Midtjysk magt

Findestedet er et højtliggende plateau, som mod syd er skarpt afgrænset af en stejl skrænt ned mod den brede Skjern-ådal, hvor nu småsøerne Rødkær og Ensø optræder som de sidste rester af jernalderens formodentlig langt vandrigere åsystem. Bopladsen ligger nærmest åen, på plateauets højeste top, gravpladsen et halvt hundrede meter nordligere. Dette, at vi kender begge, er en betydelig gevinst - det er sjældent, man har lejlighed til på én gang at forske i de levende og de dødes verden. Det første har vi dog endnu, i alt væsentligt, til gode; der er kun foretaget mindre prøvegravninger. De har til gengæld overrasket: Hedegård-bebyggelsen er om ikke den største så dog blandt de største landsbyer, vi kender fra tiden omkring Kristi fødsel, og den har været omgivet af et hegn med tætstillede, kraftige stolper. Et metertykt kulturlag med potteskår, aske, brændte sten og slagger fra smedning og/eller jernudvinding vidner om længerevarende beboelse, og det samme gør hustomterne, der fordeler sig på flere faser; sammenlagt synes de at have strakt sig over et par hundrede år. Hvad der kan være grunden til landsbyens usædvanlige størrelse, er svært at sige, men det oldsagsrige kulturlag kan næppe alene skyldes hverdagens gøremål, så måske har man haft en erhvervsmæssig specialitet. Mens bopladsen ligger forholdsvis velbeskyttet under sit tykke kulturlag, gælder det samme ikke gravpladsen - her har dyrkningen allerede sat sine ødelæggende spor. Så foreløbig har vi ladet bopladsen hvile og sat alle kræfter ind på at redde så mange som muligt af gravene. I skrivende stund har vi undersøgt ca halvdelen af pladsen med omkring 150 grave og gravlignende anlæg. Dens samlede areal er ca én hektar.

Det gælder for gravpladsen som for bopladsen, at den indeholder træk, der klart adskiller den fra ligeartede samtidige, og dem er der mange af i Midt- og Østjylland. Hedegårdgravene er gennemgående mere veludstyrede, med større indhold af metaloldsager. Der er flere våbengrave, end vi er vant til, og der er en tendens til, at hele udrustningen, sværd, skjold og lanse, har fulgt ejeren i graven. Blandt sværdene er de såkaldte La Téne-sværd almindelige; det er flotte, næsten meterlange jernsværd, importeret fra keltisk område. Ikke så få af sagerne er sjældent eller aldrig tidligere set i gravsammenhæng: små værktøjer, kornsegl, en passer (?) og underlige beslag, som kan have siddet på en saddel, i så fald Danmarks ældste. Her vil vi nøjes med at beskrive de tre grave, som klarest viser gravpladsens særlige karakter. Det er mærkeligt nok urnegrave, der ellers ofte er karrige med fund. (Fig. 1)

De tre lå nær hinanden omtrent midt på gravpladsen. Den første afslørede sig, da muldlaget blev fjernet (hvilket foregår med maskinkraft), gennem små brændte bronzestumper inden for et mindre område. Maskinen blev stoppet og jorden sigtet, hvorved fremkom nogle få brændte knogler og flere bronzeting, nemlig foruden de omtalte stumper tre led til et bælte og et lille hestehoved. Der var ingen forstyrrelser i det noget diffuse anlæg, så det sandsynligste er nok, at området er selve ligbrændingspladsen. Den egentlige grav, en urne med brændte ben, dukkede op i dennes nordøsthjørne. De sager, vi fandt ved sigtningen, er blevet overset, da man efter brændingen samlede resterne sammen.

Urnen, en stor flammet lerkrukke, blev udgravet og taget op, og nu viste det sig, at den stod direkte oven på en stor sammenrustet klump af jern- og bronzegenstande. Det var tydeligvis gravgodset, der af pladshensyn var anbragt her, men nogle enkelte udvalgte sager havde dog fundet vej til selve urnen, nemlig to glatte, massive guldperler (sandsynligvis efterligninger af romerske glasperler, men altså i 20 karats guld), en nu deformeret, men oprindelig rørformet perle dannet af en spiralviklet guldtråd og to bronzekugler til ukendt brug. Alt sammen former af stor sjældenhed i Danmark. Et sidestykke til spiralperlen er dog for nylig fundet på Ringkøbingegnen (se Skalk 1991:3).

