Magtpolitik i yngre stenalder

De sorgløse forestillinger tog en brat ende omkring århundredskiftet, da »stridsøksefolket« dukkede op på den arkæologiske arena. Opdagelsen blev gjort gennem udgravning af nogle af de småhøje, som i stort tal ligger spredt over Jylland; de viste sig at indeholde stenalderfund af hidtil ukendt art - så forskellige fra jættestuefolkets, at de kun kunne forklares som resultat af en indvandring. Antagelsen bestyrkedes efterhånden, som man fik kronologien under kontrol og gennem fundene kunne følge nybyggerne på deres vej op gennem halvøen. Spørgsmålet var nu: hvad blev der af jættestuefolket? Blev det af indvandrerne drevet ud i havet, eller levede det videre, måske under trællekår?

I 1950'erne kompliceredes sagen yderligere gennem påvisningen af de jyske »stendyngegrave«, der er anlagt på flad mark, men har oldsager, som tydeligt sætter dem i bås med jættestuerne. To helt forskellige, men hver for sig yderst karakteristiske, gravtyper tilhørende samme folk! Hvordan skal det forstås, og hvordan kommer stridsøksefolket ind i billedet? I den snes år, der er forløbet, siden den nye gravform blev erkendt, er der undersøgt over 400 eksemplarer af den, uden at sagen af den grund er blevet væsentlig mindre gådefuld.

I Vroue sogn syd for Skive har Nationalmuseet for ikke længe siden afsluttet en årelang undersøgelse, som bringer os hele dette problemkompleks ind på livet. Stedet ligger nordligt på den store Karup hedeslette, i ly af bakkelandet, som dannedes af bræen under sidste istid. Denne egn har før gjort sig bemærket i arkæologien, nemlig gennem jættestuen ved Hagebrogård og den store højgruppe ved Koldkur-Mølgård, hvor stridsøksefolkets grave er undersøgt i betydeligt tal.

Den umiddelbare anledning, til at arbejdet kom igang, var to smukke flintøkser - den ene knap 35 cm lang - som gårdejer Niels Lundsgård, Vroue, havde fundet på sin mark. Der afdækkedes her en række stendyngegrave, men det blev ikke derved; på andre marker tilhørende gårdejerne Sven Trankjær, Niels Gregersen og Magnus Andersen dukkede tilsvarende anlæg op (Fig. 1, Fig. 2). Vi er lodsejerne stor tak skyldig for deres ovenud velvillige indstilling - ikke mindst familien Lundsgård, som husede os i de syv somre udgravningerne stod på.

De tre findesteder ligger på række, men i nogen afstand fra hinanden; mellem plads I og II er der ca 1 km, mellem II og III lidt mindre. Spredte fund i områderne mellem pladserne antyder, at der også dér vil kunne findes grave, og da anlæggene iøvrigt flugter, kan man fristes til at tro, at det hele i virkeligheden er én gravplads - et bånd af grave, der om ikke ubrudt så dog nogenlunde sammenhængende strækker sig i den imponerende længde af 1,7 km. Forklaringen kan være, at man har gravlagt langs en oldtidsvej, en øst-vestgående færdselsåre, som har fulgt Sejbækkens løb til Hagebro, hvor der vel allerede dengang har været passage over Karup å.

Hvordan stendyngegravene og deres mærkelige tilbehør er indrettet og placeret på gravpladserne, er vist i spalten til venstre. Som det fremgår, danner anlæggene rækker med en egen monoton rytme: to grave, et »dødehus«, to grave, et »dødehus« o.s.v. Således også i Vroue; dog hist og her optrådte enlige grave, som ved deres tilstedeværelse bragte uorden i geledderne. Af andre afvigelser kan nævnes, at gravparrene ret ofte var anlagt i en større fælles grube. En vigtig iagttagelse af negativ art blev gjort i dødehusgrøfterne: trods ivrig søgen blev der af stolpehuller kun fundet et eneste - tilmed usikkert - eksemplar, slet ikke tilstrækkeligt til at bestyrke den andetsteds opståede teori om en trækonstruktion i disse render. Det må her indskydes, at Vroue-anlæggene blev udgravet efter en anden metode end den, der ellers har været anvendt ved stendyngegrave. Tidligere har man altid tømt disse anlæg, renset dem for deres indhold af jord og sten, hvorved man genskabte - så vidt muligt - det billede, oldtidsfolket havde for øje, da gravlægningsceremonien begyndte. Her derimod anvendtes snitmetoden, hvor man ikke nøjes med at grave man nu finder det hensigtsmæssigt (Fig. 3). Metodens ulempe er tabet af de klare oversigtsbilleder, dens fordel - blandt flere - at man langt sikrere kan følge de gravede grubers form. Hvor undergrunden er hedesand, kan det være meget vanskeligt at afgøre, om en brunlig plet er et muldfyldt stolpehul eller en tilfældig aldannelse, men snitning giver langt den største sikkerhed. I Vroue blev alle dødehusgrøfter gennemskåret vandret og lodret, og når der ikke blev fundet stolpehuller, må det betyde, at der ingen har været - og følgelig heller ingen stolper. Ordet »dødehus« må altså tages med forbehold, men lad os beholde det indtil videre.

