Myggestik

Malariafeberen hører imidlertid ikke blot til i troperne, og vi burde vide det, eftersom den for mindre end hundrede år siden var almindelig hos os, ja i visse landsdele - Lolland-Falster og Sydsjælland - grasserede som en svøbe. En ældre sygeplejerske har fortalt mig, hvordan hun op mod første verdenskrig på sygehuset i Maribo var med til at behandle malariabørn. Der lever stadig mennesker, som har kendt feberen på deres egen krop, og andre som erindrer, hvordan deres forældre, bedsteforældre og søskende har været angrebet. Nu er det ikke sikkert, at disse øjenvidner vil bruge ordet malaria, snarere »koldfeber«, som er sygdommens danske navn, eller »den lollandske feber«, som den hed lokalt.

Malaria er en af de sygdomme, der har fulgt mennesket gennem årtusinder. Det er ganske vist ikke nemt med fuldstændig sikkerhed at spore den tilbage i tiden, symptombeskrivelsen i de gamle beretninger lader oftest meget tilbage at ønske, og det kan være vanskeligt at skelne den fra andre febersygdomme som for eksempel tyfus. Den sætter heller ikke som spedalskhed eller tuberkulose tydelige spor i knoglerne; derimod påvirker den milten, hvis størrelse efter et malariaangreb kan være betyligt forøget, men samme virkning har flere infektionssygdomme. Når man på ægyptiske mumier har konstateret opsvulmet milt, kan man altså ikke uden videre gå ud fra, at det skyldes malaria, men sammenholdt med papyrusindskrifternes sygdomsbeskrivelser kan der være grund til at tro det. Heller ikke Mesopotamien gik, så vidt vi kan skønne, ram forbi, og det samme gælder oldtidens Grækenland. Malariafeberen erkendes tydeligt i gamle græske lægebeskrivelser, og det er endda muligt, den gennem sin svækkelse af befolkningen har været medvirkende til et kulturforfald, ligesom den har fået skyld for at have del i Romerrigets opløsning. Denne side af dens væsen har vi i nutiden fået demonstreret i Panama-projektet, hvor det første forsøg på at grave kanalen måtte opgives, delvis på grund af malariaen. (Fig. 1)

Koldfeberens tidligste optræden i Danmark fortaber sig i det dunkle, men det har den fælles med de fleste andre sygdomme. En pest som Den sorte Død på Valdemar Atterdags tid har sat sig fast i erindringen, men ellers har sygdomme og krige hørt til naturens orden og er forbavsende hurtigt glemt igen. Først godt op i nyere tid begynder en registrering, som i nogen grad lader os følge samfundets helbredstilstand. Siden 1735 har vi statistik over antallet af levende-fødte og døde pr år, og der har med jævne mellemrum været folketællinger. De lejlighedsvise stigninger i dødeligheden, vi herigennem får kendskab til, kan skyldes krige og hungersnød, men må i første række tilskrives epidemierne. Hvor mange af kurvens bugtninger, koldfeberen tegner sig for, ved vi ikke, men at den havde sin plads i billedet, fremgår af andre skriftlige kilder. Den berømte engelske nationaløkonom Th. R. Malthus foretog i 1799 en rejse til Danmark og noterer i sin rejsedagbog for 11. juni: »Vi hørte (hos den britiske gesandt), at klimaet i København sædvanligvis var meget fugtigt og omskifteligt, og befolkningen meget udsat for epidemier. Lady Robert Fitzgerald (gesandtens frue) fortalte os, at der sidste forår næsten ikke var nogen familie i København, der var sluppet for koldfeber«. Fra omtrent samme tid findes skoleprotokoller for de reventlowske skoler på Lolland, hvor koldfeberen afspejler sig i elevernes forsømmelser.

