Lykken kan ligge i en pind

Man kan måske også sige, at det var planterne selv, der opfandt spindingen, for når de tørrer, snor taverne sig helt uden menneskelig hjælp. Hør og ramie drejer sig da »med solen«, hamp og jute imod. Man har med stor undren konstateret, at spinderetningen i oldtidens tekstiler altid er en understøtning af fibrenes egen tendens. Herved fik man en tråd, der villigt holdt sin snoning - ja som endda snoede sig lidt fastere, hver gang den havde været våd.

Hørrens taver er fra 80 til 125 cm lange, hampens fra ½ til 10 meter. Ulden er fra 2 til 60 cm, mens silkeormens tråd kan opnå en længde af næsten en kilometer. Bomuldens frøhår er ganske korte, nemlig fra 1½ mm til 6 cm. Alle disse spindeemner, samt adskilligt flere, som vi ikke mere bruger, har været kendt i oldtiden. Hørren blev dyrket industrielt i Babylon og Ægypten for 5000 år siden, og på samme tid vandt man silke i Kina. Det er klart, at så forskelligartede fibre må spindes på forskellig måde, hvis de alle skal blive til brugbart garn.

Man kan spinde med fingrene alene, men det har næppe varet længe, før man fandt på at bruge hjælpemidler. Et af de enkleste er »snokrogen«, en pind med en kort sidegren, der som en hage stikkes ind i fiberbundtet og drejes rundt. Når et passende stykke tråd er snoet, vikles det om pinden, og spindingen kan fortsætte. Det er en betingelse, for at snokrogen kan bruges, at spindematerialet har længde, så krogen kan få fat, og styrke, så at det kan holde til trækket. Udtrækningen får fibrene til at lægge sig parallelt. Garnet bliver massivt, glat og uelastisk. Sådant garn kaldes kamgarn.

Et andet lige så enkelt redskab er »spindepinden«, der er glat og for enden let afrundet. Spindematerialet vikles om pinden, der drejes med hånden, så at det lægger sig i spiral helt ud til spidsen. Ved fortsat drejning smutter en vinding af, hvorved der dannes en snoning, derefter endnu en osv. i hastig rækkefølge. (Fig. 1). Også denne spinding må med mellemrum afbrydes og garnet vikles om pinden. Spindematerialet behøver ingen særlig styrke eller længde, da der ikke skal trækkes i det som med krogen, men det letter arbejdet, hvis det i forvejen er ordnet i en lang strimmel eller »væge«. I garn, der er spundet på denne måde, ligger fibrene ikke fuldstændig parallelt, men uregelmæssigt og med luftlommer imellem, hvilket gør det porøst og af stor elasticitet. Det kaldes kartegarn.

(Fig. 2).

Kamgarn og kartegarn er to forskellige garntyper; navnene har de fra den forberedning, man giver fibrene inden spindingen. Der er altså ikke tale om kvalitetsbetegnelser, som mange tror, men om forskel i spindemåden.

Af snokrog og spindepind udvikles to forskellige håndtene. Fra krogen stammer den ten, der snurrer hængende. En påsat tenvægt - en såkaldt snolde - af sten, ler eller træ sørger for trækket i tråden og virker samtidig som svinghjul; om den er anbragt for oven eller for neden afhænger af, hvilken snoretning man ønsker. Fæstet for tråden kan være en metalkrog eller et hak i pinden, men man kan også nøjes med en løkke om den i øvrigt glatte ten.

(Fig. 3).

Den ten, som er udviklet af spindepinden, snurrer ikke hængende, men støttet på et underlag: en sten, en frugtskål eller lignende. For at mindske modstanden kan anvendes indgnidning med aske. Tenen kan være kort eller lang, det afhænger af hvilket materiale, der skal spindes på den. Er den kort, holder man den lodret og drejer foroven med fingrene, er den lang, lader man den støtte mod låret og trækker håndfladen hen over den. I øvrigt er princippet ganske som ved spindepinden. Også denne ten har snolde, men den virker ikke ved sin tyngde og er alene anbragt for at fremme rotationen. Den støttede ten er meget hurtigere at spinde på end den hængende, fordi den færdige tråd let lader sig spole på pinden; det sker med samme bevægelser som selve spindingen. Opvikling på hængetenen er mere omstændelig og forårsager en arbejdsafbrydelse på 7-8 sekunder.

