Muld

Vi vil i det følgende søge disse spor, hvor de findes. Fortidsminderne selv, som ellers plejer at spille hovedrollen, går vi i denne omgang let henover, eller rettere: vi bruger dem alene som dateringsmiddel. I sig selv lader de gamle overflader sig nemlig sjældent aldersbestemme, her må dæklagene træde til. Det har vist sig, at der er mange oplysninger om vidt forskellige forhold at hente i dette studium, men det er nødvendigt at stille sine spørgsmål på forhånd og vide, hvad man leder efter - og så i øvrigt forstå at lede. Forskning af denne art har været drevet fra tid til anden, noget ujævnt, men i hvert fald længe. Der foreligger et næsten hundredårigt pionerarbejde.

Georg Sarauw hed manden, der i slutningen af 1800-årene gennemførte den første systematiske undersøgelse af gamle markflader under jyske gravhøje. Han, der tillige huskes for sit arbejde med kornindtryk i lerkar og for dygtigt gennemførte udgravninger, ønskede med disse studier at levere et bidrag til diskussionen om hedens oprindelse og tidligere udbredelse. Debatten, der havde optaget sindene stærkt, var ført mellem fremragende folk, således P. E. Müller, tidens betydeligste jordbundsforsker, og - hvad der ikke kan undre - en af Hedeselskabets stiftere, selveste Enrico Dalgas. Sarauw var både arkæolog og botaniker, så han var vel skikket til at give sit besyv med.

Netop de jyske gravhøje var på det tidspunkt kommet i søgelyset, de blev udgravet i hundredvis, så Sarauw havde et betydeligt materiale at arbejde med. Han fandt blegsand og al under mange af dem og sluttede deraf, at der havde været hede, da højene opførtes. Selve disse høje viste sig i øvrigt at være opført af hedetørv, lagt med vegetationssiden nedad; de sås i lodrette gennemskæringer som mørke striber, nedad skarpt afgrænsede, opad mere udflydende, med overgang til blegsand. Hvor bevaringsforholdene var særligt gode, således i Jelling-nordhøjen og i højen med de berømte bronzealder-dragtfund fra Muldbjerg ved Ringkøbing, var der slet ingen tvivl, her var selve hedevegetationen til stede med genkendelige lyngkviste. I nogle høje fandtes også trækul, som måtte stamme fra skovtræer, der havde altså været skov i nærheden, men heden var i hvert fald dominerende, og den måtte efter Sarauws mening i oldtiden have strakt sig længere østpå, end det senere blev tilfældet. Hovedresultaterne af denne udmærkede undersøgelse (publiceret i Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1898) står stadig ved magt og vil sikkert fortsat have gyldighed. (Fig. 1).

Pollenanalysen var Sarauw afskåret fra at bruge, den dukkede først op efter århundredskiftet og blev en uundværlig hjælp for bedømmelsen af landskabers historie, herunder hedens opståen og udvikling (se Skalk 1981:2). Vi ved nu, at de typiske hedeegne i jægerstenalderen for en stor del var skovklædte, men at man allerede tidligt i bondestenalderen er faret hårdt frem med ild og økse på disse lette jorder, og at man holdt kvæg og dyrkede korn, det sidste dog i meget beskeden målestok. Nye undersøgelser af primitivt landbrug har godtgjort, at kornavl kræver ikke så lidt arbejde, for at udbyttet kan blive blot nogenlunde rimeligt, mens kvæghold på overdrev - som der her må være tale om - giver passende igen selv ved en moderat indsats. Det har man naturligvis hurtigt opdaget, og hvorfor skulle man slide sig en pukkel til som kornavler, når livet kunne opretholdes på en lettere og behageligere måde ved hjælp af husdyrene. De ryddede arealer blev altså fortrinsvis brugt til græsning, og dyrene skulle nok sørge for, at skoven ikke genopstod; kun visse vækster, som de ikke kunne lide, for eksempel enebær, lod de være i fred. Lyngen bredte sig, hedelandskabet, som Sarauw påviste, voksede frem. Det er en udvikling, der på mange måder svarer til den, som fandt sted i Middelhavsområdet. Der blev resultatet maki, områder med tæt, tornet krat, som er det mediterrane modstykke til den jyske hede.

