Mens Odense overvejer
I hjertet af Odense, ikke langt fra det sted hvor helgenkongen Knud så ynkeligt endte sine dage, ligger en kostelig, men indtil for nylig temmelig upåagtet, kulturhistorisk perle: en middelalderlig kælder med fire krydshvælv omkring en midterpille. Almindeligt er et sådant rum langtfra, og dette er i bedste stand, men hvad der især udmærker det er, at det har hørt til et almindeligt beboelseshus, ikke til et kirkeligt anlæg. Middelalderlige profanbygninger er sjældne; en borgerlig kælder af så høj kvalitet er enestående i det forslidte ords egentlige betydning (Fig. 1).
Af Finn Grandt-Nielsen og Henrik Vensild
Fig. 1. Overgade-husene under nedbrydning. Det forreste er fjernet på nær fundamentet med de tøndehvælvede kælderrum, men østhuset står tilbage omend i noget reduceret skikkelse. I den fremadvendende murflade, der er middelalderlig, og som oprindelig har vendt mod slippen, ses to vandrette bånd, som skyldes de i 1500-tallet indbyggede hvælvinger.
Det fornemme rum har en jævnaldrende nabo, en dobbeltkælder, der heller ikke er at foragte, selv om hvælvingerne, der er tøndeformede, først er indbygget senere, efter middelalderens ophør. Alt i alt har vi her et underjordisk Odense, som fortjener al mulig opmærksomhed, og glæden havde været fuldkommen, om ikke den begivenhed, som vakte interessen for det, samtidig havde truet dets eksistens. De to huse - Overgade 1 og 3 - som kældrene tilhører, faldt sommeren 1970, da en midlertidig gade krævede pladsen. Nedrivningen blev overvåget af Odense Bys Museer, der fik lejlighed til at gøre værdifulde fund og iagttagelser - og til at lægge et godt ord ind for kælderrummene. Hvad der skal ske med dem, er ikke afgjort endnu.
De to kældre repræsenterer, viste det sig, hver sin middelalderlige bygning, anlagt nær hinanden, men med en smal passage, en »slippe«, imellem. Husene har været af kvadratisk form, men i lidt forskellig størrelse. De nu nedrevne overbygninger, der strakte sig et godt stykke uden for de ærværdige fundamenter, var overvejende af yngre dato; men i østhusets gårdside sås betydelige rester af gammel munkestensmur, og efterhånden som nedrivningen skred frem, blev det klart, at også det meste af den mod slippen vendende gavl stod tilbage, godt gemt bag nyere murværk. På et tidspunkt - sikkert i 1500-årene - har man nedlagt den åbne passage mellem bygningerne ved simpelthen at inddrage den i vesthuset, hvor den blev til et langt smalt rum, som man beboeliggjorde ved at indbygge tøndehvælv i højder svarende til de forskellige etager; de afhugninger, som i den anledning var foretaget, sås i den bevarede mur som vandrette bånd. Bortset fra denne forsætlige beskadigelse var murværket overordentlig velbevaret; fugningen så ud, som om murermesteren havde afleveret arbejdet for få uger siden. Et par dybe revner fortalte dog om århundreders sætning.
Det forholdsvis klare billede af de to bygninger, som er opnået gennem opmålinger og udgravninger under nedbrydningen, gør det ønskeligt også at kende lidt til husenes historie: Hvornår er de bygget? Hvem har boet i dem, og hvordan har de været brugt? Har de betydet noget for byen? I det lokale arkiv standser sporene ved reformationen, men i Lunds landsarkiv er havnet tre senmiddelalderlige skøder fra Odense, og dem er der grund til at se lidt nærmere på. De omhandler en ejendom med et stenhus beliggende på Overgades sydside lige over for »Sildeboderne«. Vest for den ligger, adskilt ved en slippe, endnu et stenhus, omtalt som »Herrehuset« (Fig. 2). Beskrivelsen, som indeholder endnu flere enkeltheder, gælder uden al tvivl vore to huse - og altså i særdeleshed østhuset, bygningen med det krydshvælvede kælderrum, hvis ældste ejerforhold man herigennem får indblik i (Fig. 3).
