Mulktlegatet

Før i tiden har vel intet menneske været så skyet og frygtet i vort samfund som bødlen og hans medhjælper, rakkerknægten. Bødlens håndtering satte ham uden for det almindelige fællesskab, og rakkeren, der stod et trin lavere på den sociale rangstige, delte hans skæbne, men var måske endnu hårdere ramt, idet han ikke engang var i besiddelse af den professionelle stolthed, der trods alt kunne kendetegne den erfarne mestermand og give ham selvrespekt. Foruden at være bødlens håndlanger måtte rakkerknægten beskæftige sig med alskens »uærligt« arbejde, såsom flåning af selvdøde dyr, skorstensfejning og bortkørsel af affald. For rakkeren nærede man kun foragt og væmmelse, han var en uren, og enhver berøring med ham overførte denne egenskab til én selv. På kroerne havde rakkeren sit eget glas, som ingen ærlig mand kunne bruge. Selv op i vor tid lever mindet om fortidens udstødte i ord som »rakkerarbejde« og »rakkerliv«. Følgende skildring viser, hvor dybt datidens afsky stak.

En skøn sommeraften, lørdagen før pinse den 8. juni 1726, gik Rudkøbings bøddel, Boldevin Mikkelsen Tam, gennem Ramsherred, en gade, der på den tid hovedsageligt var beboet af søfolk og småhåndværkere, da han hørte højrøstet tale og bægerklang inde i et hus, der ejedes af høkeren Corfitz Nielsen. Boldevin Tam blev nysgerrig, og da han stak hovedet ind gennem døren, så han sin rakkerknægt, Peder Hansen, sidde i selskab med en fire-fem andre. Om disse øvrige festdeltagere ved vi intet, men Corfitz Nielsen var en agtet borger, og man kan undre sig over, at han er kommet i lag med Peder Hansen. (Fig. 1). Det rimeligste er vel, at det er sket under indflydelse af våde varer, men det bliver nok aldrig opklaret.

Boldevin Tam gik nu ind og sluttede sig til laget, men det varede ikke længe, før han kom i skænderi med Peder Hansen, og det ene ord tog det andet. Boldevin kaldte Peder for en »Hundsfot« og en »Kæltring«, og Peder har vel nok svaret igen, for pludselig rejste bødlen sig, trak sin kårde og stødte den i brystet på den anden. Da han trak våbnet til sig igen, sad den stakkels rakkerknægt et øjeblik og våndede sig; så sagde han: »Det kunne I nok have ladt våren«, rejste sig og vaklede ud i køkkenet, hvor han uden held forsøgte at stoppe sin pibe. Da det ikke ville lykkes for ham, kom han tilbage til stuen, satte sig på en stol, klagede sig et øjeblik og faldt så død om.

Nu blev der opstandelse i Ramsherred. Nok var Boldevin Tam bøddel, men det gav ham jo ikke ret til at arbejde på egen hånd, så byfoged Friederichsen blev tilkaldt. Boldevin, der imidlertid var forsvundet, blev snart arresteret og sat ned i byens fængsel, rådhuskælderen.

Tilbage i Corfitz Nielsens stue lå liget af den arme rakkerknægt, men der kunne det naturligvis ikke blive liggende, så byfogden gav endnu samme aften byens ligbærere ordre til at lægge den døde i kiste og få ham begravet. Det nægtede de pure. De ville ikke røre ved en afdød af den kaliber - det var rakkerarbejde. Ikke noget for ærlig mand.

Byfoged Christoph Friederichsen var ingen stærk personlighed og opgav at tale ligbærerne til rette, men næste dag forsøgte han at lade Sorteper gå videre. Da Boldevin Tam boede fem kilometer uden for Rudkøbing, i Klausebølle, og faktisk var bøddel for hele Langeland, mente han at inspektøren over grevskabet passende kunne overtage sagen. Det gik ikke, inspektøren ville ikke have noget med dette at gøre. Drabet var sket på Friederichsens område.

Byfogden sendte nu en beretning om mordet og de deraf følgende problemer til stiftamtmand Christian Sehestedt i Odense, men samtidig udviklede tingene sig naturligvis på en ikke særlig behagelig måde nede i Ramsherred. Beboerne i huset var allerede flyttet ud, og stemningen i resten af gaden føltes noget trykket.

Amtmanden svarede hurtigt, hans brev nåede frem allerede den 12. juni. Det på- lagdes byfogden at udpege 12 borgere til straks at lægge Peder Hansen i kiste og lade ham begrave i de fattiges jord, eller hvor man nu ellers plejede at anbringe slige folk på kirkegården. Det var Friederichsen ikke sen til, men de 12 jævne borgere, han valgte, nægtede alle som en at udføre arbejdet, og endnu samme dag afsendte Rudkøbings borgerskab et brev til stiftamtmanden, hvori de anførte som begrundelse for deres vægring, at »samme forretning måtte være for os og vore efterkommere i tiende led foragtelig og ikke kan afgøres uden en stor blame at påhænge os og vore familier«.