Det var dog kun i bondefolkets første tid, tingene artede sig på den måde. I længden kunne man ikke undvære agerbruget, det bredte sig mere og mere - som man kan følge det under oldtidsminderne, men først når man skræller det oprindelige muldlag bort og blotlægger undergrundsoverfladen. Første gang de karakteristiske mønstre af krydsgående mørke striber blev iagttaget - det var i tiden lige efter århundredskiftet - tolkedes de som formuldet greneværk fra en huskonstruktion, men senere, da flere dukkede op, blev man klar over, at det var spor efter arden, oldtidens primitive plov. Den forbløffende mængde af ardspor, vi i dag kender, tyder på, at man i sten- og bronzealderen opdyrkede små jordstykker, men af grunde, vi skal vende tilbage til, atter blev tvunget til at opgive dem. Ret betydelige arealer synes efterhånden at være kommet under plov, det fremgår blandt andet af de sandlag, man ikke sjældent træffer på i forbindelse med de forhistoriske overflader. Sandflugt er en skadevirkning, som følger med pløjning på lette jorder. (Fig. 2), (Fig. 3).

En anden bivirkning var nok så alvorlig. De muldlag, pløjede eller ikke pløjede, vi finder under anlæggene, er unaturligt tynde - og må have været det fra oldtiden af; det kan ikke, som man måske kunne forestille sig, skyldes sammentrykning gennem tiderne. Sammenlignet med moderne pløjelag, for slet ikke at tale om havejord, virker det grelt. Årsagen er ligetil: man har ikke formået at tilføre mulden nye næringsstoffer til erstatning for dem, man fjernede. Jorden er blevet udpint.

I et landbrugsland, som Danmark jo har været og dog til en vis grad er endnu, selv om industrien har taget føringen, må det være på sin plads at se historisk på, hvordan vi har behandlet vort vigtigste råstof, mulden. Først må vi gøre os klart, at muld ikke altid har været til stede. Et kig ud over det danske land lige efter isens tilbagetrækning må have været et deprimerende syn, udelukkende »råjord«, det vil sige jord uden indhold af organisk materiale, altså helt uden muld. Kun store smeltevandssletter af gråligt grus og sand, ikke uligt strandsand. Eller trøstesløse, lerede morænebakker med uendelige mængder af sten i alle størrelser, medbragt af isen under dens fremrykning fra den skandinaviske halvø. Hist og her hvide kridtstykker høvlet af vor egen undergrund. Mangfoldige søer og vandløb hører med i billedet af dette landskab, der i sin nøgenhed var udsat for en kraftig erosion fremkaldt af blæst og nedbør; bevoksningen, der skulle have holdt på jorden, manglede jo. Med det mildere klima, som lidt efter lidt slog igennem, indvandrede visse urter, buske og træer, pionérfloraen, og langsomt ændrede landet karakter. Også dyrene holdt deres indtog, naturen fik farve, alt var ikke længere gråt i gråt. Efter tundratiden fulgte årtusinder, hvor landet dækkedes med skov - den skovhistoriske udvikling, vi kender fra pollendiagrammerne.

Med indvandringen af flora og fauna begyndte den naturlige muldproduktion - i starten af beskeden størrelse, for temperaturen var lav, og det hæmmer mulddannelsen, men efterhånden i stigende omfang. Varmen tog til, planter trivedes og døde, hvorefter resterne bearbejdedes af utallige regnorme og forskellige mikroorganismer. For 6000 år siden, ved overgangen fra jæger- til bondestenalder, hvor landet var dækket af tæt urskov med især løvtræer, og juli-gennemsnitstemperaturen lå 3-4 grader højere end nu, må der i de fleste skove have været en betydelig muldproduktion. Netop denne tid interesserer os, for nu begyndte jo det store erhvervsskifte; tidligere lod man landskabet passe sig selv, nu greb man ind i det. Overalt hvor skoven blev ryddet, og jorden pløjet eller lagt ud som overdrev, synes der at være sket en jordbundsforringelse. Af de gode muldlag, som må være dannet i skovene gennem forudgående årtusinder, ses ingen spor i de gamle overflader under oldtidsminderne. De må være udvasket eller nedbrudt, da den beskyttende trævækst var afbrændt eller fældet, og jorden derefter blev behandlet urationelt. (Fig. 4).