Fig. 2. Svend Tveskægs krigere må have vendt sig i gravene, da deres forladte ringborg i 1100-årene blev taget i besiddelse af nonner. Men det var et tidens tegn; kirker og klostre skød i den tidlige middelalder op som paddehatte, og den fynske hovedstad fik sin rigelige del. Først kom Skt Alban og Skt Knud, som kongemordet skaffede berømmelse; til den sidstnævnte var knyttet et benediktinerkloster. Senere rejstes Vor Frue kirke, og 1200-årene bidrog med endnu tre kirker og dertil hørende klosteranlæg. Midt i alt dette opførtes i senmiddelalderen de to borgerhuse, som artiklen omhandler. På kortet (hvis gadenet er en senere tids, som næppe svarer helt til det oprindelige) er de angivet med rødt.
Planen viser beliggenheden af de to middelalderlige husfundamenter med bevarede kælderrum.
Fig. 3. Snit gennem den krydshvælvede kælder. Den murede kumme i hjørnet neden for trappen er ikke oprindelig, den er indbygget for at optage væden fra det efterhånden noget forhøjede gulv. - Efter opmåling af Jan Helmers og Steen Jørgensen.
En vigtig oplysning mangler, nemlig husets tilblivelsesår, men om en anden ejendom i samme karré vides, at den er opført »efter den tid, da byen var brændt«, det vil sige omkring 1420, og den datering kan - byggemåden taget i betragtning - meget vel gælde også for huset i Overgaden. Den første ejer, som kendes, var en gejstlig mand, præsten og kanniken Jep Pabe. Efter ham fulgte guldsmeden Matis Persen; han overdrog 1492 ejendommen til Bartolomeus Læge og hans søn, der var byfoged, men sytten år senere tog han den tilbage igen. De nævnte borgere var ikke stadens ringeste. Af bevarede regnskaber fremgår det, at flere af dem har været leverandører til dronning Christines hof; denne fornemme dame, kong Hans' dronning, havde siden 1496 lejlighedsvis haft ophold i byen. Guldsmeden har solgt hende sølvtøj, lægen har leveret smørelse og kureret på hendes smed, men byfogden har i ganske særlig grad været i nåde: ikke blot har han forsynet dronningen med varer - udenlandsk klæde, øl, voks og en hest - men han har endogså i snævre vendinger lånt hende rede penge.
Efter reformationen fulgte huset i lang tid de rige rådmandsslægters ægteskabelige stafetløb med handel og liberale erhverv vekslende inden for murene. I slutningen af 1600-årene kom det på denne måde i hænderne på apotekersønnen Jens Christophersen Schultz; han boede længe i København og lod sin odenseanske ejendom sejle sin egen sø. De fornemme rum blev, siges det, brugt til »hvermandsbryllup«, inventaret forsvandt, og bygningen forfaldt. Efter hans død i 1704 blev ejendommen delt.
Håndværkere og mindre handlende holdt deres indtog. Den næstsidste ejer, manufakturhandler Simon Haible, interesserede sig levende for huset og var meget glad for sin »munkekælder«. Så positivt så han på sine gamle minder, at han lod museet arve alt sit indbo og byen bygningen. Den blev solgt, men taget tilbage igen - nemlig gennem den ekspropriation, der blev husets skæbne.
På det tidspunkt, da Overgade-husene blev bygget, var Odense allerede en gammel by, den havde eksisteret et halvt årtusinde og været gennem svære prøvelser såsom brande og voldelige ødelæggelser. Det er allerede omtalt, at byen 1420 gik op i luer. I 1200-årene var den blevet afbrændt af kong Abels tropper, i 1100-årene vistnok af venderne, og i 1000-tallet skal den være blevet ødelagt flere gange af Magnus den Gode - for slet ikke at tale om det berømte bondeoverfald, der førte til drabet på Knud den Hellige. På dette tidspunkt - overgangen mellem vikingetid og middelalder - har Odense allerede været en by af en vis betydning; Adam af Bremen omtaler den som »stor«, og der blev præget mønt - det ligefrem vrimler med Odense-penninge slået af tidens nordiske fyrster, alle de mænd, som med større og mindre ret gjorde krav på den danske, norske og engelske krone. For byens trivsel var det vel ikke uden betydning, at Svend Tveskæg her havde anlagt en af de ringborge, hvor han uddannede tropper til sine Englandstog; Nonnebakken, som den senere blev kaldt, eksisterer ikke mere, men stedet kendes og er for tiden under udgravning, så vidt det nu kan gøres midt i den moderne by. Så tidligt som år 988 nævnes byen som bispesæde (hvad den dog vist først blev 30 år senere), og i den forbindelse hører vi for første gang dens navn, der peger tilbage mod den hedenske oldtid og giver en anelse om, hvordan bysamfundet kan være opstået: Othene-suuigensem (Odins vi).
