Lykkehjulet

Som den første i Danmark fik Koes januar 1771 kongelig bevilling til at drive et tallotteri, men det skete ikke, som man efter brevet skulle tro, alene på grund af hans elskelighed - staten betingede sig 25.000 rigsdaler i årlig afgift. Danmarks faktiske regent var på det tidspunkt Struensee, gennem sin indflydelse på den sindssyge konge havde han skaffet sig enevældig magt og kunne uden smålig indblanding gennemføre sine såvel gode som mindre heldige reformer. Det faldt mange for brystet, og opkomlingens politiske karriere blev da heller ikke lang. Af det nye, han nåede at introducere inden sit bratte fald, blev det meste hurtigt afskaffet, men ikke tallotteriet (fig. 1).

Det var nemlig blevet særdeles populært og dermed indbringende for bevillingshaveren. Koes havde grund til at glæde sig, men kun i to år, så satte regeringen ham på porten, dog mod en klækkelig erstatning. Tallotteriet var nu et statsforetagende.

Lotto di genova, som spillet kaldes i bevillingsskrivelsen, var af italiensk oprindelse. I Genova holdtes hvert år valg til byens råd, blandt 90 kandidater skulle udpeges 5, og det førte til hidsige væddemål mellem byens borgere. 1620 fik man den ide at erstatte navnene med tal, og dermed var tallotteriet i virkeligheden opfundet. Det nåede vidt om i verden, uden rådsherrerne, men med tallene i behold. Princippet var stadig at finde 5 ud af 90.

Et spillesystem af den art var nyt i Danmark, men dog ikke helt uden forgængere. I første halvdel af 1700-tallet afholdtes lotterier med bestemte formål, for eksempel istandsættelse af digerne i Slesvig eller bygningen af Christianskirken i København, kaldet lotterikirken. Mere permanent var det klasselotteri, som oprettedes til støtte for opfostringshuset på Christianshavn. Det viste sig levedygtigt, generation efter generation har håbet på den store gevinst, men kun få har set deres ønsker opfyldt.
Spilledjævelen havde således et ganske solidt tag i befolkningen, allerede før tallotteriet holdt sit indtog, men dette besad egenskaber, som gjorde det særligt egnet til at vække lidenskaberne. Blandt 90 numre blev, som i Genova, udtrukket 5, havde man spillet på dem - eller blot nogle af dem - var der gevinst, men også rækkefølgen talte i regnskabet. At gætte et enkelt tal gav de indskudte penge femten gange igen, med fire træffere i rigtig rækkefølge var udbyttet 60.000 gange indsatsen. Der var altså mulighed for højt spil - formuer kunne vindes og tabes (fig. 2).

Lotteriets trækninger foregik i København, Altona og fra 1774 også i Wandsbeck nær Hamborg - det skete på skift, så at hvert sted havde trækning hver tredje tirsdag. I virkeligheden var der tale om tre af hinanden uafhængige lotterier; trækningerne i for eksempel Wandsbeck gav ingen gevinst for spillere i København. De gjaldt »ad Wandsbeck til«.

Trækningen foran rådhuset på Gammeltorv i København foregik under trompetfanfarer, derved fremhævedes dens karakter af offentlig forlystelse. De 90 numre, skrevet på pergament med såvel tal som bogstaver, blev forevist tilskuerne og lagt i hver sit futteral, som derefter samledes i en tombola med glas på begge sider (lykkehjulet, som en samtidig skribent kalder den). Efter blanding blev så de fem vindernumre udtrukket og råbt op til glæde for nogle, til skuffelse for mange. Sluttelig lagdes sedlerne tilbage i kapslerne, som derefter kastedes ud blandt tilskuerne. Det førte ofte til tumulter: mod aflevering af hylsteret udbetalte lotterikassen 24 skilling.

Om »lotteriraseriet« beretter en samtidig: »I middelklassens familiekredse og forsamlinger, hvor man forhen kun talte om komedier, vejret, stadens nyheder og næstens fejl, snakkedes der nu næsten om intet andet, end om de bedste spillemåder og om de tal, som var de lykkeligste at vælge«. Nogle havde deres specielle lykketal, andre tog varsler. En for tilfældet udsendt drømmebog gav helt sikre anvisninger: at drømme om månen betød, at tallet 6 ville give gevinst, optrådte der en kat i drømmen, var 65 vindertallet. De mere jordbundne gik andre veje; pjecer kunne købes, hvor vinderchancen var statistisk beregnet - som L. Hansens med den lovende titel: »Ufejlbar måde bestandigt at vinde i tallotteriet uden nogensinde at kunne tabe«. Ideen var, at man spillede på halvdelen af tallene, først ganske lavt, derefter højere og højere indtil gevinst. Den vil komme, lover forfatteren, og deri har han sikkert ret, men forudsætningen er jo rigtignok, at pengene ikke er sluppet op forinden.

Som man kan sige sig selv, havde lotteriet også sine modstandere, de mente, at det fristede almuen til at bortødsle sine penge og - hvad værre var - også andres: svinehyrden for eksempel kunne få det indfald at sælge en so for at deltage i spillet. Nej almuen var bedst tjent med ikke »at kende nogen anden vej til deres omstændigheders forbedring, end stræbsomhed«. Digteren P. A. Heiberg omtaler »tallotterisygen, der ufejlbarligen er det inkognito, hvorunder djævelen, døden og alle ulykker for nærværende tid rejser omkring i Danmark«. Man appellerede til kongen, påpegede, at statens velstand stod på spil, ja at hele Europas fald kunne blive resultatet. Men lykkehjulet snurrede lystigt videre.

Staten gik ganske rigtigt bankerot, men ikke på grund af, snarere på trods af, tallotteriet. Først i 1851 lykkedes det at få ophævet »den genuesiske plage«. Spillelidenskaben formåede man ikke at lægge en dæmper på, den trivedes - og har det stadig godt (fig. 3).