Mortensdag til kyndelmisse

Den barske jagtsituation er skildret af forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen og handler om grindedrab på Færøerne, men så langt vil vi nu ikke i denne omgang bevæge os. Noget lignende har kunnet opleves på Vestfyn. Her ved Lillebælt har jagten på vor hjemlige hval marsvinet været drevet siden tidernes morgen i et urgammelt og nøje fastlagt regie, der først fik sin endelige afslutning 3. februar 1944, da det foreløbig sidste marsvin forblødte på stranden ved Svinø.

De første skriftlige vidnesbyrd om marsvinefangst ved Middelfart findes i en regnskabsbog fra kong Hans' hof. Den fortæller kort, at man i perioden 1508 til 1511 fik leveret tolv marsvin fra byen. Endvidere skulle kong Hans have givet Middelfarts borgere privilegium på fangsten i deres del af bæltet (Fig. 1). Ved en senere strid om fangstrettigheder, og dem var der mange af, kunne dette ikke bevises skriftligt, men hævdvunden ret afgjorde sagen, og jægerne fik tilkendt jagtret alle dage med undtagelse af lørdag. Det var i 1540.

Marsvinejægerne var organiseret i et jagtlaug, men hvornår det opstod, og hvornår jagterne i det hele taget begyndte, er ukendt. Derimod ved vi, at selve laugsvæsenet var fuldt udbygget i 1300-tallet. Et laug var en sammenslutning af næringsdrivende inden for samme fag og havde til formål at regulere tilgangen af fagets udøvere, hævde fagets anseelse og sikre de enkelte medlemmer gennem gensidig støtte. En forløber for laugsvæsenet var gilderne, en organisationsform, der opstod i den tidlige middelalder og især var karakteristisk ved den vidtgående domsmagt, den havde over sine medlemmer. Søger mellem gildesbrødre blev afgjort ved gildets domstol, medens gildets medlemmer var forpligtet til at stå enhver broder bi med ed og udsagn ved sager indanket for fremmed retsinstans. Efter nogen tids paralleleksistens mellem sammenslutningerne gik gilderne til slut op i laugsvæsenet, der da fra 1536 stod som det eneste faglige organisationssystem.

Marsvinelaugets ældst kendte traktat, den såkaldte skrå, er fra 1593. Den indeholder netop træk af dette antikverede retssystem, og på baggrund heraf er det en særdeles rimelig antagelse, at jægerne først har været organiseret i et gilde og senere har omdannet dette til et laug. Endvidere kunne selve jagtproceduren også argumentere for høj alder, idet den kollektive jagt var den eneste mulige ved denne specielle fangst og må have været benyttet, sålænge man overhovedet drev jagt på marsvin.

Laugsskråens 19 punkter, der satte retningslinjer og rammer for jagterne, viser først og fremmest den hårde disciplin, man måtte underkaste sig som medlem af lauget. De fleste paragraffer er forbud og bestemmelser om bøder ved disses overtrædelse. Karakteristisk nok gælder mange forsømmelighed i forbindelse med fangst og pasning af redskaber; for eksempel kostede det en otting øl og tab af fangstpart at udeblive fra jagt uden gyldig grund. Ved upassende opførsel såsom gudsbespottelse, ilde omtale af laugsbroder, slagsmål i forsamlingen og sågar spild af nabos øl på jorden kunne man idømmes bøde. Nævnte drik spillede i det hele taget en væsentlig rolle i den interne justits. Alle bøder var takseret i øl, en ordning, der for synderen havde det forsonende moment, at han selv var med til at konsumere udlægget. Først i laugets sidste skrå fra 1820 afløses ølbøderne af kontante pengebeløb. Når der i bestemmelserne lægges så megen vægt på jægernes handel og vandel skyldes det, at lauget havde sin stolthed. Det var ikke enhver beskåret at blive medlem, og kun et meget begrænset antal kunne optages i forhold til den naturlige afgang. Man skulle være fuldbefaren på søen, have uplettet rygte og desuden opstilles til indvalg af laugsbrødre, der kunne sige god for een. Antallet af medlemmer lå 1593 på 36, men blev senere fastsat til 30. I spidsen stod en magtfuld oldermand, der styrede lauget med fast greb om roret. Ideen eller ånden i skråen var den samme gennem laugets lange eksistens. Nye paragraffer kom til, og en helt ny skrå blev skrevet 1820, uden at den stramme disciplin af den grund svækkedes. Denne konservatisme understregedes yderligere, da laugsordningen i almindelighed blev ophævet 1857, men ikke marsvinejægernes laug. Det fortsatte lige til den selvvalgte opløsning i 1898 (Fig. 2, Fig. 3).

