Modelkammeret

Allerede 1767 havde en godsejer fra Vardeegnen foreslået stavnsbåndet ophævet. Hans røst blev ikke hørt - for de reformvenlige mænd i hovedstaden lå Vestjylland fjernere end Norge. Det var imidlertid de store ejendomsbesiddere, der gik i spidsen, ikke blot på dette punkt, men også når det gjaldt at afprøve nye tekniske opfindelser. De rådede jo over den fornødne kapital, jordareal, trækkraft og internationale forbindelser. Gennem »Danmarks og Norges økonomiske Magazin«, som var grundlagt 1757 af Erik Pontoppidan, og hvis hovedsigte var landbrugets forbedring, havde man mulighed for at få nye ideer frem uden censur.

Mange hundrede år igennem havde bønderne dyrket deres jord på næsten samme måde. Nu meldte fremskridtet sig omsider, men det var ikke nogen hurtig proces, der hermed var sat i gang. I skolen har vi lært, at svingploven viste sin overlegenhed over den gamle tunge hjulplov allerede i begyndelsen af 1800-årene, og at den havde sejret overalt ved midten af århundredet, men det er kun set i storlandbrugets perspektiv, ude omkring i landsbyerne tog det meget længere tid. Vi er så vant til forandringer, der indføres på dato med love og forordninger, at vi har svært ved at forestille os tidligere tiders tempo. På Thyholm satte en bonde for sidste gang sin hjulplov i jorden under forårsarbejdet 1899 (fig. 2).

Interessen for et bedre landbrug begyndte i Holland, men bredte sig til England sidst i 1600-årene (fig. 3). Til Frankrig nåede den med de såkaldte fysiokrater omkring midten af 1700-årene. Rundt om i Europa stiftedes der landøkonomiske selskaber: Dublin, Zürich, London, Paris, Skt. Petersborg. I Sverige havde man tidligt lagt vægt på bjergværksdriften, men fra 1739 virkede »Det kungliga Vetenskapsakademien« for landbrugets udvikling, ligesom også det senere i århundredet oprettede »Patriotiska Selskapet«. Først i året 1813 fik man et egentligt »Lantbruksakademi«.

I det danske monarki gik, naturligt nok, Hertugdømmerne i spidsen, nemlig med »Königliche Dänische Acker-Academie« i Slesvig, der 1762 fik kongelig konfirmation. Det var dette akademis stifter, hofpræsten P. E. Lüders i Glücksborg, der sammen med Martin Hübner, kommitteret i Rentekammeret, inspirerede reformvennerne i hovedstaden til i 1769 at oprette »Det kongelige danske Landhusholdnings-Selskab« (fig. 4). Hübner havde været både i Dublin og London, og det lykkedes ham at interessere den danske udenrigsminister J. H. E. Bernstorff for sine planer, så at denne blev selskabets første præsident. Lokaler blev stillet gratis til rådighed i Prinsens Palæ, den bygning, der i dag huser Nationalmuseet. Her havde man kontorer og arkiver, men først og fremmest en mødesal, som man dog senere måtte dele med Videnskabernes Selskab og Oldskriftselskabet. Den er nu kendt som »Oldskriftsalen« (fig. 5).

Blandt Selskabets 210 betalende medlemmer var folk fra monarkiets mest indflydelsesrige kredse, som kanonfabrikanten J. Fr. Classen, hvis godser lå på Falster, og storkøbmanden Niels Ryberg, der var en fæstebondes søn fra Salling, men selv godsejer på Sjælland og Fyn. Desuden statens juridiske rådgiver, generalprokurør Henrik Stampe, og vor første juridiske professor, P. Kofod Ancher. Fordelingen af medlemmerne er bemærkelsesværdig: 164 var bosat i hovedstaden, 20 i Norge, men kun ni i Jylland.

