Men de ligger i London

Skt. Pauls kirke i London er bygget på det højeste sted i byens cityområde, og trods de mange moderne kontorhøjhuse dominerer den, set mange steder fra, stadig byens horisont. Den nuværende bygning er opført efter Londons brand 1666, men har haft mindst to forgængere på stedet. Den første Skt. Pauls kirke blev bygget kort efter året 604, da Mellitus blev gjort til Londons første biskop af Augustin, Englands apostel. Udnævnelsen skete i forståelse med kong Æthelberht af Kent, som ifølge middelalderlig overlevering havde sin kongsgård nordøst for kirken, og som formentlig gav økonomisk støtte til byggeriet. Der er intet tilbage af denne ældste kirkebygning, som muligvis var kernen i den, der vides at være brændt ned år 1087, og der er i dag heller ingen spor af den store middelalderlige kirke, som fulgte efter den angelsaksiske.

Af bygningsrester fra det angelsaksiske London, som i 900- og 1000-årene var en af Europas mest blomstrende handelsbyer, er der i virkeligheden fundet meget lidt - det gælder såvel de almindelige boliger som de store købmandsgårde. (Fig. 1). Men af løsfund er der masser: keramik, smykker, våben - endog skulpturer. Meget af det er fundet ved byggeri og især ved kloakeringsarbejder gennem det sidste århundrede. Sandsynligvis er mange af de nuværende gadeforløb også fra romersk og angelsaksisk tid og giver således et glimt af det London, som var den største og rigeste by i Knud den Stores dansk-engelske rige, og hvis hovedkirke - dengang som nu - var Skt. Paul.

Fra Skt. Pauls kirkegård stammer et fund, som i over 100 år har fascineret mange danske: en runesten udsmykket i blomstrende skandinavisk stil med et dyremotiv, der minder om det, som findes på Harald Blåtands store runesten i Jelling. (Fig. 2). Londonstenen er dog yngre end den danske kongesten, den må være fra Knud den Stores regeringstid (1016-1035) eller fra den korte periode derefter, da hans sønner Harald Harefod og Hardeknud havde styret. Fundet blev gjort i august måned 1852 på den sydlige del af kirkegården ved grundudgravning til et varehus. Stenen lå dybt under jordoverfladen sammen med et skelet, hvis opsamlede dele dog for længst er forsvundet i Naturhistorisk Museums kældre. Kort efter opdagelsen berettede finderen, James Knowles, i et brev til Det kongelige nordiske Oldskriftselskab om det spændende fund, og på dette grundlag samt med støtte i en oversendt afstøbning (den kan i dag ses i Vikingeskibshallen i Roskilde) fremlagde selskabets sekretær, oldforskeren C. C. Rafn, en klar beskrivelse og tydning af stenen.

Indskriften, som er med skandinaviske runer, er anbragt i to linjer på den ene smalside. Den lyder:

(ki)na: let: lekia: st/in: þensi: auk: tuki:

eller på nutidsdansk: »Ginne lod lægge denne sten sammen med Toke«. Resten af indskriften med navnet på den mand, til hvis ære stenen er rejst, mangler; den kan have stået på topfladen og være udslettet, men mere sandsynligt har den været hugget på en anden sten i den gravkiste, som runestenen uden tvivl har tilhørt. Begge navne er skandinaviske, og deres bærere sandsynligvis slægtninge til den døde, vel en af mændene i Knud den Stores følge. Ginne kan have været hans kone, Toke måske hans søn eller bror.

Forsiden af stenen er omhyggeligt ornamenteret ved at områder er hugget bort, således at billedmotiverne står ophøjet i den grå kalksten. Fra de øverste hjørner af den rektangulære indramning hænger pæreformede flige ned, og inden for rammen ses et stort dyr med bagudrettet hoved. Det er i fuld bevægelse og indfiltret i rankeornamenter. (Fig. 3). Foran dette dyr ses et mindre, båndformet og med udskydende ranker, som slynger sig om det store dyrs ben og krop. Scenen er livlig, nærmest vild, med et ondt dyr fanget i flyvende masser af overdådige akantusranker.

Man har længe vidst, at billedet var bemalet, men aldrig før gjort et alvorligt forsøg på at genskabe det i de rigtige farver. Når stenens overflade fugtes med vand, træder de svage farvespor klarere frem, så det kan faktisk lade sig gøre at fremstille en ret præcis kopi. Som billederne - her og på forsiden - viser, fremtræder ornamenterne i stærke mørke kulører mod en grålig - måske oprindelig flødefarvet - baggrund. De to dyrs kroppe er sorte, og ranker, lemmer, ører, øjne og haler står i brunrødt. Alle de sorte områder ser ud, som havde de fået et anfald af mæslinger - hvide pletter i et
fladedækkende mønster. En spiral bagved det store dyrs øje er også malet hvid.

Udsmykningen på stenen er i såkaldt Ringerikestil, en klassisk skandinavisk stilart, som blomstrede i første halvdel af 1000-årene. Den nærmeste parallel finder man måske i Norge, men Skt. Paul-stenens motiv viser også nært familieskab med den side af den store Jellingsten, hvor en løve ses omklamret af en slange forgrenet i akantusprydet båndslyng. Det er en stolt, men noget stiv scene, der er langt mere liv over London-billedet, hvor - for at bruge Sir Thomas Kendricks ord - »et stormvejr har fejet over kompositionen«. Det repræsenterer et højdepunkt inden for Ringerikestilen, og har sine direkte forudsætninger i det danske kongelige monument.

