, men det siger kun lidt om den faktiske alder. I dag er vandet stemmet næsten to meter op, hvilket dog sikkert er sket i flere omgange og måske med mellemliggende afbrydelser. (Fig. 5, fig. 6)

Anlæggelse af vandmøller i middelalderen havde ofte sammenhæng med forsvaret af byer og borge. Man slog to fluer med et smæk: fik malet sit korn og skabte gennem vandstandsstigningen naturlige spærringer, som så yderligere kunne udbygges med kunstigt anlagte voldgrave. I vort tilfælde kan naturligvis kun Gammelhald og Bispens Hald komme på tale; Brattingsborg ligger jo ikke ved søen. For Gammelhalds vedkommende har en hævning af vandspejlet givetvis været af vital forsvarsmæssig betydning, men den er muligvis gået tabt igen, da borgen nedlagdes - i hvert fald synes den store stigning, som fandt sted i forbindelse med bispeborgens anlæggelse, ikke at have en ældre hævning som udgangspunkt. Der er problemer her, som kalder på nærmere undersøgelser.

Det har fra ældre tid været kendt, at der i søbunden omkring Bispens Hald var nedrammet mængder af egepæle. I forbindelse med udgravningerne 1979-80 fik denne forekomst aktualitet, og der indledtes et samarbejde med sportsdykkeren Hans Gadgaard - et makkerskab, som endnu ikke er endeligt afsluttet. At der blev fundet meget andet end pæle, for eksempel skår, stumper af kakler og dynger af dyreben, kan ikke overraske. Borgens beboere har naturligvis benyttet søen som affaldsplads.

Men det er pælene, der især interesserer. De fleste af dem står begravet til toppen i sand, så at længden ikke kan bedømmes, men tykkelsen ligger omkring 30 cm. Mange pæle danner rækker - en af dem ca 150 meter lang med henved 470 pæle - og flere af disse rækker ligger i forlængelse af hinanden; tilsammen tegner de en bue omkring borgøens nordlige del, og det er sandsynligt, at der i virkeligheden er tale om én sammenhængende række, som blot i områder er dækket af særlig meget slam. Nogle steder er rækken dobbelt, men der optræder også korte pælesystemer, som ikke synes at have med hovedrækken at gøre, samt mange enkeltstående stolper. Syd for borgøen er der ingen lang pælerække, men til gengæld en stor gruppe ganske tætstående stolper, hvoraf mange er firsidet tilhugget.

Fem pæle, to fra gruppen og tre fra den lange række, er blevet dendrodateret. De første viste sig mindre egnet, idet både bark og splint manglede, men så meget kunne dog siges, at træerne må være fældet nogle år ind i 1500-tallet. Disse pæle og dermed vel pælegruppen som helhed kan altså godt have hørt til Bispens Hald, hvad den så ellers har været brugt til. Pælene fra rækken havde både splint og barkkant, så her blev resultatet en helt præcis datering: de tre træer er fældet samme år, nemlig 1423.

Den buede pælerække må utvivlsomt være anbragt som en forstærkning af bakkens fod på et tidspunkt, hvor vandet stod halvanden til to meter lavere end nu, men en sådan kystsikring forudsætter, at næsset har været beboet og det af magtfulde folk - derom fortæller alene pælenes antal. Har der ligget en borg før bispens? Det burde der ikke, Niels Bugges Hald, hvor det så lå, skulle jo være nedrevet på dronning Margrethes bud, og borgbyggeri var derefter forbudt i en meget lang periode. Nu var det langtfra altid, magtbud af den art blev respekteret, og noget kunne tyde på, det ikke er sket her. I hvert fald viser pælefundene, at bisp Jørgen byggede sin borg over noget ældre, som han delvis druknede ved en kraftig hævning af vandstanden i søen. Til erstatning for den gamle kystforstærkning, som nu var blevet virkningsløs, opførte han selv en mur i vandkanten, dog kun i området omkring borgporten.

De ældre Hald-voldsteder lader sig ikke bortforklare, de er der nu engang med alt, hvad de rejser af spørgsmål, men ruinnæsset forekommer usædvanlig egnet til borgbyggeri, og det er tænkeligt, at andre før bisp Jørgen har opdaget det. Det vil ikke undre, om man ved fortsatte udgravninger i ruinen støder på et eller flere ældre borganlæg, ja måske på selve Niels Bugges borg. I så fald en lidt sen opfyldelse af Christopher Krabbes hedeste drøm. (Fig. 6, fig. 7)