Med sagkyndig bistand
Film, teater og turisme har i de senere år fattet en nærmest brændende kærlighed til fortiden (fig.1). Men fortidens vogtere, arkæologer og historikere har hidtil haft lidt ondt ved at føle den beærede lykke, som man vist venter af dem, for de kraftige omfavnelser kan til tider virke lidt generende. Det seneste eksempel herpå er en amerikansk film om Nordens vikingetid, som i sommer blev indspillet i Norge. Norske arkæologer skal have ytret utilfredshed med sceneriernes korrekthed, hvad der højligt forundrer filmens instruktør, som har fået kritikken forelagt af en dansk avis. Har selskabet måske ikke engageret hele seks nordiske videnskabsmænd til at overvåge netop den side af sagen? Men de herrer er godt nok ikke altid enige. Og så må filmfolkene vel have lov at vælge den løsning, der passer dem bedst. Pålidelige efterretninger tyder på, at filmens skabere har gjort meget flittig brug af denne ret.
Af Harald Andersen