Luksusimport

Antallet af sådanne sværdfund har med årene vokset sig forbavsende stort, og Polen tegner sig for en ikke ringe del. Som eksempel kan nævnes et 82 cm langt eksemplar fundet 1962 på en gravplads i Wesolki. Da rusten var fjernet opdagedes et stempel i størrelsen 13x3 mm med teksten ALLIVS PA. Det er navnet på den, som fremstillede sværdet - en håndværker af italisk herkomst. Sværdet fra Wesolki er dateret til begyndelsen af vor tidsregning og udgør det ældste fund af denne type udenfor Romerriget.

(Fig. 1).

Et andet eksempel fremkom 1959 i en grav dateret til det 3. århundrede efter Kr. Her er det ikke en indskrift, der afslører sværdets romerske herkomst, men et indlagt bronzemønster forestillende sejrsgudinden Victoria og krigsguden Mars i rustning med lanse i hånden, lænende sig til et skjold.

Det er ikke alene gennem nye fund, man er blevet opmærksom på disse sjældenheder. Ved omkonservering af ældre museumsstykker sker det, at romerske mærker dukker op. Her spiller røntgenundersøgelser en betydningsfuld rolle som middel til at afsløre indlægninger.

Indskriftsværdene er de almindeligste. Teksten er som regel anbragt med et stempel - rektangulært eller, sjældnere, cirkelrundt. Fejl i aftrykket forekommer hyppigt. Mærkerne kan findes på klingen, men også på grebtungen, hvor de var dækket af fæstebeklædningen og ikke kunne ses af sværdets køber og bruger. De var med andre ord ikke bestemt for ham, men til intern kontrol på fremstillingsstedet - hvilket berettiger os til at tro, at værkstederne, hvor disse sværd blev fremstillet, var ret store. Den indstemplede tekst er kortfattet: et navn, f.eks. Allivs eller Cocillus. Et tilføjet bogstav, M, står for m/anu, dvs. gjort af hånden, udført af -. Disse stempelnavne kan i mange tilfælde kaste lys over håndværkernes afstamning, hvad der ikke er uden betydning for vor viden om centrene for våbenproduktionen. Udover stempelaftrykkene optræder indlagte inskriptioner bestående af to eller tre bogstaver. Også indgraverede tal forekommer.

Den anden fundkategori, billedsværdene, er sjældnere - og det gælder i øvrigt også inden for Romerrigets grænser. Tegningerne, som findes på sværdklingen, under fæstet, har i reglen karakter af kobberindlægning, som imidlertid kan være faldet ud, så at man må prøve at rekonstruere billedet efter fordybningerne. (Fig. 2). Også gravering har været anvendt omend kun i sjældne tilfælde. Det karakteristiske motiv er - som i ovennævnte eksempel - sejrsgudinden Victoria med krans og krigsguden Mars støttende sig til lanse og skjold. En ørn symboliserer legionerne, og dertil kommer de såkaldte legionstegn. Fremstillingen er skematisk, undertiden ligefrem klodset. Forekomsten af ørn og legionstegn tyder på, at pågældende våben er fremstillet til brug for romerske soldater.

Nu er det langtfra alle romersværdene, der har indskrift og billedsymboler, men der er andre kendetegn, som viser deres herkomst. Selve formen kan undertiden afsløre dem - og her må skedebeslag og skedeophæng tages med i betragtning. Endelig, og ikke mindst, er der smedemåden at lægge mærke til. Romerske sværd er ofte udført i damasceringsteknik, det vil sige sammenhamret af jerntråde med forskellig hærdningsgrad, hvilket gav våbnet øget styrke. Ofte er det nok blot at kaste et blik på overfladen, hvor et karakteristisk sildebensmønster røber det damascerede sværd. Denne teknik er kun rent undtagelsesvis anvendt uden for Romerriget.

(Fig. 3).

Det kan virke paradoksalt, at en så stor del af de romerske sværd er blevet fundet udenfor imperiets grænser, men vi kan pege på en hel række af årsager til dette fænomen. Først og fremmest forskellen i gravskik mellem romerne og os andre. Folkene i Mellem- og Nordeuropa brugte at give deres døde våben og andre genstande med i gravene. Uden den sædvane havde vi ikke kendt meget til oldtidsimporten.

Som nævnt indtager sværdene en særstilling blandt de romerske importvarer. De var ikke godtkøbskram beregnet for underudviklede folk, men virkelige kvalitetsarbejder. Prisen har været pebret - for romere som for »barbarer«. Til gengæld var de værdsatte og en fryd for øjet. Hvad romerne ellers havde at byde på - for eksempel glas og visse former for lervarer - var i reglen seriefremstillet og derfor relativt billigt. Sværdene må betegnes som luksusimport og har som sådan en ganske særlig betydning for forståelsen af periodens historie.