Mønsterlandbrug

I forbindelse med naturgasnettets etablering udgravede Vendsyssels historiske Museum en vikingetidsboplads på gården Ejstrup ved Volstrup kirke lidt vest for Sæby. Det var ikke noget særlig epokegørende fund. De fremgravede hustomter og genstande svarede nøje til dem, man plejer at finde i landbebyggelser fra vikingetiden, men én godbid fik vi: ca 1,3 kg forkullet korn iblandet frø af forskellige ukrudtsplanter. Det er vist ikke et repræsentativt udsnit af et enkelt års kornhøst, vi her står med, snarere opfejning fra arnen, som er smidt på møddingen - i dette tilfælde hullet efter et udtjent grubehus. En kulstof-14 analyse røber, at det må være sket omkring år 950, altså på kong Gorms tid.

Undersøgelsen af fundet på Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling gav interessante landbrugshistoriske resultater. Kornet vidner om et varieret agerbrug. Fem afgrøder har stået på markerne, nemlig byg, rug, havre, hvede og hør, men meget tyder på, at de to første har været de vigtigste, de udgør langt den største del af materialet. Både byggen og rugen er af bemærkelsesværdig kvalitet, den første er simpelthen uovertruffet i dansk oldtid, den anden overgås kun af rug fundet i vikingeborgen Fyrkat ved Hobro. Fyrkatrugen er af en sådan standard, at kendere mener, det må dreje sig om korn »importeret« sydfra.

I vikingetiden kulminerer en udvikling, der startede omkring midten af jernalderen og voksede med stigende hast. På bopladserne dukker storgårde op, der anlægges handelscentre og regulære byer, rejselysten kender ingen grænser, og byggeforetagender af hidtil uset omfang gennemføres med succes (Fig. 1). Når en sådan udvikling først er i gang, fører den en masse med sig og får en vis selvforstærkende virkning, men for at det hele kan løbe, kræves en overskudsproduktion, der tillader, at arbejdskraft frigøres til virksomhed, der ligger ud over dagen og vejen. Her er det, at pladser som den ved Volstrup kirke kommer ind. Vort kornfund vidner om et efter tidens forhold bredt baseret kvalitetsagerbrug, og husdyrholdet har svaret dertil; der er fundet knogler af kvæg, svin, får, ged og hest. I trækulprøver fra pladsen er identificeret ti forskellige træarter, og selv om de vel har vokset vildt i skoven, har man dog kendt dem og forstået at udnytte deres egenskaber på den mest hensigtsmæssige måde.

Når man står med en bopladsudgravning og skal bedømme dens landbrugsmæssige aspekter, er det først og fremmest husdyrholdet, der falder i øjnene. Arterne kan identificeres gennem knoglefund, og hvor der ses båseskillerum i staldene, er der en mulighed for ligefrem at tælle høveder. Det samme kan man ikke gøre med menneskene, her må anlægges et skøn, men helt rammer det næppe ved siden af. For de ret få totaludgravede landsbyer, som kendes, kan man altså opstille regnestykker: antallet af dyr i forhold til antallet af mennesker. Atter her får vi - om end på et ret spinkelt grundlag - indtryk af en kraftig overskudsproduktion hen mod oldtidens slutning.

Agerbruget er vanskeligere at håndtere arkæologisk - her spiller heldet en hovedrolle - men gennem årene er det dog blevet til en del fund, som hver på sin måde giver oplysning i den ønskede retning. Det fremgår klart, at jernalderens jorddyrkning ikke var et venstrehåndsarbejde. Rugen - for nu at tage den som eksempel - dukker op i Danmark kort efter Kristi fødsel, og man kan følge, hvordan kernerne udvikler sig størrelsesmæssigt frem gennem tiden. Der har altså både været behov for og evner til at forbedre denne kornsort. I det forkullede Volstrupmateriale var der også rester af brød, og da det ses at være fremstillet af særdeles fintmalet rugmel, må man spørge sig, om rugbrød måske allerede dengang har været en vigtig del af dagligkosten.

Til korndyrkningens kunst hører viden om de planter, som vokser i kornet, og hvoraf nogle bør undgås, fordi de er skadelige for mennesker. En velkendt snylter i rugen er således meldrøjesvampen, der forringer udbyttet foruden at være direkte giftig - den optræder i Volstruprugen, men i meget ringe mængde, så ringe, at det kunne tyde på, der er foretaget en bevidst rensning af kornet for denne vækst. Faktisk er forekomsten så lav, at den falder inden for de EF-grænser, der gælder for korn høstet i vore dages Danmark. Mere ligeglade har man været med de planter, der ikke var direkte sundhedsfarlige, ja måske værdsatte man endda det tilskud, deres frø gav til melet, ganske som man har gjort det i fattige egne helt op mod vor tid. I den analyserede prøve forekom mange planter, der i dag ville lide sprøjtedøden. Således hvidmelet gåsefod, pileurt og rødknæ. At vikingerne ved siden af deres andre færdigheder også var gode landmænd, kommer ikke som nogen egentlig overraskelse, men det skader jo ikke at få flere beviser på hånden. Ekstra vægt får det nye fund derved, at landbrugsjorden i egnen, det kommer fra, langtfra hører til landets bedste. Den langsomt fremadskridende udvikling, der førte til vikingetidens relativt høje landbrugsmæssige stade, fortsatte op gennem middelalderen, men i 1300-årene begyndte det at gå den modsatte vej. En naturlig følge af de da indtrådte krisetider.

En åbenbar fremgang i landets hovederhverv skulle normalt føre til velstand i de producerende landsbyer, men sådan synes det i hvert fald ikke at være gået i den, der her er tale om. Fra 3000 kvadratmeter udgravet boplads fremkom af luksusbetonede genstande kun et enkelt bronzesmykke og halvanden glasperle. Værdierne må være gået andetsteds hen.