Mangel på energi

I november 1806 udsendte kejser Napoleon dekretet om fastlandsspærringen, der skulle forhindre indførsel af engelske varer til Europa. Ved freden i Tilsit måtte Rusland i juli 1807 tiltræde denne afspærringspolitik. England svarede med en skærpet blokade af fastlandets havne, og for at sikre adgangen til Østersøen søgte man at alliere sig med det neutrale Danmark. Da dette ikke lykkedes, sejlede den engelske flåde i august ned i Øresund, et expeditionskorps på 30.000 mand blev landsat og efter fire dages beskydning med bomber og brandraketter måtte København den 7. september 1807 overgive sig, og englænderne drog bort, medbringende hele den danske flåde. I slutningen af oktober sluttede Danmark så forbund med Frankrig, og juleaftensdag 1807 kom forordningen om tilslutningen til fastlandsspærringen. Dermed begyndte en syvårig krigs- og kriseperiode, som medførte store ændringer i det danske samfund og sluttede med statsbankerot og splittelse af det dansk-norske rige, der havde bestået i over 400 år.

Straks ved krigens begyndelse kom der uorden i det indenlandske forsyningssystem, og i København medførte dette varemangel og stigende priser. I november 1807 nedsattes derfor en såkaldt provideringskommission, der skulle undersøge, hvor store lagre der var, vurdere behovet og sørge for at skaffe, hvad der manglede. Der oprettedes udsalgssteder, hvor befolkningen gennem hele krigen kunne købe brød, smør, kød, lys, sæbe o. lign. i små portioner til priser, der lå ca. 25% under de almindelige detailpriser. »I Hausergaden solgtes smør 3 timer daglig, og der stod da flere hundrede fattige af begge køn og alle aldre opstillede i række og ventede i sne, regn og slud, indtil turen kom til dem«, fortæller Thomas Overschou i sine erindringer. Han var dengang i snedkerlære hos en mester i Rosenborggade, og skønt provideringskommissionens udsalg var beregnet for de ubemidlede, blev han alligevel af mesterens kone jævnlig sendt ud for at købe varer til »kommissionspris«. Fra vinteren 1813-14 fortæller han: »Fra midten af november gik der ingen dag, uden at jeg idetmindste i fem timer måtte i slud, regn og sne stille mig i række snart et, snart et andet udsalgssted for at få enten et pund smør, to lys, et brød eller en sæk tørv«.

Brændselsforsyningen til København voldte særlige vanskeligheder, og allerede i vinteren 1807-08 var der mangel på brænde i byen. Det skyldtes først og fremmest transportvanskeligheder. Det meste brænde var hidtil kommet med skib, men nu blev søvejen usikker på grund af de fjendtlige skibe i danske farvande. I marts 1808 nedsattes en særlig forsyningskommission for brændsel, og der blev straks givet bestemmelser om pligtkørsel til fast pris for alle med hest og vogn, der boede indtil to mil fra det sted, hvor brændet var oplagt. Alligevel lykkedes det ikke at få nok brænde frem, og priserne steg kraftigt. I normale tider brugte indbyggerne i København ca. 67.000 favne brænde og ca. 25.000 læs tørv til opvarmning på et år. I vinteren 1808-09 tilførtes 45.000 favne brænde og 23.000 læs tørv, således at forbruget måtte nedsættes med over 33% for brændet og knap 10% for tørvene. Alle måtte spare, og selv fra hoffet og byens højeste embedsmænd hørtes klager over indskrænkningerne og de store udgifter til opvarmning. Priserne på energi steg mere end gennemsnittet. I de fem år fra 1806 til 1810 blev alle priser fordoblede, men lys og brændsel steg til det tredobbelte.

Den forøgede vogntrafik med brænde og tørv medførte ødelæggelser på brolægningen, men også på anden måde mærkedes krisen på Københavns gader. (Fig. 2). Byen var i de mørke vinternætter oplyst ved næsten 2000 gadelygter, der passedes af vægterne og brændte ved hjælp af tran. Allerede i 1808 var det umuligt at skaffe den bedste slags tran, og de ringere kvaliteter kunne kun fås i begrænsede mængder og til forhøjede priser. I vinteren 1808-09 besluttede man derfor kun at tænde hver anden gadelygte. Det medførte visse ulemper for den offentlige ro og orden, og kongen selv opfordrede til at søge tranlygterne forbedret. Det lykkedes blikkenslager Johan Irgens at fremstille nogle mere effektive gadelygter. Han fortsatte i øvrigt sine belysningseksperimenter efter krigen og kunne i 1816 med to private gaslygter udenfor sin butik i Købmagergade demonstrere fremtidens gadebelysning for de undrende københavnere. Tranlygterne på Københavns gader blev betalt gennem en særlig lygteskat, der var pålagt grundejerne, og foråret 1808-09 måtte man fordoble denne skat for at kunne holde lygterne tændte. Den følgende vinter, 1810-11, blev halvdelen af gadelygterne endnu en gang slukket, fordi tranpriserne atter var steget med 50%. En tønde tran var nu oppe på 120 Daler Courant. I 1812 blev lygteskatten igen forhøjet, og den var nu tredoblet siden krigens begyndelse.