Landhusholdningsselskabet beskæftigede sig ikke, som man måske efter navnet kunne tro, med bondekoners husførelse, men med landets økonomiske forhold, nærmest hvad man kan kalde privatøkonomi (i modsætning til statsøkonomi). At landbruget trådte i forgrunden, skyldes simpelthen, at det var rigets hovederhverv. De danske landboreformer fik større økonomisk betydning end dem, der omtrent samtidig fandt sted i vore nabolande, først og fremmest fordi størsteparten af gårdene blev flyttet ud af landsbyerne og fik deres jord samlet i ét stykke, højst med et par små tillægslodder. På en tid, hvor vejene var elendige, og transporten måtte ske med hestevogn, betød dette en vældig besparelse af tid og arbejdskraft. I Tyskland, for eksempel, boede de fleste bønder fortsat i store landsbyer og havde jorden splittet op på mange forskellige steder, kun i Holland fik man efterhånden en lignende fordelagtig jordfordeling. Og mens jorden i foregangslandet England blev et handelsobjekt for kapitalen og gårdene bortforpagtet, blev de danske bønder selvejere med deraf følgende ansvarlighed. Det betalte sig at planlægge på længere sigt. I det industrialiserede England trak de fleste unge til byerne som lønarbejdere med udsigt til engang at få egen fabrik - her blev slagordet: Tid er penge (fig. 6). Den lille selvstændige danske bonde kunne sige: Tiden er min egen. Han kunne indrette sit arbejde, som det var mest fordelagtigt, og den ekstra indsats, han ydede, kom ham og hans efterkommere til gode. Det bør man erindre, når man i dag taler om at gøre bønder til forpagtere.

Allerede året efter Landhusholdningsselskabets stiftelse foranstaltede ledelsen en senere meget berømt plovprøve ved Rygården nord for København. Her sejrede en fra Falkensten i Norge indforskrevet plov uden hjul over blandt andet en sjællandsk hjulplov, og i de følgende år uddeltes ti sådanne »svingplove« (det vil sige plove, hvis forende svinger frit) til landmænd på Sjælland. Sammen med Falkenstenploven fulgte også to norske »arler« (eller arder, som vi ville kalde dem), det var pløjeredskaber uden muldfjæl, de kunne altså ikke vende den oppløjede jord over i den foregående fure, men blot opmulde jorden til begge sider som en svær harvetand. Disse redskaber fik ikke den samme succes som svingploven, bønderne på Sjælland brugte i forvejen den såkaldte »sjællandske krog« til at »nedkrøje« bygsæden om foråret, og den virkede på samme måde. Arierne gik derfor hurtigt i glemmebogen, men man kasserede dem ikke. De indgik i Selskabets Model-Kammer (fig. 7).

Denne bemærkelsesværdige samling havde ligesom Selskabet selv til huse i Prinsens Palæ. Den indeholdt redskaber og maskiner, nogle i fuld størrelse, mange dog i form af små modeller. Der var altså tale om en slags teknisk museum, blot var det ikke fortiden, man ville belyse, derimod nutiden og fremtiden. Opfindsomheden var stor i disse år, også på det landbrugstekniske område, det nærmest vrimlede med nyskabelser. Selskabet skaffede dem til veje, afprøvede dem og sørgede for at de fik videre udbredelse - forudsat naturligvis, at de duede. Gennem trekvart århundrede blomstrede denne virksomhed, men derefter aftog dens betydning (fig. 8). 1858 blev samlingen overladt til den netop oprettede Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, hvorfra den efterhånden er vandret videre til Dansk Landbrugsmuseum, nu på herregården Gammel Estrup. Blandt de genstande, man mener at kunne identificere, er en af de norske arler.

Det var med god grund, det nyetablerede selskab straks rettede opmærksomheden mod ploven. I det gamle landbrug havde det naturlige rodukrudt tjent som føde for kreaturerne, men samtidig trukket en god del af den næring, som skulle være kommet de dyrkede planter til gode. Med indførelsen af brakpløjningen kom man det flerårige ukrudt til livs, så at det kunne erstattes med kulturgræsser. Jorden blev nu endevendt flere gange til skade for planter som tidsel, følfod og gul okseøje. Blandt de bevarede modeller er en såkaldt skuffelplov, der var særligt egnet til dette formål.

Bønderne tog nu også bedre vare på deres heste, og hakkelsesskæringen skete efterhånden med en maskine, hvor knivene sad på et roterende svinghjul. Det danske korn havde et dårligt ry, blandt andet i Norge, hvorfor man begyndte at indføre rensemaskiner, der kunne blæse støv og andre urenheder væk (fig. 9). Det rensede korn kunne sælges efter vægt snarere end efter tøndemål, hvor man måtte betale sand og avner med samme pris som kernerne (fig. 10). Det trælse arbejde med plejlen lettedes gennem opfindelsen af tromle-tærskemaskinen, men det varede dog endnu et århundrede, før denne nyhed var slået endeligt igennem på gårdene. Et monstrum som den på næste side afbildede tærskemaskine med plejle, opfundet af en købmand i Bergen, var allerede forældet, da modellen blev erhvervet af Modelkammeret.