I 1800-årene omtales feberen jævnligt, ja det siges direkte, at den er meget almindelig. Undertiden blusser den op i epidemier; en af dem, den der hærgede i årene 1826-34, overgås ikke i varighed og styrke af nogen anden sygdomsbølge i århundredet, end ikke den berygtede koleraepidemi i 1853. Især gik det ud over det sydlige Sjælland og Lolland-Falster. (Fig. 2)

En naturkatastrofe gjorde begyndelsen. I året 1825, natten mellem den 3. og 4. februar, forårsagede en orkan fulgt af en flodbølge store digebrud og oversvømmelser i Holland, Nordtyskland og det sydlige Danmark. I løbet af sommeren samme år begyndte febertilfældene i de oversvømmede områder. Fugtighed og varme giver de bedste betingelser for udbredelsen af malaria, og både denne første og de efterfølgende somre var usædvanlig hede. En enkelt undtagelse var der dog: 1830 erindres som »det våde år«, men det gjorde bestemt ikke elendigheden mindre. Sommeren igennem regnede det uophørligt. Vandet stod højt på markerne, hvor høstfolkene barbenede vadede rundt og mejede byggen, som man derefter måtte fiske op og bære hen på højere liggende steder for at tørre den. Nogle steder blev der først indhøstet i løbet af november. På andre gårde stod kornet uhøstet på marken til ind under jul for tilsidst at blive kørt hjem på slæder. Dårligt brødkorn eller ligefrem mangel på korn førte adskillige steder til hungersnød. Flere sognekommuner på Lolland uddelte brød af sund rug til de sultende, hvoraf mange tillige var svækkede af de foregående års feberanfald. Men det skulle blive værre endnu.

Det følgende år, 1831, rasede feberen med en voldsomhed uden sidestykke på vore breddegrader. Årtier frem huskede man »feberåret« eller »rædselsåret«. Epidemien blussede op ved midsommertid og døde først hen ud på efteråret. »Den angreb pludselig, så at sige samtidig, en stor del af befolkningen ––– som ved et lyn lå flere hundrede syge spredte til alle sider, i alle sogne –––. Næsten i hver eneste gård og i alle huse lå der syge, og det kneb med at få køerne malkede og høstarbejdet udført, og der var steder, hvor afgrøden måtte stå og rådne på marken. Hver dag ringede kirkeklokkerne til begravelse, og de enkelte præster, som holdt sig raske, måtte gå på omgang for at besørge deres syge embedsbrødres forretninger«. Denne sørgelige beretning har vi fra en læge på Lolland, C. A. Hansen, som under sin embedsperiode i slutningen af århundredet foretog indgående undersøgelser over koldfeberen i Danmark og altså også er gået bag om de tørre tal fra myndighederne. (Fig. 3)

De lokale lægekræfter kunne slet ikke overkomme det forøgede arbejde under epidemien og måtte have bistand fra København; alene til Sydsjælland blev der udsendt 23 hjælpelæger. Ifølge indberetninger var i det værste feberår 40% af befolkningen på Lolland-Falster angrebet. Ikke alle søgte dog lægehjælp. Det var før sygekassernes tid, og mange havde ganske enkelt ikke råd, så man kan vist roligt regne med, at mindst halvdelen har haft sygdommen. Heraf døde omkring 4%. I enkelte sogne var mere end tre fjerdele af beboerne syge, og her var dødelighedsprocenten højere. 1831 er det eneste år mellem 1786 og 1976, der for hele landet viser et fødselsunderskud. Følgesygdomme som nyrebetændelse, vattersot, gulsot, miltsvulst og de vedvarende tilbagefald af feber satte spor en generation frem i tiden. Der er næppe tvivl om, at beboerne i de hårdest ramte egne i årtier har været berøvet det overskud, der normalt får folk til at beskæftige sig med andet end det nødvendige daglige arbejde. Når 1800-tallets åndelige og kirkelige rørelser for en stor del er gået uden om Lolland-Falster, kan det meget vel skyldes en træghed forårsaget af de svækkende feberanfald. Det er i så fald ikke den eneste gang, malaria har indvirket på folkekarakteren. (Fig. 4)

Efter en opblussen i halvfjerdserne aftog koldfeberen over hele landet. Lolland-Falster var stadig den sorte plet på kortet. Gennem mange år faldt mere end halvdelen af tilfældene her, og der registreredes nye angreb helt op til første verdenskrig. Et isoleret tilfælde - det sidste i Danmark - indtraf i 1945 på Amager, hvor en frihedskæmper på sin illegale bopæl pludselig blev heftigt syg med stærke kuldegysninger. En tilkaldt læge kunne, sikkert ikke uden undren, konstatere malaria.

