Mastetelegrafen

En slags telegraf har vi haft fra gammel tid i bavnen, det springende bål, der i nødsituationer på kort tid kunne sprede en vigtig meddelelse over landet. Budskabet var en enkel, forud aftalt meddelelse, som regel af krigsmæssig karakter. Måske var det dette primitive efterretningssystem, der i 1792 inspirerede franskmanden Claude Chappe til opfindelsen af den optiske telegraf.

Den bestod, som tegningen viser, af en mast med en drejelig tværarm, på hvis ende der var anbragt to ligeledes drejelige arme. Ved snoretræk kunne de bringes i forskellige stillinger, som betegnede bogstaver, ord eller almindeligt forekommende sætninger. Når apparatet gik i gang, blev det aflæst i kikkert fra nærmeste telegrafpost ca. 10 kilometer borte, og signalet gentaget der. Hvorefter næste post kunne træde i virksomhed og så fremdeles. En meddelelse skulle efter sigende kunne sendes over den 800 kilometer lange strækning mellem Toulon og Paris på kun 14 minutter, men det er nok overdrevet.

I de følgende år blev den optiske telegraf udbredt over det meste af Europa. Danmark fik sin første telegraflinje i årene 1800-1801. Den gik fra Kiel til Helsingør. Men det var ikke det franske system, der blev brugt. Den danske telegraf, der blev opfundet af søkaptajn Lorens Fisker, var mere indviklet, men også mere anvendelig end den franske.

Fiskers telegraf var så høj som Rundetårn. Den bestod af en mast med fem ræer (tværmaster), der i alt var forsynet med 18 klapper. Når telegrafen ikke blev brugt, stod disse klapper i vandret stilling. Ved at trække i de rigtige snore, kunne man få dem til at falde ned. Hver klap havde en selvstændig talværdi. Ved at lægge tallene sammen for de lodretstående klapper, nåede man frem til et kodetal, som kunne slås efter i en signalbog.

Mens den franske telegraf kun havde ca. 100 forskellige stillinger, var der over 40.000 kombinationsmuligheder med den danske telegraf. Praktisk taget alle danske ord stod opført i signalbogen, og særlig vigtige meddelelser kunne udtrykkes med et enkelt tal for at spare tid. Bag kodetallet 4509 skjuler der sig således den behagelige nyhed »Fjenden flygter«, mens tallet 4513 mere betænkeligt oplyser, at »Fjenden anstiller baghold«. For slet ikke at tale om nr. 4514, der kort og godt meddeler: »Fjenden har kundskab om alt«.

Trods alle disse udtryksmuligheder fik den danske telegraf aldrig den samme militære succes som den franske. Det skyldtes først og fremmest det danske klima. I usigtbart vejr lod systemet sig ikke anvende, og det forekom tit. Også den kraftige danske blæst var et problem, fordi den hele tiden truede med at blæse de høje master omkuld.

Efter slaget på Rheden i 1801 blev de fleste optiske telegrafer taget ned og lagt i depot, og de nåede dårligt nok at blive rejst i 1807, før den danske konge havde givet op over for de engelske styrkers bombardement af København. I de følgende år kom apparatet dog til at gøre betydelig nytte, bl.a. fordi englænderne havde afspærret de danske farvande og dermed gjort det umuligt at få normal post over Storebælt. Som en ekstra sikkerhed oprettedes en nødlinje over Langeland-Lolland. Det var vigtigt for regeringen at kunne følge med i de spanske troppers bevægelser i Jylland og på Fyn.

(Fig. 3).

Efter krigen nedlagdes den landsdækkende telegraf, men telegrafen ved Storebælt bestod. Den blev drevet af Postvæsenet og havde et klart forretningsmæssigt grundlag. Sejladsen over bæltet afhang af vind og vejr, og det kunne være nyttigt at få sendt meddelelser over til den anden side i en fart.

(Fig. 4).
(Fig. 5).

Ofte bestod telegrammerne blot i bestillinger på natlogi, men de kunne også være af mere særpræget karakter. En konsuls tjener har glemt et sølvlommeur i Korsør. Det må ved første lejlighed sendes til Nyborg. Et telegram fortæller »Beboeren paa Sprogøe«, at hans kone har fået en dreng. Han bedes komme over med det samme.

»Beboeren paa Sprogøe« var den mand, der passede øens telegraf, som dog kun blev taget i brug, når vejret var for dårligt til, at man kunne signalere direkte mellem Nyborg og Korsør. Embedet var altså ikke særlig krævende, og det ser ud til at Sprogø-manden har slået tiden ihjel på anden vis. En nytårsdag meddeles, at det i to dage har været umuligt at telegrafere, fordi Sprogø ikke var i stand til at gengive signalerne korrekt!

Telegrafen over Storebælt virkede i lidt over et halvt århundrede, men blev så overflødiggjort af den elektriske konkurrent. Apparaturet blev dog stående endnu nogle år, formentlig som en slags sikkerhedsforanstaltning. Først i 1866 fjernedes den sidste telegrafmast fra taget på Sct. Gertruds kirke i Korsør.

For oplysninger og vejledning vedrørende den optiske telegraf takkes Postmuseets leder A. Morell Nielsen.

(Fig. 6).