Myten om det runde bord

Undertiden slår sådan en kort kontant afvisning af en udbredt populær myte imidlertid ikke til, og en længere forklaring med dokumentation for påstandene bliver da fremlagt. Men enkelte museumsgæster lader sig ikke binde slige historier på ærmet af tilfældige ansatte; de fastholder, at de ved tidligere besøg har både set og rørt ved det runde bord. De kan nøje beskrive det snævre tårnværelse og rillen i bordets stenplade efter kongens hånd, og de mistænker museets personale for at have lukket fængslet som led i tidens almindelige tendens til historisk afdramatisering. Det skal, har man hævdet over for denne artikels forfatter, være karakteristisk, at netop en kvindelig museumspædagog finder på at fratage fortiden dens spænding og farve ved at benægte fakta. Som regel lykkes det nu at dæmpe gemytterne, gæsterne går trøstede bort, dog måske med en lille tvivlens orm gnavende i sindet. (Fig. 2)

Det må indrømmes, at det ikke er helt uberettiget, når folk nærer forventning om på Sønderborg Slot at finde minder om et lidelsesfuldt fangenskab for den detroniserede konge. Forestillingen herom opstod allerede i Christian 2.s levetid, men blev benægtet af de myndigheder, der holdt ham under bevogtning. I årene efter hans død blev påstanden gentaget, og sin faste, næsten billedlige, form fik den i Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike fra 1590’erne. Den fastholdes i næsten alle historiebøger - frem til 1900-årene. Til yderligere bekræftelse tjente et billede af fængslet bragt 1781 i Erik Pontoppidans Danske Atlas. Knap hundrede år senere, i 1871, malede Carl Bloch på grundlag af Huitfeldts skildring et billede med titlen »Christian 2. i Sønderborg fængsel«; det har været - og er stadig - meget anvendt som illustration til Christian 2.s liv. Ikke underligt, at museumsgæsten kan komme i vildrede.

Vi vil i det følgende gennemgå forløbet fra først til sidst. Det er nemlig et ualmindelig godt eksempel på, hvordan myter opstår, trives og udvikler sig, og hvor svært det til sidst er at få dem aflivet.

Den tidligste skildring af fængselsopholdet finder vi som sagt i Huitfeldts krønike. Det beskrives her, hvordan den fordrevne Christian 2. lokkedes fra Norge, hvor han havde gjort landgang, til Danmark i tiltro til Frederik l.s højtidelige løfte om frit lejde. Men der kom intet møde i stand mellem de to konger, den daværende og den forhenværende. I stedet blev Christian ført til Sønderborg og her anbragt i et hvælvet tårnværelse. Døren tilmuredes, og kun gennem et vindue kunne maden stikkes ind til fangen. Dennes eneste selskab var en dværg, han havde bragt med sig fra Norge.



Så kort og malende skildrer Huitfeldt fangenskabet i afsnittet om Frederik 1. I det følgende bind med Christian 3.s historie gengives et brev fra grev Christoffer af Oldenborg, som i 1534, mens den danske trone endnu stod ledig efter Frederiks død, blandede sig i de danske stridigheder - de to års borgerkrig, der efter ham har fået navn af Grevens Fejde. Motivet var at skaffe den magtfulde handelsstad Lübeck herredømme over Øresund og i det hele taget økonomisk og politisk indflydelse i Danmark, men det skjultes smukt bag påstande af mere idealistisk art, således at man ønskede Christian 2. genindsat som konge. I et åbent brev til ærkebispen, prælater, riddere, borgmestre, borgere og bønder tilbød Christoffer, at Lübeck og andre nordtyske byer ville hjælpe med at udfri Christian, »som denne dog holdes udi et ukristeligt, uhørt ulideligt og tyrannisk fængsel«. Som bekendt mislykkedes planen. Den Christian, som snart efter kom til at beklæde tronen, var ikke ham fra Sønderborg. (Fig. 3, fig. 4)

