Manden i buret

Hvordan var han havnet der?

John Norcross var englænder, og hans liv var fra fødslen dramatisk. Han kom til verden på stranden ved Liverpool, bag en dynge tang, og allerede som svøbelsesbarn oplevede han sin første stranding. I meget ung alder stak han til søs og endte efter en række eventyrlige begivenheder som kaperkaptajn i svensk tjeneste. Det var under Den store nordiske Krig.

Fuld af ideer, som han var, fik han 1718 det indfald at tage den danske kronprins Christian til fange og føre ham til Sverige for derved at lamme den danske krigsførelse - gidseltagninger ikke nogen moderne opfindelse - men efter to forsøg, som begge mislykkedes, opgav han det forehavende. Skæbnen ville imidlertid, at han kort efter strandede med sit skib på den vestjyske kyst. Han og en del af besætningen, der var blevet reddet, slap til København uden at røbe deres identitet, og nu gjaldt det om at komme over til Sverige. Han gik ombord i en russisk fregat, som skulle landsætte ham i Skåne, men ved Dragør blev skibet opbragt af ingen ringere end Tordenskjold. Norcross, der ikke kunne fremvise noget pas, blev ført tilbage til København og anbragt som fange på Bremerholm.

Opsynet med de svenske fanger var her noget lemfældigt, de fik således med mellemrum lov til at besøge et kaffehus, der tilhørte en slægtning af arrestforvareren. Her stiftede den charmerende englænder, der mere end én gang havde gjort lykke hos damerne, bekendtskab med en »beleven og artig kone«, der hjalp ham til at flygte.

1723 - altså efter krigen - dukkede han atter op i Danmark, denne gang for at tilbyde Frederik 4. at tage den russiske czar til fange! Forslaget faldt ikke i god jord. Han blev forvist fra landet og måtte underskrive en erklæring om ikke oftere at vise sig.

Det tog Norcross sig let. Sommeren 1726 vendte han tilbage, men da han havde den frækhed igen at opsøge kongen, blev han arresteret og anbragt i Kastellet. For anden gang lykkedes det ham at undslippe et dansk fængsel, og nu uden hjælp udefra. Han fik fat i en god skinke med kraftigt ben, og ved hjælp af en itubrudt saks tildannede han af dette ben et redskab, hvormed han først gennembrød muren i sin celle og dernæst ydermuren. På pladsen foran kastelskirken var det nær gået galt. En skildvagt råbte flygtningen an, men denne havde åndsnærværelse nok til at svare »Officer«, og snart efter stod han nede ved stranden, hvorfra han svømmede den lange tur til Hven og slap over til Sverige.

Norcross var fri igen, men ikke længe, og denne gang blev hans uheld skæbnesvangert. Det var i Hamborg en nidkær dansk hverveløjtnant genkendte ham. Atter gik turen til Kastellet, hvor han blev indsat under meget usle forhold.

April 1727 blev han idømt fængsel på livstid, men skønt han var under skarpt opsyn, forsøgte han endnu en gang at undslippe. Under foregivende af at være en ynder af salat fik han hver dag serveret en stor portion med tilhørende salatolie. Denne olie gemte han sammen med noget grøn sæbe, og da han havde nok, smurte han sig ind i det for at gøre sig glat og vanskelig at pågribe. Da vagten åbnede døren, væltede Norcross ham over ende, styrtede gennem vagtstuen, hvor han måtte lade sin frakke i stikken og nåede at kaste sig ud i kastelsgraven, før en vågen skildvagt fik fat i hans hårtop.

Nu var det sket med myndighedernes tålmodighed. Norcross, som havde pralet med at intet kunne holde ham, om han så blev spærret inde i et fuglebur, blev taget på ordet. På befaling af kongen (der siden fik en regning på 57 rigsdaler og 8 skilling) blev der opsat et bur af kraftige egeplanker. De stod ganske tæt; på kobberstikket, der er gengivet til venstre, har kunstneren gjort mellemrummene større, for at man skal kunne se fangen. Her sad den tidligere kaperkaptajn lænket i 16 år, til stadighed med en vagtpost i nærheden. I den tid fik han ikke lov til hverken at læse eller skrive, men det var tilladt alle at komme og se og tale med ham. Det har nok opmuntret ham noget, men hans største fornøjelse var dog at dressere mus, som der var nok af i gulvet under buret. På et tidspunkt skal han have haft over 60, som han ved en fløjten kunne kalde til sig.

Med tiden faldt Norcross til ro og blev meget stilfærdig og venlig over for sit publikum. En ting kunne dog gøre ham ophidset; tobaksrygning, som var ham vederstyggelig. Hvis en besøgende gjorde mine til at tænde sin pibe, gik fangen sporenstregs hen til sin latrintønde og rørte op i indholdet. Stanken kunne fordrive hvem som helst!

I 1742 bedredes livsfangens kår væsentligt. Dronningen gik i forbøn for ham, buret blev revet ned, og rummet, hvor det havde stået, hvidtet og gjort i stand. Ved den lejlighed forsvandt alle musene, hvilket skal have gjort ham meget forbitret. Han fik lov til at gå frit omkring under opsyn, til at læse og til at skaffe sig mad ude fra byen. Det gjorde ham naturligvis mindre interessant, og de fleste glemte ham. I mangel af selskabelighed - og iøvrigt på opfordring - nedskrev han i 1750'erne sin historie, hvor han dog går meget let hen over årsagerne til det lange ophold i Kastellet. Ud kom han aldrig. 1758 døde han, 70 år gammel, efter 32 år og 6 måneders indespærring.

(Fig. 1, Fig. 2)