Milevognen

1. december 1627 tiltrådte Christian 4.s hustru Kirstine Munk en rejse, som i al beskedenhed gik fra Dalum på Fyn til København. Blandt de forholdsordrer, kongen i den anledning udstedte om ledsagere og rejsefærd, var følgende: I Korsør skal de møde Hans Kradtzbørste, der har til opgave at skaffe friske heste og sørge for en vogn med sejrværk (urværk), »og hver gang værket slår, skal han holde stille og mærke stedet, hvor lensmanden senere skal lade sætte en stor sten eller plante et træ«. Det særpræget udstyrede køretøj var en såkaldt milevogn, som hermed foretog en af sine første kendte landevejsopmålinger i Danmark.

Af Redaktionen

Princippet i milevognen går tilbage til den klassiske oldtid. Oprindelig bestod den kun af et enkelt hjul monteret i en gaffel med håndtag. Når man kendte omkredsen og holdt regnskab med antallet af omdrejninger (hertil tjente en stift anbragt på hjulet), var det let med dette redskab at måle vejlængder. Senere fandt man på at lade hjulet selv foretage optællingen gennem et måleapparat - et hodometer - som blev tilsluttet ved hjælp af tandhjul: Efter mere end tusind år i glemmebogen genoplivede renæssancekunstneren Leonardo da Vinci målevognen efter de gamle beskrivelser, og over tyske fyrstehoffer fandt det tekniske vidunder vej til Danmark. Den første vejmåler var en gave til Frederik 2. omkring 1580. Formodentlig er den blevet prøvekørt på den stenlagte kongevej mellem København, Frederiksborg og Kronborg. Her fik kongen i hvert fald opsat stolper og tavler, der angav hele og halve mil, altså virkelige milepæle.

Christian 4.s opmåling af Korsør-København vejen fandt sted op mod et halvt hundrede år efter faderens prøvekørsel, og derefter hører vi ikke mere om vognen i hans tid, skønt det ellers lå den virksomme konge på sinde at få opmålt og kortlagt hele landet. Først under den næste Christian, det vil sige i slutningen af 1600-årene, blev den store plan gennemført. Det var milevognenes glansperiode, flere af dem var gennem en længere periode på fart rundt i Danmark. En af opgaverne, opmålingen af selve landets hovedvejnet, blev betroet den alt overkommende astronom Ole Rømer, der til arbejdet benyttede en af ham selv konstrueret milevogn, afpasset efter den ligeledes af ham selv fastlagte mil. Muligvis har vognen set ud som den her afbildede, der er fra samme tid og indrettet til Rømermilen. Selve det historiske køretøj gik desværre tabt under Københavns brand 1728, men sporene efter det - Rømers milestene - står tilbage adskillige steder som de ældst kendte afmærkninger af vore veje.

Den bekendte søkortdirektør Jens Sørensen, der i de samme år opmålte rigets farvande og kyster, havde også konstrueret en milevogn, som han benyttede, når han arbejdede til lands. Den beskrives som en tohjulet kariol til én hest og to mand: foruden kusken en landmåler, der betjente et pejlekompas og sørgede for at opnotere alle klokkeslagene i skrivetavlebogen. Det lette og hurtige køretøj har passet sin skabers temperament. Jens Sørensen var snar i vendingen - også med pisken. Det bragte ham engang for retten i Viborg, men det er en anden historie.

Om den gamle målevogn og dens mænd har Erling Pade skrevet en fængslende bog - et stykke kulturhistorie, der spænder fra det gamle Ægyptens landmålere over vore hjemlige kartografer til de af Sovjetunionen på månen landsatte køretøjer, der målte afstande efter milevognens princip. Milevognen (1976) er på 153 sider, indbundet og overdådigt illustreret i sort-hvidt og farver. Skalks bogtjeneste har overtaget et antal eksemplarer, som tilbydes læserne til en favørpris: 65 kr.