Lollands virker

De to øers beboere måtte klare sig selv, men det var de vant til, herom vidner en tilflugtsborg, som der endnu ses betydelige rester af midt på Falster - den er udateret, men formentlig fra vikingetiden og har karakter af en halvkredsvold udgående fra et vidtstrakt mosedrag. Virket, som den kaldes, dækker et areal på mere end én kvadratkilometer og har for nylig her i bladet (1992:1) været omtalt som landets største forhistoriske borganlæg. Men er den nu også det? I 1928 beskrev lokalhistorikeren C. C. Haugner i et værk om Lollands topografi og historie et af søer og volde indhegnet område ved Maribo, som han mente måtte være en tilflugtsborg, et anlæg af samme art som Virket, men fire gange så stort i areal. Det gav ikke genklang. Påstanden har så vidt vides aldrig været kommenteret - hverken positivt eller negativt - af kompetente forskere, vel sagtens fordi de aldrig blev opmærksom på den. Tog Haugner fejl, eller har arkæologer og historikere overset landets største oldtidsborg?

Det anlæg, Haugner gav sin overraskende forklaring på, er ellers ikke ukendt. I Traps Danmark omtales det som en jordvold, oprindelig 1,2 kilometer lang og strækkende sig mellem Hejrede sø og Røgbølle sø sydøst for Maribo; kun den nordlige del, som ligger i skov, eksisterer i dag, men luftfotografier viser klart forløbet af det manglende. På østsiden af det bevarede stykke ses en voldgrav, der ligesom volden varierer en del i størrelse; de maksimale dimensioner nås på et sted, hvor jordværket har en knoldformet udvækst på bagsiden, vel sagtens en ældre gravhøj, man har ladet indgå i systemet som en slags bastion. Volden er her op mod tre meter høj, mens voldgraven måler otte meter i bredden og halvanden i dybden. En opmåling af anlægget 1907 og en hastig udgravning 1944, begge ved Nationalmuseet, gav ingen oplysninger om alder eller funktion, men det foresloges, at der kunne være tale om en vejspærring. De fleste af skovens mange gravhøje ligger langs en vej, en gammel færdselsåre mellem søerne, det var vel den, man ville spærre. Men til hvilken nytte? En fjende kunne let omgå søerne og falde forsvaret i ryggen. (Fig. 2)

Det samme spørgsmål må Haugner have stillet sig, da han i 20’erne studerede sin egn, men denne myreflittige mand, der både var redaktør, politiker og lokalhistoriker, nøjedes ikke med at undres. Længere vestpå, ved herregården Søholt, havde han bemærket en bred grøft og på østsiden af denne rester af en tilhørende vold, altså en fæstningslinje svarende til den ovenomtalte og som denne strækkende sig mellem de to søområder, her en vejlængde på 500 meter. Haugner fik den tanke, at de to volde skønt beliggende med tre kilometers mellemrum i virkeligheden var samme sag og hele området mellem søerne en kæmpemæssig tilflugtsborg. (Fig. 3)

For teoriens rigtighed taler, at begge voldlinjer set fra det afspærrede område mellem søerne har front udefter, den østlige mod øst, den vestlige mod vest. I virkeligheden er det kun størrelsen, der adskiller denne borg fra andre tilflugtsborge, men den skyldes nok først og fremmest de meget gunstige naturforhold. Takket være søerne har man med to voldstykker på tilsammen 1,7 kilometers længde kunnet beskytte et område på fem kvadratkilometer, hvor man ved Virket på Falster har måttet ofre en lidt længere vold på et langt mindre borgareal. Den store borg har kunnet rumme mange mennesker, men de lange søsider var en ulempe, de har krævet overvågning og eventuelt forsvar. En række højtliggende næs har dog sikret en vid udsigt over store søflader.

Man kunne have fået en lidt kortere voldlinje og betydeligt mindre søbred at forsvare ved at lægge østvolden en lille kilometer længere mod vest, hvor herreds- grænsen går, men man ville samtidig have mistet kontrollen med det strategisk vigtige vadested, hvor Hejrede sø går over i Maribo Søndersø, og det har åbenbart vejet tungest. På de to små halvøer, der her skyder ud mod hinanden, og som vejen er ført over, vidner et halvt hundrede gravhøje endnu om dette steds betydning for forbindelsen mellem Lollands to østlige herreder. Som borgen ligger, har den i en nødsituation kunnet betjene begge disse herreder, og det var forholdsvis let at gøre udfald, mens fjenden på sin side måtte bevæge sig rundt om et uoverskueligt søkompleks for at finde egnede angrebsvinkler. Søholt-borgen, som vi passende kan kalde den, er foreløbig udateret ligesom Falsters Virke, men det vil ikke undre, om det en dag viser sig, at de to anlæg er omtrent samtidige og anlagt i løbet af vikingetiden, hvor øboerne blev tvunget til at vælge side i opgøret med venderne. Hos Saxo kan man læse, at Virket var i brug endnu så sent som 1158, men ikke længe efter lykkedes det Valdemar den Store at få sat endelig stopper for uvæsenet.

De to borge har iøjnefaldende ligheder: begge er størrelsesmæssigt i særklasse, begge ligger i forbindelse med store vådområder, og begge er placeret inde i landet på grænsen mellem to herreder. Er det mon tilfældigt, eller ligger der planlægning bag?

