Mosekonen

Historien begynder, da Niels Hansen 19. maj 1879 gravede tørv for lærer J. V. Nissen i Huldremosen ved Ramten på Djursland. Ca én meter under overfladen stødte han på et lig, hvis ene hånd han kom til at skære af med spaden, men som han iøvrigt lod ligge urørt - sikkert efter ordre fra lærer Nissen, der var stærkt arkæologisk interesseret, og som også ved andre fund har indlagt sig store fortjenester. I det foreliggende tilfælde greb han håndfast ind. Han »forbød øjeblikkelig alle og enhver af de nysgerrige al mulig undersøgelse og berøring, en forholdsregel, som bragte det Oldnordiske Museum liget og klæderne umolesteret i hænde«.

Idag er moselig et anerkendt arkæologisk fænomen, men sådan var det ikke dengang, så det er ikke mærkeligt, man var noget i tvivl om alderen. Der opstod, som en af de implicerede skriver, »en formodning om, at det var liget af en person, som for nu syv-otte år siden forsvandt sporløst her fra egnen« (Fig. 1). Den savnede mand var ved bortgangen iført en skindtrøje, og da liget netop bar en sådan, syntes sagen klar. Besked afgik til Grenå, og herfra ankom to dage efter fundet politimesteren og distriktslægen »i embeds medfør« samt apotekeren som en slags assistent. Liget blev nu taget op, lagt på en båre og bragt til laden ved en nærliggende gård, hvor det blev rengjort og afklædt - lidt hårdhændet vil vi mene nu, men fordringerne er steget betydeligt i det forløbne århundrede. Da man forsøgte at rense håret for mudder og fine tørvetrævler, blev resultatet det beklagelige, at hele skalpen gik af. Ved undersøgelsen klarlagdes det, at den døde var en kvinde, så den omtalte forsvindingssag kunne altså lades ude af betragtning. Man fornemmer myndighedernes usikkerhed. Der kunne være tale om en taterkvinde eller lignende mindre velregistreret person, men ethvert bevis manglede. Resultatet af overvejelserne blev, at man opgav sagen - eller rettere overdrog den til arkæologerne.

Om undersøgelsen skrev distriktslæge Steenberg en udmærket indberetning til det Oldnordiske Museum, og samtidig sendte han en række informerende privatbreve til en af museets embedsmænd, justitsråd Herbst, som åbenbart har været hans studiekammerat el.lign., eftersom han tiltales med du. Det fremgår, at liget er blevet lagt i en kiste og sat ned i jorden på kirkegården, men »den kan godt skaffes tilveje igen, hvis man vil have det sendt til museet«. »Klæderne hænger nu i min gård for at tørre efter at være renset. Alt er i behold og bliver snarest indsendt«. Her overdriver distriktslægen nu lidt, for nogle dage senere fandt et par drenge en uldsnor med knuder og to påsiddende ravperler hængende på en trillebør. Desværre gik den i stykker, da de ville tage den om halsen.

Museet telegraferede, at det gerne ville have ikke blot tøjet, men også mumien oversendt, og 25. maj skriver Steenberg: »Igår tog vi alle samlede ud til stedet og hentede liget hertil, hvor det nu er i god behold på amtssygehusets ligstue. - Fragten af lig er uforholdsmæssig høj - og man kan måske få nogen moderation i betalingen. Der er aldeles ingen lugt eller mindste ubehagelighed ved det«. Den ønskede rabat blev opnået, og med dampskibet Thy holdt mosekonen sit indtog i hovedstaden, hvor hun straks kom under anatomernes behandling. Det kom der nu ikke meget ud af. Heller ikke de kunne fastslå alderen.

Nu hører vi ikke mere til sagen før april 1904, hvor museumsdirektør Sophus Müller tilskriver »det højtærede Normal-anatomiske Museum« for at spørge, om man der ville modtage moseliget, der på grund af store byggeforetagender ikke længere kan huses på Nationalmuseet. Hvis ikke, vil det, »blive nedgravet på en kirkegård eller lignende«. Sådan gik det til, at Normal-anatomisk Institut og dets efterfølger Universitetets anthropologiske Laboratorium kom i besiddelse af et smukt bevaret moselig, men uden nogen som helst oplysninger. De fundne dragtstykker forblev på Nationalmuseet, de blev udstillet og er beskrevet mange gange, men ligets skæbne gik helt i glemmebogen. Ved et besøg, som undertegnede for nylig aflagde på Laboratoriet, kom sagen imidlertid på tale, og trådene blev redet ud. Huldremosekvinden er nu vendt hjem.

Den tydelige foragt, Sophus Müller viser den gamle dame, er til en vis grad forståelig. Det var begrænset, hvad man med datidens hjælpemidler kunne få ud af et sådant fund, og forskningen var på sit daværende stade heller ikke rigtig nået til mennesket; det var tingene, man fængsledes af. Men lad fortidens synder hvile og selve fundet komme til sin ret. Takket være læreren og lægen har vi et ganske godt billede af det, som vi nu oven i købet kan supplere ved selvstudium.