Grev Christoffers skildring af det ukristelige og ulidelige fængsel er sammen med Huitfeldts beskrivelse af indemuringen i tårnværelset på Sønderborg det grundlag, de fleste historiebøger bygger på frem til begyndelsen af 1800-årene, og også i topografiske værker møder vi denne forestilling. I Erik Pontoppidans Danske Atlas (1763) læser man således: »Hans fængsel har jeg for 40 år, da slottet ikke var ombygd, set i et rundt tårn, med en kamin, omkring hvilken fandtes ligesom en fodsti, slidt i de røde stenfliser ved kongens daglige spadseregang. Ja i vindueskarmene af tykt egetræ sås udskåren en sidetegning af Københavns Slot uden tvivl af hans egen hånd efter imagination og forrige tiders hukommelse«. Tårnet med Christians stue var som allerede nævnt blevet nedrevet 1754, men Pontoppidan har altså nået at få et glimt af det. I et senere bind af værket, forfattet af andre efter Pontoppidans død, omtales Sønderborg igen og denne gang ledsaget af et billede, et kobberstik visende fængselsrummet med kamin og fure i gulvet. En fantasitegning vel sagtens, udført efter Pontoppidans ovenanførte beskrivelse.

Sandsynligvis er forestillingen om et rundt stenbord med en fure efter kongens hånd opstået henimod år 1800. Den forekommer ikke i for eksempel Johann Friedrich Hansens beskrivelse af hertugdømmet Slesvig, udgivet i Flensborg 1770, men derimod i talrige historiebøger efter den tid. Det forekommer sandsynligt, at det er Pontoppidans beskrivelse og det til denne fremstillede stik, der har givet myten vinger.

I historikeren H. Behrmanns »Christian den Andens Fængsels- og Befrielseshistorie« fra 1812 kommer myten om den hårde indespærring til fuld blomstring. Her siges, at ganske vist havde fangen store friheder i den første tid, men efter et flugtforsøg blev det anderledes, og han blev henvist til det østlige tårn. »Fra et eneste vindue til slotsgården, forvaret med stærke jernstænger, blev kamret, ikke oplyst, men dets fæle mørke kuns lidt formindsket. Døren til kammeret blev muret til, og igennem et hul i muren rakte man kongen livets fornødenheder«. Først efter fredsaftalen i Speyer 1544 fik fangen friere forhold: »Efter i næsten tolv år at have været indskrænket på et rum af nogle få kvadratalen nød altså den ulykkelige monark nu for første gang igen naturens og frihedens henrykkende glæder. Virksomhed, den højeste grad af virksomhed, havde udmærket hans hele forrige liv; at se sig denne så aldeles berøvet var uden tvivl den største af hans kvaler. Dog, naturen gør umuligheden mulig. Også hans ånd skabte sig beskæftigelse; han bemalede sit helvedes vægge med alle slags figurer, iblandt hvilke en tegning af Københavns Slot især skal have udmærket sig ved sin nøjagtighed. Bevægelse gjorde han sig ved at gå omkring et marmorbord, der stod midt i fængslet. Han plejede da at sætte sin ene finger på bordet, og den rende han derved gjorde i samme, tilkendegav, hvor mange, måske millioner gange han havde gjort denne ulyksalige vandring«. (Fig. 5)

Her har vi alle ingredienserne til forestillingen om det strenge fængselsophold i det snævre rum og fangens endeløse vandring, rundt og rundt som en løve i sit bur. Behrmann, der som nævnt var historiker, gør indledningsvis rede for sine kilder, som især består af breve og dokumenter fra det slesvig-holstenske kancellis arkiv. Omstændighederne omkring tilfangetagelsen og forholdene efter 1544 er belyst på vederhæftig vis, men for hovedparten af fangenskabet har han manglet samtidige kilder og tilsyneladende måttet nøjes med den lokale mundtlige tradition.

Af Behrmanns skildring udspringer den klassiske myte, som vi finder genfortalt i talrige historiebøger gennem resten af 1800-årene, såvel de lærde som de mere folkelige. Der kan være grund til at stoppe op ved nogle markante skribenter inden for begge grupper.