I forbindelse med kælderundersøgelsen blev der lejlighed til at foretage snit ned i lagene fra den ældre by - og her begynder denne artikels andet og ikke uvæsentlige kapitel. Noget klart indtryk af Odenses skiftende ansigter fik man naturligvis ikke i de meget beskedne udgravningsfelter og smalle søgegrøfter under kældergulvene, men de gjorte iagttagelser giver dog et værdifuldt supplement til de historiske kilders unægtelig noget ensidige billede. Stolpehuller, væggrøfter, ildsteder og stumper af lerklining fortæller om bebyggelsens simpelhed, og mængder af affaldsfyldte gruber om renovationsvæsenets primitive stade. I en større sænkning, tre meter under gadeniveau, kom en brønd til syne (Fig. 4, Fig. 5). Brøndkassen, som var bevaret på den nederste meter, var i bulkonstruktion: vandretløbende planker mellem runde hjørnestolper (Fig. 6). Hundredårige ege- og bøgetræer har leveret materialet.
Fig. 4. Hvor meget gulvet i den krydshvælvede kælder i tidens løb har hævet sig, fremgår af billedet, hvor midterpillen ses delvis frigravet. I fylden her og i nabokælderen fandtes mange slags sager: brædder, tønder, en klædeplombe af bly og to ølhaner - alt sammen ting, der fortæller om rummenes brug.
Fig. 5. Ved siden af middelalderkældrene lå flere bjælkedækkede kælderrum fra nyere tid. I et af dem fandtes en nedgravet tønde med glasvarer fra renæssancetiden, nemlig et venetiansk drikkeglas og to flasker, hvoraf den ene, som er et nordeuropæisk, måske dansk, produkt, bærer mestermærke med Fortunas billede og navnet Frantz Gunderlach. - Fot. W. Bendtsen.
Fig. 6. OM KATTE.
I den del af Odense-fundene, der stammer fra området øst for kældrene, var der en ting, som faldt stærkt i øjnene, nemlig den utrolige mængde af katteknogler - langt flere end der er fundet i middelaldermaterialet fra hele det øvrige land tilsammen. En nærmere undersøgelse på Zoologisk Museum viste, at der var snitmærker på kranierne lige omkring snudepartiet, hvilket må betyde, at kattene er blevet flået. Næsten alle skeletdelene var fra dyr på ca trekvart år, den alder, hvor en kat er næsten udvokset, men endnu ikke har fået pelsen ødelagt i slagsmål. Da knoglerne desuden blev fundet i lag med usædvanlig meget bark, som man tidligere benyttede ved garvning, var det let at stille diagnosen: Affald fra en buntmagers værksted. På dette grundlag besluttede Zoologisk Museum at melde sig som aktiv deltager i udgravningen. Resultatet blev følgende: Kattene var smidt ned i en grube, der var gravet ca en halv meter ned i undergrunden. Mens knoglerne i de øvre lag øjensynligt var omrodet, koncentreredes de mere og mere mod bunden, og allernederst lå der tæt med hele kranier, hele lemmer og i enkelte tilfælde hele skeletter. Mellem katteknoglerne fandtes ben af andre husdyr samt skeletter af to ræve (det ene dog ufuldstændigt), der ligeledes bar mærker af flåning. Endvidere rester af et par ravne. Men kattene var langt i overtal. I dette snævre hul lå over 30 kranier og lemmeknogler fra mere end 60 individer, derimod forbløffende få knogler fra kroppen. Dybest nede lå et kranium i en stor klump af sorte fluepupper (se billedet), og rundt om i gruben fandtes store klumper af læsket kalk. Med ringe fantasi kan man forestille sig hullet med katteådsler, maddiker og sværmen af fluer, og man forstår, at buntmageren har søgt at dæmpe stanken med et par spadefulde kalk. To tredjedele af kranierne manglede nakkedelen, der var brudt af på en næsten stereotyp måde. Sandsynligvis skyldes