De dækkende stenlag over dødehusene må være anbragt, når ceremoniellet var overstået og ligene vel i jorden. Under stenene fandtes oldsager af flint, over og mellem dem undertiden lerkarskår - hvoraf man vel må slutte, at flintsagerne er det egentlige gravgods, lerkarrene senere ofre. Gravene var traditionelt tomme, men der var undtagelser: i et par tilfælde fandtes skår og en enkelt gang en flintøkse. Skeletter eller spor deraf forekom ikke og kunne ejheller ventes i grave af under meterdybde anlagt i hedesand; fra den store højgruppe lidt syd for Vroue, hvor der er undersøgt godt et halvt hundrede stridsøksebegravelser, kendes kun fire tilfælde af skeletspor, alle fra grave under flere meter jord. De kompakte stendynger i gravene gik sjældent helt til bunds, hvilket tyder på, at der har været kistelignende anordninger (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). Når langstrakte sten i dyngerne ofte sås at have hældning ind mod gravmidten, kan det skyldes skred som følge af dækkets sammenbrud.

Der har været ytret tvivl om, at stendyngegravene virkelig er grave, men det er sikkert tilfældet; al sandsynlighed taler derfor. Mærkeligt dog med den parvise gravlægning. Hvad erdet for bånd, som har knyttet personerne sammen?

Så tidligt som i 1904 påpegede arkæologen Sophus Müller muligheden af en oldtidsvej langs nordsiden af Sejbækken, idet han henviste til en derværende højrække; at den senere skulle blive suppleret med en række stendyngegrave, kunne han ikke have nogen anelse om. Højene eksisterer endnu i mere eller mindre velbevaret tilstand, og da flere af dem ligger ganske tæt ved vore gravpladser, er det naturligt, at vi inddrog dem i undersøgelsen. Den første, vi satte spaden i, var en ubetydelig høj ved plads III, den vestligste i rækken af udgravningslokaliteter. Vi havde ventet at finde stridsøksegrave, men stødte i stedet på resterne af en jættestue. Ved plads II fandtes også en jættestuetomt og ved plads I endnu én samt ruinen af en langdysse. Blandt de resterende, ikke undersøgte, høje er utvivlsomt endnu en langdysse og sandsynligvis en jættestue; hvad de øvrige gemmer, ved vi ikke, men det er fremdeles muligt, at nogle af dem tilhører stridsøksefolket.

De fire storstensgrave, vi således fik lejlighed til at endevende, var alle stærkt ødelagte, stenene var forlængst slået til skærver, men hullerne efter dem stod tilbage, så at det var muligt at fastlægge omrids af kamre, gange og omgivende stenkredse. Ved et af anlæggene sås gådefulde spor af brændt træværk omkring kammeret og inden for rands tens kæden. I samtlige kamre fandtes oldsager af flint, rav og ler, og lignende genstande dukkede op uden for jættestuernes indgange, hvor de må være anbragt som led i offerhandlinger eller lignende ceremonier.

Samtlige ved Vroue undersøgte anlæg, altså såvel stendyngegravene som dyssen og de tre jættestuer, tilhører yngre stenalders mellemperiode, jættestuetiden, som den tidligere blev kaldt - og lad os fastholde navnet, skønt det ikke længere er ganske dækkende. Perioden strækker sig over det meste af et halvt årtusinde, og inden for dette tidsrum vil vi nu forsøge at placere vore grave, hvilket er muligt takket være modernes skiften, som flittige forskere har kortlagt og ordnet i et kronologisk system.

Ældst er dyssen, som groft kan dateres til jættestuetidens allerførste begyndelse; som type var den på det tidspunkt udlevet, et levn fra en svunden tid (Fig. 10). Afløserne, de tre jættestuer, må være opført lidt senere og har holdt sig i brug til omkring periodens midte. Derefter følger - uden overgribning - stendyngegravene, der dækker hele sidste halvdel af det, vi altså fremdeles vil kalde jættestuetiden, selv om de navngivende gravkamre ikke længere var i brug.