Jagttiden løb fra Mortensdag til Kyndelmisse - altså i månederne november, december, januar - og foregik på alle hverdage, dog ikke lørdage, hvor jægerne blev i land for at afflæske byttet og fordele fangstparter (Fig. 4). På denne tid af året begyndte trækket fra Østersøen, og marsvinene søgte nordpå gennem Øresund og Bælterne. Hvalernes vandring syntes i høj grad betinget af vejr og vind. Lang tids erfaring viste, at de gunstigste vejrforhold under jagter var en jævn vestlig kuling, hvorimod dyrene søgte andre veje i tilfælde af vedholdende østenvind.

Det snævre Lillebælt med de mange vige og indskæringer var i modsætning til de bredere østlige farvande som skabt til denne jagt. Reviret lå syd for Middelfart, og opgaven gik ud på at stoppe de nordgående marsvineflokke ved Fænø, lede dem ind i Gamborg fjord og »forende« dem på fangstpladsen i den lille vig ved Svinø. De smalle farvande lod sig let blokere, og når en flok først var under drev var processen ikke vanskelig; hvad der krævedes var organisation og perfekt samarbejde mellem jægerne. Hvor langt tilbage i tiden, drivproceduren fortaber sig, vides ikke, men det er en rimelig antagelse, at den er jævngammel med jagten på marsvin overhovedet, og i den tid man har skriftlige udsagn om jagten, har den ikke ændret sig.

Fuldt selskab kaldtes det, når alle mand var på søen, hvilket oprindelig var ti både med tre mand i hver. Senere øgede man antallet af både med to for at gøre drevet og blokaden mere effektiv. Bådene var delt op i tre hold, der hver havde deres bestemte funktioner og aktionsområder. Yderst lå udholdet, det skulle observere hvalerne og ved signalering underrette de andre om deres position og marchretning (Fig. 5). Når flokken havde passeret udholdet, trådte søholdet i funktion; ved råben, skrigen og slag i vandet med små hassel- eller bøgetræer skræmte de dyrene over mod fjordholdet, som så overtog det videre, mens de to andre hold gik tilbage til deres oprindelige pladser for at afvente nye flokke. Det var fjordholdets opgave at få marsvinene ind på fangstpladsen i den lille fladvandede lomme mellem Fyn og Svinø. Ved mundingen af denne var anbragt et stort garn, radgarnet, hvis ene ende var forankret på land, nemlig på øens nordspids, mens den anden befandt sig i »garnbåden«. Når flokken var inde, faldt båden af i en bue mod øst og lukkede for indløbet, så langt nettet rakte. Inden for radgarnet sattes et mindre, vådgarnet, der helt indesluttede dyrene. Marsvinene var nu fanget på et fladvandet område uden mulighed for flugt, og tilbage stod kun drabets sidste blodige fase. I det stærke vådgarn blev svinene trukket længere ind, jægerne, iklædt lange tranfedtede søstøvler, vadede ud blandt de panikslagne dyr og forendte dem ved et knivstik under venstre forfinne. Nogen let død har det ikke været for marsvinene, der stønnede og gryntede, længe efter stikket var ført. I 1880'erne forsøgtes det at lette dødspinslerne ved at anvende forgiftede harpuner, men da resultatet blev det modsatte, tog man til kniven igen.

Sidst på dagen, når mørket faldt på, indstilledes jagten, og man belavede sig på at bugsere fangsten hjem. I tidlige tider landedes den i selve Middelfart, men senere skete det på stranden ved Teglgård, hvor jægerne også havde hus til redskaber og aftakling. Ingen fik lov at gå hjem, før oldermanden havde kontrolleret, at net og andre redskaber var renset og klargjort til næste dags fangst. Det blev ofte langt ud på aftenen, før jægerne igen befandt sig i den lune stue. Megen søvn nåede de heller ikke at få, før de i mørke og kulde - arbejdsdagen begyndte ved firetiden om morgenen - igen måtte på søen for at møde de trækkende dyr.