Tørvevæggen tæt ved findestedet viste ifølge Steenberg »forskellige let kendelige lag eller skifter, hvilket lod formode, at dette sted havde været opskåret og igen nedlagt«. Om brinkerne lidt længere borte siger han, at de »ikke bar spor af omtalte skifter«. Med andre ord: udgraverne mente, at liget var begravet i mosen, ikke blot nedsænket i vand.

Den døde, der lå med hovedet mod vest, var »aldeles som en mumie, næsten hele muskulaturen var indsvundet og huden indtørret som pergament af udseende som en røget flæskeskinke og stærkt sammenskrumpet«. Idag, 99 år efter fundet, er hovedindtrykket det samme. Konservering er aldrig blevet foretaget, mumien har fået lov at tørre ud og er formodentlig skrumpet yderligere, men bevaringstilstanden er forbløffende god; farven minder stadig, som Steenberg træffende bemærker, om en røget skinke. Til beskrivelsen kan føjes, at liget er noget fladtrykt. Enkelte steder stikker knoglerne igennem, men langt det meste er dækket af hud, der gengiver formerne nogenlunde naturligt, kun over bryst og mave danner den underlige folder. Ansigtet er forbavsende komplet: ører, næse, øjenlåg og læber står tydeligt, selv om huden ligger tæt til kraniet. I den halvåbne mund ses flere tænder, men også huller efter andre, som er faldet ud, sikkert i ny tid. Åbenbart har mundstillingen ændret sig, for Steenberg skriver, at »ved åbning af den lukkede mund fandtes tungen liggende frit«. Håret, hvis uheldige skæbne vi har omtalt i det foregående, har desværre ikke kunnet findes, det må anses for tabt, men oprindelig var det altså tilstede - langt og rødt og »alt strøget bagud«. Dr Gregers Thomsen fra Rigshospitalets radiologiske afdeling, der har undersøgt de røntgenbilleder, som på Nationalmuseet er taget af liget, udtaler, at det drejer sig om en voksen person, og at der ikke ses alderdomsforandringer - altså en kvinde i sin bedste alder. Knoglebygningen er påfaldende spinkel, men det kan skyldes skrumpningen.

Kvinden ligger med optrukne ben og overkroppen drejet til siden. På røntgenbilledet ses det, at venstre lårben har været brækket og er vokset skævt sammen, så gangen må have været haltende. Venstre arm, som er bøjet i vinkel, var ifølge Steenberg bundet til kroppen med en rem. Til højrearmen knytter sig større problemer. Som berørt i indledningen blev hånden amputeret af finderen (det var derved, han blev opmærksom på liget), men også overarmen er brudt, og af armstykket mellem de to læsioner er ca halvdelen gået tabt i ny tid. Den øvre beskadigelse er frembragt med et skarpt instrument - økse eller lignende - som har skåret knoglen næsten igennem, hvorefter resten er brækket. Mens spadesnittet i hånden står rent og skarpt, så har kødet trukket sig tilbage fra overarmsbruddet, hvilket må være sket i mosen under mumificeringsprocessen. Denne skade kan man altså ikke laste Niels Hansen for, den må være af ældre dato, hvilket da også bekræftes af Steenberg. At den, der i sin tid førte hugget, har villet skille armen fra kroppen, kan man dårligt tvivle om, men det lykkedes altså ikke helt, knoglen blev ikke gennemhugget, og selv om resten brækkede, har armen sikkert hængt sammen i kødet og ved fundet ligget på rigtig plads. Afrivningen kan være sket ved optagelsen af liget.

»Hele legemet var bedækket med klæder, lådne og uldne«, skriver Steenberg, og det i sig selv er opsigtsvækkende. Huldremosetøjet er simpelthen vor eneste fuldt bevarede kvindedragt fra jernalderen; så vidt det kan ses, mangler kun fodtøjet. På overkroppen bar hun to skindslag, det ene over det andet (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). Yderslaget er et virkelig fornemt stykke. Det er syet af flere stykker fåreskind i to farver, derved opnåede man, foruden pyntevirkningen, at få dragten i facon og at hårene, der vendte udad, faldt, som de skulle. Omkring hals og skuldre og ned langs armene er indsat for, også af fåreskind, men her med hårene indad. Alle syninger er fremragende udført - så fint og akkurat, at de må skyldes en professionel buntmager. Slaget har været lukket i halsen, så det måtte tages over hovedet som en sweater.

Inderslaget, der i modsætning til yderslaget var åbent, beregnet til at binde med en fiks anordning over venstre skulder, er af lammeskind med hårene vendende indad. Mens det første slag ser ud til at have været næsten nyt, er dette slidt og mange gange lappet, men selve udførelsen viser samme professionelle dygtighed. Med så meget tøj på overkroppen skulle man anse denne legemsdel for tilstrækkeligt beskyttet, men der var mere endnu (Fig. 5, Fig. 6). Et stykke ternet uldtøj af størrelse og form som et nutidigt halstørklæde var ført over skulderen og under venstre arm, hvor det var samlet med en bennål. Som nævnt var venstrearmen bundet til kroppen. Hertil var anvendt en tyk rem af oksehud, som gik »under kappen, men over skindtrøjen«, altså mellem de to slag.

