Med en dyne nedrevet

Det er et par potteskår fra arealet omkring Rosenborg, som har givet anledning til efterfølgende historie, og netop Rosenborg er måske det sted i Danmark, hvor ønsket bedst kan opfyldes, fordi der her er samlet flere oplysninger om genstandenes liv igennem århundreder end nogen andre steder.

I 1977 blev der gravet i slottets sydøstre bastion, som i forbindelse med en soignering af omgivelserne skulle rettes op, og der gjordes forskellige fund. (Fig. 1), (Fig. 2). Det var en overfladisk gravning, hvorfor der ikke var tale om de store genstandsmængder, og der var intet, der - socialmiljøet taget i betragtning - forbavsede.

To potteskår gjorde dog opmærksom på sig selv, nemlig et bundskår og et dermed sammenhørende sideskår fra et sværvægget, blådekoreret kar af »ostindisk« porcelæn. Ikke fordi de var særligt mærkværdige her på stedet. De kunne for eksempel stamme fra en »bojan«, hvori man havde importeret syltede krydderier, og således være smidt ud fra den nærliggende køkkenbygning. Alligevel var der noget ved dem, som bragte en erindring frem. En fornemmelse af at have set dem før.

Sagen blev skudt til side, men en dag meldte den sig igen ved et besøg i det lille tårnrum i stueetagen, som oprindelig var Christian 4.s skrivestue. I hjørnet står en marmor-kamin, som er kronet af kongens navnetræk i et skjold flankeret af to engle i bemalet gips. Til højre for disse på kaminhylden står en blådekoreret porcelænsvase, hvori en buket af voksfrugter med blade af silke. Pladsen til venstre på hylden står tom, mens englen ved siden af - noget akavet - holder en tilsvarende, stærkt medtaget buket i sine arme.

Da skårene både i dimension og dekoration svarer nøje til den bevarede vase, er det næsten urimeligt ikke at forestille sig, at det er de ituslåede rester af en pendant, som blev fundet på bastionen.

Men Rosenborg ville ikke være, hvad det er, hvis man skulle nøjes med at gætte.

Rosenborg har været museum længere end noget andet hus i Danmark. Foruden Christian 4. har Frederik 3., Christian 5. og Frederik 4. anvendt det til beboelse, men da Frederiksberg Slot 1709 stod færdigt, havde kongefamilien et større og mere tidssvarende lystslot i hovedstadens umiddelbare nærhed, hvorefter Rosenborg kun lejlighedsvis blev benyttet til ophold, sidste gang af Christian 7. under englændernes bombardement af København. Det blev dog stadig anvendt ved store højtideligheder, men fra ca 1710 blev dets hovedfunktion at rumme kongefamiliens klenodier: det ceremonielle inventar som tronen, sølvløverne og rigsregalierne samt historiske minder. Mange af disse ting findes der endnu.

Da det kongelige Kunstkammer blev ophævet i begyndelsen af forrige århundrede, kom en del ting herfra til Rosenborg, og 1833 nedsattes en kommission, hvori museumsmanden Christian Jürgensen Thomsen havde sæde, for at ordne samlingen som egentligt museum. Efter forfatningsændringen 1849 forblev Rosenborgsamlingen i kongefamiliens eje, og fra 1858 blev den under J. J. A. Worsaaes ledelse opstillet efter de interiørprincipper, som stadig er dens særkende.

Museets nuværende protokoller hviler i et vist omfang på de gamle slotsinventarier, hvoraf det ældste er fra slutningen af Christian 5.s regeringstid. Disse blev ført med militærisk præcision af skiftende slotsforvaltere, som omhyggeligt gjorde rede for hver enkelt genstands placering samt for til- og afgang. På standens vegne er det beklageligt at måtte tilstå, at denne kontinuitet i et vist omfang blev brudt af forrige århundredes museumsfolk, men det skal dog indrømmes dem, at det var gennem meget store omflytninger, man skabte De Danske Kongers Kronologiske Samling på Rosenborg. (Fig. 3).

Hvis man er heldig - og hvis de ældre beskrivelser er omhyggelige nok - kan man trods alt følge genstandene bagud gennem de forskellige museale protokoller og derfra videre til de skiftende slotsinventarier.

