Mosens fæstningsværker

I begyndelsen af dette årti forsøgte man imidlertid atter at gøre jorden tjenlig til dyrkning. En ny og dybere dræning blev gennemført, og dermed kom det træværk, der tidligere var lokaliseret, i farezonen; det truedes nu af såvel ploven som af udtørring. Det blev derfor besluttet at se nærmere på området, og en udgravning førte i årene 1985-87 til afdækning af et hidtil ukendt borganlæg. Og hvad mere er, et af fundene fra stedet afslørede, hvem fæstningsværket har skullet beskytte. Men inden vi når så langt - og dermed til de begivenheder, der ligger bag byggeriet - skal vi først se nærmere på det nyopdukkede anlæg.

Mod vest støder Skørpingholme, et vådt og moseagtigt område, op til Lindenborg å. For den, der ønskede at anlægge en borg, bød det sumpede terræn på forsvarsmæssige fordele, som man i høj grad også forstod at udnytte. En oval borgbanke af tørv, omtrent 22 x 18 meter, var anlagt, så at den nærmest som en kunstig ø flød på mosefladen, hvoraf sandsynligvis store dele har stået under vand i anlæggets tid. Var området således som byggeplads overordentlig ubekvemt, var det tilsvarende velegnet som tilflugtssted. Det gjaldt om at komme så langt væk fra det faste land som muligt og dermed i sikkerhed for angribere.

På banken opførtes borgens eneste bygning, et kvadratisk tårn, der målte omkring seks meter på hver led. Det blev båret af otte stolper, der alle var meget svære, med en diameter på 40-50 cm, og rammet dybt ned i mosebunden. De var anbragt med én i hvert hjørne og én midtvægs i hver af de fire sider. Mellem hjørnestolperne - og fastgjort til disse med trænagler - var en fodrem, der tjente som understøttelse for de tætstillede, lodrette stavplanker, som udgjorde husets vægge (fig. 1).

På et punkt afveg nordvæggens opbygning fra de øvrige. Plankerne stod her ikke i en fodrem, men støttede sig til en bagvedliggende revle, der har været fastkilet i udsparinger, som endnu kunne ses i den ene hjørnestolpe. For at opnå tilstrækkelig længde var revlen i begge ender øget med et mindre stykke (fig. 2).

Som den eneste er nordvæggen bevaret i hele sin længde. Dens 19 stavplanker, der endnu stod intakte i en højde fra en halv til halvanden meter, var af forskellig bredde og udformning. De fleste var samlet med fer og not, mens resten stod kant mod kant. Kun enkelte planker var fæstet med jernsøm til revlen, til gengæld fastholdtes alle af et tykt lag tørvemasse, der var dynget sammen om stavenes nedre ender. Et tilsvarende lag påvistes ved de øvrige sider, men her var kun en mindre del af vægtræet bevaret (fig. 3).

Østvæggens konstruktion er blevet ændret, mens byggeriet stod på. Plankerne skulle efter planen stilles i en fodrem, men efter at de første var bragt på plads, er både planker og fodrem væltet. Man valgte da at lade det hele ligge og opførte i stedet væggen af kløvede, halve stammer, der anbragtes med den buede side indad. Groft tilhuggede grene og en birkestamme, der lå uden for væggen, er rester af det afstivningssystem, som har holdt vægplankerne på plads, indtil der her blev påført tørvejord. Måske er den ufærdige østvæg væltet ved et uheld, men den ændrede konstruktion kan også skyldes, at man har ønsket en kraftigere væg i den side af tårnet, der var nærmest det faste land.

Et tykt lag af huggespåner og mindre træstykker viser, at bygningstømmeret er tildannet på stedet. Inde i tårnet dækkedes byggeaffaldet af et afretningslag, og hen over det udlagdes strøer, som bar de egentlige gulvplanker. Oven på disse var der i tårnets sydøstlige del en kompakt plade af ler. Et lag tørveaske vidnede om dens funktion som husets ildsted.

For at hindre udskridning af fyld fra borgbanken var kanten stabiliseret med sektioner af risflettede faskiner. Nedrammede pæle uden for disse må betragtes som hørende til forsvarsværkerne; mod øst - hvor afstanden til land var kortest - dannede de et tæt palisadehegn, mens de i bankens vestside stod med større mellemrum, helt op til to meter. En på sine steder kraftig stensætning supplerede pælerækken (fig. 4).

Hvordan har fæstningstårnet set ud? De bevarede dele fortæller ikke alt, således har vi ingen dokumentation for bygningens højde eller tagkonstruktion. Det er dog rimeligt at forestille sig et kvadratisk tårn i mindst to stokværk, med let indad skrånende vægge og øverst et pyramidetag.