Det er påvist gennem nye undersøgelser, at overdrevsdrift kan føre til jordbundsforringelse, men hovedansvaret ligger sikkert hos den primitive ard. Den ridser jorden op, men vender den ikke, så at den bliver ordentlig udluftet og plantevæksten omdannet til muld. Værre var det, at gødskning ikke fandt sted - så vidt vi ved; det må indrømmes, at vort kendskab til disse fjerne tiders agerbrug er begrænset. Sandsynligvis flyttede man, når en ager efter nogen tids dyrkning gav for ringe udbytte - der var jo nok af jord, og på kort sigt kunne man tillade sig at fare frem på denne måde. I det lange løb gik det ikke. Der var trods alt ikke ubegrænsede mængder af jomfruelig jord til rådighed. Det gamle, oprindelige skovland slap simpelthen op - i Jylland forvandledes det, som vi har set, til hede, den hvorpå højene blev anlagt. Man skal dog ikke forestille sig hede i blichersk forstand, der har været en god del trævækst ind imellem.

Der kom tider, hvor det blev nødvendigt at tage den udpinte jord til nåde igen. I Jylland, som vi stadig vil holde os til, fordi man der på grund af naturforholdene har de bedste muligheder for at følge udviklingen, kan man i de gamle overflader læse, at der i tidlig jernalder blev opbrudt hede med dyrkning for øje; det var således tilfældet ved Grøntoft-landsbyen, som har været omtalt i Skalk (1964:3). Åbenbart er man nu gået over til en anden dyrkningsform, hvor markerne var i brug gennem længere tid. Herpå tyder de tætte net af ardspor, som stedvis har kunnet påvises, og ikke mindst digevoldingerne, de gamle markskel, som her og der er bevaret, og som må være opstået lidt efter lidt under markarbejdet. En sådan dyrkningsform kræver tilførsel af gødning, og den har uden vanskelighed kunnet skaffes takket være de anselige mængder kreaturer i jernalderlandsbyerne. Vi kan ligefrem tælle dyrene ved hjælp af de båseskillerum, som der er bevaret spor af i hustomterne. Der har været mange. (Fig. 5), (Fig. 6).

Driftsformen, vi her står over for, er uden tvivl den, kulturgeograferne kalder indmark-udmark-systemet. På indmarken, de små agre omkring landsbyen, finder der en ret intensiv korndyrkning sted, mens udmarken, de lidt fjernere enge og heder, anvendes til græsning; kun sjældent, og da midlertidigt, dyrkes der korn her. Dyrenes ophold i udmarken er begrænset til dagtimerne; om aftenen drives de (det drejer sig i reglen om køer) til landsbyen, hvor de i nattens løb afleverer den planteføde, de har indtaget, i form af gødning, som senere med en forholdsvis beskeden arbejdsindsats kan transporteres til indmarken. Der flyttes altså til stadighed næringsstoffer fra udmarken til indmarken, hvis jord på den måde undgår udpining - eller i hvert fald bremses i denne uheldige proces. Der kunne også være andre grunde til at holde kreaturerne bag landsbyens skærmende indhegning om natten, og malkes skulle der jo under alle omstændigheder. Erhvervsstrategien bag dette system er ganske effektiv. Ved at satse på både agerbrug og kvæghold opnås en passende forsyningssikkerhed. Det er ikke så mærkeligt, at de to landbrugsgrene, der fra begyndelsen stod lidt vaklende over for hinanden, fandt sammen og højt op i tiden blev en ubrydelig enhed.

Helt undgå udpining kunne man åbenbart ikke, også muldlag under jernalderhøje viser en meget ringe tykkelse, i gennemsnit kun det halve af nutidens. Og ikke kun på de vestjyske jorder. Der kunne nævnes eksempler både fra Østjylland og fra Sjælland, hvor gamle muldlag indeholder en meget nedbrudt plovjord.

Det er nærliggende at spørge, hvor stort foldudbyttet (det høstede korn i forhold til udsæden) var på så dårlig en agerjord. Svaret kan kun blive gætteri, men der er visse holdepunkter at gå ud fra. Vi ved, det i middelalder og nyere tid, helt frem til de store landboreformer, har været så ringe som 3-5 fold. Det er derfor vanskeligt at tro, man i sten- og bronzealderen høstede over 3 fold, i jernalderen måske en anelse mere. Der ses her bort fra svedjebrug (afbrænding af skov med dyrkning for øje), der kortvarigt kunne give meget høje udbytter (se Skalk 1975:4). Der har sikkert været knaphed på korn gennem største delen af vor fortid. De kornforråd, vi kender fra jernalderbopladser, viser da også en ringe kernestørrelse og en stærk iblanding af ukrudt. Oldtidens mennesker var, målt med vor alen, sløje landmænd. Der var lang vej til det høje stade, dansk landbrug indtager i dag. (Fig. 7).