Mere guld
(Fig. 1) Bemærkelsesværdige fund kommer ofte i klumper. Guldhalsringe for eksempel finder man ikke hver dag, der kan gå årtier imellem. Og nu, pludselig: to inden for to måneder.
Af Elisabeth Munksgaard
Fig. 1: Ingen billedtekst.
Den sidste kom i juni fra Himmerland. Så stor som ringen fra Tissø (omtalt i sidste nummer af Skalk) er den ikke, men med en vægt på 448 gram fint guld må man alligevel sige, det var en god høst, proprietær Valdemar Pedersen, Farsø, fik i hus fra sin kartoffelmark. På det tyndeste sted, som, når smykket blev båret, har vendt bagud, er der et brud, men ellers har markredskaberne ikke gjort særlig skade; de smukt overfaldende ender er kun lettere skrammet. Ringen er fra vor guldrige sagntid - germansk jernalder (5.-6. århundrede efter Kristus).
Ser vi bort fra de to nyfund, er det tyve år siden, en guldhalsring sidst dukkede op her i landet. Hvor? Såmænd i Farsø! Den blev fundet på nabogårdens mark, og da den er af samme type og alder og tilmed har en noget lignende beskadigelse som den nye ring, er det nærliggende at tænke sig en forbindelse. Den er der sikkert, endestykkernes udformning tyder ligefrem på, at de to er gjort af samme mester. Er ringene måske nedlagt sammen og senere splittet af ploven? Næppe - den ældre ring blev (som man kan læse i Skalk, 1958:1) fundet ved tørveskæring, godt en halv meter dybt. Helt ens er ringene iøvrigt ikke, guldholdigheden er forskellig, og den først fundne har mellem de overfaldende ender en påloddet fletning af fire guldtråde, en detalje, som denne ring står helt alene med.
(Fig. 2)
Fig. 2: Detalje fra det ældre fund.