På stenpakninger over to af de omtalte »offerdynger« ved jættestueindgangene blev der gjort interessante fund: ildskørnede flintredskaber af de typer, som kendes fra stendyngegravene - i det ene tilfælde ledsaget af små dynger brændte ben. Det ser ud til, at rækkegravenes anlæggere har haft veneration for forfædrenes gravsteder og holdt dem i ære. Stendyngefolkene var jættestue-byggernes frænder, så det er måske ikke så mærkeligt, men også de fremmede stridsøksefolk har interesseret sig for de forladte jættestuer; inde i alle tre kamre - det vil sige der, hvor kamrene har været - fandtes rester af deres keramik ved siden af eller ovenpå det legitime gravgods. Forklaringen må være, at indvandrerne har begravet deres egne døde i de gamles gravstuer, og det kan diskuteres, hvor pietetsfuldt det er foregået, for det har kun kunnet ske ved at bryde de lukkede stenkamre op. Disse »fremmede« fund i og omkring jættestuerne er på sin vis kompleksets mest bemærkelsesværdige. De har ikke blot kulturhistorisk interesse, men tangerer periodens politiske historie.

At det er folk af samme stamme, der har bygget jættestuer og stendyngegrave, viser oldsagerne utvetydigt, men hvorfor dette bratte skifte i gravskikken? Hvad er det for kræfter, der pludselig får disse mennesker til at opgive deres gamle monumentalanlæg og gå over til en vidt forskellig og yderst egenartet gravform - så kompliceret, at man næsten kun kan forestille sig den opstået gennem en langvarig udvikling. Kan et religionsskifte være årsagen? I så fald: hvorfra kom da impulsen? Gennem stridsøksefolket kan det ikke være, dets gravskik var helt anderledes, og andre kilder synes det ikke muligt at pege på. En anden og nok så sandsynlig mulighed er, at stendyngegravene har en hjemlig fortid, som vi blot endnu ikke kender tilstrækkeligt. Ret beset må det forekomme usandsynligt, at dysserne og jættestuerne, hvis antal vi dog har nogenlunde rede på, skulle kunne rumme hele Danmarks daværende befolkning gennem flere århundreder. Snarere kan man tænke sig dem tilhørende visse storfamilier, der har etableret sig som overklasse, og overgangen fra dysser til jættestuer kan da forklares ved disse familiers vækst set i lyset af en tilsvarende udvikling i Vesteuropa (Fig. 11). Underklassen, de lavere stænder, har sikkert deltaget mandsstærkt i de stores byggeri, men selv har de måttet klare deres begravelsesproblemer på anden måde. Hvordan? Ja det er netop spørgsmålet.

Erfaringen viser, at en fundgruppe skal opdages og efterforskes systematisk, før den virkelig giver sig tilkende, så for den sags skyld kan der godt være gravlagt i stor stil på flad mark, samtidig med at dysser og jættestuer var i brug. Hvad nu Vroue angår, så kan forklaringen på forholdene der være, at der på et tidspunkt omkring midten af jættestuetid er sket en social omvæltning, som på en eller anden måde har sat jættestueklanen ud af spillet. Den undertrykte befolkningsgruppe - for nu at sige det groft - er derefter rykket ind på den eftertragtede gravplads fra andre os ubekendte lokaliteter, hvor de hidtil har haft deres grave. Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at mens der i vore jættestuer fandtes ravperler i ret store mængder, så forekommer disse ikke ved stendyngegravene, her er mandssager fremherskende. Man kan næsten få det indtryk, at jættestueklanen var domineret af kvinder, og at mændene først i opgøret med den har fået noget at skulle have sagt.

Med alle forbehold over for ovenstående går vi videre til næste spørgsmål: Hvad så med stridsøksefolkene? At de var nomader af østlig oprindelse står formentlig fast, og at de på et tidspunkt af yngre stenalder er trængt op gennem Jylland, kan i hvert fald ikke bestrides. Men hvordan og under hvilke omstændigheder? Tidligere forestillede man sig indvandrerne som beredne, øksesvingende krigskarle, der som en steppebrand underlagde sig halvøen, drev den gamle befolkning af lande og tog dens gravkamre i besiddelse. Helt sådan kan det nu ikke være gået til. Nok kendte stridsøksefolkene hesten, men næppe som ridedyr, og ganske vist blev jættestuerne opgivet - både i Vroue og mange andre steder i Jylland - men jættestuefolket levede, som vi har set, videre i bedste velgående. En forsker, der har holdt sig disse kendsgerninger for øje, har for nylig med stor forsigtighed antydet, at indvandrerne kan have hutlet sig igennem som fattige fårehyrder mellem de etablerede stenalderbønder. Deres våben, stridsøksen, må i så fald nærmest have været til pynt.