Et ankellangt og særdeles rummeligt skørt, ligeledes af ternet uldstof, har fuldendt påklædningen. Hvordan det var anbragt på liget, er ikke oplyst, men sammensyningen, der er udført med pyntelige »heksesting«, har sikkert siddet foran som en dekorativ bort. Da syningen er ret åben, kunne man frygte noget gennemtræk på maven, men det problem var let løst: det overordentlig vide klædningsstykke måtte jo under alle omstændigheder lægges dobbelt og arrangeres i folder og læg. Til at holde skørtet oppe tjente en læderrem. Den er kun delvis bevaret, men lukketøjet er til stede; det består af en læderknap i den ene ende og en løkke som »knaphul« i den anden. Til leje for remmen tjente en række huller øverst ved linningen, dannet ved at skyde trendtrådene til side (Fig. 7).

Kvindens hår var ved fundet ombundet med en meterlang uldsnor og desuden »kastet flere gange omkring halsen«; det sidste kan være sket under dødskampen. Ligeledes om halsen havde hun, vel som en slags smykke, en snor med to ravperler - det var den drengene senere fandt på trillebøren. Indsyet bag yderslagets for - altså i en slags utilgængelig lomme - lå forskellige småting: to tynde, sammenbundne lædersnore samt, indpakket i et stykke blære, en hornkam og et smalt vævet bånd i flotte farver, måske også et hårbånd, men i så fald til finere brug (se Skalk 1976:4).

Et sidste fund må nævnes: en meterlang stok af piletræ, anbragt over liget. Steenberg omtaler den, men må have anset den for værdiløs, i hvert fald blev den ikke sendt til København med de øvrige sager.

Moseligene er en fascinerende fundgruppe. De viser os jernaldersamfundet i dets barskhed - modsat gravene, der er præget af kærlig omsorg fra de efterlevende. Mosernes kvinder og mænd er henrettede - som straf eller som led i en offerhandling - og metoderne var ikke skånsomme: hængning, strubeoverskæring eller, som her, afhugning af et lem. Ja for såret, man tilføjede kvinden, har jo været dødeligt; hun kan ikke have levet længe med blodet væltende ud af armstumpen. Også ved historiske henrettelser har man som bekendt brugt at afhugge det lem, der fungerede ved forbrydelsen.

Hvor ligene findes nøgne, kan dateringen volde vanskelighed, men netop Huldremosekvinden skulle byde på muligheder. Hun var jo udstyret som ingen af hendes lidelsesfæller. Desværre er sagerne ikke særlig typiske - end ikke kammen, som er den, man kunne nære størst forhåbning til (Fig. 8). Det sidste ord i sagen er en kulstof 14-analyse af det indre slag. Ifølge denne skulle alderen ligge omkring hundrede år efter Kristi fødsel.

Sammenligner man med de andre moselig, findes både ligheder og forskelle. Som ved flere af fundene sås der tegn på nedgravning, og det er vel også utænkeligt, at et lig med tilbehør skulle kunne findes så velbevaret, hvis det blot var nedsænket i vand. Der må være gravet et hul ned gennem tørvelagene (eller en gammel tørvegrav kan være benyttet), og dette hul må bagefter være kastet til. Uden en sådan forsegling under vandspejlsdybde ville den normale forrådnelsesproces være indtrådt øjeblikkeligt.

Kvindens velklædthed kan næsten kun forklares ved, at hun har været en person af stand. Selv i hendes fornedrelse har der, for slægtens skyld, stået respekt om hende, men den har rigtignok haft sin begrænsning. Lårbensbruddet kan i og for sig have ganske naturlige årsager - et uheld af en eller anden art - men det er påfaldende, så ofte den slags skader findes hos netop mosefolket. Kan det tænkes, at man med forsæt har brækket fangernes ben for at forhindre dem i at løbe væk? Et assyrisk relief viser soldater ved denne hyggelige beskæftigelse. Som nævnt er bruddet helet, men kvinden har vel siddet fængslet en tid. Den skæve sammenvoksning tyder ikke på, at der er ydet lægehjælp.

Stave lagt over ligene er fundet i flere tilfælde. De må være led i et ritual. Om blot vi kendte det.

Lad os til slut, kort og fantasifuldt, forestille os et handlingsforløb, der svarer til fundomstændighederne: En misgerning er begået, alvorlig efter den tids målestok, og forbryderen findes i de bedre kredse. Kvinden anholdes og lemlæstes, for at hun ikke skal forsøge flugt, men - måske på grund af hendes stilling i samfundet - eksekveres dommen ikke straks, så skaden får tid at heles. En dag føres hun haltende ud i mosen, den traditionelle begravelsesplads for misdædere. Som standsperson får hun lov at beholde sit tøj, men henrettelsen fuldbyrdes ved, at armen gennemhugges. Blødende og rimeligvis besvimet kastes hun i en åben tørvegrav, en stav af piletræ lægges over, og jord påkastes.

Eller er det gået helt anderledes til?