Den nationalliberale historiker C. F. Alien skrev i 1840 »Håndbog i Fædrelandets Historie« - en af århundredets mest fornyende historiebøger, der fik meget stor gennemslagskraft takket være talrige nye oplag; den var i brug som lærebog på universitetet indtil 1917, og en forkortet udgave anvendtes i den lærde skole. I bogen nævnes, at Christian 2. en kort tid behandledes som statsfange, »men siden indesluttedes i et lille muret aflukke, der alene fik sit lys gennem en højt oppe anbragt tilgitret åbning. I dette usle fangehul, hvor han kun havde en norsk dværg, siden en gammel soldat til selskab og opvartning, tilbragte den ulykkelige og forrådte konge nogle af de første år under sit syttenårige fangenskab på Sønderborg«. - En anden historiker, professoren C. Paludan-Müller, skrev 1874 om »De første Konger af den Oldenborgske Slægt«. Han mildner, ligesom Alien og Behrmann i sin tid, fangenskabets første år, men trækker myten om indemuringen og det runde bord frem i beskrivelsen af tiden under og efter Grevens Fejde: »Da blev han indelukket, ja indemuret i et af slotstårnene —. Har han ved sin daglige vandring slebet furen i stenpladen med sin finger, må vandringen om bordet i fængslet have været hans eneste bevægelse i ikke få år«. Paludan-Müller er åbenbart ikke helt tryg ved historien om bordet, men medtager den dog og ræsonnerer herudfra om indemuringens varighed.

Blandt de mere folkelige forfattere er den fremtrædende grundtvigianske præst Frederik Barfod, som beskriver fangenskabet helt uden Paludan- Müller forsigtige forbehold og uden at indskrænke den egentlige fængselsperiode til nogle få år. Cellen skildres med de kendte detaljer - det højtsiddende, tilgitrede vindue, indemuringen, dværgen som eneste selskab - og Barfod lader Christian 2. blive i dette hummer under hele fangenskabet, som han oven i købet gør et år længere, end det rent faktisk var: »På attende år holdt man ham således afspærret fra verden og levende begravet; i gulvets stene blev der mærker af hans tunge vandringer, og i marmorpladen på bordet, som stod midt på fængselsgulvet, blev der en fure langs med kanterne. Den var sleben af hans ene finger, som han lod følge pladen, når han vandrede trindt om bordet«.

Det var i lærebøgerne for folkeskolen, der især blev gjort brug af Christian 2.s lidelseshistorie med alle dens forskellige elementer: indemuringen, dværgen og efterhånden hele to slidfurer, nemlig både i gulv og bordplade. Men lad det være nok med de anførte eksempler. Vi er nået frem til den mand, der omsider fik rammet en pæl gennem myten, om end ikke helt med den forønskede virkning.

A. D. Jørgensen var en af de mange sønderjyder, hvis livsbane blev ændret af krigen i 1864. Han arbejdede som lærer, men blev afskediget af de nye tyske myndigheder og flyttede til København. Her kastede han sig over historiske studier og fik ansættelse ved arkivvæsenet, hvor han blev gehejmearkivar og 1889 landets første rigsarkivar. Hans forskning var, forståeligt nok, især rettet mod Sønderjylland og baggrunden for nederlaget i 1864. (Fig. 6)

I 1882 udsendte han bogen »Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie«. Den var tænkt som en kortfattet Danmarkshistorie, der skulle fremdrage »de bedste og rigeste minder af rigets samlede historie«. Blandt fortællingerne er en skildring af Christian 2.s fangenskab; den bygger til dels på andre historikeres værker, især Behrmanns fra 1812. Der indledes med en skildring af, hvordan Christian med svig blev lokket til Sønderborg, men det understreges, at han i begyndelsen kunne gå frit omkring på borgen, og at historierne om hans fængsels strenghed i høj grad var overdrevne. Under Grevens Fejde blev forholdene imidlertid forværret, og han måtte ikke forlade det tårnværelse, der ellers tjente ham som soverum. »Ja det siges endog, at døren blev muret til, for at man kunne være sikker på ham. — Der siges, at man senere kunne se den vej, han på sin daglige vandring havde gået omkring bordet; hans spor var trådt dybt ned i stengulvet. Omkring bordets stenplade, tilføjer sagnet, havde hans finger frembragt en fure«. Som illustration til den barske skildring var valgt en træsnitgengivelse af Carl Blochs maleri »Christian 2. i Sønderborg Fængsel« fra 1871. Selv om der indgår en række forbehold i skildringen af fangenskabet (det siges — sagnet tilføjer), må hovedindtrykket for den almindelige jævne læser, for hvem værket netop var skrevet, være, at Blochs maleri afspejler den historiske virkelighed.

