Marselisborgene

Det Vilhelmsborg, vi kender idag, er ikke af høj alder; hovedbygningen (i nyklassicistisk stil) er rejst i 1840'erne og den store ladegård, der ligger helt for sig selv, en halv snes år senere. Gennem bygningsplaner fra begyndelsen af 1800-årene kan vi imidlertid med nogenlunde sikkerhed udpege beliggenheden for en ældre ladegård, men kortet viser ingen hovedbygning; den synes at have været nedrevet på det tidspunkt (Fig. 1, Fig. 2). Nu ved vi med sikkerhed, at der har været et ældre hovedhus, og skulle der graves efter det, forekom ét sted naturligt: området i forlængelse af den gamle ladegård. Allerede den første prøvegrøft afdækkede to parallelle kampestensrækker, som viste, at vi var på rette vej. De tog ved det videre arbejde form og blev fundamentet til en bygning.

På forhånd vidste vi en del om det hus, hvis ruin vi havde fundet. I tingbogen for Havreballe Birk kan man læse om en synsforretning foretaget på Vilhelmsborg i oktober 1673 med det formål »dens bygning at efterse og besigtige«. Synsmændene var kyndige og omhyggelige folk, så vi får et ganske godt billede af gårdens indretning og tilstand for 305 år siden.

Hovedbygningen eller »borgegården«, som synsmændene kalder den, var et tredelt kompleks med et nordre og et søndre énetages sidehus og mellem dem »det store hus«, der som den egentlige bolig havde to etager. Tilstanden her var god: »Alle vinduer af franske glas og fattes intet, så og gulve færdiggjort uden mangel«. Dog: »I tårnet er trappen gammel og behøver nogen forbedring. Væggene behøver og adskillige steder at dynnekes (pudses) og kiles«. Borgegårdens nybrolagte gårdsplads nævnes særskilt, og det synes at fremgå, at et hvid- og blåmalet stakitværk har adskilt hovedhuset og dets standspersoner fra ladegårdens jævne verden. Om denne ladegård (den samme som på kortskitsen fra 1817) falder lovordene noget mere spredt, den var rent ud sagt i en sørgelig forfatning. Om porten hedder det således, at den »er gammel og utjenlig længere at stå«.

Huset, vi havde fundet, måtte være den gamle borgegårds midterbygning, selve boligen. Det var 35 meter langt med et halvrundt trappetårn mod gården og en noget større karnapudbygning til havesiden. Vi må forestille os denne bygning og sikkert også de tilstødende sidefløje rejst i bindingsværk, for de afdækkede fundamenter, der lå direkte oven på den gamle jordoverflade, kan næppe have båret tunge teglstensmure. Hele herregårdsanlægget har således fremtrådt med et vist jævnt og landligt præg, der yderligere understreges af mangel på befæstningsværker. En lang søgegrøft viste nemlig, at gården aldrig har været omgivet af volde og grave.

Som almindeligt ved arkæologiske udgravninger er det anlæggets dybere dele, vi kan sige mest om, de var det eneste nogenlunde intakte i den raserede tomt. Under det sydlige af huset har været en kampestensmuret, ruminddelt kælder med nedgang fra gården. Gulvet var omhyggeligt brolagt, og langs ydervæggene løb en ophøjet balk, hvor saltkar og øltønder har kunnet stå. Svagt forsænket i gulvet fandtes et system af vandrender med udløb i en plankesat brønd lige neden for kældertrappen (Fig. 3). Sådanne »sumpe«, som de kaldes, kendes fra middelalder op til nyeste tid og har tjent til opsamling af spildevand og indsivende grundvand, der så ved lejlighed kunne bæres op i spande (Fig. 4). Som vi kunne konstatere under udgravningen, er grunden trods den ret høje beliggenhed temmelig fugtig. Dette nævnes i den omtalte synsforretning, hvor det hedder, at kælderen hveranden dag må tømmes for vand.

