Milepæle

I sin vejledning for pilgrimme har den islandske abbed Nicolaus 1150 noteret, at fra Ålborg til Viborg er der to dages rejse og derfra til Slesvig en uges rejse - dengang målte man ikke vejstrækninger efter længder, men efter rejsetid. Først i slutningen af middelalderen begyndte man at angive afstande i mil; ordet stammer fra det latinske »mille passum« (1000 skridt). I Rom, hvortil alle veje jo fører, kan man stadig på Forum Romanum betragte den marmorblok, hvorfra opmålingen af imperiets hovedfærdselslinjer udgik. Den danske mil var meget længere end den romerske og varierede i øvrigt gennem tiderne. Den fandt sit leje omkring 7,5 km.

Herhjemme var de første veje, der blev opmålt og forsynet med milepæle, de »kongeveje«, som Frederik 2. og hans søn Christian 4. lod anlægge i årene 1584-1642, fortrinsvis på Sjælland, men dog også på en enkelt strækning i Jylland, nemlig fra slottet i Haderslev til det i Kolding og videre nordpå til den gamle kongeby Jelling. De var forbeholdt kongefamilien og enkelte andre standspersoner, så der var porte og bomme til at holde alle andre på afstand. Disse andre måtte nøjes med det naturgroede vejnet, og det var ikke for godt; herom foreligger der mange afskrækkende beretninger. Der tales om navhøjt ælte, impassable broer og mange andre viderværdigheder. Når hjulsporene blev for dybe, måtte der køres fyld på - jord, sand og sten fra de tilstødende marker. Mens de gamle veje slyngede sig fra landsby til landsby, som terrænforholdene bød det, var kongevejene anlagt, så at de forbandt bestemte punkter, nemlig de kongelige slotte, på den mest direkte og hensigtsmæssige måde. Formålet var jo, at kongen skulle kunne færdes ubesværet i sit rige, hvor han endnu på den tid varetog mange vigtige opgaver i central administrationen. I takt med at dette ophørte, overgik kongevejene til offentligheden, de sidste i 1740, men navnet bevaredes i sproget.

For hver halve mil blev der på kongevejene anbragt milepæle med tavler, hvorpå afstanden var angivet. Opstillingen begyndte 1584, men allerede året efter var flere af dem ødelagt ved hærværk, og uvæsenet fortsatte under Christian 4., som måtte pålægge sine lensmænd at genopstille »de stolper og tavler«, som hans far havde ladet opsætte. Af disse stolper og tavler er ethvert spor for længst forsvundet, men ordet milepæl levede videre, selv om »pælene« blev af sten.

Enevældens indførelse i 1660 betød en fuldstændig omlægning af landets administration. Al magt var nu koncentreret hos kongen, og det blev derfor af største betydning, at hans bud hurtigt og præcist kunne nå ud overalt i riget. Her slog kongevejene ikke til. Det almindelige vejnet måtte også være i orden.

Et postvæsen var blevet oprettet 1624, men »de onde og brøstfældige veje« satte naturlige grænser for dets effektivitet, også når det gjaldt ekspederingen af kongelig majestæts ordrer. En række love og forordninger om at »alle og enhver, der nyder og besidder jordegods, nu straks eller så snart som muligt forfærdiger og herefter vedligeholder vejen, så der ingen mangel på broer eller andet findes«, blev udsendt, men det havde man nu gjort så tit, og heller ikke denne gang gav det noget nævneværdigt resultat. De lokale embedsmænd, som i reglen tillige var godsejere, havde svært ved at se problemet. Vejene var jo gode nok til studedrifterne og rimeligt anvendelige til ridning, og ridende var de fleste inden for administrationen og praktisk talt alle, der skulle rejse over længere strækninger. Desuden så de hellere bønderne arbejde i hovmarken end på vejene. Disse på deres side var ikke langt fra at dele denne opfattelse. Fra arilds tid havde vejenes vedligeholdelse påhvilet bønderne, hvad disse naturligvis fandt urimeligt. At man måtte arbejde for godsejeren var i orden, til gengæld havde man fæstegården, men vejarbejdet var en samfundsmæssig byrde, som var pålagt dem alene, og selv kom de sjældent ud på længere rejser. Det skete, at bønderne nedlagde arbejdet - således ved anlæggelsen af de nordsjællandske kongeveje. Herfra foreligger for første gang efterretning om brug af det oprindeligt militære straffemiddel træhesten.