Hvis A. D. Jørgensen selv har været af den opfattelse, så blev han i hvert fald hurtigt klogere. I 1886, samme år som 2. oplag af Fyrretyve Fortællinger udsendtes, stødte han på bevarede regnskaber fra Sønderborg Len for årene 1533-43, og fik herigennem et detaljeret indblik i fangenskabets forløb. Det fremgik klart, at forestillingen om indemuringen var grebet ud af luften, og at behandlingen var langt mildere end antaget. Christian havde et underhold som en virkelig konge, gik klædt som en fyrstelig person og modtog de æresbevisninger, der tilkom hans stand. Kun friheden var ham nægtet, idet volden og strandmuren var grænserne for hans kongerige. Der var således snarere tale om en internering end om en fængsling. Under Grevefejden ændredes dette, og der anskaffedes fem låse til fangens gemakker, men efter at hans fætter Christian 3. var blevet konge, og der var indtrådt roligere tider, fik Christian 2. igen friere forhold. Hele hans daglige levemåde afspejler sig i regnskaberne. De fortæller om fyrstelige tafler med laks fra Elben, vildsvin fra Gottorp, sild fra Slesvig, hummer og hvedebrød, rosiner, mandler og honning, krydderier fra Nederlandene, rhinskvin, fransk rødvin og ikke mindst den stærke hedvin malvasia, som Christian satte særlig pris på. Vokslys til at stråle over herlighederne og røgelse til at krydre luften fuldender det helt nye billede af Christian 2.s fangenskab, som regnskaberne aftegnede og som i øvrigt kunne underbygges gennem en række breve fra og til fangen og slotshøvedsmanden. (Fig. 7)

Det er naturligt, at A. D. Jørgensen hurtigt publicerede sine undersøgelser. Først i tidsskriftet Danske Magazin for en ret snæver, lærd læsekreds og senere, 1892, i Sønderjyske Årbøger med henblik på et bredere publikum. I tredjeudgaven af Fyrretyve Fortællinger, der også udkom 1892, er afsnittet om Christian 2. omarbejdet, men historien om bordet med rillen ikke udeladt. Den fortælles, men nu i en ramme, så at det anekdotiske træder tydeligt frem. Carl Blochs billede fastholdes som illustration hertil.

Ser man på historiebøgerne for folkeskolen fra perioden 1890-1960 finder man ikke mange spor af A. D. Jørgensens opdagelse. I størstedelen af dem kolporteres myten om Christian 2.s hårde fængselsophold troligt videre til kommende generationer, enten i form af direkte fejlagtige oplysninger eller ved at Carl Blochs maleri vises som illustration. Det sidste kan synes ret uskyldigt - selv A. D. Jørgensen, mytens banemand, brugte det jo - men uanset hvordan teksten om fangenskabet udformes, så vil billedet give hovedindtrykket, og det vil blive den association, Sønderborg Slot fremtidigt vækker til live. I kraft af sit stærke fortællende indhold vil det være den faktor, der lagres i langtidshukommelsen, og som dukker op, når alle andre indtryk og fakta er glemt. (Fig. 8)

En gennemgang af de mest udbredte og anvendte lærebøger siden 1890 viser, at billedet af fangen ved det runde bord gengives i hovedparten; det samme gælder i øvrigt for værkerne med historiske og geografiske billeder. Undtagelser findes naturligvis, og her kan fremhæves Gustav Bang og Nina Ellingers lille »Lærebog i Danmarks Historie« fra 1892, hvor A. D. Jørgensens skriverier synes at ligge til grund for den korte illustrationsløse beskrivelse. I næsten alle andre værker - også den af Kultusministeriet autoriserede fædrelandshistorie af V. Klaussen - anvendes Carl Blochs illustration, og hovedindtrykket er stedse, at det var et meget hårdt fængselsophold. Et karakteristisk udtryk for tendensen finder man i N. S. Gjerløffs »Mit Fædrelands Historie« fra 1910. Her berettes om, hvordan Christians i den første tid milde fangenskab under Grevens Fejde ændredes til indemuring med en gammel soldat som eneste selskab - og til bekræftelse tjener naturligvis Blochs illustration. Denne lærebog kom i mange oplag. I en ny redigeret udgave fra 1948 er skildringen i ord og billede af fængselsopholdet fastholdt, blot med tilføjelse af en enkelt sætning, »senere fik han det dog bedre«, som ikke mildner meget på hovedindtrykket. Endnu en udgave i 1960 bringer ingen ændring, myten står stadig uantastet - 74 år efter A. D. Jørgensens redegørelse for fangenskabets egentlige karakter.

