Marskens sten

At området i hvert fald ikke var folketomt på stengravenes tid, viser genstandsfund både på Nationalmuseet og i de lokale museer: smukke »øskenflasker« og flintøkser af den såkaldte tyndnakkede form. Egentlige bopladser fra datiden fremkom ved nu afdøde kunstmaler Holger Kapels energiske rekognosceringer i begyndelsen af 1970’erne. Nej, Sydvestjylland var bestemt ikke overset af bondefolket, og den omtalte mangel på stengrave er da også ved at blive afhjulpet, selv om det rigtignok går småt. Oplysninger om sådanne anlæg, mere eller mindre ødelagte eller helt forsvundne, dukker nu og da op, og ved Abterp nær Bredebro blev i begyndelsen af 1960’erne et par velbevarede langdysser gravet frem af marsken (se Skalk 1963:1). Tankevækkende er det trods alt, at der på den ikke særlig fjerntliggende ø Sild er registreret over 40 rund- og langdysser samt nogle få jættestuer.

Det sydvestjyske landskab er præget af nu opdyrkede hedesletter, bakkeøer og langs kysten vidtstrakte marskarealer, de sidste en følge af den landsænkning, som er overgået Syddanmark siden slutningen af jægerstenalderen, en proces, hvorved havet trængte ind over de lavtliggende kystområder, som efterhånden, i årtusindernes løb, blev dækket med tykke lag af klæg. Ser vi på området tæt nord for grænsen, finder vi Hjerpsted-bakkeøen adskilt fra den større Abild-bakkeø ved en bred ådal, hvor Sejersbækken nordfra baner sig vej mod byen Højer og den nærliggende kyst. Her, i halsen mellem de to bakkeøer, ligger som nordligste udløber af en større marskstrækning Gammelenge, et udstrakt lavområde med flere ejere; en af dem, Asger Lund, besluttede i 1975 at lade sin parcel dræne. Det skete, men under arbejdet stødte dræningsmester Nicolai Bossen på sten, hvoraf nogle af betydelig størrelse, og da der samtidig dukkede morænejord op i den ellers dominerende klæg, blev han mistænksom. Museet i Haderslev blev kontaktet og stedet beset. Man antog, at der måtte være tale om en marskdækket dysse, men nogen udgravning blev det ikke til i den omgang.

Helt glemt var sagen dog ikke, 1988 dukkede den op igen, ejeren blev kontaktet og udgravning foretaget. Den fandt sted i årene 1989-90 for midler stillet til rådighed af Rigsantikvaren.

Det syn, der mødte udgravningsholdet ved ankomsten, var ikke særligt lovende, en flad eng, som man vanskeligt kunne forestille sig, dækkede et oldtidsminde, men Asger Lund var ikke i tvivl; han udpegede med sikkerhed stedet, hvor vi skulle grave. Det gjorde vi så, og snart dukkede anlægget frem: en kredsrund kæde af ganske store randsten suppleret med pakninger af mindre sten, ofte flade fliser (Fig. 1, Fig. 2). Inden for kredsen, under klægen, fremkom en lav sandhøjning samlende sig omkring en sten- og lerpakning, åbenbart lagt op omkring et kammer. Pakningen lå ikke midt i stenkredsen, men noget forskudt mod syd, og netop fra sydsiden skød en tunge ud mod randstenene, her måtte indgangen være. Desværre var den blevet ramt af drængrøften, som skar midt igennem og havde forårsaget nogen ødelæggelse.

Runddysse eller jættestue? Det ville først frigravningen af kammeret røbe. Om dettes tilstand måtte man på forhånd nære nogen betænkelighed, her var nemlig ved drængravningen, før betydningen blev erkendt, optaget tre-fire store sten, og Asger Lund kunne oplyse, at endnu én, meget stor og meget højtliggende, var blevet sprængt i hans fars tid; det kunne være en overligger. Det viste sig, at kammeret faktisk var meget ødelagt, tilbage var kun en enkelt, omvæltet, sidesten og rester af tre andre, men de opbygninger af flade stenfliser, såkaldt tørmur, som har udfyldt mellemrummene, var til stede i helt op til 17 skifter, og det satte os i stand til at rekonstruere grundplanen fuldstændigt. Også gangens forløb lod sig genskabe, og dermed var typen fastslået: jættestue! Kammeret har været 3,5 x 2,3 meter i omfang og mandshøjt, at dømme efter den bevarede sidesten. Gulvet lå forsænket en snes centimeter under den gamle markflade, næsten ned til bærestenenes underkant. Støttepakningen omkring kammeret har under disse omstændigheder været af særlig vigtighed.