I et forsøg på at bedre tilstanden blev det 1690 påbudt amtmændene at foretage en opdeling af landevejene. Hvert herred og sogn, hver by og gård skulle herefter have et vejstykke at vedligeholde efter »vejens beskaffenhed, ondhed og godhed, rigtig ved alenmål tilmåles«. Som et led i dette organiserede regeringen selv den første samlede opmåling og inddeling af alle kongerigets og hertugdømmernes større veje. Arbejdet blev overdraget Ole Rømer, som i 1681 af kongen var blevet kaldt hjem fra Paris, hvor han havde skabt sig et navn blandt videnskabens ypperste ved at bestemme lysets hastighed. At han foruden at være en genial forsker tillige var en praktisk mand, leverede han mange beviser på, således udarbejdede han planen for en ny matrikel. Til vejmålingen konstruerede han en såkaldt milevogn, det vil sige en vogn med et tælleværk, der registrerede den gennemkørte vejlængde (Fig. 2). Med den blev i årene 1691-97 alle landets større veje opmålt. For hver fjerdingvej (kvartmil) blev der foretaget en afmærkning, som angav, hvor der senere skulle sættes en milesten. Anskaffelsen og opstillingen af disse overlod man meget behændigt til amterne. Stenenes udførelse blev derfor lidt forskellig fra egn til egn.

Stenene skulle anbringes på en lille jordhøj ved vejen. For hver helmil sattes en stor, smukt tildannet granitsten med angivelse af afstanden fra opmålingens udgangspunkt (nogle steder tillige Christian 5.s monogram) og for hver kvartmil en lidt mindre sten uden tal, men med en, to eller tre indborede fordybninger svarende til en kvart, en halv og trekvart, mil. Sådan var i hvert fald intentionerne, men spørgsmålet er, i hvor høj grad de er blevet fulgt; det er en kendt sag, at man ville få et yderst ufuldkomment billede af fortiden, hvis man skildrede den alene ud fra de kongelige love og forordninger (Fig. 3). Et par år efter opmålingens afslutning udbrød Store nordiske Krig; den varede i mere end en snes år, og selv om Danmark ikke var direkte indblandet i hele dette tidsrum, har den i høj grad påvirket samfundsudviklingen. Nogle år senere, i 1743, udbad kongen, Christian 6., sig forskellige oplysninger om forholdene i amterne, blandt andet om de romerske milesten. Amtmanden over Kronborg amt svarede: »Her i distriktet findes milepæle alene på kongevejen fra Cronborg til Frederiksborg, item på landevejen fra Cronborg til København. De øvrige landeveje er ikke ved milepæle afdelte«.

Når det stod sådan til med opfyldelsen af den enevældige monarks bestemmelser i nærheden af hovedstaden, hvordan så i det fjerne Vestjylland?

»Farvel Danmark, sagde kællingen, hun rejste til Jylland«. Den østdanske talemåde rummer et mål af sandhed (Fig. 4, Fig. 5). Fra at have været en ligeberettiget del af riget i vikingetid og middelalder sank Vestjylland i 16-1700-årene ned til at blive en fjern, tilbagestående landsdel. Det var der mange grunde til; således de evindelige krige med Sverige, hvor Jylland med den sårbare sydgrænse gang på gang blev besat, snart af fjender, snart af allierede - det gjorde mindre til sagen, underholdes skulle de. I krigens kølvand fulgte den endnu farligere pest; den lagde i 1650’erne en tredjedel af alle gårde i Syd- og Vestjylland øde, ja i nogle sogne helt op til 80%. De forladte marker sprang snart i lyng, og dermed forstærkedes en udvikling, som havde været i gang gennem lang tid og gjorde Vestjylland til lyngens brune, men fattige land; af matrikuleringen i 1683 ses det, at kun 15-16% af de typiske vestjyske hedesogne var opdyrket. Mange af befolkningen foretrak at drage østpå for at købe eller fæste en gård med mere rentable jorder.