Til boligopvarmning og belysning kunne man klare sig med de danske energikilder, men til produktion var man i nogen grad afhængig af importeret energi. Det var de engelske stenkul, af hvilke der i et normalt år brugtes ca. 8000 læster (á 18 tønder) i København. Kulmanglen blev straks akut, i året 1808-09 tilførtes således kun 380 læster stenkul til byen. De kom fra de skånske lejer ved Höganäs. Sukkerraffinaderier, brændevinsbrændere, bryggere og bagere måtte nedskære produktionen eller gå over til at bruge mere indenlandsk brændsel. Værst gik det ud over smedene, der vanskeligt kunne nøjes med den varme, som brænde eller tørv kunne give. Allerede i 1808 indledtes derfor en eftersøgning efter kul i Jylland. Der blev udsat præmier og givet bestemmelser for, hvorledes man kunne få tilladelse til at foretage undersøgelser på anden mands grund, selvom ejeren var imod det. Trods mange gravninger og boringer lykkedes det aldrig at finde de jyske kul. Derimod havde man allerede tidligere under primitive forhold brudt stenkul på Bornholm, men dette kunne kun dække det lokale forbrug.

Under krigen var det særlig vigtigt at opretholde produktionen af våben, derfor blev inspektøren på geværfabrikken i Hellebæk, Ditlev Frederik Schultz, foregangsmand i forsøgene på at finde en alternativ energikilde til de engelske stenkul. Han opfandt i 1810 en metode til at fremstille kul af tørv. (Fig. 4). Først måtte tørvemassen bearbejdes af en æltemaskine og formes og presses i andre maskiner. Efter tørringen blev tørvene stablet op på højkant i en særlig ovn, der var opmuret som en spids hvælving med dobbelt ydermur. I ovnens bund fandtes 8 radiære trækkanaler, som blev opfyldt med brænde, og højere oppe på muren sad 8 trækhuller. Ved at lede træk ind gennem ét hul ad gangen, kunne ilden holdes under kontrol, således at den udbredte sig jævnt i ovnen. Når det sidste trækhul var tilmuret skulle ovnen stå indtil røgen blev hvid og tør, så tildækkedes skorstenen med et jernlåg. Hele brændingen varede 18-20 timer, men derefter skulle kullene afkøle i tre dage, før de kunne udtages. De færdige tørvekul blev forbedret ved tilsætning af stenkul. Tre tønder tørvekul blev med lervand sammenæltet med en tønde stenkul, og inspektør Schultz fandt, at denne blanding virkede som to tønder stenkul.

Produktionen af tørvekul kunne udvides med biprodukterne tørvefedt og tørvesyre, hvis skorstenen blev muret i slangeform med aftapningsrør. Om sine forsøg på at udnytte tørvefedtet fortæller inspektør Schultz: »Jeg har overdestilleret dette fedt, og fik da en gulagtig olie, som lugtede så gennemtrængende, at jeg måtte opgive alle forsøg med samme, eftersom min familie, formedelst lugten, ikke kunne opholde sig i huset. Ligesådan gik det fluer, maddiker etc. ---. I en lampe brændte det destillerede tørvefedt såre godt; af det ikke-destillerede støbte jeg lys, som også brændte med en rød flamme; men selv i frisk luft stank disse lysmaterier således, at man ej kunne komme dem nær. Når jeg smurte vandstøvler ind i dette fedt, kunne selv søvand ej trænge igennem, men jeg ej heller være i selskab med andre, da stanken adspredte selskabet«. Tørvesyren var mere anvendelig, idet den kunne bruges til garvning af læder. »Jeg fik af regeringen et patent på denne måde at garve; men da jeg ville betjene mig af dette, sluttedes fred med England, og de engelske stenkul fortrængte tørvekullene, ved hvilke jeg havde vundet mit tørvefedt og min tørvesyre«. Således endte denne energikrise, og Ditlev Frederik Schultz sluttede sin opfinderkarriere. Han benyttede i stedet sin energi på at skrive en ABC, der udkom i Helsingør 1814.