Dyngen under urnen bestod af godt og vel 60 enkeltdele, men de fleste stammer ganske vist fra en og samme genstand, nemlig det fra brændingspladsen kendte bælte med støbte, kunstfærdigt udformede led. De har været skiftevis kvadratiske og rektangulære, holdt sammen med splitter, muligvis af træ. Foran har været en lukkeanordning bestående af hage og ring, den første udformet som et flodhestelignende væsen, den anden pyntet med to andefigurer. Ned fra lukket har hængt en fri ende med led af andre former. Sådanne bælter er meget sjældne; fra Danmark kendes syv, alle nordjyske, men de fleste er stærkt ødelagte og ingen så prangende og perfekte som dette. De er sandsynligvis fremstillet i Norden, men tydeligt inspireret fra keltiske områder sydpå. Klare, men lidt ældre, forbilleder findes i Østrig og Ungarn, alle fra rige kvindegrave. At også Hedegårdgraven har rummet en kvinde, viser andre af dyngens genstande: en synål, stumper af en glasperle (noget uhyre sjældent på denne tid) og to brocher. De sidste giver dateringen: årtierne før Kristi fødsel.

Et par redskaber, en fintformet kniv og en syllignende genstand, kan en kvinde også have haft brug for, men vi savner forklaring på dyngens største stykke, en ca 27 cm vid jernring, åbenbart importeret, eftersom analyse af jernet har vist, at det ikke stammer fra myremalm. En del ildpåvirket bronzeblik viser, at der har været et eller flere bronzekar i dyngen. Et stykke har på røntgenbillede afsløret sig som bunden af en si.

Som nævnt blev der på brændingspladsen fundet et lille bronze-hestehoved, og det var så heldigt, at der i dyngen under urnen fremkom mere af samme dyr - ikke alle stykkerne, men nok til at man kan se, det med sin krop har dannet hank til et metalkar, måske den omtalte si. Særlig naturalistisk er hesten ikke, den består i al enkelhed af to trinde bronzestænger, der foroven er forenet til et hoved, mens de forneden løber ud i hesteben. Hanken har siddet lige under randen, og hesten har bidt i denne. Midt på bugen har dyret haft en knopformet gevækst med en ring udformet som et vildsvin - en noget speciel udsmykning, der imidlertid igen bringer kelterne i erindring. Stykket som sådan er enestående, men vi kender to andre tilfælde, hvor små fra Romerriget indførte bronzekar er blevet forsynet med fantasifulde nordiske bronzehanke i dyreform.

Graven hører til de rigeste, vi kender fra keltisk jernalder. Med sine mange og sjældne sager er den helt i særklasse.

Den næste grav, som skal fremlægges, lå en halv snes meter fra den ovenomtalte. Det første, vi traf på, var et stort husholdningskar af ler - eller rettere bunden af det, for overdelen var slået af og kanten tildannet i et let bølgeformet forløb. Normalt står urner jo retvendt, men karret her lå med bunden i vejret, hvad vi hurtigt fik forklaringen på. Det viste sig nemlig at være låget over den egentlige urne, et bronzefad med en mundingsdiameter på ikke mindre end 40 cm. Heri lå den dødes brændte knogler sammen med en lille glat guldfingerring. Kobbersaltene fra det desværre stærkt opløste metalkar havde bevaret rester af et klæde, som benene har været svøbt i - og mere end det: under bronzefadet fandtes bregner og stumper af en kohud, åbenbart fra en beklædning af selve gravgruben, ikke ulig den pyntning/af- dækning, vi selv giver vore grave for at mildne det barske indtryk af den rå jord. Det er et næsten gribende indblik, vi her får i jernalderens dødeomsorg, og det forstærkes, når man hører, at de brændte knogler stammer fra et barn på fire-fem år. Hovedmængden af gravgaver var - også her - anbragt uden for urnen, dog ikke under, men ved siden af den. Som i førnævnte tilfælde dannede de en rustklump. (Fig. 2, fig. 3., fig. 4., fig. 5., fig. 6., fig. 7., fig 8)

