Mose-pioneren

Var det Engelhardt, der valgte arkæologien, eller arkæologien, der valgte ham? Faderen var skibsmægler, og ved hans tidlige død måtte sønnen snarest finde et levebrød. Som god ven af familien skaffede C. J. Thomsen ham kontorplads i et handelshus, men slap ham ikke dermed af syne, og under sin jævnlige gang i det Thomsenske hjem traf drengen en kreds af unge mennesker, der med liv og sjæl gik op i studiet af fortiden. Blandt dem var Herbst og tegneren Magnus Petersen, og ikke mindst »himmelstormeren« Worsaae, hvis banebrydende arbejde senere blev en inspiration for ham. Thomsen havde nylig publiceret sin revolutionerende »Ledetråd«, hvor han som den første deler oldtiden i sten-, bronze-, og jernalder. Det har svirret den unge Engelhardt om ørerne med diskussioner om disse nye ideer. Yderligere indsigt fik han ved at hjælpe sin velgører med dennes videnskabelige korrespondance, indtil han som privatsekretær kom med på rejsen til Rom.

Verdensstaden og den gamle romerske kultur gjorde dybt indtryk, selvom det ikke straks satte direkte spor. (Fig. 1) Ved hjemkomsten blev han, med understøttelse, i stand til at studere og valgte fagene engelsk og fransk. Den økonomisk afhængige måtte tænke på udkommet. Endnu før eksamen forsørgede han sig som sproglærer, og omsider havde han råd til at dyrke sine interesser ved at føje kunsthistorie til studierne. Mødet med antikken var ikke glemt, og Thomsen ønskede da også at knytte ham til kunstsamlingerne i København. Men her kommer Engelhardts selvstændighed frem, 1851 søgte og fik han embede som adjunkt ved Flensborg lærde skole og forlod den Thomsenske kreds. Det var næppe noget brud, blot en tilkendegivelse af, at han ikke lod sig forme helt efter sin velgørers stærke vilje.

I Flensborg indhentede arkæologien imidlertid Engelhardt. Aret efter hans ankomst købte regeringen en større privatsamling af nordiske oldsager og grundlagde et slesvigsk museum, der fik lokaler netop på hans skole. Den nye lærer så sig pludselig ansat som museumsbestyrer ved siden af skolearbejdet. Pligt eller ej, bordet fangede. Og han havde gået i en god skole. Det var ham ikke nok at se sit museum vokse gennem køb og gaver. Oldsagerne havde en historie at fortælle, og den begyndte på fundstedet. Stillet over for en større samling genstande af træ og jern gav han sig ikke tilfreds med oplysningen om, at de stammede fra tørvegravning.
Han fandt frem til mosen - Thorsbjerg hed den - og brugte en pinseferie på en første udgravning, så resultatrig, at den fulgtes af flere, »når tid og lejlighed gaves«. Igen viser hans stædige udholdenhed sig i overvindelsen af de vanskeligheder, en mose- gravning bød på: skridende tørvemasser og tilstrømmende vand. Herbst og Worsaae havde nogle år før givet op over for lignende problemer i den fynske Vimose. For Engelhardt lykkedes opgaven, endda udført med en for tiden usædvanlig omhu og nøjagtighed. Fundmængden var omfattende - våben og værktøj, smykker, vogndele, klædningsstykker - og det har nok skærpet interessen, at der i materialet sporedes indflydelse fra den romerske kultur. En del af tingene var ligefrem romersk håndværk, og heraf var især mønterne en hjælp til at tidsfæste den jernalder, man endnu vidste så lidt om. Publikationen af undersøgelsen fulgte prisværdigt hurtigt, skønt den travle udgraver allerede var i gang med et lignende fund i Nydam mose, hvor det mest spændende var tre store træbåde.

Så kom 1864. Engelhardt var ikke uforberedt, krigstruslen havde længe hængt over landsdelen. Beslutsomt hidkaldte han i november -63 Magnus Petersen til at tegne mest muligt af det, man havde nået at bjærge i Nydam. Imens pakkede han selv kasse efter kasse, og kort før hæren en bitterlig kold februarnat trak sig tilbage fra Danevirke, havde han gennemført sit private tilbagetog sammen med familien og hjertebarnet, den værdifulde Flensborgsamling. Den bragtes i al hemmelighed til Als og holdtes senere skjult på Sjælland. Fredstraktaten bestemte imidlertid, at samlingen skulle udleveres, og det skete omsider, efter at skjulestedet mod passende »dusør« var røbet for de tyske myndigheder af en ikke navngiven person. Det har været bittert for Engelhardt at se sine to pragtfund, som allerede nød internationalt ry, overført til Kiel. Kun den bedst bevarede af de tre Nydam-både overlevede disse hændelser. Den er senere sluppet velbeholden gennem to verdenskrige og kan idag ses i museet på Gottorp slot.

Engelhardt vendte altså tilbage til København som flygtning uden hjem og embede - i Flensborg var der udstedt arrestordre mod ham - og genoptog sin sprogundervisning. Men allerede det følgende år er han at finde i Kragehul mose på Fyn, hvor tørvegravning jævnligt afdækkede oldsager, og snart overtog han også Vimosen sammen med sin gamle rejsekammerat Herbst. Behandling og offentliggørelse fulgte med sædvanlig præcision, og anerkendelsen udeblev ikke. Da han døde - i en alder af kun 56 - var han sekretær i Oldskriftselskabet, titulær professor og æresdoktor. Hans arbejdsevne rakte til adskilligt flere udgravninger foruden arkæologisk kortlægning af en række herreder, men hovedindsatsen var de store moseundersøgelser og fremlæggelsen af dem i fire smukke bøger, som endnu i 1981 - hundredåret for hans død - har bevaret deres værdi. Noget er naturligvis forældet eller uklart, en moses lagfølge er en kompliceret sag at udrede, og hans tidsbestemmelser har ikke alle kunnet holde for en senere tids øgede viden, men som kildeskrifter er værkerne uomgængelige, og hans tanker om, at disse henlæggelser må være krigsbytteofre, står stadig ved magt.

I vort århundrede er nye store mosefund dukket op - i Ejsbøl og navnlig i Illerup ådal, hvor udgravninger endnu er i gang og fundmængden synes uudtømmelig. De sidste ord er altså ikke sagt i den sag. Engelhardt sagde de første. (Fig. 2)