Malede vægge

Tacitus, ca år 100 efter Kristi fødsel.

For en indbygger i verdensstaden Rom med dens pragtbygninger og kunstværker måtte barbarernes boliger virke uendeligt primitive, og Tacitus under dem liden ros i sin beskrivelse af germanerne, romerrigets nordlige naboer. Dog, én ting har åbenbart forbavset ham: De maler deres huse. Vi, der også er tilbøjelige til at betragte vore forfædre som en slags bedre vildmænd, er ikke fri for at dele hans undren. Kan det være rigtigt?

Huse fra Tacitus’ tid må såvel i Danmark som i andre dele af det vidtstrakte område, han betegner Germanien, søges under jordoverfladen. Det er hændt, at brokker af lerklining, brændt hårde under ildsvåde, har røbet spor af kalk, og antydninger om egentlig maling er også truffet, men rigtignok uhyre sparsomt og hovedsagelig syd for Østersøen. Et fund, gjort for nylig på det arkæologisk rige Sydfyn, kommer imidlertid Tacitus effektivt til undsætning - ja viser tilmed, at skikken har eksisteret længe før hans tid.

I Voldtofte mellem Assens og Fåborg havde Glamsbjerg kommune planlagt et større parcelhusbyggeri, uheldigvis lige præcis på den resterende del af den store »Voldtofte-boplads«. Denne nu klassiske fundlokalitet blev undersøgt 1909-21, og helt til 1960'erne bevarede den værdigheden som vor bronzealders største kendte boplads. Nu er udgravningsteknikken gået ikke så lidt fremad i det forløbne halve århundrede, navnlig hvad angår påvisning af bygningsrester. En efterudgravning var derfor ønskelig og blev gennemført i årene 1976-77.

Bygningsspor var der nok af over området, men det kneb med at få dem til at samle sig til egentlige hustomter. Hvad der især fangede opmærksomheden, var nogle kompakte lag af lerklining, tydeligt ildpåvirkede, men ikke, som man kunne vente, lejrede over en brandtomt. Åbenbart har man ryddet op efter katastrofen og kørt de ubrugelige husrester på lossepladsen. Disse rester var på en gang yderst oplysende og særdeles umeddelsomme: De fortalte en mængde om husets udsmykning, men intet om dets udseende iøvrigt. Det sandsynligste er nu nok, at det har været af bronzealderens almindelige form, det vil sige et langhus med afrundede ender. Kort sagt, en bygning som den, der er beskrevet i foregående artikel (Fig. 1).

Den vægtype, brokkerne tilhører, er velkendt såvel fra oldtiden som fra historisk tid: en lodret vidjefletning, der fra begge sider er beklasket med ler; træværket er nu borte, men aftrykkene efter det står tilbage i de brændte lerklumper. Også større træstykker indgår, de må på en eller anden måde have båret fletværket, men der synes ikke at være negativer af egentlige bjælker i det bevarede materiale. Vægtykkelsen har varieret. Nogle stykker viser den påfaldende lille, blot 3,5 cm, mens andre brokker, der ikke når fra vægside til vægside, antyder noget væsentligt større, mindst 10 cm.

Væglerets sammensætning er et studium for sig, og dette er foretaget på konservatorskolen. Småsten op til et par cm i diameter kan være et naturligt tilbehør til leret, mens nogle grove skarpkantede klumper, sandsynligvis knust brændt ler (chamotte), må være tilsat forsætligt for at give væggen styrke og forhindre den i at krakelere. Til det sidste tjente også et andet islæt, der nu kun er bevaret negativt som fine aftryk: korn, avner, strå- og aksstumper - tærskeaffald, eller måske strøelsesblandet staldgødning, der er tilsat leret for at magre det, nøjagtigt som man den dag i dag gør ved fremstilling af lersten i Orienten. Hvilket materiale til studium af bronzealderens korndyrkning ligger der ikke her, om blot nogen ville påtage sig opgaven.

Oven på det egentlige vægler er lagt et pudslag, sikkert med det dobbelte formål at pynte og beskytte. Det er af finere ler i hvid eller brunlig farve og med få fremmedelementer, sandsynligvis en naturligt forekommende mergel. Når laget var påført, har man glattet efter med en klud eller kost, så at resultatet blev en helt jævn, men let grynet og stribet flade (Fig. 2, Fig. 3). Tykkelsen af pudslaget kan variere fra 1 til 3,5 cm, og der kan være flere - helt op til fire - pudslag over hinanden, hvilket må betyde, at bygningen har stået i ret lang tid under regelmæssig vedligeholdelse. Ved de før omtalte tynde vægstykker, hvor begge vægsider er bevaret, ses det, at kun den ene side er pudset, den anden ser nærmest ud, som har den stødt op mod en væg eller et panel af træ. Hvordan det forholdt sig med de tykkere vægge, kan ikke afgøres, da ingen brok går helt igennem, men hvis pudsningen også her var ensidig, må man gå ud fra, det var ydersiden, der fik denne behandling, eftersom den var mest udsat for vejrligets angreb.