Amtmanden havde i sit brev udtalt, at de borgere, der nægtede at efterkomme ordren, skulle idømmes en mulkt på 10 rigsdaler, men selv det kunne ikke bevæge de genstridige, så sagens parter gik nu i ventestilling, indtil svaret på den nye skrivelse forelå. Juni måned var varm og sollys, og nu var der efterhånden slet ikke rart nede i en del af Ramsherred. Den 14. sendte byfoged Friederichsen derfor et par mænd ind i Corfitz Nielsens hus, hvor de overhældte liget med fire spande kalk, »at det ej skulle befænge byen med stank«. Derefter sømmede man brædder for døre og vinduer - og ventede.

Nu svarede amtmanden, at byfogden selv skulle lægge Peder Hansen i kiste - dog ikke alene, men sammen med 12 af ham udpegede mænd af byens bedste borgerskab. Alle 13 afslog blankt - altså også byfogden. Den 17. juli oversendte amtmand Sehestedt sagen til afgørelse hos kongen.

Der var langt til København, og sommeren gik. Peder Hansen lå stadig nede i Corfitz Nielsens stue, og i rådhuskælderen sad Boldevin Tam og ventede på at modtage den uundgåelige dødsdom for sin forbrydelse. Retssagen mod ham var stadig ikke berammet, men det kunne jo heller ikke skade at give ham lidt tid til at angre den misgerning, der havde voldt byen så mange kvaler.

Den 2. september ankom kongens brev. Det blev deri pålagt byfogden og de 12 udpegede borgere straks at sørge for at få Peder Hansen begravet. Derudover skulle de betale den pålignede mulkt, dog således at Friederichsen skulle betale dobbelt så stor bøde som hver af de andre. Nu var der ikke mulighed for at undslå sig, men Friederichsen udsatte dog arbejdet til næste dag. Den kom, og nu vandrede så de udvalgte ned til huset i Ramsherred; brædderne for døren blev fjernet, man gik ind og - måbede, kan vi vist gå ud fra. Liget var væk!

Og med dette slutter så historien i Rudkøbing Tingbog. Byfoged og borgere har været tilfredse med udfaldet. Men det var amtmanden ikke, kongen ej heller. Der var noget uldent ved denne sag. Tingbogen giver et fingerpeg. Natten før kongens ordre skulle udføres, undveg nemlig Boldevin Tam fra sin celle i rådhusets kælder, og han blev iøvrigt aldrig pågrebet. Sandsynligvis er han kommet til udlandet.

Snakken gik i Rudkøbing, og man var nok i det store og hele enig i, at Boldevin var blevet lukket ud af kælderen mod at fjerne rakkerens lig. Friederichsen var en af dem, der havde nøgle til arresten, Og han var jo direkte interesseret i sagen nu, hvor hans egen ære stod på spil. Men nogen tilståelse fra nogen kom aldrig frem, og Friederichsen skriver selv om de eventuelle medskyldige i Boldevins flugt, at de vist »før opofrede Satan deres sjæl, end de åbenbarede sandheden om deres handel«.

Men bøderne blev da betalt af de medvirkende i dramaet. Der kom i alt 140 rigsdaler ind - 120 fra de 12 borgere og 20 fra byfogden. Efter forslag fra stiftamtmand Sehestedt bifaldt kongen, at den årlige rente (7 rigsdaler) skulle anvendes dels til Rudkøbing kirkes bedste, dels til tre af byens fattigste hver juleaften.

På denne måde opstod Rudkøbing Mulktlegat, der hver jul gennem 250 år er blevet uddelt af sognepræsten, dommeren og kirkeværgen. Men penge er ikke, hvad penge har været. I 1920'erne var afkastet således 11 kr og 20 øre, der blev delt med 6,36 kr til kirken og 1,61 kr til hver af de fattige. Man begyndte derfor at slå portionerne sammen, således modtog gamle frk Mariane Hansen i 1962 to portioner, ialt godt 7 kr. Og inflationen rullede ubønhørligt videre, så da den sidste af legatets fattige døde omkring 1970, blev man i stilhed enig om at lade hele summen ubeskåret gå i kirkens kasse. Det er sket siden. Sidste år modtog Rudkøbing kirke 49,00 kr fra Mulktlegatet. Et ret stort beløb sammenlignet med de godt 11 kr i 1920' erne, men det må skyldes den højere forrentning.

Hvad dramaets hovedpersoner angår, så blev Boldevin Tam dømt til døden in absentia. Peder Hansens jordiske rester er aldrig blevet fundet.

Lit: Hofmans Fundationer og Legata. 1760. - P. Rasmussen: Oplysninger betræffende Rudkjøbing Kjøbstad. 1849.