Nu skulle det ellers ikke være vanskeligt at holde kælderen, hvis gulv ligger betydeligt over bunden i en ganske nærliggende dalslugt, fri for fugt, og faktisk har man gjort et forsøg i den retning gennem anlæggelse af et stenbygget afløb. Dette må på et tidspunkt være blevet tilstoppet, hvorefter man har grebet til den udvej at indrette sumpen (Fig. 5). Det falder så heldigt, at egeplankerne i sumpens sidevægge har kunnet tidsfæstes dendrokronologisk (iøvrigt på Wormianum, der til sin øvrige mangesidede virksomhed også har føjet trædatering). Herved blev det med temmelig stor sikkerhed fastslået, at yngste årring var dannet i 1646, men da det yderste af træet - splintlaget - tydeligvis er borthugget, må vi lægge yderligere mindst et par årtier til for at komme til tidspunktet, hvor træet blev fældet og samlebrønden indrettet. Da huset under ingen omstændigheder kan være bygget i slutningen af 1600-årene, det må være betydeligt ældre, har vi altså også her et bevis på, at sumpen er en senere tilføjelse.

Nogenlunde midt i kælderen fandtes en kraftig søjleagtig kampestensopmuring, der antagelig har været loftsbærende, men dog først og fremmest har tjent som fundament for et ildsted i stueetagen. I husets anden ende, hvor der ikke var kælder, sås et lignende ildstedsfundament anbragt direkte på jordoverfladen og altså ganske lavt; begge har formodentlig haft kaminagtige teglstensopbygninger, der på en eller anden måde har fortsat op gennem førstesalen. Teglstensmur har man ellers ikke ødslet med i dette bygningsværk, det eneste sted, hvor den forekom, var på siderne af den korte trappeskakt fra kælderen op til gårdspladsen (Fig. 6). I en mindre kælderbygning, som blev fremgravet separat uden for hovedhusets nordgavl, indgik ganske vist tegl, men stenene var ret små og tyder på et senere opførelsestidspunkt.

De to sidehuse, der ifølge synsforretningen har flankeret hovedbygningen, lod sig påvise, men var stærkt ødelagt af senere tiders aktivitet på grunden. Fra gårdspladsen mellem husene førte en stensat rende ud mod ådalen; formodentlig er det en afløbskanal, som har skullet sikre tørskoet færdsel.

Hvem har nu bygget og beboet dette Skumstrup, og hvem var den Vilhelm, som senere gav det navneforandring? I de skriftlige kilder kan det som nævnt følges tilbage til 1486, men først ved midten af 1500-årene begynder det så småt at træde frem i lyset. Her i tiden efter reformationen, hvor bondestanden var politisk knækket, og hvor stigende priser på det europæiske kornmarked begunstigede adelens stordrift, blev der samlet jordegods og bygget herregårde som ingensinde før eller siden i Danmarkshistorien. I området syd for Århus skabte adelsmanden Just Ulfeldt gennem køb af Skumstrup og Moesgård samt flere mindre gårde en anselig godsbesiddelse, der forblev i slægtens eje, til den 1662 afhændedes til den hollandske forretningsmand Gabriel Marselis. Denne repræsentant for storfinansen havde ydet væsentlige bidrag til Christian 4. og Frederik 3's krigsførelse og tog nu sine tilgodehavender hjem i gods - alene i Århusområdet hele den i indledningen omtalte buket af herregårde, altså foruden Skumstrup og Moesgård Havreballegård og Stadsgård (Fig. 7). Gabriel Marselis selv slog sig aldrig ned i Danmark, det gjorde derimod hans sønner, af hvilke to, Constantin og Vilhelm, delte Århusgårdene, som de samtidig i al beskedenhed navngav efter sig selv. Constantin fik Havreballegård (Marselisborg) og Stadsgård (Constantinsborg), Vilhelm Moesgård og Skumstrup (Vilhelmsborg). De to brødre blev agtede borgere i deres nye fædreland. 1673 gjordes Vilhelm til baron, og meget muligt er det i den anledning, den omtalte synsforretning på Vilhelmsborg fandt sted. Også Constantin blev adlet. Han var den længstlevende af de to; om hans pragtfulde gravmæle i Århus domkirke kan der læses i sidste nummer af Skalk.

Ved sin ophøjelse fik baron Vilhelm selv navneforandring, nemlig til Gyldenkrone, og »Gyldenkronerne« var i lang tid fremover herrer til Moesgård og Vilhelmsborg. I 1780, altså et århundrede efter Vilhelms tid, opførte de en ny hovedbygning på Moesgård, som derefter blev familiens stilfulde residens (Fig. 8). De vanskelige tider med krige og statsbankerot i begyndelsen af attenhundredeårene bevirkede imidlertid, at man 1822 måtte afhænde Moesgård og flytte tilbage til Vilhelmsborg. Også den fik en ny hovedbygning (den nuværende), men først en snes år senere, da økonomien havde bedret sig.