En mekanisme, der umiddelbart må forekomme os ret uinteressant, er en slags trækasse på tre ben bestemt til at afprøve vidjers bøjelighed; den indlemmedes i Modelkammeret 1803. Vi transporterer vore varer i plastikposer eller lignende, men dengang brugte man flettede kurve fremstillet af vidjer, der i enorme mængder blev dyrket til formålet (fig. 11). For ikke at tale om de »båndkæppe« af hassel og ask, som i tusindvis blev aftaget af bødkerne til kar og tønder eller af byernes ølbryggere og vinhandlere.

Norske opfindere har præget Modelkammeret i ikke ringe grad, fra dem stammer således en tjæreovn og forskellige former for taljeblokke til brug på havnen. En bonde fra Modums præstegæld sendte modellen til en leræltemaskine, en klokker fra Moss et nivellerinstrument og en mekanikus fra Trondheim en maskine, hvormed fiskerne kunne finde deres med i tåget vejr (fig. 12/fig. 13).

I Selskabets allerførste år indkom et jern til fabrikation af »rys-læder« (russisk læder), opfundet af kapellanen i Tingvold præstegæld. Det faldt åbenbart i god jord, for få år senere udskrev man en prisopgave til yderligere forbedring af kunsten. Ryslæderet var håndfarvet og brugtes til betræk.

Blandt de danske bidrag kan nævnes en trehjulet kærre til transport at tunge varer med kun en enkelt hest som trækkraft - fordelen skulle være, at den skånede gadernes brolægning. Ikke alt var lige genialt - en tørveæltemaskine opfundet af en murermester i Hørsholm blev således ikke fundet værdig til belønning - men der var meget at vælge imellem: bikuber, hestedrevne rambukmaskiner, selvskydende harpuner til sælhundejagt, kartoffelrivemaskiner, en lædertrøje til svømning, en røghat til at forbedre trækken i skorstene, en »tordenafleder«, en redningsmaskine til brug ved ildebrand i fire-fem etagers huse, en træoprykker, kraner, valse- og stampeværker, benknusere (man mente at kunne anvende ben til menneskeføde) og en hydraulisk pumpe, der kunne drive vandet op til fjerde sals højde. Huggerter til fældning af sukkerrør og hakker til jordbearbejdning var naturligvis til bedste for vor beskedne vestindiske koloni.

Blandt Landhusholdningsselskabets arkivalier, som nu befinder sig på Erhvervsarkivet i Århus, er to modelkammerprotokoller, den ældste omfattende årene 1770 - 1805, den yngste 1805 - 38. At Norge har givet mange bidrag til den første protokol, er kun naturligt, mere mærkeligt er det at finde også Sverige repræsenteret, men det har sin forklaring: det drejer sig om en samling modeller indgået 1802 som gave fra kronprins Frederik, der selv havde fået dem foræret af major Silversparre. Et svensk modelkammer var oprettet året efter det danske, også det indeholdt både redskaber i fuld størrelse og små modeller, men vægten var mere lagt på de sidste, som var lettere at medbringe, når man skulle forelæse eller instruere på et fremmed sted, hvilket havde særlig betydning i et så udstrakt land som Sverige. I det tæt bebyggede England brugte man i højere grad at forevise de forbedrede plove og andre redskaber i fuld størrelse (fig. 14).

Der er næppe tvivl om, at Landhusholdningsselskabets Modelkammer har været anvendt i undervisningen allerede fra dets oprettelse, men det er først gennem notater i protokollen 1805 - 38, vi får indblik i denne side af dets virksomhed. To mænd gør sig her bemærket, professorerne C. Olufsen og G. Begtrup, der begge fra århundredets begyndelse havde forelæst i økonomi, og hvoraf den sidste en tid ejede en gård i Vestsjælland og altså havde praktisk kendskab til landbrug. Hvert år i januar og begyndelsen af februar udlånte Modelkammeret adskillige genstande til disse herrer, der af og til kappedes om, hvem der kunne komme først. De store brande i 1795 og 1807, den sidste efter englændernes bombardement, lagde mange bydele i aske, men ingen af dem nåede Landhusholdningsselskabets domicil i Prinsens Palæ, og heller ikke de andre ulykker, der ramte landet, statsbankerotten 1813 og adskillelsen fra Norge 1814, synes at have lagt en dæmper på de to professorers virke.