Omvendt medførte de samme forhold, der fik Vestjylland til at glide ud i ubemærketheden, at beboerne dér undgik de uheldige strukturdannelser, som andetsteds kom bønderne til skade. Herremandsvælde, fæstevæsen, hoveri og landsbyfællesskab blev aldrig så udpræget i vest som i øst. Enkeltgårde og selveje var almindeligt (Fig. 6).

Alt dette kom til at præge den jyske folkekarakter i retning af selvstændighed, sindighed i ord og handling og en for nutidsmennesker ufattelig nøjsomhed. Ikke sådan at deres tilværelse var én lang bedrøvelighed, mindedage og højtider blev festligholdt i Vestjylland som andetsteds - også det medvirkede til dannelsen af en folkekultur, der har holdt sig op i tiden. Og naturligvis var der også her gode jorder, frugtbare eng- og marskarealer, der kunne danne basis for solid velstand.

Over for offentlige autoriteter var vestjyderne skeptiske, og love, som de fandt urimelige eller i bedste fald overflødige, havde de en tilbøjelighed til at opfatte som ikke gældende for deres del af landet. At blande myndighederne ind i en tvistighed blev anset for utilgiveligt. Blev nogen stillet for retten - for eksempel for nægtelse af vej- og brobyggeri, som det ofte skete i slutningen af 1700-tallet - vidste de at benytte forstillelsens kunst. Den østdanske opfattelse af dem som »enfoldige, fattige, kan hverken læse eller skrive« blev nu brugt af dem selv, ironisk, som undskyldning for, at de ikke rigtig forstod de stillede spørgsmål; de få undersøgelser, der er foretaget, tyder ellers på, at det stod ganske godt til med skolekundskaberne - snarest bedre end østpå i landet. Deres evne til at køre selv alvorlige anliggender ud i bagateller har bragt mangen dommer til fortvivlelse. Sådanne sager kunne løbe i årevis og endte ofte med et harmløst forlig.

Nu var de embedsmænd, kongen velsignede vestjyderne med, heller ikke alle af første klasse (Fig. 7, Fig. 8). Nogle af amtmændene var mest optaget af at drive deres godser; de ekspederede de løbende forretninger, men betragtede i øvrigt deres stillinger som en art hædersbevisning og tog ingen initiativer til at ophjælpe den forsømte landsdel. Heller ikke herredsfogeden, som var den øvrighedsperson, beboerne havde mest at gøre med, levede altid op til sine forpligtelser, men til undskyldning tjener, at de vilkår, regeringen bød ham, slet ikke stod i forhold til det ham påhvilende ansvar. Hans faste pengeløn var lille, og selv om den kunne suppleres med gebyrer for forskellige tjenesteydelser, skete det, at han faldt for fristelsen til at skaffe sig indtægter på uretmæssig vis; han rådede jo over store betroede midler, og tilsynet var alt andet end effektivt. Blev det opdaget, var sagen alvorlig. Af tre, der i slutningen af 1700-tallet beklædte embedet i Hjerm Ginding herreder, undgik de to med nød og næppe fængselsstraf, mens den tredje måtte, »indtil betaling sker eller tiltalte ved døden afgår, arbejde i Københavns fæstning«.

