Mønstrede mure
I modsætning til kirkernes kalkmalerier, der ofte fortæller letforståeligt om bibelen og legendernes omfattende persongalleri, står granitskulpturerne, som navnlig de jyske middelalderkirker er enestående rige på, langt mere flertydigt. De er blevet tolket og omtolket i en uendelighed. Historikeren og museumsmanden M. Mackeprang, der har fremlagt væsentlige dele af materialet i flere store værker, siger selv, at en af drivkræfterne bag arbejdet var »en ulykkelig trang til at gætte gåder«.
Af Jens Vellev
I Mackeprangs inddeling optræder en gruppe, som han kalder »skaktavlkvadre«, det vil sige kvadre med et indhugget, spillebrætslignende mønster bestående af kvadratiske eller rektangulære småfelter. Af disse har hvert andet enten »fået en særlig behandling med pikhammeren eller er blevet sat noget tilbage«. Mackeprang opregner 22 kirker med sådanne figurer - de er hovedsageligt nordjyske, men han mener, det kan skyldes, at denne landsdel er bedst undersøgt. Antallet af tavl varierer ret stærkt, så ligheden med skakbrættet har altså sin begrænsning. Om skaktavlkvadrene siger Mackeprang i øvrigt, at »nogen dybere betydning skal man sikkert ikke tillægge dem. Som adskilligt andet er de nok et produkt af stenhuggerens fritidssyssel«. Helt udelukke, at der kan være en slags familieskab med de middelalderlige regnebrætter, vil han dog ikke. Med denne spændende, men lidt svævende kommentar forlader han emnet, der ikke synes at have optaget ham særligt. - Også andre har naturligvis beskæftiget sig med skaktavlkvadrene; enkelteksemplarer findes omtalt i litteraturen fra 1700-årene og fremefter. Forskellige tolkningsforslag har været fremført og også en mere folkelig forklaring: »Kvadre af denne art kaldes af almuen for Fandens Spillebræt og ses jævnligt i kirkemure, således ved Støvring kirkes syddør, — hvor den efter gammel tale skal minde de indtrædende om, at livet er et spil på godt og ondt«.
Under et møde i 1983 med jysk granit som tema blev skaktavlkvadrene bragt på bane og interessen genvakt - i hvert fald hos fotograf Poul Pedersen og undertegnede, der sammen besluttede at følge sagen op. Litteratur blev fremskaffet, Nationalmuseets arkiver konsulteret og kirkerne besøgt. Mackeprangs 22 skaktavlkirker blev hurtigt til 35. Fordelingen viser en markant tilknytning til Nordjylland; lokaliteterne ligger i et bredt bånd fra Århusområdet, over Himmerland til Thy med et enkelt sidespring i Vendsyssel. Uden for dette område kendes af skaktavlkvadre kun en enkelt på Bornholm og nogle få i Norge og Sverige (fig. 1).
Fig. 1. To skaktavlkvadre, fra Falslev ved Mariager og Østerbølle, Himmerland. Den sidste har 197 tern, hvilket er det største antal, som kendes. - Foto: Poul Pedersen.
Skulle den skæve fordeling virkelig - som formodet af Mackeprang - skyldes, at Nordjylland er bedre undersøgt, hvad det angår, end resten af landet? For at få en slags svar på dette blev der gennem dagbladet Jyllands-Posten iværksat en efterlysning; den gav som resultat en halv snes nye eksemplarer, men forrykkede ikke billedet. Til dato har vi i Jylland registreret 45 kirker med skaktavlkvadre, men seks af disse har to og fire tre eksemplarer, så det samlede antal af kvadre kommer op på 59. Alle er fotograferet og størrelsen målt. På grundlag af dette materiale er derefter foretaget udtegninger i en forenklet streg, men i rigtigt indbyrdes størrelsesforhold; de forsænkede felter er angivet hvide, de ubehugne sorte. Helt let har det ikke været, forvitring og senere behugning har ofte sløret en måske oprindelig klar komposition, hjørner og kanter kan være dækket af mørtel, men tegningerne giver dog et ganske overskueligt billede af det samlede stof. Om kvadrenes placering i kirkebygningerne kan kun siges, at den forekommer ret tilfældig, men ombygninger og omsætninger kan have ændret billedet væsentligt.
Nogle få af figurerne er kvadratiske med et ens antal lodrette og vandrette felter, men flertallet er aflange, nogle endda i udpræget grad. Også størrelsen varierer - fra det helt lille til det bemærkelsesværdigt mægtige (53 x 132 cm) - men feltstørrelsen synes uafhængig af dette; der er store figurer med små felter og små med store. Feltsystemet er som oftest regelmæssigt og let at følge, men påfaldende ofte afsluttes der til en af siderne med en række ufærdige tern. Rekorden, hvad felter angår, har en kvader fra Østerbølle; den er noget ubehjælpsomt hugget og derfor lidt vanskelig at tyde, men der synes at være to systemer, et øvre med 17x5 tern og et nedre med 28x4. Det mindste antal felter i én række er tre. Skakbrættets 8x8 synes blot at optræde en enkelt gang, nemlig på en helt nedslidt sten fra Spørring.