Gennem århundreder blev byttet delt mellem jægerne med en mandpart til hver, når alle udgifter var trukket fra. Herefter kunne enhver frit disponere over sin andel; dog måtte ingen sælge under en af lauget fastsat pris (Fig. 6). Spækket blev da ofte solgt råt til viderebehandling af køberen, eller jægerne afsmeltede selv trannen hjemme. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig den ramme stank, der stod om husene i disse stunder.

Først et stykke ind i 1800-tallet gik man over til en mere rationel udnyttelse af produktet, der bortforpagtedes, mens jægerne alene koncentrerede sig om fangsten. Nær det gamle Middelfart opførtes 1827 et trankogeri, der raffinerede betydelig bedre produkter, end jægerne selv var i stand til (Fig. 7). Intet af marsvinet blev ladt ubenyttet (Fig. 8). Efter afsmeltningen blev bundfaldet, de såkaldte grever, presset for de sidste dråber tran og siden solgt som tilsætning til svinefoder. Kød og indvolde blev afsat som madding til fiskere på den jyske vestkyst, og endelig blev skeletterne eller raderne solgt som kalkgødning. Vigtigst var dog trannen, der først og fremmest anvendtes til belysning. Den spruttende, ildelugtende tranlampe og tællelyset var længe de eneste lyskilder, man havde til rådighed, når mørket skulle spredes. Gadebelysningen i byerne, der dukkede op i slutningen af 1600-tallet, benyttede også tran. Denne lange æra som brændstof varede til sidste halvdel af 1800-tallet, hvor petroleumslampen kom frem, og gaslyset afløste de blafrende tranlygter i gaderne. Den sidste tranlampe i Middelfart blev slukket 1887 - elleve år før marsvinelaugets opløsning. Hermed bortfaldt den vigtigste afsætningsmulighed for trannen; den var nu kun efterspurgt til medicin og smøremiddel (Fig. 9).

Som andre erhverv var også marsvinejagten belagt med afgifter, og jægerne kunne føle, at deres sure slid på søen udnyttedes vel groft. Mens bønderne af høsten svarede en tiendedel til kongemagten, måtte jægerne aflevere hvert sjette svin, de fangede. Denne afgift blev senere af Frederik 5. konverteret til en slags pension, der tildeltes fortjenstfulde personer i Middelfart - en ordning, som fungerede til begyndelsen af 1800-tallet. En anden sikker opkræver var kirken, der i lighed med kongemagten havde ret til andel i alle afgrøder. Lauget måtte her på linje med bonden svare sin afgift, men muligvis så man mildere på denne skat, da det nok kunne betale sig under så farefuldt arbejde at stå sig godt med de himmelske magter. Afgiften var en enogtredivetedel af fangsten svarende til en mandpart, men afløstes i 1700-årene af en årlig kontant sum. Fra 1820 blev ordningen den, at kirken stillede en mand til jagten og modtog sin del på lige fod med resten af lauget. Herudover fik en række embedsmænd part i byttet, for eksempel fik byfogeden en andel, sognepræsten ét svin årligt og biskoppen to.

Utallige og indviklede retstvister opstod, når jægerne ikke godvilligt imødekom kravene om afgifter, og evigt tilbagevendende var processer mod godset Wedellsborg, hvis skiftende ejere synes at have været blandt de grådigste. 1718, da godset havde erhvervet landområderne ved Gamborg fjord, søgte man at tilrane sig jagtrettigheder ved at forbyde landgang i området. Sagen indankedes for kongen, der afgjorde den til jægernes fordel. Sålænge pensionsordningen løb, søgte grevskabet at få tilkendt denne afgift, dog uden held. Men i begyndelsen af 1800-tallet lykkedes det at få krammet på lauget. Det hang sammen med den ulykkelige Englandskrig og den deraf følgende økonomiske nedgang for Danmark. Marsvinejagten gik i denne periode i stå, velsagtens fordi laugets medlemmer var indkaldt til kongens flåde. Wedellsborg var ikke sen til at udnytte dette tomrum, og med kongens billigelse etablerede det selv et fangsthold bestående af godsets folk. Omkring 1817 stod lauget imidlertid igen samlet og indledte en sidste proces mod godset om fangstrettighederne. Den endte 1819 med et forlig, der gav jagten tilbage til lauget med ret til fangst på fem af ugens dage, medens lørdagen reserveredes godset. Samtidig tilkendtes der dette en fast årlig afgift, som lauget måtte erlægge, så længe det bestod.

