Lovens lange arm

Sognet havde i nogen tid været stærkt plaget af jordrotter (dem vi nu kalder mosegrise). De åd både græsset og kornet, foruden at de underminerede markerne. Men nu skulle det være slut. På et bystævne 12. august 1711 indkaldtes ikke blot jordrotterne, men alt, hvad der ellers måtte være på egnen af rotter og mus.

»Menige Als bymænd og bosiddere, gårdmænd og husmænd såvel som indsiddere, giver Eder (rotter, jordrotter, vandrotter og mus, store og små, ingen undtagne af dem, der findes inden for vore markskel, grunde og ejendomme såvel som dem, der befinder sig i byen) lovlig kald og varsel til i dag otte dage, den 19. august klokken 10 formiddag præcis, at møde for os i retten på Als grandestævne for at påhøre klager og vidnemål og besvare spørgsmål angående den ulovlige og ubodelige skade, I har gjort på vort korn, ager, eng og græs. — Endvidere stævnes I, rotter og mus, alle uden undtagelse, til i dag fjorten dage, den 26. august, at møde for dom at modtage: enten vor skade at erstatte og betale eller at rømme vore bymarker, grunde og ejendomme -«.

Denne stævning blev forkyndt tre gange, så at man kunne være helt sikker på, at rotterne og musene havde forstået meningen, men de skamløse dyr viste deres foragt for retten ved at udeblive fra begge de berammede retsmøder. Ved disse gik alt ellers ordentligt og lovmæssigt til, Niels Nielsen af Helverskov beklædte dommersædet, Kristen Tømmermand repræsenterede anklagemyndigheden, og til at varetage forsvaret for de fraværende rotter og mus havde man beskikket Jens Ufød, der ansås for uvildig, da han ikke var landmand og altså ikke var blevet personligt forulempet af de anklagede dyr. Der var indkaldt seks vidner, som alle under ed beskrev skadens omfang, og otte tinghørere bekræftede, at sagens formalia var i orden. Den 26. august faldt så dommen: Da rotterne og musene ikke har givet møde og ikke har fremsat noget tilbud, skal de inden 15 dage forføje sig ud i havet. Den gode Gud, hvis gaver de så skammelig har ødelagt, vil sørge for, at det sker.

Det er herredsfogeden Christen Sørensen Testrup, der i sin Rinds Herreds Krønike (se Samlinger til jydsk Historie og Topografi, 1. række, bd. 2) har fortalt om rottesagen, som har fundet sted i hans egen tid, og som i øvrigt er omtalt 1769 i et juridisk tidsskrift. Retssager mod dyr var forhen ikke ualmindelige; de kendes især fra Frankrig og Spanien, men i øvrigt fra hele Europa og altså også fra Danmark. Det kunne være hunde eller svin, der havde skambidt børn, men også større dyr som heste eller køer, der på en eller anden måde havde menneskeliv på samvittigheden. Straffen var som oftest døden ved hængning eller halshugning, men brænding forekom, og det skete, at der under sagens behandling blev anvendt tortur. Det sidste danske tilfælde er fra Lyø 1805-6. Også her var det mosegrisene, der var på anklagebænken. (Fig. 1)

Hvis man tør tro Testrup, blev sognefolkene i Als virkelig skadedyrene kvit, og egnens fiskere fik i den følgende tid mange døde rotter i deres garn. Også i vore dage er mosegrisene en plage, som er vanskelig at komme til livs. Det bedste udryddelsesmiddel har naturen selv frembragt, det er lækatten, som går ned i dyrenes gange og dræber dem hurtigt og effektivt. Men ikke alle har en lækat ved hånden. Måske skulle man prøve med en stævning. (Fig. 2.)