Som nævnt kunne det mange steder i landet volde problemer at få gennemført de kongelige påbud, og man vil forstå, at Vestjylland, hvad dette angår, ikke var nogen undtagelse. Når kongen forlangte vejene bragt i orden, så stødte han ikke blot på bøndernes indgroede uvilje mod at påtage sig det ulønnede arbejde, men også på embedsmændenes manglende evne til at få dem til det; om en enkelt herredsfoged siges det, at han helt havde opgivet vejene. De lovbefalede vejsyn blev ikke afholdt regelmæssigt, og de få rapporter, der indgik til amtet, bærer ikke troværdighedens præg. Mens københavnerne omkring 1770 kunne køre på brolagte chausseer, havde de vestjyske veje ikke ændret sig siden Christian 4.s dage. Langt op i tiden valgte den kongelige postvogn mellem Århus og Ringkøbing at tage omvejen over Randers, Viborg og Holstebro frem for den direkte rute.

Men hvordan hænger det så sammen med de mange i indledningen omtalte vestjyske milesten, der ligefrem gør denne landsdel til noget særligt på området? De er netop af de typer, Rømer foreskrev, og man har altid - i hvert fald lokalt - regnet med, at de stammede fra 1690'erne, tiden for Ole Rømers opmåling. For nylig er der imidlertid på landsarkivet i Viborg dukket en rapport op, som afslører, at disse pæle først er sat på et langt senere tidspunkt - næsten hundrede år efter lovens påbud om deres rejsning.

I slutningen af 1700-årene vandt den oplyste enevældes ideer indpas i Danmark. De idealistiske reformvenner var stærkt optaget af dens tanker om oplysningen og humanitetens betydning og mente, at ophjælpningen af landbruget var vejen til at forbedre såvel den enkelte borgers som hele landets økonomi. Blandt de mange udmærkede landbolove, de fik gennemført, var en af de mest skelsættende om vejvæsenet. Den kom i 1793.

Det specielle vestjyske temperament var ikke de københavnske administratorer ubekendt. Det var noget, man havde lært at leve med, men reformvennerne ønskede tingene sat på plads og tog deres forholdsregler. De udvalgte en ung energisk mand med det rette sind til at ruske op i gammel slendrian: Christian Frederik Hansen (1737- 1808). Som ung kom han ind i centraladministrationen, hvor hans eksemplariske flid og nidkærhed samt hans engagement i tidens tanker sikrede ham en lynkarriere. Efter at have beklædt en række betydningsfulde stillinger i København blev han 1773 - skønt borgerlig af fødsel - udnævnt til amtmand i Bøvling og Lundenæs amter. Da disse, 1794, blev slået sammen til Ringkøbing amt, fortsatte han i stillingen.

Hans første embedshandling efter ankomsten til sit nye kvarter faldt dramatisk ud og gav ham en nyttig anskuelsesundervisning i de særlige vestjyske forhold. Endnu to måneder efter tiltrædelsen var det ikke lykkedes ham at få embedets akter udleveret af forgængeren, den svagelige og efterladende Peter Albertin til Slumstrup. For at få sagen bragt i orden lod C. F. Hansen sig køre til ham, men Albertin nægtede at udlevere det ønskede materiale, som han i øvrigt ikke kunne finde. På hjemvejen efter det resultatløse besøg kørte vognen i et af vejens mange huller, væltede, og amtmanden brækkede en arm.