I mellemkrigsårene møder vi traditionen ubrudt i næsten alle værker. En meget anvendt lærebog var »Fortællinger af vort Folks Historie« af Kaalund Jørgensen med flere. Her er Carl Blochs maleri ganske vist erstattet med et billede af Sønderborg Slot, men for at bøde på tabet er skildringen af Christians landflygtighed og fangenskab gjort meget lang og dramatisk samt tilsat nye træk uden bund i virkeligheden: »I vinduets karm havde han tegnet et billede af Københavns Slot, og på væggen havde han ridset galger og stejler«. (Fig. 9)

I kølvandet på den nye folkeskolelov 1958 kom den såkaldte Blå Betænkning, der medførte større vægtning af verdenshistorien på bekostning af Danmarkshistorien. Som følge heraf udkom en række nye lærebøger, både for grundskolen og realskolen, hvor der fokuseredes mindre på de enkelte konger, mere på samfundsmæssige sammenhænge. Det idealistiske historiesyn er ved at blive afløst af et mere materialistisk, hvilket for Christian 2.s vedkommende betyder, at de maleriske og hjertegribende skildringer af fangenskabet forsvinder - nu er det hovedsageligt kongens indsats i de ti år, han regerede, der fremhæves. Det er for eksempel tilfældet i bøger af Svend B. Nielsen (1963), Sven Skovmand (1981) og Per Kühlmann (1982). En undtagelse er den meget udbredte »Historiebogen« af Knud Andersen fra 1962. Den forsøger at være tro både mod kilderne og mod et personcentreret, idealistisk historiesyn. Det runde bord er opgivet, men erstattet med en dramatisk skildring af tilfangetagelsen. Beretningen synes at være en let bearbejdet udgave af Vilhelm Østergaards fortælling »Det brudte lejde« fra 1911: »Løftet om frit lejde var løgn og bedrag. Endnu engang kom vildskaben over ham. Som en rasende kastede han sig over den nærmeste af sine ledsagere og ville slå ham i jorden. Han blev dog snart overmandet og porten slået i lås. Resten af sit liv var han fange«. Her er tale om en meget fri udnyttelse af en samtidig beretning - den fortæller således intet om, at Christian satte sig til modværge. Knud Andersen har villet skabe en spændende historie, som børnene kunne leve med i. Denne fremgangsmåde rejser nogle væsentlige spørgsmål vedrørende de krav til videnskabelig sandhed, som har båret denne artikel.

Vi har set, hvor svært det er at opgive den fængende og billedskabende myte - også selv om arkivalierne for længst har revideret opfattelsen og vist en hel anden virkelighed. Den gode historie appellerer til noget, som ligger dybt i os alle, både dem der skriver og fortæller historie, og dem der læser og lytter. Det store problem for nutidige forfattere til historiske lærebøger bliver derfor at krydre en bredere, mere materialistisk historieopfattelse med nye gode historier af en art, der ikke går på akkord med sandheden. Vi kan nemlig ikke undvære de medrivende beretninger - i hvert fald ikke i folkeskolens historieundervisning. Børns måde at anskue verden på er mere præget af intuition og fornemmelse end af logik, de lever med historien, og dertil er de kildekritisk rensede tekster mindre egnede. Der skal mere til, men vi kan ikke nøjes med ukritisk at videregive krøniker og myter.

Det som skal gøres - i skolerne så vel som på museerne - må altså være at levendegøre den virkelighed, der afspejler sig i kildematerialet. Sønderborg-museets problemer med det manglende runde bord - for nu at vende tilbage til dem - har således vist sig at kunne løses bedst ved at tage myten som udgangspunkt og derudfra opbygge et nyt og rigtigere billede, nemlig det, som A. D. Jørgensen fandt i arkiverne. Når det lykkes, får museumsgæsterne en viden, der hviler på de kildegivne kendsgerninger, og som samtidig giver en stærk oplevelse af Christian 2.s mærkelige livsskæbne. (Fig. 10)