At bemaling benyttedes på mindesten fra denne periode er velkendt, men de opmalingsforsøg, som er foretaget på runesten eller runestenskopier i Danmark, Sverige og England illustrerer kun dårligt, hvad man ved om datidens farvebrug. (Fig. 4). I England er der påvist farvespor på mange stykker stenskulptur fra sen angelsaksisk tid, og i Sverige har man fundet rester af brun, rød, blå og sort maling på sten fra 1000-årene; det største samlede fund er de 60 fragmenter, som sad indmuret i Köping kirke på Øland. (Fig. 5). Et fund fra Skt. Lars’ kirke i Linköping er i vor forbindelse særlig bemærkelsesværdigt, fordi rød og sort farve (blyrødt og sod) her var anvendt ved bemaling af stenfliserne i en gravkiste. I Danmark er der ikke fundet maling på runesten, men en planke fra en nu forsvundet trækirke i Hørning øst for Randers fremviser Skt. Paul-stenens teknik og farver og er i øvrigt kun ca. 75 år yngre end denne. Af stor interesse er også de malede træstykker fra gravkammeret i den nordlige Jellinghøj. De er lidt ældre end Londonstenen, men har de samme regelmæssigt anbragte malede pletter, som ellers ikke kendes andetstedsfra.

Visse træk ved Skt. Paul-stenen er blevet anset for svenske. Teknikken med den forsænkede baggrund kendes således ikke fra danske runesten, men ligger ret nær den, som er anvendt ved de gotlandske billedsten. Indskriftens udtryk »lod lægge sten« savnes også i Danmark, men optræder på svenske ligsten. Runologer har på dette grundlag sluttet, at stenen snarest er udført af en svensk mester, men det er svært at være enig med dem i denne konklusion, hvis grundlag kun er to af stenens elementer. Londonstenens teknik egner sig til bløde stenarter som gotlandsk eller engelsk kalksten. Til den hårde granit, som de danske vikinger næsten udelukkende har anvendt til deres mindesmærker, duer den ikke, uanset at man i Jelling har gjort et modigt forsøg. På den omtalte Hørningplanke ser vi den imidlertid anvendt i træ på et lidt senere tidspunkt, så helt ukendt behøver den ikke at have været for danskerne. Udtrykket »lod lægge sten« må høre sammen med vandret liggende ligsten eller udhugne stenkister som den Skt. Paul-stenen har tilhørt, men sådanne forekommer ikke i vikingetidens Danmark, atter fordi det foreliggende stenmateriale er uegnet. For stenens danske herkomst taler de nære forbilleder, som vi har i nogle - ganske vist få - runesten fra Danmark/Skåne (foruden Jelling kan nævnes Hunnestad- og Tullstorpstenene), men stilen var som sagt fællesskandinavisk, den rakte fra Norge til Gotland, så heller ikke på dette grundlag kan en sikker afgørelse træffes. Skandinavisk kunst var i denne periode forbløffende international, men i betragtning af de politiske forhold - en dansker på Englands trone - forekommer den tanke rimelig, at en dansk stenmester huggede gravmælet for en dansker. Vi holder på danskeren!

(Fig. 6).

I London er fundet rester af endnu to sten dekoreret i Ringerikestil. Den ene angives også at være fra Skt. Pauls kirkegård, men helt sikkert er det ikke. Bevaret er kun to brudstykker (som ikke passer sammen), men det ses, at den har været 19 cm tyk med let buet, udsmykket forside og flad, udekoreret bagside; den kan, som billedet antyder, have fungeret som dæksten over en grav - en ikke ualmindelig type fra 900- og 1000-årenes England. Måske har den haft tilhørende endesten, som det kendes fra uforstyrrede grave fundet ved undersøgelsen af domkirken i York. Om familieskabet med den første Skt. Paul-sten er der ingen tvivl, huggeteknikken er omtrent den samme, men konturerne står lidt blødere, så den er næppe skabt af samme kunstner. (Fig. 7). To andre stenstykker, denne gang samhørende, blev fremdraget 1960 under udbedring af krigstidens skader på All Hallows-by-the-Tower, en kirkebygning grundlagt i angelsaksisk tid, måske allerede sidst i 600-årene. Det, at der er ornamenter på begge sider, tyder på, at stenen har stået som hoved- eller fodendesten ved en grav. Ornamentalt og teknisk ligger den så nær op ad den første Skt. Paul-sten, at den meget vel kan være hugget af samme mester.

(Fig. 8).
(Fig. 9).
(Fig. 10).

Udover stenene er der i London gjort mange løsfund med dekoration i Ringerikestil. Mellem denne fremmede stilart og den hjemlige »Winchesterstil« bestod et nært forhold, som har givet anledning til talrige overvejelser. Helt ind i tidens kirkelige bøger har man kunnet påvise Ringerike-elementer, således i et psalter - antagelig skrevet i Winchcombe-klostret i Gloucestershire - hvor man midt mellem andre ret ligegyldige billeder møder et pragtfuldt udført begyndelsesbogstav, et d, som er tydeligt skandinavisk påvirket. Man kender intet til bogmaleri i London fra begyndelsen af 1000-årene, men der kan ikke være tvivl om, at »Scandinavian design« havde gode dage her sammen med den hjemlige engelske kunst, for intet andet sted i England finder man så mange gode eksempler på nordisk stil fra denne periode. Runestenen fra Skt. Paul er af de mest bemærkelsesværdige, et værdigt monument over de mænd, som fulgte Knud den Store. Han var den første nordiske konge, der blev accepteret som ligemand blandt Europas kristne fyrstehuse, og han regerede over London.

Lit: Annaler for nord. Oldkyndighed 1852.
L. Jacobsen og E. Moltke: Danmarks Runeindskrifter. Kbh. 1942.
O. Klindt-Jensen og D.M. Wilson: Vikingetidens Kunst. Kbh. 1965.