C. F. Hansen var en ilter natur, og man kan let forestille sig hans følelser over for såvel Albertin som de vestjyske veje. Hvad de sidste angår, tog han straks affære. Blot to dage efter den uheldige ekspedition udgik et skarpt brev til samtlige herredsfogeder, hvor han beskrev den trafikale elendighed og forsikrede, at han havde til hensigt at bringe den til ophør, sørge for at broer og vaser kom i orden og i det hele give vejene det udstyr, de efter loven skulle have (Fig. 10, Fig. 11, Fig. 12). Alle de tilskrevne blev sammen med deres sognefogeder og to kyndige mænd fra hvert sogn tilsagt til at give møde ved Snejbjerg kirke den 25. maj for at modtage yderligere instrukser. Mødet fandt sted og understregede til fulde den bedrøvelige tilstand, men den ildfulde amtmand nåede sit mål; ved en sej og vedholdende indsats lykkedes det ham at skabe et vejsystem, der på ingen måde stod tilbage for naboamternes. At hans overordnede mål var at forbedre landbrugets forhold, kunne det være vanskeligt for de arbejdspligtige bønder at fatte, for dem kom han til at stå som repræsentant for et styre, der stadig stillede krav. Det skete, at de nedlagde arbejdet, men sagen lod sig dog i de fleste tilfælde ordne i mindelighed. Trods al modstand gik arbejdet sin gang, der blev anlagt nye veje og de eksisterende blev istandsat ved befæstning af vejbanen og indgrøftning. For at undgå gentagelse af forfaldet blev det indskærpet herredsfogederne at afholde årlige vejsyn og indgive rapport herom på et dertil indrettet skema.

Da det vigtigste var bragt i orden, kom turen til opstilling af milepæle. De afmærkninger, som var blevet afsat under Ole Rømers opmåling, var for længst forsvundet, så milevognen måtte igen i virksomhed. Arbejdet blev påbegyndt 1785 på strækningen Ringkøbing-Varde, og udgangspunktet var amtmand Hansens gård »straks norden for Ringkøbing byport«. I de følgende år, 1786-90, blev alle områdets landeveje opmålt, og derefter kunne milepælene rejses - med næsten hundrede års forsinkelse. Det var stadig de af Rømer anviste typer, man benyttede, men den anvendte stenhugger, Peder Pugelund i Firhøje, kom naturligvis til at præge dem med sin stil, både hvad angår form og indskrift. Fra Pugelund foreligger en skrivelse sendt til amtstuen et års tid efter arbejdets afslutning. Han beder underdanigst om at få restbeløbet for opsætning af 217 milesten og 12 trekantede vejvisere, 191 rigsdaler og 2 mark, udbetalt »snarest muligt, da jeg trænger højlig til pengene«. Han fik sit tilgodehavende, men først halvandet år senere, og det var da lykkedes myndighederne at få det reduceret til 162 rigsdaler og 1 mark. Med Pugelunds opgørelse fulgte en fortegnelse over antallet af milesten på de forskellige strækninger og angivelse af vejvisernes placering - oplysninger af stor interesse, når man vil studere det gamle vejsystem.

Som allerede berørt kom der i 1793 en ny lov, »Forordning om Vejvæsenet i Danmark«; den gjaldt stort set til 1841, ja i visse henseender helt til 1957, og er ikke uberettiget blevet kaldt »vejenes grundlov«. Her behandledes i 97 paragraffer alle forhold inden for trafiksystemet, også milestensproblemerne. De gamle »Rømerpæle« skulle, bestemtes det, fjernes og erstattes med sten i (norsk) marmor. Hvordan dette er blevet modtaget i Vestjylland, hvor man netop var blevet færdig med stenrejsningen, kan man gætte sig til, men heldigvis indeholdt loven en bestemmelse om, at man i nødsfald kunne bruge dansk kampesten, og den skød man sig ind under. Det viste sig i øvrigt, at det norske marmor hurtigt forvitrede i det danske klima, så der er kun bevaret ganske få af disse høje, obeliskagtige sten med enevoldskrone, Christian 7.s monogram og nederst et posthorn i relief. De er tegnet af ingen ringere end billedhuggeren Johannes Wiedewelt, så der er grund til at passe på dem.

Sådan gik det til, at Vestjylland beholdt sine »Rømermilepæle« af god jysk granit - det materiale, som også egnens kirker og broer er bygget af. Den var uforgængelig, billig og lige for hånden. De mange nye landeveje, som i sidste halvdel af forrige århundrede blev anlagt i Vestjylland, fik ligeledes granitmilepæle, blot med den forskel, at hullerne i kvartmilestenene var erstattet med brøker. Først indførelsen af metersystemet 1907 slog de gamle vejmål og dermed milestenene ud.