Bronzefadet er af en simpel type med bred, let rundet bund og uden hanke eller ornamenter - en romersk karform tilhørende tiden kort før Kristi fødsel. Fra Danmark kendes kun et enkelt lignende stykke; det er fundet i Vendsyssel og - besynderligt nok - sammen med rester af et bronzebælte som det, vi netop har omtalt. Det øvrige »frie Germanien«, det vil sige den del af Nordeuropa, som ikke blev underlagt Romerriget, har bidraget med 18 sådanne fade, et ringe antal, men stort, når man betænker, at romersk eksport til de barbariske lande endnu på dette tidspunkt var i sin vorden. Også guldringen, der lå i karret, er af en simpel form. Egentlig er det kun metallet, der gør den spændende.

Dyngen uden for urnen indeholdt mange sager, nogle let genkendelige, andre vanskelige at funktionsbestemme. En kniv med smukt forarbejdet jernskede og en fin jernsaks volder ingen problemer, og ildpåvirkede bronzestumper må være fra et - antagelig lille - metalkar. Men hvordan skal man forstå en svær jernod, som må have siddet i et træskaft, samt en række forskellige jernbeslag og en bronzeøsken, der også må have hørt til en eller flere trægenstande? Alt i alt et udstyr, som kan give udgraveren en middelsvær hovedpine, især når han betænker ejerens aldersklasse. Vi står her over for en af de rigeste barnegrave, som kendes fra Danmarks oldtid. Det må have været et meget betydningsfuldt barn.

De to til nu omtalte grave er altså samtidige, og den tredje, som straks skal behandles, slutter sig smukt til selskabet. Den fandtes kun seks meter fra graven med bronzefadet og havde flere lighedspunkter med denne. Således i opbygningen: også her var urnen et bronzefad med et omvendt lerkar som låg, i dette tilfælde en stor skål. Der var rester af klædet, de brændte knogler har været svøbt i. Inde i urnen, mellem knoglerne, lå en guldfingerring af lighed med den i nabograven, et bæger af ler, stumper af en kniv samt en bronzedølle og udenfor, under bunden af bronzekarret, to kæmpemæssige og helt ens jernknive, længde 46 cm; de var anbragt, så at de dannede et V omkring fadets fod. Knivene er lidt af et mysterium. Som våben kan de næppe have tjent, i så fald ville det være en helt ny og ukendt type, og som skærende redskaber forekommer de vildt overdimensionerede. Måske har de skullet symbolisere et eller andet ved den afdøde, men det kan ikke være alder og erfaring. Knoglerne er af en person på 16-17 år. (Fig. 9)

Bronzefadet er et kapitel for sig. Det er stort, 42 cm i tværmål, og med påsatte hanke og fod. Selve skålen er stærkt nedbrudt, så meget, at den måtte beklædes med glasfiber for at kunne graves ud, men tilbehøret har klaret sig godt. Foden er af massiv bronze, lille og fin, men meget tung. Især hankene tiltrækker sig dog opmærksomhed; de er flot svungne med fæsteplader udformet som vinblade. Sådanne kar er uhyre sjældne i hele Europa; fra det frie Germanien kendes kun tre, det nyfundne indbefattet. Det er fremstillet i Capua i det sydlige Italien, i dag en moderne, lidt kedelig by, men i århundredet før Kristi fødsel centrum for den romerske bronzeindustri. Romerne importerede græske bronzesmede til denne by, og samtiden roste deres produkter i høje toner. Senere blev en masseproduktion af bronzekar startet i provinserne, men følgen blev en markant kvalitetsmæssig tilbagegang. Karret fra Hedegård er en fin repræsentant for de tidlige capuanske kar. I Romerriget anvendtes sådanne fade vistnok som vinkølere, men det er nok tvivlsomt, om det samme var tilfældet i Jylland. Under alle omstændigheder drejer det sig om en stor sjældenhed.