Frihedskæmperens sygdomstilfælde var typisk; malariafeberen begynder som regel netop med, at den angrebne uden forudgående ildebefindende får voldsomme kulderystelser, så tænderne klaprer og hele kroppen ryster. Efter et par timers forløb, hvorunder feberen stiger til 41°, afløses kuldegysningerne af brændende hede, der varer nogle timer. Anfaldet ledsages af dunkende hovedpine, stærk tørst og svie i huden. Til slut følger kraftige svedeture, hvorefter den udmattede patient falder i søvn. Ved ondartede angreb gentager anfaldene sig hver dag (hverdagsfeber). Men sygdommen kan også springe en dag over (andendagsfeber) eller endda to (tredjedagsfeber). For hvert anfald forringes tilstanden, og trætheden tiltager hos patienten, der næppe formår at tage næring til sig. Kronisk malaria giver gul hud, og der opstår blodmangel, fordi de hvide blodlegemer æder de røde, der er inficeret med parasitter. Det er sådanne gustne, udmarvede mennesker, der foresvæver os, når vi hører ordet malaria.

Navnet kommer af det italienske mala aria, der betyder dårlig luft. Det var tidligere en udbredt antagelse, at sygdommen skyldtes indånding af sumpede og fugtige uddunstninger. Erfaringsmæssigt forekom jo feberen mest i lavtliggende og våde egne. De Pontinske sumpe uden for Rom var gennem århundreder berygtede malariaområder. Det er ikke den indsats, man først og fremmest forbinder med navnet Mussolini, men faktisk var det ham, der fik gennemført, hvad flere paver forgæves havde forsøgt: gennem udtørring at gøre området beboeligt og sygdomsfrit. Også marskområderne langs Nordsøkysten har lidt under sygdommen. De gamle Ditmarskerbønder lukkede omhyggeligt vinduerne om aftenen, ja holdt overhovedet ikke af at åbne dem. De mente, det var aftenluften, der bragte koldfeberen. Om Lolland hedder det i en lokalhistorie fra forrige århundrede, at luften »er tung ved de af dette side og våde land opstigende dunster ––– deres almindelige sygdom er feber af alle slags –––«. Det var tydeligt for enhver, at der måtte være en årsagssammenhæng mellem jordbundsforholdene og sygdommens hyppighed, men hvordan det nærmere hang sammen, var der delte meninger om. Nogle hævdede, at smitten kom direkte fra jorden, andre, at sumpplanterne formidlede den. De indfødte i den gamle danske koloni på Guldkysten (det nuværende Ghana) mente, at det var myggene, der bragte sygdommen; de har i deres sprog samme ord for myg og malaria. Den sidste forklaring er som bekendt den rigtige.

Omkring 1880 lykkedes det en fransk læge at påvise en parasit i blodet hos malariapatienter, men der gik endnu nogle år, før en anden læge - engelsk - kunne godtgøre, at dens indpodning i mennesket sker ved stik af bestemte myggearter inden for slægten Anopheles. I menneskets blod og lever formerer parasitterne sig ved deling og bliver i løbet af få dage til titusinder af nye kim foruden såkaldte kønsmoderceller. Når en person med disse snyltere i sig igen bliver stukket af en malariamyg, opsuges sammen med blodet nogle af de nydannede kønsmoderceller; de udvikler sig videre i myggen, og efter én eller to uger, afhængig af temperaturen, er de parat til at fortsætte kredsløbet, næste gang myggen stikker. Feberanfaldene fremkaldes, når kimene deler sig og sprænger de røde blodlegemer, som de er trængt ind i. Blot et enkelt stik kan fremkalde malaria.

