Mønstring

Det er en afkastet tak fra et ungt krondyr. Overfladen er omhyggeligt glatskrabet og tre sidegrene bortskåret, mens rosenkransen er delvis bevaret; lige over den ses en indskåret, dyb fure, der måske kan have fungeret ved skæftning. Bevaringstilstanden er god, når bortses fra nogen afskalning op mod spidsen.

Mønstret, der gør stykket bemærkelsesværdigt, består af små gruber, anbragt side om side, så de danner rækker og bånd på den forbehandlede tak. De dækker det meste af den bevarede del af overfladen og synes til alt held at slutte, hvor afskalningen begynder. Gruberne må være lavet med et tyndt drilbor, hvis spids gradvis er sløvet under arbejdet, hvorefter den er udskiftet med en ny. For at fremhæve tegningen er hullerne blevet udfyldt med en mørk masse, muligvis harpiks eller tjære. Den har dannet en klar kontrast til den oprindelig gulhvide grund.

Motivet er vanskeligt at tolke. De lange hulrækker følger takkens længderetning, undertiden mange ved siden af hinanden, stedvis dog færre, helt ned til en enkelt. Nederst, mod rosenkransen, hvor tætheden er størst, ses også tværgående linjer. Til tider slynger rækkerne sig, og et par steder synes de at danne figurer. Tilfældige kan disse linjeløb i hvert fald næppe være. Kendte vi blot jægeren lidt bedre.

Stykker som dette stammer fra Ertebøllekulturen, ca 4500 før Kristus. De kendes fra de fleste større bopladser, men sjældent så fornemt forsirede som her. Om anvendelsen ved vi intet, men den må have været af en vis betydning. Ellers ville man ikke have ofret så meget arbejde på dem.

Hjarnøtakken blev fundet i strandkanten af to små drenge, brødrene Claus og Heinrich Christensen. De troede, det var en gren, og den blev i første omgang brugt som kasteskyts, men heldigvis vågnede forståelsen. Ikke langt fra stedet ligger en stor, delvis undersøisk boplads, hvorfra stykket antagelig stammer.

Om jægerkunsten se Skalk 1968:2 og 1973:4