Mange af de gamle milesten var i løbet af 1800-årene gået tabt. Ved større udbygninger eller omlægninger endte de under Jens Vejmands hammer, men det skete også, at en gammel betydningsfuld landevej blev degraderet til bivej, og her fik stenene som regel lov at blive stående (Fig. 13). Ved reformen 1907 blev det først bestemt, at de gamle sten skulle genanvendes, opstillet efter de nye mål og med de nye betegnelser indhugget i det, som før var bagsiden. Det blev gjort i nogle tilfælde, men efter henstilling fra Nationalmuseet 1910 fik de tilbageværende dog lov at blive stående. Ved samme lejlighed blev det pålagt amtsvej inspektørerne at indsende oplysninger om alle gamle vejmærker. Nogen landsdækkende oversigt findes dog stadig ikke.

Af vestjyske »Rømersten«, som endnu står på oprindelig plads - eller i hvert fald nær denne - finder man flest på Holstebroegnen, langs de gamle landeveje til Skive, Oddesund, Lemvig og Ringkøbing. På Skivevejen, der tidligere gik over Skave, Sevel og Estvad, er ti sten bevaret, og på Oddesundvejen (over Asp og Resen) har seks holdt stand. I den store Klosterhede plantage står andre seks sten på deres små jordhøje langs den gamle Lemvigvej, og syv kan ses mellem Holstebro og Vemb, som man passerede på turen til Ringkøbing. En anden større samling findes længere mod syd, ved den gamle Skjern-Vejlevej, der gik over Borris. Flere optræder spredt rundt omkring, og dertil kommer så de mange, som er blevet fjernet fra deres oprindelige plads og nu står ved private indkørsler eller på gårdspladser. Milepæle er jo ikke jordfaste, de kan let flyttes. De, der har gjort det, skal ikke ubetinget dadles for det; mange af stenene har sikkert derved undgået en betydeligt værre skæbne. Alt iberegnet kendes der mere end 60 milepæle fra Ringkøbing amt, og der dukker til stadighed nye op.

Til det romerske system hørte vejvisere, også af granit, men tilhugget i trekantet form, så at de stående ved en vejgaffel kunne lede i rigtig retning. Af dem har der været tolv i amtet, og fire er bevaret, tre på deres oprindelige sted, en enkelt på museum. Et eksemplar blev fundet foråret 1987, cementeret ind i en stenkiste. Den er nu ført til sin gamle plads i Ørnhøj, hvor Horsensvejen drejede af fra Holstebro-Skjernvejen.

Med fredningsloven af 1969 blev det endeligt fastslået, at milepæle er fredede, de »må ikke ændres eller flyttes uden rigsantikvarens og fredningsnævnets samtykke«. I Ringkøbing amt har myndighederne ladet stenene registrere, både dem langs vejene og de andre; det er hensigten at søge så mange som muligt af de sidstnævnte ført tilbage til oprindelig plads (Fig. 14). Man er her på linje med befolkningen. Vestjyderne - i hvert fald mange af dem - sætter pris på pælene og ser nødigt nogen af dem forsvinde.

Der er bevaret milesten andre steder i kongeriget, men Vestjylland indtager med sine Rømerpæle en særstilling, hvad vist ikke alle er klar over. At så mange er bevaret, skyldes vel først og fremmest deres sene tilkomst, men også de vestjyske naturforhold. Især kvartmilestenene tiltrækker sig opmærksomhed. Med deres »øjne« i stedet for tal minder de om en tid, hvor brøkregning ikke var hvermands sag (Fig. 15).

Lit: Torben Topsøe-Jensen: Ad hjulspor og landeveje. 1966. - Erling Pade: Milevognen. 1976. - Ejner G. Pedersen: Hærvej og hedevej i Hardsyssel. 1986.