På enkelte kvadre ses foruden firkantfelterne andre geometriske figurer - trekanter, cirkler og lignende - der enten indgår i ternene eller udfylder områder mellem eller ved siden af dem. Et tvedelt mønster fra Ejdrup har således i højre halvdel et enkelt felt udfyldt med et kryds, mens der i venstre indgår timeglasformede figurer. I det omtalte nordjyske område ligger skaktavlkvadrene tæt, men syd for en næsten ret linje fra Århus til Thyborøn finder vi ikke en eneste, hverken i Jylland eller på Øerne - bortset altså fra Bornholm, som til vor store forbavselse glimrer med et enkelt eksemplar. Figuren, der befinder sig i Povls kirke, nær sydportalen, er helt efter skakspillets regler, nemlig med 8x8 felter. Lige under skakbrættet ses en anden udhugning, nemlig et fejlfrit eksemplar af det spil, som i nutiden benævnes backgammon. Her ser det altså virkelig ud til, at stenhuggeren har haft spil i tankerne. Kvaderen er af den lokale sorte silurkalksten, som kirken er opført af, så intet taler imod, at de to brætspil har været med fra begyndelsen (fig. 2).
Fig. 2. Kvaderen med de to spillebrætter i Povls-kirken på Bornholm. - Foto: Bornholms Museum.
Skaktavlkvadre af nordjysk type kan, som allerede berørt, ses i enkelte svenske og norske kirker. I Rydaholm, Småland, findes således hele to eksemplarer, og formodentlig skyldes det afsmitning herfra, at der i flere af omegnens kirker er eller har været dekorationer med skaktavllignende indslag. Netop i Rydaholm-kirken er der imidlertid, som flere forskere har påvist, jyske træk, så det er nok sandsynligt, at den pludselige opdukken af motivet skyldes importeret arbejdskraft. I Norge er registreret tre skaktavlkirker, alle beliggende i Østfold. I en af dem, Eidsberg, er tillige fundet en kvadersten med runeindskriften »Odinkar«, et personnavn, der i Norge blot kendes fra dette ene fund, mens det i Danmark var forholdsvis almindeligt i vikingetid og middelalder. Det er da tænkeligt, at der også her har gjort sig nordjysk indflydelse gældende (fig. 3).
Fig. 3. Udtegnede skaktavlmønstre.
Skaktavlkvadrene tilhører tidlig middelalder, men nogen nærmere tidsmæssig afgrænsning er det ikke muligt at give; dateringen af det enkelte eksemplar volder ofte vanskelighed. Som vi har set, er der tale om et udpræget nordjysk anliggende, men hvordan er det opstået, og hvad betyder det? De mange kvadre kan umuligt være en enkelt mands værk, men det sker jo, at lokale påhit danner skole.
På et kalkmaleri i Täby kirke nord for Stockholm ses en betænkelig herre spille brætspil med en smilende dødning - en påmindelse til beskueren om ikke at glemme livets forkrænkelighed. »Fandens spillebræt« kan have haft en lignende mission, men egentlig passer denne forklaring bedst på det bornholmske eksemplar, og det har en karakter, så at man får mistanke om, det kan være af en helt anden rod end de nordjyske. Disse minder ganske vist om spillebrætter, men deres forskellighed udelukker, at der kan være tale om et bestemt spil (fig. 4).
Fig. 4. Dødningespillet fra Täby, Sverige.
Andre muligheder bør derfor tages i betragtning. I Johannes' Åbenbaring, kapitel 21, er det himmelske Jerusalem beskrevet med nøje angivelse af en lang række mål. Et spansk håndskrift fra 900-årene viser byen - ikke i opstalt som normalt, men i fladen - med tolv porte omkring en skaktavlet plads. Illustrationen er noget ældre end vore stentavl, men en forbindelse kan ikke udelukkes.
Mackeprangs forsigtigt fremsatte forslag, at skaktavlkvadrene kunne være regnebrætter af den fra middelalderen kendte type, må ej heller glemmes. Ved et kirkebyggeri har der været meget at holde rede på - lønninger, kvadrenes antal osv. - men man skulle ganske vist synes, det nødvendige værktøj kunne være fremstillet lettere med et stykke kridt end med hammer og mejsel. Også andre kirkelige anliggender krævede imidlertid udregninger, således bestemmelsen af, hvordan påsken og de andre »bevægelige« helligdage faldt de enkelte år, så helt usandsynlig er denne forklaring ikke.
Nogen sikker tolkningsmodel kan altså ikke fremføres, men det må stå fast, at skaktavlene har haft et ganske bestemt formål, så før eller senere kommer vi vel på sporet. Mackeprangs andet forslag, at figurerne kan være »et produkt af stenhuggerens fritidssyssel«, må nok afvises. Arbejdsindsatsen er for stor til, at den kan henregnes under leg.
Lit: Romanske Stenarbejder 4 (udkommer om kort tid).