Lyster
I 1906 offentliggjorde arkæologen Thomas Thomsen resultatet af en stor undersøgelse, Nationalmuseet havde foretaget på en boplads fra ældre stenalder ved Brabrand vest for Århus. Blandt de mange fine fund var en række næsten ensdannede træredskaber, 30-40 cm lange, lavet af hassel og udformet som dobbeltspidser med et karakteristisk knæk omkring et lille fremspring på midten. (Fig. 1). Sådanne genstande var ikke fundet tidligere, men ud fra en skarpsindig analyse af spidsernes form fremsatte Thomsen den tolkning, som stadig er gældende, nemlig at stykkerne har været anbragt parvis som sidegrene i fiskelystre. Stenalderens ålejern. (Fig. 2).
Af Jørgen Skaarup
Fig. 1: Et af træstykkerne fra Brabrand-fundet. Om dette se Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1906.
Fig. 2: Undervandsbilledet viser lysteren, som den blev fundet på havbunden.
Brabrand-stykkerne har senere fået selskab af flere lignende fra et lille antal danske stenalderbopladser, men da de altid er fundet enkeltvis, har de ikke kunnet tilføje væsentligt nyt. Nu har situationen imidlertid ændret sig. En nogenlunde intakt fiskelyster er omsider dukket op.
Fundet blev gjort i september på havbunden ud for Skjoldnæs, den lange smalle odde, som afslutter Ærø mod nordvest. Finderen var skibsbygger Torben Rasmussen, der som sportsdykker har arbejdet i nær kontakt med Langelands Museum. Han havde bemærket, at der på en bestemt strækning af kysten kunne findes knogler og hjortetakker og konstaterede ved dykning, at de stammede fra en kystnær gytjeaflejring, der lå meget udsat på kun ca én meters dybde. Indlejret i gytjen fandtes utildannede grene og stammestykker, nøddeskaller og trækulstumper samt skaller af blå- og hjertemusling. Sidstnævnte må sammen med nødderne og knoglerne være måltidsrester fra en nærliggende, endnu ikke lokaliseret boplads.
Strøm og sø havde gnavet sig ind i laget og blotlagt en trægenstand, nemlig den omtalte lyster: en stump skaft med påbundne sidegrene af den førnævnte type, dog med manglende yderender. Mens overbrydningen af skaftet kan være gammel skade, må grenenes afkortning skyldes havets erosion. (Fig. 3).
Fig. 3: Fundet i fotografi og tegning. Totallængden er 27,5 cm.
Skaftet, som er af hassel, har ved brudstedet næsten kvadratisk tværsnit, men ind mellem sidegrenene flader det mejselagtigt ud, helt ned til en halv centimeters tykkelse, hvor det ender - også i et brud, der dog næppe har taget væsentligt af længden. Den almindelige opfattelse blandt dem, der har befattet sig med lysterrekonstruktioner, er ellers, at der mellem grenene har siddet en midterpig af ben eller træ, eventuelt fremkommet ved tilspidsning af skaftet (se Skalk 1980:1), men noget sådant ses der ingen tegn til her. (Fig. 4).
Fig. 4: Lysteren rekonstrueret. - Tegning: Jens Kortermann Larsen.
Sidegrenene, hvis materiale er tjørnens seje ved, må oprindelig have været omkring 40 cm lange. Indefter slutter de tæt til skaftet - såvel gren som skaft er til dette formål plant affladet - men efter et kort stykke begynder de at bue ud og fortsætter sådan indtil brudstedet. Beskadigelsen er naturligvis beklagelig, men takket være de ældre fund, er det ikke svært at udfylde det manglende.
Af surringen, som har holdt stykkerne sammen, er bevaret væsentlige dele. Den har karakter af en række tætstillede halvstik, en teknik, som den dag i dag anvendes af søfolk og fiskere under betegnelsen »svineryg«. Hvor sidegrene og skaft fjerner sig fra hinanden, skifter besnøringen karakter, idet snoren nu er ført skiftevis over og under skaftet. Surringsmaterialet er let tvundne plantefibre, muligvis nælde.
Lysterfundet er, sine mangler til trods, overordentligt vigtigt - det eneste nogenlunde bevarede eksemplar af et fangstredskab, der antagelig var særdeles almindeligt i stenalderen. Overraskende er fraværet af midterpiggen, som man forestillede sig, skulle spidde og fastholde ålen - det er givetvis den, redskabet er bestemt for. Vi må acceptere, at fastklemningen mellem sidegrenenes modhager og den stramme besnøring har været tilstrækkelig, og vil iøvrigt søge bekræftelse gennem forsøg.
Også andre fiskearter, som torsk, er blevet efterstræbt (dog næppe med lysteren), og af større havdyr har man jaget sælen - viser knoglematerialet, som Ulrik Møhl har gennemgået og bestemt. En foreløbig undersøgelse af gytjelaget tyder på, at det er aflejret i en strandsø med en bevoksning helt præget af salturter, sikkert en ideel fiskeplads. Kysten, hvor bopladsen befandt sig, må - dengang som nu - have ligget lige i nærheden.
Dateringsmæssigt befinder vi os ved grænsen mellem jæger- og bondestenalder, spørgsmålet er blot på hvilken side. De forholdsvis få genstande, der er bjærget sammen med lysteren - vandrullede afslag, et par skiveøkser, kærneøkse, flintbor, benpren og et stort lerkarskår - giver kun få holdepunkter. Skåret for eksempel peger mod jægerfolkets spidsbundede kartype, men er ornamenteret med fingerindtryk i en liste under randen, som de første bønder brugte det. I knoglematerialet er det store jagtvildt repræsenteret med urokse og krondyr, men også bondefolkets tamokse og tamsvin forekommer, dog måske på grund af senere indblanding.
Det må stå hen. Vi kan ikke afgøre, om et par menneskeknogler i fundet, et lårben og et overarmsben, er af jæger eller bonde. Er de vasket ud fra en nu havdækket grav på eller ved den endnu ikke lokaliserede boplads? Om denne sidste vil der forhåbentlig kunne siges mere efter undersøgelser i det kommende år.
