Nid
Til at udtrykke uvenskabelige følelser som had og misundelse haves det gamle ord nid. Det kendes fra den ældste nordiske litteratur, først og fremmest sagaerne, hvor det snarere betyder en ærekrænkeride handling rettet mod en eller flere bestemte personer. Til udbredelse af det hadske budskab var nidvisen velegnet, og den fik en solid plads i skjaldedigtningen, men andre - og mere dramatiske - midler blev også taget i anvendelse. (Fig. 1)
Af T. B. W.
Fig. 1. Ingen billedtekst.
Hovedpersonen i en af de islandske sagaer er Egil Skallagrimsson, en stormand, der levede i 900-årene, og hvis fjendskab med den norske konge Erik Blodøkse og dennes dronning Gunhild er skildret meget detaljeret. Efter en blodig batalje ønsker Egil hævn, og den skaffer han sig ved at plyndre kongens gård på øen Herdla ud for Bergen. »Men da alt var sejlklart, gik Egil op på øen. Han tog en hasselstang og gik op på en bjerghammer, der vendte mod land. På enden af stangen satte han et hestehoved, læste over det og sagde: Her sætter jeg op nidstang og vender forbandelsen imod kong Erik og dronning Gunhild. — Derpå stødte han stangen ned i en fjeldspalte og lod den stå der. Han ristede runer på stangen, som sagde, hvilken forbandelse der var nedlagt deri«.
At rejse nidstang var således ikke blot et håndgribeligt tegn på fjendskab, det afhuggede hestehoved på stagen tjente også som trolddomsmiddel til skade for en bestemt person. Det fremgår med tydelighed af beretningen - og af en næsten samtidig beretning hos Saxo; begge synes tilblevet omkring 1200. Her fortælles om Grep, sagnkongen Frode Fredegods fostbroder; han var en hidsig krabat og skaffede sig uden vanskelighed en uven, som han ønskede at prøve kræfter med. Det forbød kongen, men i stedet fik Grep lov at bruge trolddom. »Først skar han hovedet af en hest, som var ofret til guderne, og satte det op på en stage samt spilede med pinde gabet højt op«. Men uvennen var en skarpsindig mand, han forstod en fin hentydning, indså »at det var en arg nidstang og bød sine staldbrødre tie og fare varligt samt ikke lade noget ugrundet ord falde, for ikke ved en uoverlagt ytring at give trolddommen rum«. Uheldigvis for Grep faldt hovedet af stangen, den styrtede om og slog en af hans mænd ihjel. Trolddommen gav altså i dette tilfælde bagslag. Om skikken at »rejse nid« har litteraturen ellers kun lidt at berette, dog fremgår det, at nidstangen kunne have anden udformning end den ovenfor omtalte. En saga beskriver den således som en stolpe med udskåret mandshoved, på hvilken en hel hestekrop var spiddet. Så vidt vides, foreligger der ingen fund af nidstænger, men derimod adskillige med spor efter hesteofringer, som vi ved spillede en stor rolle jernalderen igennem, og hvor netop hovedet synes at have haft en særlig betydning.
Mens nidvisen (smædedigtet) endnu lever i bedste velgående, er nidstangen gået fuldstændig af brug. Den ville ellers live op i landskabet, og de fleste af os kender vel en eller anden, vi kunne ønske at rejse nidstang for.
