Mellem venner
(Fig. 1) »Det var i året 1659, en ligfærd fandt sted i Århus domkirke, så sælsom, at den uden historisk oplysning ville være og forblive en evig gåde. To polakker blev begravne i Korskirken. Deres farver og våbner (våbenskjolde), som var af støbt tin, hang i forgyldte hampeliner over deres grave. Midt for koret var opført et bræddeteater, der var betrukket med sort og oplyst af indviede vokskerter. Forhøjningen var belagt med sengeklæder. Inden i teatret var en anden forhøjning, der så ud som en castrum doloris. På denne forhøjning nedsattes begge ligene i deres betrukne kister. Nu fremtrådte en polsk præst, som oplæste en ligprædiken i det polske sprog. Da den var ude, kom en officer til hest med en lanse i hånden galoperende ind ad den nordre kirkeport og stødte med lansen til begge kisterne, så den brast sønder; de omstående polakker opsamlede stumperne og lagde dem på kisterne. Derpå gik en anden polsk gejstlig hen og bestænkede begge gravene med vievand, hvorpå ligene nedsattes af polske officerer, medens den ene præst holdt en latinsk tale, hvori begge de afdøde magnater blev omtalt med stor berømmelse. -- Den lange ligceremoni endtes med gentagne kartæskesalver«.
Af Redaktionen
Fig. 1. Århus domkirke og dens omgivelser ved midten af 1600-årene. Billedet, som er kopieret efter et ældre, nu forsvundet, maleri, opbevares i Den gamle By.
Historien om den »usømmelige ceremoni« er i den her foreliggende form ikke særlig gammel, fra forrige århundrede, men den bygger på en ældre beskrivelse, der må stå til troende, eftersom forfatteren var præst ved domkirken på selve det tidspunkt, begivenheden fandt sted. Baggrunden er iøvrigt følgende: Under svenskekrigen 1657-60 med den berømmelige overgang over Bælterne og Københavns belejring var Danmark hårdt trængt, men fik undsætning fra andre stater, som vi havde fjenden fælles med. Hjælpetropper bestående fortrinsvis af brandenburgere, østrigere og polakker (af disse alene ca 6000 mand) rykkede efteråret 1658 op i Jylland, men halvøen, der i forvejen var slemt udpint af svenskerne og sine steder på hungersnødens rand, havde slet ikke overskud til at tage mod alle disse »venner«, som nu skulle ydes husly og forplejning. Resultatet blev, at gæsterne tog selv - især polakkerne skal have været hårdhændede - og de blev hurtigt mere upopulære, end de egentlige fjender havde været. Også deres optræden og skikke forekom danskerne anstødelige, som ovenstående eksempel viser. Heste i en kirke! At den beskrevne ceremoni var katolsk gjorde naturligvis ikke sagen bedre.
I virkeligheden var mange af polakkerne adelsmænd af europæisk dannelse, og de fandt til gengæld danskerne sære og fremmedartede. En af dem, Jan Pasek, har, som præsten, fattet pennen for at beskrive dette besynderlige land, hvor man fyrer »med udstukken og tørret jord« og ikke undser sig for at sove splitternøgen i et sengested skudt ind i væggen som et skab. Maden bekommer ikke Pasek, navnlig blodpølse er ham vederstyggelig, og han undres over, at de »koger på én gang for en hel uge forskellige slags retter, som de så nyder i kold tilstand«. Men kirkerne finder han smukke og befolkningen i det store og hele tiltalende. »De klæder sig smukt, men går både på landet og i byerne med sko, som er lavet af træ. Når de i en købstad spadserer hen ad stenbroen, gør de et sådant spektakel, at den ene ikke kan høre den andens ord«.
De »overmåde lyshårede« danske kvinder gjorde et stærkt indtryk på den varmblodede officer. Han forelskede sig heftigt i en af dem, men nøjedes dog med, som erindring om sit ophold, at bringe er par af de omtalte træsko med hjem til Polen, hvor de senere, i et ibenholtsskrin med perlemor og karmoisinrød damask, blev overrakt en anden ung dame - et stykke etnografika, som blev modtaget med megen interesse. Hvor længe, de er blevet opbevaret, vides ikke. I Århuskatedralen fjernedes de polske gravminder inden århundredets udgang.
Lit: Jan Paseks Erindringer. Kbh. 1896.
