Mysterium

Det aktuelle emne for vore spekulationer er 17 »perler« trukket på en snor. De er af elfenben, fint drejede og helt runde på nær én, som nærmest er dråbeformet og i øvrigt noget større end de andre; den danner afslutningen på rækken. Om et halssmykke kan der ikke være tale, dertil er kæden for kort, og på kuglerne er der malet tal og bogstaver, der ikke hører hjemme i selskabslivet. Efter tegnenes form vil man skønne, at stykket stammer fra 1600-årene. Det kan dog ikke siges med sikkerhed.

Kæden befinder sig nu på Nationalmuseet, men dertil er den kommet fra andre museer - vi kan følge dens vej helt tilbage til 1674, hvor den opbevaredes i Det kongelige Kunstkammer på Københavns slot. Inventarfortegnelsen fra nævnte år omtaler den som en række elfenbenskugler med bogstaver og tal, og vi kan se, den var anbragt i Medaljekammeret blandt mønter, medaljer og segl, men også sammen med kostbare glas- og elfenbenssager. En halv snes år senere flyttede Kunstkammeret til nye lokaler i en nyopført bygning, den, der i dag rummer Rigsarkivet. 1737 blev der igen gjort status, og nu finder vi kæden i Antikvitetskammeret sammen med »Den skønne Helene« (et hoved skåret i elfenben) og Roskilde domkirkes ældst kendte segl, gjort af hvalrostand; her er det materialet, der har bestemt placeringen. Det nye inventariums oplysninger er lige så knappe som det gamles: »Sytten Elfenbeens Kugler, som ere trocken paa een Snoer, med bogstaver og Tal«.

1824 opløstes Kunstkammeret, og kæden vandrede videre for sluttelig, i 1860'erne, at havne på Det oldnordiske Museum, det, som i dag hedder Nationalmuseet (Fig. 1). Og her ligger den altså endnu - på magasin.

At kæden så tidligt har fundet vej til Kunstkammerets samlinger, kunne tyde på, den er kommet fra kredsen omkring den kongelige familie, og selve materialet peger jo også i den retning. At det ikke er en prydgenstand, turde som sagt være indlysende, de 17 »perler« må have tjent et ganske bestemt formål af praktisk eller mystisk art - snarest det første, derfor taler de påskrevne tal og bogstaver. Før vi går videre i spekulationerne, er det nok bedst at se lidt nærmere på dem.

På hver kugle står først et tal, derefter et bogstav, som i alle tilfælde er C, derefter endnu et tal og sluttelig endnu et bogstav, nemlig T. Betragter vi de tal, der står først, ses det, at deres værdi øges med en halv fra kugle til kugle - fra 12.5 til 20. De efterfølgende tal er alle større, firecifrede, og også de vokser fra kugle til kugle, men uden den samme regelmæssighed i forløbet. Den store dråbeformede »perle« er, også hvad beskriften angår, noget for sig (Fig. 2). Den har kun ét tal, 63, efterfulgt af et C; det andet tal og T'et mangler. Det hele system vil fremgå af ovenstående skema, hvor også kuglernes diameter er anført. Den tiltager frem gennem rækken, og selv om der her og der er lidt slinger i valsen, kan det måske alligevel have en eller anden betydning.

Ved at regne lidt opdager man, at første tal opløftet til 3. potens i nogle tilfælde giver det andet tal. Det drejer sig om 14, 15, 16, 17, 18, 19 og 20 - altså alle de hele tal med undtagelse af 13. Decimaltallene har ikke på samme måde affødt tallene i anden kolonne, men man fornemmer en vis tilnærmelse.

En slags kongelig lommeregner? Måske, men hvordan blev den i så fald brugt? I øvrigt er der jo mange andre muligheder - en af dem, der har været overvejet, er: redskab til måling af geværkaliber. Dertil benyttedes kugler af varierende størrelse, som regel af jern, men materialet var i og for sig underordnet. Man prøvede sig frem, til man fandt den kugle, der passede præcist i bøsseløbet og derved angav diameteren. At bruge elfenben til den slags måling, kan forekomme lidt flot, men er dog tænkeligt, og at der til bestemmelserne har hørt talbetegnelser af en eller anden art, kan der ikke være tvivl om. Når ideen alligevel må forkastes, skyldes det blandt andet, at kuglerne er for små til at passe i datidens geværløb. Der må være en anden forklaring, som dog måske først kan findes med talgåden endeligt løst. Skal den søges i tonernes verden? Det er en mulighed, vi også har været opmærksom på.

Når spørgsmålet om kædens anvendelse pludselig er blevet aktuelt, skyldes det, at der for tiden arbejdes med udgivelsen af de gamle kunstkammerprotokoller, og at man gerne vil have så fyldige oplysninger om hver enkelt genstand som muligt. Mange af vore fornemste museumsstykker, såsom Dagmarkorset, Frederik 3.s »Olifant« og de tidlige kinesiske lakarbejder, har jo taget vejen over Kunstkammeret, men langt de fleste af disse sager er problemløse, hvad angår oprindelse og brug. Kuglekæden er en undtagelse. Mange eksperter er blevet spurgt, men ingen har indtil nu kunnet give det helt overbevisende svar.

I mere end 300 år har kæden været på museum; man har passet på den, men uden at vide, hvad det egentlig drejede sig om. Skal den tekst, som nu må udformes, virkelig være en gentagelse af den gamle: »Sytten elfenbenskugler med bogstaver og tal«?