(Fig. 4).
(Fig. 5).

Tenene har utallige varianter, og spindemåderne er uden grænser, så man må ikke forundres over at møde afvigelser fra de her omtalte prototyper. Hvilken af disse, der er ældst, har man ikke kunnet afgøre, men det er i hvert fald næppe rigtigt - som man har ment - at den ene er primitivere og den anden derfor udviklet af den. Der er tale om to helt forskellige spindemetoder med helt forskellige spindematerialer. Hængetenen egner sig til lange, stærke fibre som hør og uld, der er almindelige i Europa. Den støttede ten passer til korte, svage eller glatte fibre som f.eks. bomuld og har været brugt i de verdensdele, hvor disse materialer hørte til, fortrinsvis Asien og Amerika. De ældste vidnesbyrd om håndtenens anvendelse i Danmark har vi fra jernalderen, men den har levet langt op i tiden, selv rokken formåede ikke at slå den ud. Helt op mod vor tid har den været anvendt til visse former for spinding.

Den tvedeling af materialer og redskabsformer, som er påpeget i det foregående, er den samme, som vi kender fra industrien i dag, og det er derfor naturligt, at den fortsætter, også da rokkene opfindes. (Fig. 6). Der opstår to former: vingerokken til fremstilling af kamgarn og skotrokken til kartegarn, men den første undergår senere sådanne forbedringer, at den kan bruges til begge former for spinding. Fælles for rokkene, uanset hvilken type de tilhører, er, at tenen ligger vandret, og at den ikke som ved de gamle spinderedskaber snurres med fingrene, men drives ved remtræk fra et større hjul. Rotationsproblemet er hermed løst, tilbage er opviklingen, som ved skotrokken foregår efter den støttede håndtens enkle princip, mens vingerokken har påmonteret en særlig spole, der trækker tråden ind, efterhånden som den spindes, så at man undgår afbrydelser.

(Fig. 7).

(Fig. 8).

(Fig. 9).

Hvor opfindelserne blev gjort er uvist, men for skotrokkens vedkommende er Kina en mulighed, som den engelske forsker Needham overbevisende har begrundet. Første gang vi møder en rok i Europa, er i den sydtyske by Speyers »Tuchmacheranordnung« fra 1298, hvor det tillades at væve klæde med islæt spundet med hjul. Tilladelsen er i virkeligheden et forbud, og som sådant gentages det jævnligt i den følgende tid: garnet må bruges som islæt, men ikke som kædegarn (længdetrådene i væven, der kan kræve særlig styrke). Denne mistillid til rokspundet garn har man i vor tid fundet pudsig, men måske har man leet for tidligt. Ganske vist ved vi ikke, hvordan disse rokke så ud, men det ældste europæiske billede - fra England 1338 - viser klart en skotrok, og på den spinder man, som omtalt, kartegarn. Til de lange og stærke fibre, som var almindelige i Europa, passede denne rok ikke, og bl.a. deraf kan vi slutte, at den ikke er en europæisk opfindelse. Forbuddet mod at bruge dens garn til de europæiske væve, der var bygget til kamgarnets uelastiske styrke, bliver pludselig fuldt forståelig.

Med skotrokken kommer der en hel revolution inden for tekstiltilvirkningen. Med karter laver man forgarn, såkaldte tøjer, som kan gå ind på den roterende tenspids. Tidligere havde man rusket eller skåret ulden af fårene i fældningstiden, nu tages saksen i brug. (Fig. 10). Ved at klippe to gange årligt får man mere uld, men kortere - som skotrokkens spindeprincip kræver. Det skotrokspundne garn er blødt og elastisk - værdifulde egenskaber for islæt, men endnu ikke for kæden. Da nye væve har fået indpas i Europa, ophæves forbuddet.