Pudsen kan som nævnt være hvid i sig selv, men den hvide farve kan også findes som et overtræk på ydersiden, og i så fald må der være tale om kalkning. På de lyse flader ses i mange tilfælde rester af rødbrun eller sort maling, og sine steder er der igen lagt hvid farve oven på disse lag. Det må være denne form for udsmykning Tacitus nævner, oven i købet med en vis respekt, og der har altså ingenlunde været tale om et modelune, som alene var knyttet til hans tid. Farverne er formentlig naturfarver, sandsynligvis blandet op med æggehvide. Penselbredden kan måles til 3 cm. Der ses tydelige spor af penselhår i malestriberne.

Det må formodes, det drejer sig om en ornamental dekoration, men trods det meget store materiale af kliningsstykker, hvoraf mange med farvespor, har der ikke kunnet sammenstykkes noget egentligt mønster; brokkerne er simpelthen for små. Uregelmæssige stregbundter synes dog at være et tilbagevendende motiv, og et sted forekommer en karakteristisk s-slyngning (Fig. 4). Det sidste er interessant, den samme s-figur genfindes nemlig, plastisk eller indpunslet, på metalsager fra midten af yngre bronzealder, netop den tid bopladsen tilhører (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7).

I brokkematerialet findes, foruden malerierne, spor af en plastisk udsmykning, men heller ikke den er let at få overblik over. Nogle brokker med profileret overflade kan være en slags kantlister, måske indramning om en dør. Både i kliningslaget og andetsteds på pladsen er fundet mærkelige »lerbjælker«, 7-8 cm brede og bevaret i stykker på indtil 35 cm's længde. Den ene side viser brud, men ellers er tværsnittet nærmest firkantet. Et bånd af parallelle furer fylder »forsiden« fra kant til kant. Igen får man indtryk af en slags pyntelister udgående fra væggen, men typen har en variant, der er bredere og har halvcirkelformet tværsnit, altså bevaret bagside, så her dur den forklaring ikke; et af disse stykker er iøvrigt bueformet. Man spørger sig, hvad dette kan være. Pilastre? En slags portal? I hvert fald noget, der har skullet tjene til husets forskønnelse. Reliefagtig udsmykning i ler findes på de store Nørhå-ovne fra tidlig jernalder (se Skalk 1972:5), men er ellers ukendt i vore oldtidshuse.

Nok er denne vægkunst en nyopdagelse og tilmed af de meget overraskende, men på en måde har den længe været kendt, nemlig fra de såkaldte husurner (se foregående artikel) (Fig. 8, Fig. 9). At disse modelhuse ene af periodens lerkar kan være bemalede burde, sammenholdt med Tacitus' vidnesbyrd, have vakt vor mistanke, men det er let at være bagklog. Nu skal man naturligvis ikke forestille sig, at alle bronzealderhuse har haft malede eller blot pudsede vægge, men på de betydeligste bopladser har der åbenbart været bygninger, som markant skilte sig ud. I vort tilfælde kommer den plastiske udsmykning til, og man må have lov at mene, husherren var en særdeles velhavende og formodentlig indflydelsesrig person. Lidt vest for Voldtoftebopladsen ligger den nyligt udgravede, meget rige Lusehøj og andre store bronzealderhøje (se Skalk 1978:3), som tydeligt fortæller om en magtfuld klan med tilhold netop i denne egn - og et sted må disse supermennesker jo have boet. Et sidestykke til det fynske kraftcenter finder vi omkring den såkaldte Kongehøj i Seddin ved Elben, og det er bemærkelsesværdigt, at den nærmeste parallel til vor malede lerklining netop stammer herfra - nemlig fra selve gravkammeret i Kongehøjen. Så iøjnefaldende er ligheden, at man fristes til at tro, der har været en helt håndgribelig forbindelse.

Nogen primitiv hytte var Voldtoftehuset såvist ikke, sandt at sige overgår det vore vildeste forestillinger om tidens formåen. Det var fristende at slutte denne artikel med en rekonstruktionstegning, hvor de spredte detaljer blev sat på plads, men det er nok bedst at overlade slige forsøg til fantasien. Den har til gengæld fået en del at arbejde med. Oldtiden er blevet lidt mindre grå.

(Fig. 10)