Jættestuer har jo normalt rummet mere end ét lig, de har været benyttet flere, måske mange gange, så der var grund til at vente sig en del af bundlaget, som syntes forholdsvis uberørt af den almindelige ødelæggelse. Udbyttet var imidlertid beskedent, af knogler fandt vi slet ingen, de er for længst gået til grunde, og af det oprindelige gravgods kun et par skår og nogle få ravperler, men dertil kom et vigtigt supplement, en stridsøkse, en stenkølle og et stærkt opløst trækar fra en langt senere begravelse; den må være foretaget mere end et halvt årtusinde efter jættestuens opførelse af det da herskende stridsøksefolk, der udmærket kendte de gamle grave og undertiden åbnede dem for deres egne. Som sædvanligt i jættestuer var der i bunden strøet hvidbrændt flint, men mængden var påfaldende ringe, hvad vi senere fik en forklaring på. Da også dette var fjernet og undergrunden blotlagt, mødte der os en overraskelse: et tydeligt, firesidet fyldskifte, 1,50x0,75 m i omfang.

Ved tømningen fremkom en trugformet, ca 30 cm dyb grube; den må være gravet før, men næppe længe før bundflinten blev pålagt. Eneste indhold var en lille smalbladet flintøkse, men det er nok til, at vi tør opfatte gruben som en grav. Øksen er af en gammel form, den kan senest være fra tidligste jættestuetid, ca 3200 før Kristus, og hertil må vi altså henføre vort anlæg. Nævnes må det, at der over graven blev fundet møre trærester, men de har vist intet med den at gøre, snarere er de fra en kiste, stridsøksemanden har ligget i.

Helt færdige med anlægget er vi ikke endnu, uden for randstenene, foran indgangen, lå et halvmåneformet tæppe af sten og jord, åbenbart en slags forsegling, efter at den første brug var ophørt. Mellem de mange mindre sten var også nogle større, dem opfatter vi som dæksten fra gangen, smidt ud af stridsøksefolkene, der på denne lidt hensynsløse måde har skaffet sig adgang til kammeret. Pietetsfølelse har i det hele taget ikke plaget indbryderne, mellem stenene i forseglingslaget lå hvidbrændt flint, flækker, stærkt opløste lerkarskår og ravperler; de nye ejere har åbenbart muget ud efter de gamle, før de tog deres gravsted i besiddelse, og her har vi altså forklaringen på manglerne i det oprindelige indhold.

Under stentæppet, fortrinsvis på begge sider af indgangen, fandtes skår, som ikke kan stamme fra udrømningen, det må være offerkar, som vi fra talrige fund ved, man yndede at henstille netop på disse steder. Desværre var skårene meget opløste, ja til tider helt udtværede. Det skyldes uden tvivl, at dette oldtidsminde gennem mange generationer så at sige har stået i vand til knæene.

Til udredning af de geologiske forhold blev tilkaldt eksperter fra både København og Århus. Blandt de foreløbigt nåede resultater kan nævnes, at jættestuen synes bygget på lynghede, ikke i dyrket mark. Det stemmer godt med de arkæologiske iagttagelser; der blev ikke fundet hverken pløjespor eller kulturlevn såsom flintaffald eller lerkarskår på den gamle overflade. Om denne hede så har været plejet, det vil sige fornyet gennem afbrænding for at skaffe ung frisk lyng til husdyrenes fortæring, må senere pollenanalyser give svaret på, men trækulstumper og -støv i markniveau kunne tyde på det (Fig. 3). Dermed være ikke sagt, at vore jættestuebyggere alene har været kvægholdere, de kan have haft deres kornmarker andetsteds. Under dysserne ved Abterp, der, hvad beliggenheden angår, svarer nøje til vor jættestue, fandtes tydelige pløjespor.

Den lave højning inden for fodkredsen var som sagt bygget af sand, og rundt om anlægget lå sandet i en ring op mod randstenene, men hen over det hele strakte sig et indtil 1,6 meter tykt lag havaflejret klæg med et enkelt indskudt tørvelag. Farven varierede, fra brunligt (nederst) over blåligt, gråligt og brunt til gulligt - en markering af de skiftende klimaforhold, hvorunder lagene er afsat. I den grå klæg sås to tynde sandstriber, der givetvis må skyldes stormfloder, måske de store »manddrukninger« i 1362 og 1634.

For nu at vende tilbage til udgangspunktet, de sønderjyske stengraves fordeling, så kan man vist fastslå, at så tæt som ved østkysten har de aldrig ligget i det vestlige, hvad man heller ikke ville vente, når man tager de vidtstrakte hedesletters stenfattigdom i betragtning. Men de har været der og måske i større tal, end vi aner. Jættestuen i Gammelenge bliver ikke det sidste fund af sin art.