Make-up

Nord for Kongeåen ved landsbyen Tobøl kom for en del år siden en bronzealdergrav for dagen (se Skalk 1961:4). Den døde har været en person af stand, højsat i egekiste og med passende udstyr. Dolk, smykkeknapper af bronze, guldørenring og ravperler er vel ikke enestående i ældre bronzealders glansperiode, men dog over gennemsnittet, og dertil kommer en sort jetperle, der kan være bragt til landet fra de britiske øer, en bronzenål med slægtninge sydpå over Østersøen og et smukt ornamenteret miniaturehjul af bronze, formodentlig hjemligt arbejde, men som solvognens hjul inspireret af stridsvogne fra Middelhavslandenes kulturer. Desuden en lille rød sten, afglattet på flere sider, men ellers utildannet. Hvad har den at gøre i det fine selskab? En mineralog har bestemt materialet til hæmatit. Sådanne »blodsten«, som de også kaldes, er ikke usædvanlige i Norge og kan med isen være kommet til Sydskandinavien. Ved at rive dem får man et pulver, som opløst i vand giver en smuk rødbrun tone, velegnet til maling. Bladets læsere vil erindre, at et eksemplar er fundet i en jernalderkælder ved Overbygård i Vendsyssel (Skalk 1980:1).

Nu kunne man tænke sig, at stenens forekomst i graven var en tilfældighed, men det kan afvises, da der kendes andre fund af grave med hæmatitter, nemlig en rig mandsgrav i Skåne og en anden i Nordtyskland. Den sjældne forekomst kan iøvrigt meget vel skyldes, at de beskedne tingester ved ældre udgravninger er blevet overset eller taget for natursten (hvad de jo sådan set også er). Farvestenens optræden i grave sammen med den dødes personlige ejendele gør det nærliggende at henregne den til disse - en lille praktisk brugsting i lighed med kniven, sylen og pincetten, som ofte forekommer, og som må være anvendt i det daglige, vel først og fremmest til legemsplejen. Men hvad har farvestenen været brugt til? Hvad malede man tæt om sin person? Muligvis sig selv. Til større kunstnerisk eller praktisk udfoldelse egner den lille genstand sig ikke, men til ansigtsmaling, sminke, er den tilstrækkelig.

Sminkning er i vore øjne et kvindeligt anliggende og har måske også været det i bronzealderen, men de få fund, vi foreløbig kan henvise til, er altså tilfældigvis fra mandsgrave. Mandlig sminkning er nu ikke så usædvanlig endda. Man kan tænke på rødhudens krigsmaling, men der er iøvrigt stadig samfund, hvor den mandlige befolkning sminker øjenomgivelserne. På bronzealderfolkets tid var skikken vidt udbredt i det gamle Ægypten, og det var ikke blot kvinder, men også mænd, der dekorerede facaden. Bronzealderens rige overklasse kom i forbindelse med fjerne samfund. Den berømte klapstol fra Guldhøj-egekisten er skåret efter ægyptisk model, og beslag fra lignende i andre gravfund viser, at den ikke var noget unikum. Stolene er et eksempel på, at ikke blot varer, men også ideer blev hentet i fjerne lande.

Skønt fundene er få, tyder deres store spredning på, at skikken har været vidt udbredt. Til gravenes spinkle udsagn kan iøvrigt føjes de små, planslebne sten, som lejlighedsvis optræder på bopladserne; de har længe været tolket som underlag til raspning og udgnidning af farve. Om de forestillinger, man lagde i sminkningen, kan vi kun gisne. Den kan have haft betydning som beskyttelse mod onde ånder, men også mere fredelige signaler kan udsendes gennem farvning af huden. (Fig. 1)