Mytteri

Det blev ingen let post, klimaet voldte problemer, de indkaldte hvide plantere viste sig alt andet end medgørlige, og dertil kom, at der en overgang ligefrem bestod krigstilstand mellem danskerne på Skt Thomas og franskmændene på Skt Croix. At Iversen under alt dette fik gang i plantagedriften, ja endda bygget et fort, må imponere, men man kan ikke fortænke ham i, at han efter nogle år sagde fra og vendte hjem til København. En ny mand blev udsendt, men han viste sig aldeles uduelig, og Iversen lod sig derfor efter kun to års ophold i Danmark overtale til at genoptage posten på Skt Thomas. Det skulle han ikke have gjort.

I november 1682 stod fregatten Havmanden ud fra København med kurs mod Vestindien. Om bord var Jørgen Iversen og hans familie, andre kompagniansatte og en lille flok frivillige. Dertil mere end hundrede straffefanger - mænd fra Bremerholm og kvinder fra Spindehuset - der skulle bruges som arbejdskraft i plantagerne. Endelig, naturligvis, skibets kaptajn, hollænderen Jan Bloem, og besætningen, omkring 50 mand. Fra starten var vejrforholdene vanskelige, det gik kun langsomt fremad, og inden længe lød der klager over de små og usle rationer, der blev tildelt de ombordværende. Blandt de højerestående på skibet kneb det at enes; således kom det en dag til et pinligt opgør mellem Jørgen Iversen og en tysker. Førstnævnte fik da et slag i ansigtet. (Fig. 1)

Utilfredsheden voksede, og en januarnat to og en halv måned efter afrejsen fra København udbrød der mytteri. Bag det stod vrede straffefanger, der ikke havde lyst til et usikkert liv i det fjerne Vestindien, men også medlemmer af skibets besætning. Det var de utilfredses hensigt at føre Havmanden til nærmeste havneby, men det lykkedes i første omgang Iversen at dæmpe gemytterne ved at love, at skibet ville sejle til Plymouth i England. I løbet af natten, hvor drikkevarerne flød, drøftede rebellerne situationen, der opstod mistillid til guvernørens løfter, og straks om morgenen gik man i aktion.

Jørgen Iversen faldt som første mand. Han blev af mytteristerne ført ud på dækket og, skønt han mindeligt bad for sit liv, uden skånsel smidt over bord. Den hollandske kaptajn, som var hovedansvarlig for de utålelige forhold på Havmanden, havde forskanset sig i sit kvarter, men det var en stakket frist. De ophidsede rebeller trængte ind i kahytten, kaptajnen satte sig til modværge, men blev skudt og liget sendt efter Iversen i bølgerne. Endnu fem af skibets overklasse gik samme vej og - da det åbenbart ikke forekom oprørerne at være tilstrækkeligt - en kiste med liget af Jørgen Iversens spæde datter; hun var født om bord på Havmanden, men død kort efter. At Iversens hustru Margrethe forblev i live, skyldes vel mytteristernes trang til kvindeligt selskab.

Skibet var altså nu uden fører, men det traf sig så heldigt, at en af straffefangerne, Jochum Gulliksen, havde maritim erfaring, ja han havde endda været skipper på netop Havmanden. Med ham som kaptajn sejlede man til Azorerne, hvor en stor del af de ombordværende kolonister og straffefanger blev landsat, mens mytteristerne selv fortsatte til søs. Deres plan var at sejle til Irland, hvor de regnede med at kunne sælge skib og ladning.

Kort efter gerådede oprørerne imidlertid i indbyrdes klammeri - det var jo stridbare folk - og resultatet blev, at Gulliksen og hans meningsfæller fik de øvrige ledere spærret inde. Nu blev kursen, så utroligt det lyder, sat mod København. Gulliksen må have indset, at mytteriet havde ringe udsigt til at få en for ham lykkelig udgang, og at hans bedste chance lå i at fremstille sagen, som om han var blevet tvunget ind i oprøret. (Fig. 2)

Til København kom man, men ganske vist ad en omvej, for Havmanden sank efter at være stødt på klipperne lidt nord for Göteborg. Oprørerne blev reddet, men tilbageholdt og sendt til den danske hovedstad, hvor regnskabets time snart efter slog. 3. juli 1683 blev ni dømte mytterister ført til retterstedet, hvor straffen eksekveredes med al den råhed, som tiden krævede. Anstifteren af aktionen, bådsmandsmat Hans Biermann fra Hamborg, fik følgende behandling: Knibning med gloende tænger to gange på brystet. Afhugning af højre hånd. Radbrækning, det vil sige knusning af kroppens knogler. Den således straffede mytterist blev derefter lagt på »hjul og stejle«; den afhuggede højrehånd sømmedes fast til hjulet. Fire andre, deriblandt Gulliksen, blev ligeledes radbrækket, mens de resterende slap med almindelig halshugning. Alle blev lagt på hjul og de afhuggede hoveder sat på stage, fæstnet dertil med et søm.

Jørgen Iversen nåede altså ikke frem til Vestindien, men det gjorde hans enke mærkelig nok. Sammen med afdødes søn af første ægteskab foretog hun senere den lange rejse til Skt Thomas, hvor hun overtog mandens plantager og i øvrigt giftede sig med bestyreren. Hun nåede før sin død at gennemføre endnu et ægteskab, denne gang dog i København.

Foretagendet, som Jørgen Iversen havde grundlagt, løb videre uden ham og blev for så vidt en succes. I 1700-tallet udvidedes området med endnu to øer, Skt Jan og Skt Croix, og forretningen blomstrede, men nedgang fulgte, og for Danmark mistede kolonien efterhånden sin økonomiske betydning. 1917 afhændedes den til U.S.A.