Først fra slutningen af 1400-årene har vi sikre billeder af vingerokken, der i sin ældste skikkelse, ganske som skotrokken, blev drejet med hånden og kun var egnet til kamgarnsspinding. Den foddrevne rok skal ifølge traditionen være opfundet ca. 1530 af billedhuggeren Johan Jürgen i Braunschweig. Den hånd, som tidligere havde drejet rokkehjulet, blev nu fri, med den kan man holde igen, mindske trækket fra spolen, så at det bliver muligt også at spinde kartegarn på denne rok. Rent bortset fra dette var det naturligvis behageligt for de arbejdende kvinder at få begge hænder fri til spindingen - men hvor længe var Eva i paradis? Man opfandt tvillingrokken med to tene, en til hver hånd. Den var udelukkende til kamgarnsspinding, men krævede stor koncentration og opnåede aldrig den succes, man havde tænkt sig.

Den foddrevne vingerok med mulighed for begge slags spinding og behagelig arbejdsstilling fik hurtig stor udbredelse - hvilket må ses i sammenhæng med hørdyrkningen, som samtidig tog et mægtigt opsving. Den blev hjemmenes rok, skotrokken blev trængt tilbage, men bevarede dog sin plads i industrien, hvor den blev anvendt til bomuld og kort uld i klædefabrikationen. Navne som bomuldsrok og fabriksrok, der optræder uden for Danmark, understreger dette forhold.

(Fig. 11).

Til Danmark kom rokkene naturligvis også, men hvornår det skete, og hvilken der kom først, savner vi oplysninger om. 30. april 1607 leverede Hans Drejer fem »schotterocker« til det tugthus, Christian 4. havde anlagt i Farvergade på Vartovs nuværende plads, og hvor man året før var begyndt at spinde bomuld - for første gang i Danmark. Samme konge oprettede senere »Børnehuset«, en ejendommelig blanding af opdragelsesanstalt og kvindefængsel; her finder vi fra 1625 en bomuldsstue med 49 skotrokke på loftet over pigernes gård.

Det var hensigten med Christian 4.'s Børnehus, at det skulle virke som en slags håndværkerseminarium, men det ser ikke ud til, at de – i øvrigt ret få - udlærte elever kom til at øve nogen indflydelse på samfundets øvrige tekstilfremstilling. Skotrokken var upopulær. Den spandt anderledes, end man var vant til, og dens anvendelse i fattighuse og fængsler, som holdt sig gennem århundreder, bidrog ikke til at øge dens anseelse. »Skotrok-tøs« blev betegnelsen for en kvindelig tugthusfange, og når H. C. Andersen i »O. T.« skriver: »Hun skal til Odense og spinde på skotrok«, så ved samtidens læsere straks, hvad der venter stakkels Sidsel. På Det kongelige Opfostringshus spandt eleverne på skotrok, det sagdes at være særlig sundt for drenge, fordi de fik rørt sig så meget. Skotrokspinding er i virkeligheden ganske anstrengende. Måske er det også en af grundene til, at man ikke brød sig om den.

Det kan på baggrund heraf virke mærkeligt at høre, at skotrokken alligevel opnåede en vis yndest i højere kredse, men Goethe strejfer måske årsagen, når han i et af sine værker fortæller om de store, men også meget gratiøse bevægelser, der hører til betjeningen af denne rok. Han bemærker, at kvinderne vist har udvalgt sig det redskab, der bedst fremhæver hver enkelts ynder og fortrin. De høje og slanke er glade for skotrokken. Det kom på mode at bygge rokke så små og lette, at de kunne tages med på visitter. 1807 omtales en, vistnok fransk, visitrok så lille, at den kan være i en strikkepose.

(Fig. 12).

