Mjød
Lerkar i oldtidsgrave, selv hvor de findes hele, lider af en væsentlig mangel: de er så godt som altid tomme. Maden og drikkevarerne, de indeholdt, er forduftet uden at efterlade sig spor. Her skal fortælles om undtagelsen.
Af Svend Nielsen
I fodenden af en rigt udstyret grav fra ældre bronzealder, der for et par år siden blev undersøgt ved Bregninge i Nordvestsjælland, stod et lille bæger, som blev optaget med omgivende jord og sendt til Nationalmuseet for der at udgraves. Lerkar fra netop denne periode er ikke så almindelige, og dette så skrøbeligt ud. Bedst at sikre sig.
Karret var naturligvis jordfyldt, men en skorpe i bunden kunne være rester af det oprindelige indhold og blev for en sikkerheds skyld underkastet en mikroskopisk undersøgelse (Fig. 1). Der blev - fortæller dr J. Troels-Smith - fundet talrige pollen (blomsterstøvkorn), især af lind og mjødurt, men også af planter fra kurvblomst- og pileurtfamilien m.m. Blomsterstøvet stammer uden tvivl fra honning, og alt taget i betragtning vil det være nærliggende, at skorpen er den indtørrede rest af mjød. I et andet omtrent samtidigt fund, den berømte pigegrav fra Egtved, er der fundet lignende levninger i en barkspand, men her tyder analysen på en blanding af øl og mjød, eller måske øl sødet med honning. Bregningekarret indeholdt ingen kornpollen, så her må der være tale om den rene vare.
Fig. 1. Mjødbægeret fra Bregninge er ca 10 cm højt. Udgravningen, der bragte det for dagen, har tidligere været omtalt i Skalk (1977:2), dog set under en helt anden synsvinkel. - Fot: Lennart Larsen.
I de gængse forestillinger om kæmpelivet i Norden er mjøden en uundværlig bestanddel, og alene ordet er tilstrækkeligt til at sætte fantasien i bevægelse. Her vil vi dog foretrække i det væsentlige at holde os til kendsgerningerne.
Mjød hører til de ældste af alle alkoholholdige drikke, og ordet forekommer i genkendelig form i en række indoeuropæiske sprog som oldnordisk, græsk og oldindisk. Til fremstillingen bruges honning og vand, som efter tilsætning af forskellige krydderurter stilles til gæring. Herhjemme har drikken nydt folkelig yndest helt ned mod vor tid, og den omtales i en lang række skriftlige kilder fra vikingetiden og fremefter. I den nordiske mytologi fortælles det, at Odin røvede mjød fra en jætte og dermed indførte drikken i guders og menneskers verden (Fig. 2). Mjød skulle give udødelighed og visdom samt styrke evnerne hos skjalde. Det første er måske mere tvivlsomt, det sidste tror man gerne.
Fig. 2. En honningsamler i arbejde. Spansk klippemaleri.
Honningen, den for mjødfremstillingen uundværlige, har man i forhistorisk tid måttet skaffe sig fra vilde bier. Hvordan, det gik til, viser et østspansk klippemaleri, hvor en person med en beholder i armen ses hængende på en bjergvæg (?) omsværmet af rasende bier. Man misunder ham ikke. Billedet er sandsynligvis fra en tid, der svarer til vor ældre stenalder. I sandhedens interesse må det understreges, at vi ikke ved, om man på den tid forstod at lave mjød.
