Mesterstykke
(Fig.1). Arkæologiens dyrkere har deres specielle glæder knyttet til det sære begreb sjældenhed. Et lille potteskår kan stemme sindet mildt og en skærve give hjertebanken. Er fundet tilmed uskadt og af ædel form, da fyldes man med lykke og ønsker sig intet mere.
Af Erik Jørgensen
Fig. 1: Oldsagsfoto: Lennart Larsen.
Stenøksen over disse linjer - den eleganteste, mest fuldendte af sin art - blev fundet februar måned dette år på Vroue hede syd for Skive. Den interessante udgravningslokalitet har før været omtalt her i bladet, nemlig i sidste års nr. 4; som det vil erindres, drejer det sig om stenaldergrave anlagt på flad mark i lange, undertiden snorlige, rækker, hvor gravsteder veksler med »dødehuse« efter et ret fast system. De mennesker, der har hvilet i gravene, er efterkommere af dem, der byggede dysser og jættestuer. Hvorfor de så brat har skiftet gravskik, har vi endnu ingen sikker forklaring på.
Det skyldes gårdejer Magnus Andersen, på hvis jord vi før har gravet, at Nationalmuseet tog den ellers afsluttede undersøgelse op igen. Belært af erfaringen gjorde vi udgravningsfeltet langt i øst-vestlig retning. Ganske rigtig: gravrækken tonede frem, udviklede sig og fortsatte ned i en slugt, på hvis anden side der også konstateredes grave. Vor tidligere fremførte opfattelse af Vrouefundene som en enhed, en kilometerlang gravplads anlagt langs en gammel vejlinje, blev gennem dette yderligere bekræftet. Den vigtige færdselsåre på tværs af Jylland var en »dødens vej«, selv om den nok så meget tjente de levende.
Stridsøksen lå sammen med en flintøkse mellem de to mørke vægrender i et af dødehusene. Med sin længde af 22 cm, sin velbevarethed og sine fine linjer er den et sandt pragtstykke, et lille kunstværk fremstillet af en mester i faget. Materialet er grønsten, der lettere lader sig forme end flinten, og derfor er bedre egnet til skulpturel udfoldelse. Tilsvarende, omend ringere, økser er før fundet ved rækkegrave, men i yderst begrænset tal.
(Fig. 2).
Fig. 2: Ingen figurtekst.