Gennem det meste af keltisk jernalder var ligbrændingen enerådende og gravene med et yderst pauvert indhold af oldsager; man får indtryk af en jævn befolkning uden de store rigdomsforskelle. Men i tiden kort før Kristi fødsel ændres billedet pludselig. Gravudstyrene bliver varierede med flere og mere forskelligartede genstande: metalbeholdere, våben, redskaber, et større udvalg af smykker. Det er tydeligt, at det nu gjaldt om at vise, hvor man befandt sig på rangstigen. Det var for flertallets vedkommende ikke særlig højt. Langt de fleste grave er blot udstyret med en enkelt metalgenstand, oftest en jernkniv, men netop det sætter de mere heldige i relief.

De beskrevne Hedegård-fund tilhører en lille gruppe af ekstremt rige grave netop fra den tid, hvor de nævnte forandringer satte ind. Hvad der især udmærker dem, er bronzekarrene, de var uhyre sjældne så forholdsvis tidligt i jernalderen - først et par hundrede år senere øgedes importstrømmen en smule, men det var stadig kun de få beskåret at eje sådanne ting. Der er ingen tvivl om, at de tre afdøde har haft en høj stilling i samfundet, og den enes meget unge alder viser, at sådant erhvervedes ved fødsel, ikke - i hvert fald ikke alene - ved dåd og bedrift. Det må have været tungt for en ærekær familie at begrave ikke blot en elsket afdød, men også husets bedste statussymboler, der hidtil havde glimret ved gæstebudene, men det i sig selv var vel med til at styrke slægtens omdømme.

De tre grave repræsenterer toppen, men det betyder ikke, at de andre var fattige; påfaldende mange overtraf, hvad vi er vant til på tidens gravpladser. Det er nævnt, at våben optrådte hyppigere end normalt, men det samme gælder for smykker, redskaber og småting. Pladsen her er noget ud over det almindelige, den har et internationalt præg, og spørgsmålet er så, hvordan den har fået det. Forklaringen skal nok søges på bopladsen, men da vi ikke har arbejdet særlig meget der, er vi i nogen grad henvist til gætteri. Lad os alligevel se lidt på den side af udgravningen.

Vi ved, at landsbyen var meget stor og omgivet med et hegn, så kraftigt, at det næsten virker som et forsvarsværk, hvad det måske også var i påkommende tilfælde. Beliggenheden ved Skjern-åen var gunstig, den store vandvej har sikret forbindelsen med omverdenen, men det omgivende terræn hører ikke rent dyrkningsmæssigt til de bedste, det er nærmest, hvad vi ville kalde marginaljord, så det er næppe på landbruget, landsbyen har baseret sin eksistens. Det tykke kulturlag vidner da også om større og mere massive aktiviteter her end i flertallet af samtidens landsbyer. Af disse kender vi en del, de var normalt på 10-15 nogenlunde ensartede gårde, men kunne nå højere op. Af de store er imidlertid kun en enkelt udgravet i sin helhed.

Den lå ved Hodde på Vardeegnen (se Skalk 1976:1), var omgivet med hegn og rummede 27 samtidige gårde. En af dem var klart større end de andre og er derfor blevet opfattet som en stormandsgård, bolig for landsbyens ledende slægt. Man skal være forsigtig med at spå, men ingen vil undre sig, hvis Hedegård-landsbyen til sin tid tegner et lignende billede. Visse slægter har skilt sig ud, vundet rigdom og magt, så at andre samlede sig om dem for at nyde godt af deres beskyttelse. Formodentlig har også de omliggende »normallandsbyer« været i et afhængighedsforhold. En udvikling var sat i gang, og den skulle få vidtgående følger fremover.

At Hedegård-pladsens ledere har været mere end almindeligt velhavende, viser fundene til fulde, men hvordan opretholdt de deres levestandard? Jernudvinding af mosernes myremalm med efterfølgende forarbejdning af metallet er en mulighed. De mange slagger i kulturlaget kunne pege i den retning, og en jernudvindingsovn, som er påvist syd for landsbyen, tæller også med. Det er foreløbig gætteri, som kommende udgravninger vil kunne bekræfte eller afkræfte. Det sidste ord i denne sag er endnu ikke sagt.