For den blådekorerede vases vedkommende lettes sagen af, at den tilsyneladende aldrig har skiftet plads. Det ældste inventarium fra 1600-årenes slutning er os dog ikke til nogen hjælp. Det er ukomplet og kendes kun i en trykt udgave fra 1775. I inventariet fra 1718 findes under »Cabinettet ved Dronningens Gemak« følgende indførelse: »Paa Skorsteenen tvende smalhalsede blaa og hvide Porcelins Urte-Potter, der udi tvende Bouquetter med Frugt«. Kabinettet ved Dronningens gemak fik denne betegnelse, efter at Frederik 3.s dronning, Sophie Amalie, havde indrettet sig i sin svigerfars værelser, og det var først et stykke op i 1800-årene, at det blev kaldt efter sin oprindelige funktion, som skrivestue for Christian 4. (Fig. 4).

På kabinettets kaminhylde står de to vaser med deres buketter uændret igennem de følgende tre inventarier, indtil 1797, hvor indførelsen lyder: »Paa Skorsteenen 2 smalhalsede blaae og hvide Porcelains Urtepotter, derudi 2 Bouqvetter med Frugt. Den ene Urtepotte med Frugt afgaaet — 1795«. Fra 1802 og fremefter omtales kun den ene vase med sin buket, mens den anden i englens arme tilsyneladende er blevet helt overset.

Således er vi nu så langt, at vi ikke alene kan sætte de to skår, som var udgangspunktet, tilbage på plads, men vi ved også, hvilket år, de forlod den, og det er i grunden utroligt. Hvad den bevarede vase angår, kunne man næsten fristes til at tro, at den er det stykke civile indbo i Danmark, som inden for vor viden har stået længst på den samme plads. Dette er dog ikke tilfældet. I et kabinet på den anden side af Dronningens gemak befinder sig et sæt af kinesiske porcelæns-figurer, som dronning Charlotte Amalie i slutningen af 1600-årene lod opsætte, hvor de endnu står.

Alligevel er man ikke helt tilfreds, for appetitten er blevet skærpet. Hvad var årsagen til, at den ene vase afgik i 1795? Ja åbenbart gik den i stykker og derfor ud i slotsgraven, men hvordan skete uheldet?

De årlige Slots Inventarie Regnskaber tjente som bilag til inventarierne, og her finder vi for 1795 følgende oplysning: »Af (de to urtepotter) blev den ene i Ildebranden Natten mellem den 5. og 6. Juni, da en Deel Familier indflyttede deres Gods paa Slottet, af Uforsigtighed med en Dyne nedrevet og slaget i Stykker tillige med Bouquetten med Voxfrugter«. (Fig. 5).

Natten mellem den 5. og 6. juni er hverken mere eller mindre end den nat, hvor København brændte. En del nødstedte familier har åbenbart søgt ly på Rosenborg, og set i lyset af den panik, som må have hersket overalt, er det utroligt, at der ikke gik andet til end vasen og et firkantet spejl med blå glasramme, som også nævnes i slotsforvalter Wilsters regnskab.

Nu kan vi næppe komme længere i historien om de to porcelæns-skår, som fra voldgravsskråningerne kom tilbage på den plads, hvor de engang har hørt til. Men hvad var det egentlig, der kom tilbage? Hvad er det for »ostindisk« porcelæn, der er tale om?

Den bevarede vase er et flot stykke, 47 cm høj, hvidlig i bundfarven, glaseret, med en skødesløst elegant blåmalet blomsterdekoration om korpus og en rude- og bladmønstret frise om skulderen. Blådekoreret porcelæn udførtes både i Kina, Korea og Japan og indførtes til Europa fra tidligt i 1600-årene - hovedsagelig gennem Holland. Rosenborg-vasen er - og her forlader jeg mig på Orientalisten Oliver Impey - »uden al tvivl« udført i Japan i 1660'erne eller -70'erne. Som alt andet japansk porcelæn produceret i egnen omkring byen Arita og eksporteret over havnebyen Imari. Den sidste har ofte givet varen sit navn.

Med vor nyerhvervede sikkerhed for, at denne og dens makker har stået på kaminhylden før 1718, er den et af de tidligst registrerede stykker japansk importporcelæn i Europa. (Fig. 6).

Genstandsfot: Lennart Larsen