Misundelsesværdigt
Jernalderens gårde indgik almindeligvis i landsbyer, men det sker dog, at man Finder dem liggende alene. En sådan undtagelse fra reglen blev for få år siden udgravet i Dollerup vest for Kolding. Den var fra vikingetiden, og det, der især kastede glans over undersøgelsen, var et par sjældne genstandsfund, således et bronzebeslag helt uden sidestykke i Danmark, men kendt i nærliggende udgaver fra ungarske ryttergrave og med forbilleder så langt borte fra som Afghanistan. Fra parallelfundene ved vi, at beslaget har siddet på en lædertaske, som har været båret i bæltet, men om alt dette kan man læse i et tidligere nummer af Skalk (1991:6). (Fig. 1)
Af Vivi Jensen
Fig. 1. De to i artiklen omtalte taskebeslag, det gamle og det nye, i naturlig størrelse.
Beslaget var som sagt enestående i Danmark, men det er det ikke længere, der er nemlig fundet et lignende beslag, og - tro det eller lad være - netop i Dollerup. Dog ikke på enkeltgårdens plads - den er for længst bortgravet og solgt som grus; det nye stykke stammer fra en mark ca halvanden kilometer derfra. Finderen er en af Koldinghus-museets trofaste meddelere, der også ved tidligere lejligheder har indleveret vigtige fund. Han ringede for kort tid siden og fortalte, at han »vistnok« havde fundet et taskebeslag magen til det fra gården. Ingvar Filtenborg er jyde, så vi var udmærket klar over, at når han siger »vistnok«, så er sikkerheden nær de hundrede procent. Et besøg hos ham afgjorde sagen: det var et taskebeslag, større end det først fundne, men ikke stort, kun 3,5 x 3,5 cm. Det er fundet uden hjælp af metaldetektor, for den slags bruger Ingvar Filtenborg ikke, han nøjes med øjnene. Det har da også tidligere givet gode resultater, for et par år siden således en spydspids fra ældre bronzealder. (Fig. 2)
Fig. 2. Bæltetaske rekonstrueret efter fund i ungarsk ryttergrav. Den har fem beslag, hvoraf det midterste i form og ornamentering svarer til dem fra Dollerup. - Efter Istvan Dienes 1964.
Beslaget er altså ikke identisk med det først fundne, men ligner det så meget, at man fristes til at tro - ikke, at de har fælles ophavsmand, men at det ene har været forbillede for det andet. Det første er af bronzeblik og fremstillet i presteknik, mens dette er støbt og dermed tungere og kraftigere. Også hvad ornamentikken angår, ligner de to fund hinanden, men som original og kopi; det nye stykke har noget umiskendeligt nordisk - dansk - over sig. Denne fornemmelse af at stå med en lokal efterligning bekræftes, når man vender beslaget om og betragter bagsiden, der er glat og uden spor af nitter som dem, der på det første stykke har fastholdt metallet til læderet. Beslag nr 2 er med andre ord ufærdigt, og vi kan deraf slutte, at fremstillingsstedet næppe har ligget langt fra findestedet. Det totale fravær af slidspor peger også i den retning. Det første stykke bærer tydeligt præg af at have været brugt gennem lang tid.
To taskebeslag, så sjældne, så ens og fundet så nær hinanden - det kan ikke alene bero på tilfældighed. Man kan forestille sig en lokal vikingebonde, der har set naboens nyerhvervede bæltetaske og sagt til sig selv: Sådan en vil jeg også have, men det fine beslag må gerne være lidt større.