For nu at placere vort nyfundne herregårdshus i dette hændelsesforløb må vi have det dateret lidt nærmere. De skriftlige kilder kan - mærkværdigvis - ikke bidrage stort dertil, så vi er i det væsentlige henvist til de fingerpeg, der kan hentes i selve udgravningen. Lad os begynde ved afslutningen: Hvornår blev bygningen revet ned? En lertallerken fundet i hovedhusets kælder bærer årstallet 1761, så tidligere kan det ikke være. Omvendt er borgegården fraværende på den ældste bygningsplan fra 1817, så forsvindingen har altså fundet sted på et tidspunkt mellem de to årstal. Brændt kan den ikke være, så havde det kunnet ses i udgravningen, men når vi nu ved, at Gyldenkronerne byggede den pragtfulde Moesgård-hovedbygning omkring 1780, og at de fremtidigt boede der, er det vel ingen urimelig antagelse, at Vilhelmsborg har måttet betale med sit hovedhus. I Moesgårds hovedbygning indgår store mængder tømmer, som åbenbart stammer fra en nedrevet, toetagers bindingsværksbygning af en vis kvalitet; adskillige bjælker har festlig bemaling i røde båndslyng. Dimensionerne passer helt til Vilhelmsborg-huset, så mon ikke det er derfra, de stammer (Fig. 9)?

Hvad angår bygningens opførelse stiller sagen sig vanskeligere. Just Ulfeldt, der i reformationsårhundredet erhvervede stedet, var kongelig sekretær, foged og marsk - en betydningsfuld og formuende mand, der udmærket kunne tænkes at være bygherren. Hans datter Anne, som efter hans død 1563 arvede Skumstrup, er også en mulighed - kvindelige herregårdsbyggere var ikke ukendt på den tid - og endelig er der hendes søn Niels, som 1625 skriver sig til Skumstrup, og hvis søn igen vides at være født der (Fig. 10, Fig. 11, Fig. 12). På det tidspunkt har borgegården i hvert fald været en realitet, og betænker vi de forfaldstræk, der noteredes i synsforretningen et halvt hundrede år efter, kan man også vanskeligt forestille sig en senere opførelsestid.

Ser vi på anlægget og fundene, kan vi komme spørgsmålets løsning lidt nærmere. Det nære symmetriske samspil mellem borgegård og ladegård i grundplanen peger nærmest mod tiden omkring 1600, og den manglende befæstning taler imod 1500-årene, hvor herregårdene endnu havde karakter af at være private borge. Andre træk stemmer overens hermed. Kældernedgangens murværk for eksempel var lagt i krydsskifte, en teknik, der først vinder frem omkring 1550, og hvis vi antager, det førnævnte gamle bindingsværkstømmer i Moesgårds hovedbygning faktisk stammer fra Skumstrup, må vi yderligere nogle årtier frem; en dendrokronologisk undersøgelse af en af bjælkerne antyder nemlig, at træet tidligst kan være fældet i 1570'erne (Fig. 13). Endelig er der løsfundene, hvoraf ingen med sikkerhed kan placeres i 1500-årene, men mange i tiden derefter. Alt dette gør, at vi må forkaste Just Ulfeldt som bygherre. Den ansvarlige må være datteren Anne eller dattersønnen Niels.

Huset, vi udgravede, har altså efter alt at dømme stået fra omkring 1600 til ca 1780, hvor det blev nedrevet og ikke genopført. Ladegården var i et halvt hundrede år ene om at repræsentere Vilhelmsborg, men i 1840'erne, efter at den økonomiske krise var overstået, blev der råd til en ny hovedbygning, nu på et andet sted.

Af de fire »Marselisborge« er Vilhelmsborg den, der længst blev i slægtens besiddelse, først i 1920'erne gik den på andre hænder, og nu er den som nævnt overtaget af kommunen. Om dens videre skæbne er der endnu ikke truffet endelig bestemmelse.

(Fig. 14)