Side om side med skotrokken levede vingerokken, de to varetog hver deres område af spindingen. At tale om, hvilken der er bedst, er derfor uden mening, men der kan drages sammenligninger om ydeevne og betjeningens lethed. Man skulle vente, at den fodtrådte vingerok, der selv trækker tråden ind, var den hurtigste, men det er ikke tilfældet, til gengæld er den behageligere, ikke så anstrengende, at spinde på, og den fylder mindre. Skotrokkens hastighed ligger i den store udveksling mellem ten og hjul. I sin »Farve- og Fabricationsbog« fra 1813 anbefaler J. G. Wilde skotrokken varmt og tilbyder at lære enhver, som måtte ønske det, at spinde på den. Jeg har selv en skotrok og deler helt hans begejstring.

Vingerokkene må her i landet have været langt i overtal, og det er dem, vi i dag møder rundt om på museerne. Ingen dansk skotrok er så vidt vides bevaret.

(Fig. 13).

Goethe har i »Wilhelm Meisters Wanderjahre« givet en meget indtagende beskrivelse af den schweiziske spindeindustri, som han oplevede den i sin ungdom. Fra Makedonien og Cypern førtes bomuld over Triest ind i de schweiziske bjerge, hvor den på hårdtlastede heste- og muldyrrygge ad smalle og farlige veje under bjældeklang nåede frem til de talløse små hjemmeindustrier, hvor forarbejdningen foregik. De længste af fibrene blev kæmmet og på håndten spundet til »brevgarn« (rokkebrevet er den manchet, der sættes om fibrene for at holde dem sammen), af de korte kartede man »tøjer« til spinding på skotrok. Brevgarnet var af utrolig finhed; man kan ud fra Goethes opgivelser udregne, at et gram af den langfibrede bomuld var nok til ca. 200 meter tråd. En tilsvarende mængde af det korte materiale kunne give ca. 60 meter »groft« kartegarn. Også arbejdshastigheden var imponerende. En af spinderskerne mener, at hun på skotrok kan spinde 9000 alen garn pr. dag, og vil vædde. Beskrivelsen viser, hvor udsøgt et håndværk spinding er. Man vil forstå, at dens utallige finesser ikke lader sig fremstille i en kort artikel.

Industriens maskiner slog håndspindingen ud, men den er kommet på mode igen i de senere år og vil måske gøre det i endnu højere grad i de kommende. Den frie tekstilkunsts eksplosive udvikling har skærpet kravene til materialet, hvad enten det er i strikning, knytning eller vævning. Her kan industrien ikke imødekomme efterspørgslen på individuelle produkter, og hver enkelt må igen selv dreje sit garn, som det passer.

For mange mennesker står det håndspundne garn som et klumpet, groft og ubehjælpsomt produkt, og de tror endda, at det netop er meningen og det fine ved det. Det skulle ikke engang være nødvendigt at advare mod en sådan indstilling. Så snart man begynder at spinde, opdager man, at der intet tilfredsstillende er ved at lave dette af fummelfingrethed prægede produkt, hvor materialet aldrig kommer til sin ret og aldrig lader sig variere. Spændende bliver det først, når man er fuldstændig herre over processen og kan fremstille nøjagtigt, hvad man ønsker.

(Fig. 14).

Det rigtigt håndspundne garn er altid smukkere end det maskinspundne, ikke alene fordi, det er sammendrejet i hånden og derfor mere karakterfuldt, men simpelthen fordi materialet lige fra begyndelsen har gennemgået en finere proces, end det er muligt på en fabrik. Også i udvælgelsen af materialerne ligger der rige muligheder; alle de sjældne fibre, som industrien af økonomiske grunde lader ligge, dem kan vi med fordel tage op. Håndspinding - hvad enten det sker med rok eller håndten - er en kilde til megen glæde og fornøjelse. »Lykken kan ligge i en pind«, som H. C. Andersen siger.

Lit: Lise Warburg: Spindebog. Borgens Forlag 1974.

Tegninger: Jørgen Kraglund