I varme lande forekommer malaria stærkest i sommermånederne, men efterhånden som man fjerner sig fra Ækvator, forskydes sæsonen til henimod efteråret og tilsidst til foråret. Sideløbende hermed aftager sygdommen i ondartethed og hyppighed. I Danmark, hvor vi nærmer os dens nordgrænse, var malaria en udpræget forårssygdom. Dog viste Lolland-Falster tilløb til en efterårssæson i september - altså en kraftigere malaria end i det øvrige land. Angrebenes heftighed har vekslet meget her i landet. Gennem sine undersøgelser påviste læge C. A. Hansen, at svingningen står i bestemt forhold til sommertemperaturen, således at en meget varm sommer - det vil sige med en middelvarme omkring 18° - har til følge, at der næste år viser sig en stærk tiltagen af koldfeberen, mens en kølig sommer, hvor middeltemperaturen er under 15°, vil begrænse eller standse epidemien. Uvilkårligt tænker man på feberåret 1831, der fulgte efter den våde, kølige sommer 1830, men ser man efter i tabellerne, vil man opdage, at middeltemperaturen i kuldeåret faktisk var næsten 16°. I Sverige og Finland, hvor man også har haft »frossepidemier«, gør samme forhold sig gældende. Det hænger sammen med malariamyggens livsbetingelser. Der er omkring 60 arter, der kan være mellemvært for malariaparasitterne, og deres vaner varierer meget såvel som kravene, der stilles til de steder, hvor æggene lægges og larverne udvikler sig. Men der er to ufravigelige betingelser: vand og en vis varmegrad. Vandet kan være rindende eller stillestående, ferskvand eller saltvand, klart eller forurenet. Der er myg til det hele. Blandt de mange arter har heldigvis kun en enkelt, Anopheles maculipennis (»den med de plettede vinger«) fundet sig til rette i Danmark, og her når den kun én generation i løbet af en sommer, mens for eksempel i Italien malariamyg kan klare i hvert fald tolv generationer i samme tidsrum. (Fig. 5)

Til behandling af feberen havde man gennem mange år et virksomt middel i kinin, et stof der dræber parasitterne i menneskets blod. Den udvindes af barken fra kinatræet. Man skal ikke lade sig vildlede af navnet. Træet hører oprindelig hjemme i Andesbjergene, hvor jesuittermunke efter Amerikas opdagelse lærte dets medicinske egenskaber at kende for siden at bringe barken til Europa. Grevinde Cinchona, gift med vicekongen af Peru, var en af de første europæere, der blev behandlet mod feber med kinabarken, og det var efter hende, træet fik det botaniske navn, der i noget forvansket form har nået os. Kinin har visse giftige bivirkninger, der skabte uvilje mod at bruge den, men den værste hindring for anvendelsen var nok dens kostbarhed. Så sent som i 1875 kostede et gram kinin, den sædvanlige dosis, en hel krone. Det var betydeligt mere end en dagløn. Når det så tilligemed ofte hændte, at patienten kastede pulveret op, kunne det blive en dyr behandling.

I stedet vendte man sig til de mange gode husråd, der var at få hos kloge mænd og koner. I vore dage, da man lider af andre former for overtro, ville ingen feberpatient drømme om at »tage en liden nævefuld salt, grave det med en kniv ned i jorden, lade sit vand med tugt at tale, derpå dække det igen med jord«; men sådant skete i fuld tillid til, at feberen dermed ville forsvinde. Mulighederne var mange. Man kunne for eksempel blive »skrevet for sygdommen«; sedlen som man fik sammenlagt, blev i dybeste tavshed bundet om halsen eller hængt op i skorstenen. Man kunne også blande aloe, terpentin og kamfer med skorstenssod, stryge det på et stykke blåt sukkerpapir og binde det om pulsen på begge hænder for at lade det sidde i syv døgn. Spiritus indgik i mange husråd, og det forekommer os straks lidt mere rimeligt, selvom næppe nogen nu vil finde på at drikke en halv pot kærnemælk med en halv pægl brændevin eller at tage ni peberkorn i brændevin. Mere afholdende kunne »kort før feberen kommer hurtigt øse 13 skefulde rent vand i munden; vil feberen ikke agte det, da en anden gang 9 skefulde eller og 7 enebærdråber i varmt øl«.