Det er desværre kun fra de senere år, der foreligger en pålidelig statistik over antallet af nedlagte dyr, men da den eneste ændring af fangstmetoden var tilføjelsen af to både, kan man vel tillade sig at forlænge den bagud. Forudsat, naturligvis, at dyrenes antal og adfærd har været nogenlunde konstant (Fig. 10). Omkring 1500 marsvin blev anset for normalfangst de tre måneder, jagten varede, men det var dog ikke altid, denne kvota blev opfyldt. I dårlige sæsoner svingede antallet mellem 500 og 1000, medens det i gode år kunne nå op på 2000 dyr. På en heldig dagsfangst kunne man nedlægge godt 100 af hvalerne, men almindeligvis lå tallet mellem 15 og 40 (Fig. 11). Den ustabile årstid gav mange spilddage forårsaget af storme, forkert vindretning, snefald eller islægning (Fig. 12). En heldig indledt sæson kunne da pludselig stagnere, men dette kunne man bøde på ved at forlænge jagttiden.

Den bevarede statistik ligger i perioden 1834-92, men dækker kun 24 år. I dette tidsrum blev der fanget ialt 27.922 marsvin, hvilket giver en ganske god forestilling om bestandens størrelse. Fra 1889 ses en markant nedgang i antallet af nedlagte dyr, idet årsfangsten falder indtil 301 marsvin. Det kan skyldes forskellige årsager som dårligt vejr, nedgang i bestanden eller en omlægning af vandringsruten. En vigtig faktor var måske nok, at den økonomiske vinding og dermed jægernes interesse blev bestandig mindre. Indtil 1700-tallet kunne de sælge trannen uden videre konkurrence fra andre end handelen på Færøerne og Finmarken, men fra 1774, hvor Den kongelige grønlandske Handel etableredes, flyder den grønlandske tran i stigende mængde til Danmarks lamper. Størst betydning fik dog den omtalte overgang fra tran til petroleum og gas som belysningsbrændstof. Prisen på tran faldt tilsidst så meget, at det ikke længere kunne svare sig at drive jagten. Efter nogle års stilstand vedtog de forsamlede marsvinejægere på et møde den 19. februar 1898 enstemmigt at ophæve lauget. Hermed ophørte landets måske ældste laugsdannelse, i hvert fald den eneste af sin art, og Middelfart blev et betydningsfuldt træk fattigere.

Marsvinelauget var i vinterhalvåret Middelfarts største arbejdsplads. Det gav beskæftigelse til flere end laugets 30 medlemmer på en årstid, der ellers var præget af arbejdsløshed. Efter nedlæggelsen dukkede til alt held andre muligheder op: fiskerierhvervet fik bedre vilkår, og nye industrier tiltrak den ledige arbejdskraft. Det gamle marsvinelaugs tid var omme, livet gik videre.

Ved to senere lejligheder blev jagten imidlertid genoptaget. Det var under de to verdenskrige, hvor manglen på råstoffer blev så påtrængende, at hvalernes udnyttelse igen kom ind i billedet. Det samlede udbytte var dog temmelig ringe, ialt kun 2580 marsvin, og jagten blev da også indstillet, så snart tilførslerne udefra igen blev normale.

Siden har dyrene kunnet trække i fred gennem Lillebælt kun forstyrret af nysgerrige videnskabsmænd og en tiltagende forurening af vandet. Dette sidste vil måske vise sig at være mere fatalt for marsvinene end efterstræbelserne af det laug, der med stolthed førte deres navn og figur som bomærke gennem mange hundrede år.

Lit: Åge Petersen: Marsvin og marsvinsjægere. Middelfart 1969.