Vi ved så godt som intet om de to øers almindelige forsvarsberedskab på venderkrigenes tid, men næsten som en slags erstatning beretter en senere kilde udførligt om de foranstaltninger, som blev truffet, da der 1522 var fare for, at lübeckerne ville angribe Falster. Der skulle holdes udkig fra alle højdepunkter langs kysten. Hvis en fjende dukkede op, skulle det varsles med kirkeklokker og alle bavne langs kysterne antændes. »Gode mænd« kunne tage kampen op, mens »alle øg og heste, fæ og andet« skulle søge op i landet.

Det er næppe tilfældigt, at Virket ligger midt på Falster. Med en marchhastighed på fem kilometer i timen ville det meste af øens befolkning kunne være i sikkerhed bag dets vold på to, højst tre, timer. Kun de få, der befandt sig i øens yderområder, måtte bruge længere tid. På samme vis ville beboerne i Lollands to østlige herreder med ganske kort varsel kunne redde sig inden for Søholt-borgens volde. Men hvad med øens vestlige herreder, som der ligeledes er to af, har ikke også de haft en fælles tilflugtsborg? Det er fristende at tro det, og har den været placeret som de andre, skal den søges langt fra den usikre fligede kyst, på grænsen mellem herrederne og på et sted med naturbeskyttelse i form af sø- og mosestrækninger. Et område, der til fulde opfylder kravene, finder man i sognene Halsted og Vesterborg; navnlig det sidste påkalder sig opmærksomhed, ikke blot på grund af navnet, men fordi selve landsbyen Vesterborg ligger på et trekantet »næs« begrænset af vådområder, nemlig Vesterborg sø og de dertil stødende ådale, hvoraf navnlig den vestlige, Halsted-ådalen, må have udgjort en ganske effektiv spærring. Man må forestille sig næsset afskåret med en vold mod syd, men af en sådan er der ingen spor i det desværre helt skovløse landskab; hvis den har været der, må dyrkningen have udslettet den helt - selv tilgængelige luftfotografier giver ingen klare fingerpeg. En bred bakke ved spidsen af næsset bærer navnet Borrebanke; der fortælles om fund af pælesætninger, men intet er fagmæssigt undersøgt, og der er intet at se på stedet. At der har været borg i området, kan der imidlertid ikke være tvivl om, og den må være af gammel dato. Landsbyen Vesterborg omtales 1231, og anlægget, den er opkaldt efter, må have haft en vis alder og anseelse, da det lånte sit navn ud. Også Virket på Falster har givet navn til en nærliggende landsby. (Fig. 5)

Til en Vesterborg må svare en Østerborg, og at en sådan har eksisteret, viser et brev, Valdemar Sejr lod udfærdige 1205 i »Østerborg på Lolland«. Her kan anlægget ved Søholt komme på tale. Hvis man på øen, som vi antager, har haft to ensartede storborge, vil det være logisk, om man har skelnet mellem en østre og en vestre. Den enlige borg på Falster blev slet og ret kaldt Virket, det gamle ord for befæstning. Også de lollandske borge har været virker.

Det er ovenfor antydet, at virkerne kan være fra vikingetiden, og måske har det undret nogen, for de borge, som ellers kendetegner denne periode, ser jo helt anderledes ud - de er mindre i areal, men langt mere komplicerede og med de strengeste krav til symmetri; et eksempel er Trelleborg ved Slagelse. Disse militærtekniske mesterværker antages imidlertid opført af kongen, der var rigets øverste krigsherre og kunne udskrive mandskab til befæstningsarbejder, de lolland-falsterske storborge derimod må være lokalbefolkningens værk, og det gør naturligvis en forskel. Var øboerne ladt i stikken af statsmagten? Vist ikke helt, et enkelt forsvarsværk synes anlagt til deres værn, men samtidig til hele rigets og vel sagtens efter kongens ordre. Det drejer sig om en vældig pælespærring ved Hominde, således hed indsejlingen til den nu udtørrede Rødby fjord. Spærringen, der er kulstofdateret til slutningen af 900-årene, ligger ligesom de tre borge på en herredsgrænse, og det er ikke uinteressant. Skulle det engang lykkes at få fastslået også borgenes anlæggelsestid, vil det kunne give et fingerpeg om disse grænsers alder. (Fig. 6, fig. 7, fig. 8)

Måske vil man synes, at der i ovenstående er vel mange spørgsmålstegn, så lad os til slut trække linjerne op. Om Virkets eksistens og fortidige anvendelse er vist ingen i tvivl, alt i den sag er jo både arkæologisk og historisk bevidnet, og at der ved Maribo har ligget et lollandsk sidestykke til det falsterske anlæg, turde også være passende dokumenteret; Haugner så ret, da han satte de to vidt adskilte forsvarslinjer i forbindelse med hinanden. Vesterborgen derimod er hypotetisk, bevismaterialet mangler den fornødne vægt, men lad nu sagen være lagt frem til overvejelse. Også dristige teorier har deres berettigelse, forudsat de er behæftet med en vis rimelig sandsynlighed. Hvo intet vover, intet vinder. (Fig. 9)