I begyndelsen af 1800-årene omplantedes kinatræet til Indonesien, der snart blev det vigtigste produktionssted. Dyrkningen blev intensiveret og udvindingsprocessen fra barken forbedret. Et lille århundrede senere var kinin kommet så meget ned i pris, at den var almindeligt anvendt i malariabehandlingen. En lollandsk læge havde således altid på bordet en glasskål med hvide sukkerkugler til behagelig afbenyttelse for husstanden og besøgende gæster. Det var kininpiller!

Under anden verdenskrig, da japanerne erobrede de indonesiske områder og dermed afskar forsyningerne af kinabark, opstod et faretruende problem for de allierede styrker; ca 80 % af de amerikanske tropper i Stillehavsområdet led nemlig af malaria. Situationen var prekær, men det lykkedes at finde frem til nye stoffer, der ikke alene var på højde med, men bedre end kininen. I første omgang var de muligvis afgørende for Stillehavskrigens udfald, og senere har de betydet store fremskridt i den almindelige behandling og dermed bekæmpelse af sygdommen.

(Fig. 6)

Men hvad er nu årsagen til koldfeberens ophør i Danmark? Ja, længe troede man, at dens hendøen måtte skyldes den stadig mere omfattende dræning og afvanding af lavtliggende områder. Man henviste også til, at sommertemperaturen var faldet i sidste halvdel af 1800-tallet og som det vigtigste, at den efter sygekassernes oprettelse billigere og mere omfattende kininbehandling havde dræbt alle malariaparasitterne i mennesket. Man troede, at malariamyggene simpelthen var uddøde. Ingen så dem længere - ikke før en dag en zoolog kom til at kigge ind i en gammel og alt andet end ren svinestald, som ikke netop var nykalket. Dér var de! I tusindtal hang de på væggen - hunnerne dejligt blodfyldte. Så blev krogene gået efter rundt om i landet, og resultatet var overalt det samme: hvor de kunne være i fred for rengøring og kalk, fandtes de massevis i staldene.

(Fig. 7)

Der er åbenbart sket det, at malariamyggen har fået andre kostvaner. Den er gået fra menneskeblod over til husdyrblod. Lignende ændringer er ikke ualmindelige inden for insektverdenen. Det blev imidlertid skæbnesvangert for malariaparasitterne; de kunne ikke tåle kostforandringen og uddøde. De snyltere, der endnu en tid fremover fandtes i menneskets blod, dræbte lægerne med kinin. På samme vis er det gået med malariamyggen rundt om i Europa, i hvert fald nord for Alperne.

Et uventet efterliv fik sygdommen i Slesvig-Holsten kort efter anden verdenskrig. Det var ganske vist gammelt malariaområde, men havde i godt et halvt århundrede været sygdomsfrit, da feberen pludselig i 1945 brød løs med flere hundrede tilfælde for tre år senere at kulminere med omkring to tusinde indberettede anfald. Det var krigens eftervirkninger: flygtninge og hjemvendte krigsfanger bragte sygdommen med sig, især fra inficerede områder i Rusland og andre østeuropæiske lande, hvor klimaet ikke afviger meget fra Nordtysklands. Parasitterne havde således intet besvær med at tilpasse sig det nye hjemsted, de trivedes, og epidemien forstærkedes. Den kom trods alt på få år under kontrol, men var en lille påmindelse: man kan ikke uden videre regne med, at den nordiske malariamyg for stedse har forsaget menneskeblod.

Skulle nogen en sommeraften få øje på en malariamyg på vej ind ad det åbne vindue, er der dog ingen grund til nervøsitet. Skønt den stadig lever og formerer sig her i landet, er den i vore dage ikke smittespreder. Anopheles maculipennis truer ikke længere den danske kultur.

Lit: C. A.Hansen: Koldfeberen i Danmark. Kbh. 1886. - Mogens B. Lange: Malaria. Kbh. 1968.