Månebrev
Et så markant himmelfænomen som månen kan aldrig have været menneskene ligegyldigt. Selv de primitiveste naturfolk må undres over den og stille spørgsmål: Hvilket stof er den af? Hvor stor og hvor fjern er den? Hvordan går det til, at dens størrelse veksler, og hvad betyder skyggerne på dens overflade? Svarene, der blev givet, var i første omgang af mytisk art. I de fleste folkeslags gudesagn indtager månen en selvskreven plads.
Af Harald Andersen
De gamle kulturfolk i Kina, Mesopotamien, Ægypten og - ikke mindst - Grækenland gav sig af med astronomiske målinger, og lidt efter lidt rykkede himmellegemerne fra mystikkens over i virkelighedens verden. Så fulgte et årtusinde uden væsentlig fremgang; i denne periode, der varede til et godt stykke op i middelalderen, byggede man sin forestilling om universet på biblen og på stumper af græsk astronomi, hvor jorden er verdens centrum, som kloderne omsvæver. Også månen opfattes som en virkelig klode, hvis størrelse og afstand fra jorden man endda undertiden har haft overdrevne forestillinger om. »Hvor stor er månen?« spørger i folkebogen Lucidarius disciplen sin mester, og denne svarer: »Månen er næsten så stor, som hele jorden er-«. »Hvor langt er der fra jorden til månen?« fortsætter den tænksomme unge mand, og svaret lyder: »Var der vej fra jorden og til månen, da var den så lang, at ingen kunne gå længere i 500 år (om man kunne leve så længe), selv om han gik hver dag ti af vore mile«.
I 14-1500-årene begynder man at betragte stjernehimlen med mere kritiske øjne, og det store forståelsesgennembrud kom, da Kopernikus flyttede jorden væk fra centrum og placerede den sammen med de andre planeter i kredsløb om solen. Kikkerten, som blev opfundet omkring 1600, rettedes straks mod månen, hvis landskaber derved blev tydeliggjort så meget, at de første egentlige månekort kunne tegnes. Nu begyndte man også at navngive månelokaliteterne - først med benævnelser hentet fra den jordiske geografi, senere, da det viste sig upraktisk, efter et system udtænkt af italieneren Riccioli. De store mørke områder, der opfattedes som have, gav han romantiske navne som Stormenes hav, Stilhedens hav, Regnskyllenes hav, mens ringbjergene blev opkaldt efter berømte mænd, fortrinsvis astronomer. Når Tycho Brahe har fået et lidt bedre krater end Kopernikus, hænger det sammen med Ricciolis forkærlighed for førstnævnte og skepsis over for sidstnævntes teorier. (Fig. 1)
Fig. 1. Tegningen, fra begyndelsen af 1500-årene, viser, hvordan jordskyggen falder på månen og formørker denne. Jorden er tegnet sekskantet.
Gennem stadige forbedringer af kikkerten arbejdede man sig frem til større månekundskab, men visse misforståelser levede længe. Et kig i en populær astronomi, Peder Søeborgs Stjernekatekismus fra 1788, giver en forestilling om, hvor langt man på det tidspunkt var nået. De elementære skyggefænomener som faser og formørkelser er man naturligvis forlængst på det rene med; de problemer var løst allerede af oldtidsastronomerne. Man er klar over, at det er tvivlsomt, om månen har »dunstkreds« (atmosfære), men troen på månehavene lever stadig, og det udelukkes langtfra, at der kan være liv på jordens drabant. På planeter og kometer mener Søeborg i hvert fald bestemt, at der må være det.
Måske har Søeborg kendt det »Månebrev«, som få år i forvejen var sendt til jorden med adresse til borgerne i Bergen. Det ses her, at måneboerne fortrinligt mestrer det danske sprog.