Adgangen til borgen skete sydfra. En henved to meter bred risvej gik over engdraget til det mere våde område, hvor den afløstes af en lavbro, over 100 meter lang og 2,5 meter bred, som førte frem til borgbanken. Uvedkommende er naturligvis holdt på god afstand af forsvarsanlægget; et porthus på broen, tæt ved dens begyndelse, har spærret vejen. En række stolper viser placeringen, men fortæller kun lidt om dets udseende. For at ingen skulle smutte uden om porten, var den på begge sider forstærket med en pælespærring.

Det almindelige mønster for lignende forsvarsværker er, at hele stormandsgården har været befæstet, oftest med de forskellige udlænger liggende på en eller flere forbanker. Sådanne er ikke observeret i mosen omkring tårnbygningen, så vi må gå ud fra, at det tilhørende gårdsanlæg har ligget inde på det faste land. Tårnet var kun til midlertidigt ophold.

Af det bevarede træ er kun enkelte stykker i eg, det gælder nordvæggens revle og de tre fodremme. En datering af disse dele ved årringsmetoden ville ikke være os til megen hjælp; udskæringer og naglehuller viser nemlig, at der er tale om genbrug, således har remmene en fortid som hammerbånd (øverste, afsluttende tværbjælke i en væg). Imidlertid fremkom under den søndre fodrem yderligere et par stykker egetræ - og denne gang var det ikke genanvendt tømmer. Nedrammet i den bløde bund fandtes to piloteringspæle, ovenikøbet med barken bevaret de steder, hvor pælene ikke var bearbejdet. Disse pæle gav det bedste grundlag for en dendrokronologisk datering, og hos Wormianum kunne træets nøjagtige fældningstidspunkt fastslås: efteråret 1334. Sandsynligvis er træet straks efter fældning anvendt ved piloteringen.

Netop i første halvdel af 1300-årene blev der bygget borge i stor stil. En særlig gruppe udgør de såkaldte sumpborge, hvortil vort anlæg må regnes. Af samme type er blandt andet de to borge Nørre Kongerslev og Halkær, begge ligeledes fra Himmerland, samt Boringholm vest for Horsens og Solvig ved Tønder (fig. 5).

Ved udgravningen blev kun fundet få genstande, mest skår af krukker og blyglaserede kander. Til husgerådet hører også knive og drejede træskåle, både hele eksemplarer og stykker; en skål havde et bomærke indridset i bunden. Stumper af malmgryder fortæller om madens tilberedning. Desuden blev der fundet udtrådt fodtøj, rester af hestesko og dele af to hængelåse (fig. 6).

En enkelt genstand skilte sig afgørende ud fra alle andre: I byggelaget vest for tårnet fandtes en velbevaret seglstampe. Det drejer sig om en ca. tre centimeter stor, støbt bronzeplade, som på bagsiden er udstyret med øje til ophængning. Dette har sandsynligvis haft en brist, i hvert fald er det knækket - og seglet tabt på byggepladsen, formentlig af ejeren selv. Et segl var nemlig en meget personlig ting, som man ikke overlod i andres varetægt. Risikoen for misbrug var nærliggende.

Hvem den uheldige ejer var, fremgår af seglets billedside. Den viser et skjold med tre liljeblade og langs randen læses: S • SIFRIDID • SESTEDE • MILITIS. Første bogstav, S, står for sigillum = segl, og oversat lyder ordene: Ridder Sigfred Sehesteds segl. Foruden et årstal er nu også et navn knyttet til borgen. Dermed har vi nøglen til dens historie.

En katastrofal situation truede Danmark tidligt i 1300-tallet. For at skaffe penge havde Erik Menved pantsat store dele af riget til danske og udenlandske stormænd, blandt andet greverne Gerhard og Johan af Holsten, der tjente store summer ved at give andre holstenske stormænd del i pantet. Efter Erik Menved, som døde 1319, fortsatte gældsætningen under Christoffer 2., og i løbet af få år var så godt som alle kongelige besiddelser på fremmede hænder; det betød, at kronen ikke længere havde nogen indtægt af betydning. De holstenske grever demonstrerede nu deres magt ved 1326 at indsætte den mindreårige hertug Valdemar af Sønderjylland som konge - med grev Gerhard som formynder. Dette styre varede dog kun få år.

Med Christoffers død 1332 var landet uden konge, rundt om gærede uroen, og mange steder brød modsætningerne ud i lys lue. For både danske og holstenske stormænd med pant i dansk jord var der i denne periode god grund til at sikre sig bag beskyttende volde og mure. Det gælder også vor ridder Sigfred Sehested, der må formodes at have haft Egholm i pant.

Sehested-familien stammer fra Rendsborgegnen, og første gang vi møder Sigfred er i et brev fra 1313. Desuden kendes hans navn fra fire andre dokumenter, men fælles for dem alle er, at seglaftrykkene mangler. Det var derfor ikke muligt at sammenligne disse med den fundne seglstampe.