Man har hidtil ment, at stridsøksefolkets indvandring faldt omtrent på det tidspunkt, da jættestuerne blev opgivet. Men er det nu rigtigt? Når man betænker mængden af oldsager, som er efterladt os af - på den ene side stridsøksefolket på den anden side de mennesker, der byggede jættestuer og stendyngegrave, så er det påfaldende, at ikke et eneste »krydsfund« bevidner samtidighed. I lignende retning peger et - ganske vist endnu sparsomt - materiale af kulstof 14-dateringer fra de to kulturer. De henviser enstemmigt stridsøksefolket til en senere tid.

En interessant pilespids af fremmed oprindelse - løsfundet, men dog med stor sandsynlighed knyttet til et af Vroue-gravpladsens sene dødehuse - kan måske også kaste en smule lys over sagen. Den tilhører et østfra kommende folk, grubekeramikerne kaldet, som i midten af yngre stenalder gæsteoptrådte ved de danske kyster, hvor de drev fiskeri. En ganske tilsvarende pil er fundet i en stridsøksegrav af ældste type. Hvis man tør tro dette vidnesbyrd, må indvandringen være foregået i jættestuetidens allersidste fase.

Noget svar på spørgsmålet om stridsøksefolkets okkupationsmetoder giver denne erkendelse os ikke, problemet er blot blevet flyttet. I jættestuernes lukning har indvandrerne ingen lod og del, men måske i stendyngegravpladsernes opgivelse. Så meget synes sikkert: Da stridsøksefolkene foretog deres voldelige indbrud i de gamle gravkamre, har stendyngegravenes anlæggere været ude af billedet. Man kan vanskeligt forestille sig, at de ville have tilladt disse overgreb mod grave, som de trods alt holdt i hævd.

Lad os kort skitsere det formodede begivenhedsforløb bag fundene i Vroue:

I stenalderens midtjyske vejnet indgik en øst-vestgående tværrute, anlagt nordligt i det vidtstrakte sletteland, som smeltevandet havde afsat under sidste istid. Formodentlig har den været af en vis betydning. Flinthandlere, som fra minerne i Thy bragte varer til folkene ved østkystens fjorde, kan have betjent sig af den, og vestjyske ravsamlere kan have befaret den i lignende ærinde. På dette gunstige sted, i ly af israndens bakkeland, havde i tidligste jættestuetid nogle mennesker slået sig ned. Efter gammel skik byggede de dysser til stammens fornemme, men da jættestuerne snart efter kom på mode, måtte nye storbyggerier sættes igang. Dette klassedelte bondesamfund, hvis hovederhverv var agerbrug og kvægavl, trivedes på de midtjyske græsgange (Fig. 12). Det øgedes og udviklede sig gennem lang tid - et par hundrede år måske - men skiftede så struktur ved et opgør, der brat gjorde ende på herskerklanen. De gamle monumentalgrave blev nedlagt (men dog holdt i ære) og menigmands gravskik sat i højsædet.

Atter gik der lang tid - så lang vel, at jættestuefejden kun har levet som et tåget sagn - så indtraf nye urovækkende tildragelser. Folk med fremmed tungemål og fremmed levevis dukkede op i egnen. Med deres kvæghjorder indrettede de sig lidt sydligere på sletten, og her byggede de deres små gravhøje på sydskråningen ned mod vandløbet, der senere blev kaldt Karup å. Hvad der derefter skete de to folk imellem, ved vi ikke, men de nytilkomne må have været herrer over situationen, da de mange år senere opbrød de gamles gravkamre for selv at tage dem i brug.

Mellem de her skildrede begivenheder og bronzealderens indtræden ligger endnu en lang periode, bondestenalderens tredje og sidste hovedafsnit. Ikke mindst gravskikken viser i denne tid en rigdom af variationer, som tyder på splittelse - eller måske snarere på, at noget er ved at blive rystet sammen. Da bronzen endelig slår igennem, synes processen fuldbyrdet. Men herom tier fundene fra Vroue.