Men hvorfor udlåntes en model af Small's skotske svingplov til Begtrup i juni-juli 1810 og en hyppeplov i samme tidsrum? Formentlig fordi de skulle kopieres i fuld størrelse med henblik på forsøg i marken. Det samme gælder en vandfureplov, en skuffelplov og en anden af de Small’ske plovtyper. Eksemplerne viser, hvor flittigt Modelkammeret blev brugt - og ikke blot til undervisning og demonstration, men også til praktiske undersøgelser. Det var en virksomhed, der gik hånd i hånd med de afprøvninger, Selskabet selv foretog for at finde frem til arbejdsbesparende og mere fuldkomne indretninger. Kendskabet til de opnåede resultater kunne, som allerede berørt, fremmes ved gratis redskabsuddelinger, sådanne fandt sted i stor stil. I øvrigt brugte man præmiering og tildeling af medaljer, sølvbægre og lignende som opmuntring til særligt fortjente landmænd.

Af fundamental betydning var opsporingen af de nye opfindelser, man ønskede at afprøve. 1795 vedtog man hvert år at indforskrive fra fremmede steder redskaber, som var ukendte her i landet. Toldinspektørerne i København blev opfordret til at underrette Selskabet, om nogen privatmand lod indføre agerbrugsredskaber, og gennem aviserne anmodede man folk, der måtte eje sådanne indretninger eller modeller af dem, om tilladelse til at kopiere. Det synes nu ikke at have haft nogen synderlig virkning.

Journalerne fra de første år eksisterer ikke mere, men 1805 fik Selskabets fuldmægtig til opgave at lave en fortegnelse over Modelkammerets inventar, hvilket resulterede i det førnævnte Ældste-Katalog. Samtidig blev det ham pålagt at forevise samlingen på begæring. Den virkede altså nu som museum. Den omtalte låneordning gjaldt egentlig kun de indenbys medlemmer, men en hørskættemaskine ses dog at være udlånt til grev Petersdorff på Fyn, og en »Holst-rulle« og en spånhøvl blev stillet til rådighed for en kunstflidsudstilling. Efterhånden synes man i nogen grad at have omprioriteret virksomheden til fordel for redskabsprøverne, men der føjedes stadig nye numre til samlingen, så man nåede op over 300 (nogle kan dog være gengangere på grund af omnummerering). April 1838 lånte matematikprofessoren G. F. Ursin modellen til en dampmaskine. Den blev tilbageleveret samme år og er det sidst registrerede udlån.

Det kongelige danske Landhusholdningsselskab eksisterer stadig, men uden sit modelkammer. Det overgik som nævnt til Landbohøjskolen, hvorfra genstandene - dem, der var tilbage - vandrede videre til Landbrugsmuseet. Praktisk interesse har ingen af dem længere, til gengæld har de fået en historisk værdi, som ikke må undervurderes.

Det bør til sidst nævnes, at der, lige fra Landhusholdningsselskabet blev stiftet, bestod et nært samarbejde mellem dette og det nogle år ældre Videnskabernes Selskab. Ikke blot delte de hus, men det var til dels de samme mennesker, der figurerede som medlemmer begge steder, i hvert fald til et stykke ind i 1800-årene. Også Videnskabernes Selskab udskrev prisopgaver og belønnede bemærkelsesværdig virksomhed i landbrugsspørgsmål. Endnu den dag i dag uddeler det sin sølvmedalje og legater i forbindelse med landbrugsfaglige fortjenester.

Ligeledes under Videnskabernes Selskab har gennem de senere årtier eksisteret en kommission til udforskning af landbrugsredskabernes og agerstrukturernes historie - den har som sekretær museumsinspektør Grith Lerche og som formand undertegnede. Det var Landbrugsmuseets leder, Svend Nielsen, der henledte min opmærksomhed på de to modelkammerprotokoller, som har kastet lys over en meget betydningsfuld, men for de fleste helt ukendt side af Landhusholdningsselskabets virksomhed. Da stavnsbåndet løstes, var dette arbejde allerede godt i gang. Det bør man huske i jubilæumsåret.