I et brev fra december 1332 erklærer biskop Hellembert af Slesvig, at han skylder »den strenge ridder hr. Sigfred af Sehested« 250 mark i lybsk mønt. Som pant for beløbet får Sigfred bispetiendet af alle landsbyer i Siseby sogn ved Slien.

To år efter at have forstrakt bispen med penge har ridder Sigfred formentlig været på Egholm, måske for at inspicere byggeriet, som da - ifølge dateringen - var i fuld gang. Seglstampen, der blev fundet blandt byggeaffaldet, taler for hans tilstedeværelse, men desværre er intet skriftligt bevaret om hans himmerlandske besiddelse (fig. 7).

Den velhavende stormand må være død senest 1350. Inden nåede han at bekoste et alter til klosterkirken på Holmen i Slesvig, hvor der skulle læses bønner til hans sjæls frelse. Sigfred måtte naturligvis betale for en sådan kirkelig tjeneste, og det skete med den pant, han modtog af bispestolen, indtil den fik indfriet sin gamle gæld på 250 mark.

De mange oprør og den vedvarende uro i landet gjorde det med tiden vanskeligt for de holstenske grever at inddrive de skatter og afgifter, som deres pant gav ret til. Desuden var også de tyske hansestæder interesserede i mere ordnede forhold. Efter otte kongeløse år enedes man derfor 1340 om at anerkende Christoffer 2’s søn, Valdemar, som konge og som den, der havde ret til at indløse panterne. Dette lykkedes i vid udstrækning, efterhånden som det blev muligt at rejse penge. Men ind imellem måtte Valdemar (der senere fik tilnavnet Atterdag) også tage mere hårdhændede metoder i brug og kæmpe sig fra borg til borg.

Vi ved ikke, hvem der på denne tid har ejet Egholm. Måske Sigfred Sehested. Under alle omstændigheder har borgherren fundet det nødvendigt at investere i et nyt og stærkere anlæg. Trætårnets afløser - det velkendte voldsted Egholm slot - blev lagt 200 meter nordligere, og også her udnyttede man terrænet med dets holme og sumpede enge ud mod Lindenborg å. En voldgrav afskar effektivt enhver landforbindelse. Bag graven - og yderligere omgivet af volde - var anlagt to borgbanker, en lavere mod nord og en højere mod syd. På den nordlige stod teglbyggede huse, mens der på den anden var et muret, rundt tårn. Byggetidspunktet er for nylig ved dendrodatering bestemt til tiåret mellem 1340 og 1350, begyndelsen af Valdemar Atterdags regering. Herefter har det ældre, træbyggede anlæg formentlig fået lov at forfalde.

1372 er det holsteneren Hartwig Pogwish, der ejer borgen med tilhørende gårdsanlæg. Han sælger nævnte år Egholm slot til en dansk adelsmand, men allerede to år efter erhverver Valdemar Atterdag ejendommen. Om salget har været mere eller mindre påtvunget, vides ikke.

Dronning Margrethe, der overtog Egholm efter kong Valdemar, skænkede 1391 godset til Vor Frue kloster i Ålborg med den udtrykkelige bestemmelse, at bygningerne skulle nedrives, og at de aldrig mere måtte genopføres. Til gengæld for gaven lovede klosteret, at der i al evighed skulle læses messer for Margrethe og hendes forældre. Men evigheden varede kun til reformationen; da blev nonnerne fordrevet fra klosteret, og godset kom atter under kronen (fig. 8).

Også sagnene har beskæftiget sig med Egholm - et af dem kan passende afslutte gennemgangen af borgens historie. På dronning Margrethes tid var den hjemsted for røveriske folk. De udplyndrede omegnens bønder, og selv fredelige kirkegængere blev undertiden overfaldet og dræbt, når de om søndagen søgte Buderup kirke.

Dronningen besluttede at gøre en ende på denne røverrede, og hun fandt på en list. En dag, da banditterne var ude på togt, lod hun nogle af sine ryttere vende skoene på deres egne heste, så man ikke af de afsatte spor kunne se, at soldaterne var sendt mod slottet. Det lykkedes dem her at overvinde vagtmandskabet og indtage borgen. Da de intetanende røvere vendte hjem, var det en let sag at overmande dem, og sagnet vil vide, at dronning Margrethe gjorde kort proces og lod røverne dræbe. Hun havde, fortælles det, selv ledet angrebet siddende i sikker afstand på en sten ved en høj. Begge dele bærer endnu hendes navn.

Så vidt den folkelige overlevering. Hvorom alting er, så er det en kendsgerning, at dronning Margrethe foranledigede Egholm slot nedbrudt. Dermed delte det skæbne med andre himmerlandske borge, der som tilflugtssteder for egenrådige stormænd var kongemagten en torn i øjet. Nedrivning var et skrapt, men effektivt middel (fig. 9).