det aflivningsmetoden. For at skåne skindet har man undladt at skære i dyret, men med et kraftigt ryk - måske ved hjælp af en strikke - har man brækket halsen på det. Kattenes antal og ensartede alder viser en så bevidst udnyttelse af disse dyr, at man må formode, at buntmageren ikke blot har tiltusket sig dem fra omegnens beboere eller indfanget omstrejfende dyr. Han må have haft en veritabel kattefarm. Man forstår tilfulde, at katteskind værdsattes af et gigthærget samfund med kolde, utætte boliger, men iøvrigt var det vel en anden af tidens plager, nemlig mængden af mus og rotter, der i 11-1200-årene gjorde mis til et værdifuldt dyr, hvad den ifølge kilderne har været. Endnu i vikingetiden var katten meget sjælden i Vesteuropa. En walisisk lov fra 948 bestemmer, at den, der fra fyrstens loft stjæler en kat, skal betale et får samt så meget korn, som er nødvendig for at dække katten fuldstændigt, når den hænges op i halespidsen. Tove Hatting
Løsfundene optræder talrigt i og uden for affaldskulerne. De mange dyreknogler antyder bordets glæder, hvad enten de optræder i rå form, som er det almindelige, eller forarbejdet til redskaber. Tre smukke kamme og et kamfoderal må gå på forfængelighedens regning, mens en fint bevaret vævekam og nogle bennåle lige som de små koniske tenvægte af ler fortæller om kvindelige sysler. Et lille vægtlod, flere hvæssesten og nøglen til en boltlås antyder andre sider af dagligdagen. Lertøj, der fandtes talrigt omend som skår, belyser byens forhold til omverdenen. Karformer af slavisk type vidner om kulturforbindelser over Østersøen, men nok så opsigtsvækkende er et stykke Pingsdorfstentøj og nogle få skår af såkaldt blågrå keramik; disse fornemme varer, hvis hjemsted er Nordvesttyskland og Belgien, er hidtil kun påvist i tre danske byer, nemlig Ribe, Viborg og Svendborg (Fig. 7).
Fig. 7. Rekonstruktionstegning af den mest almindelige karform. Dekorationen indskrænker sig oftest til vandrette linjer.
De fundne genstande skriver sig, så vidt vi kan bedømme, fra perioden ca 1050-1200. Et sted var kulturlaget afbrudt af et tydeligt brandlag; det må kunne dateres ad naturvidenskabelig vej og kan måske knytte forbindelsen til en af de ovenfor omtalte voldsomme begivenheder. De vundne resultater er under alle omstændigheder bemærkelsesværdige. Det er første gang, der er opnået kontakt med den tidligste middelalders Odense - den »storby«, som mester Adam skriver om (Fig. 8).
Fig. 8. En vævekam, tre almindelige kamme og et kamfoderal. - Fot. Wermund Bendtsen.
Vi må erkende, at vikingernes Odense endnu ikke er fundet. Det kan ske til sommer, når udgravningen genoptages, men det kan iøvrigt meget vel tænkes, at den for datiden så imponerende, men sikkert i virkeligheden ganske ubetydelige bydannelse skjuler sig andetsteds i bykernen: nærmere åen eller måske i retning af Frue kirke. - Et andet spørgsmål, som venter på sin afklaring, er, hvad der skal ske med den sjældne kælder. Fredningen, som beskyttede den, er - lidt uovervejet synes man - blevet hævet, men de middelaldermure, som nu er dukket op over kælderniveau, har i nogen grad ændret situationen, og endnu er der ikke truffet beslutning om arealets endelige udnyttelse. Måtte det lykkes at bevare det prægtige rum - som museumsgenstand eller med en fornuftig nutidig anvendelse.
Lit: Om Odense-byfund se årbogen Fynske Minder 1956 og 1970 (udkommer om få måneder). - Om katte: Natur und Volk, bd 69. 1939. - Kulturhistorisk leksikon for nord. middelalder, bd 8.
